Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

X-Men: First Class

X-Men: First Class
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

X-Men: First ClassMatthew Vaughns pseudo-reboot af X-Men-franchisen er underholdende, velpacet og med gode præstationer fra hovedrolleindehaverne. Kort sagt den bedste superheltefilm siden X2 fra 2003.

Bryan Singer kan åbenbart bare ét eller andet, når det kommer til X-Men. Hans første to film fra henholdsvis 2000 og 2003 er nogle af de bedste, der er kommet i den endnu rullende flodbølge af superheltefilm, som X-Men (2000) var én af de første af.

Singers rolle i X-Men: First Class er mere tilbagetrukket: Han har været med til at skrive historien (sammen med Sheldon Turner) og har produceret filmen gennem sit produktionsselskab Bad Hat Harry. Alligevel mærker man tydeligt Singers indflydelse på produktionen, og det er bestemt ingen dårlig ting.

Oprindelig skulle Singer have instrueret filmen, men var nødt til at springe fra på grund af sine forpligtelser i forbindelse med filmen Jack the Giant Killer (2012). Tjansen gik i stedet til Matthew Vaughn, der bl.a. har stået bag den fine filmatisering af Neil Gaiman-romanen Stardust (2007) og den afsindigt underholdende graphic novel-filmatisering Kick-Ass (2010). X-Men: First Class er så at sige en second chance for Vaughn, der oprindeligt skulle have instrueret X-Men: The Last Stand (2006), som han sprang fra på grund af tidspres.

Kompliceret forløb

Generelt er hele produktionsforløbet, der har ledt frem til X-Men: First Class temmelig kompliceret. Idéen har rødder tilbage i 2006, før premieren på X-Men: The Last Stand, da Zak Penn blev hyret til både at skrive og instruere en spin-off om de unge X-Men. Siden undergik filmen adskillige ændringer frem til den endelige udformning; både på manuskript- og instruktørsiden. Da Bryan Singer var tilknyttet projektet som instruktør snuppede han desuden idéer fra den planlagte Magneto-spinoff, der derefter blev skrottet.

De mange inkarnationer af historien og flere instruktørskift til trods, er X-Men: First Class endt som en helstøbt og underholdende superheltehistorie, der tager sig selv seriøst, men ikke for seriøst. Samtidig nyder filmen godt af en fin historie, glimrende setting og gode præstationer fra hovedrolleindehaverne.

1944 og 1962

Vore helte. Fra venstre: Sean Cassidy / Banshee (Caleb Landry Jones), Erik Lensherr / Magneto (Michael Fassbender), Raven / Mystique (Jennifer Lawrence), Moira McTaggert (Rose Byrne), Hank McCoy / Beast (Nicholas Hoult), Charles Xavier (James McAvoy) og Alex Summers / Havok (Lucas Till)

Hovedparten af handlingen udspiller sig i 1962, men filmen åbner med en prolog i 1944. Her møder vi dels den unge Erik Lensherr (den senere Magneto), dels den unge Charles Xavier. Da vi møder Erik Lensherr foregår det i udgangspunktet ved en fin genskabelse af åbningsscenen fra X-Men (2000), hvor Erik ankommer til Auschwitz og manifesterer sine superkræfter ved at bøje en metalport.

Men hvor handlingen i X-Men skiftede på dette sted, fortsætter den i X-Men: First Class. Den onde lejrlæge Klaus Schmidt (Kevin Bacon) interesserer sig meget for Eriks kræfter, og tvinger ham til at manifestere dem igen ved at slå Eriks mor ihjel for øjnene af ham.

Den unge Xavier møder vi i hans families landsted i upstate New York – det senere X-Men-hovedkvarter. Her møder Xavier den unge pige Raven (den senere Mystique), der er brudt ind i huset. Da vi senere møder dem som unge mennesker har de et bror-søster-forhold, men som X-Men-kendere ved, holder dette forhold naturligvis ikke.

Handlingen tager fart

Jennifer Lawrence som Raven

Ret hurtigt tager handlingen fart. Mens vi følger Lensherr på nazijagt i Argentina, rekrutteres den Oxford-uddannede Xavier og Raven af CIA, der er ude efter den mystiske Sebastian Shaw, som de mistænker for at samarbejde med russerne. Shaw er ingen ringere end Klaus Schmidt (eller rettere: Shaw har poseret som Schmidt), og Shaw har naturligvis selv mutantevner. Det samme gælder for medlemmerne af hans Hellfire Club: Emma Frost, Azazel og Riptide.

Hos CIA møder Xavier og Raven den unge supervidenskabsmand Hank McCoy, der viser sig også at være mutant, og snart løber de også ind i Erik Lensherr, der modvilligt lader sig rekruttere.

De to forskellige synspunkter, som Xavier og Lensherr står for, bliver naturligvis filmens tematiske omdrejningspunkt. Mens Xavier vil bruge mutanternes kræfter til at skabe en bedre verden i samarbejde med de almindelige mennesker, er Lensherr af den overbevisning, at mutanternes kræfter vil få de almindelige mennesker til at hade og frygte dem – mutanterne må derfor stræbe efter at tage kontrollen.

I løbet af filmen lykkes det for Xavier og Lensherr at opsøge og rekruttere en lille gruppe andre mutanter, bl.a. Angel Salvadore (Tempest), Sean Cassidy (Banshee) og Alex Summers (Havok). I sekvensen hvor Xavier og Lensherr rejser verden rundt for at rekruttere vil fans elske en ultrakort cameo af én af skuespillerne fra de tre første X-Men-film.

Imens Xavier og Lensherrs lille gruppe af mutanter forsøger at optræne og kontrollere deres kræfter spidser tingene til. Shaw og The Hellfire Club forsøger nemlig at starte 3. Verdenskrig ved at få russerne til at opstille atommissiler i Cuba, og filmens klimaks foregår derfor under Cubakrisen, hvor de senere X-Men for første gang trækker i deres uniformer.

Det er også her, at bruddet sker mellem Xavier og Lensherr og hvor deres forskellige synspunkter fører dem til at stå i spidsen for to forskellige grupper. Bunden for de senere konflikter er dermed lagt.

Handlingsmættet

Heltene har 'suited up' for at gå i krig med Shaws Hellfire Club

Som det fremgår, sker der meget i X-Men: First Class, og den mættede handling er både filmens styrke og dens svaghed. Det sikrer, at filmen ikke et eneste øjeblik bliver kedelig, men hen imod slutningen betyder det også, at tingene begynder at gå meget hurtigt. Således er hovedpersonerne ved filmens slutning der, “hvor de skal være”: Bruddet mellem Xavier og Lensherr er på plads, Lensherr kalder sig nu Magneto og har fået sin hjelm, og Xavier sidder i sin rullestol.

Det er ikke fordi, der er noget himmelråbende forkert ved det, men det går så stærkt til sidst, at man godt kunne have ønsket, at manuskriptforfatterne havde gemt noget af alt dette saftige materiale til en fortsættelse, blandt andet fordi James McAvoy og Michael Fassbender som henholdsvis Xavier og Lensherr spiller glimrende op mod hinanden. Det havde været fantastisk at se endnu en X-Men-film, hvor de to endnu var på samme side. Det ville i øvrigt også have skabt en stærkere følelsesmæssig respons på bruddet mellem dem. Det er imidlertid et ret beskedent kritikpunkt ved en film, der ellers på næsten alle niveauer fungerer fantastisk.

En anden af filmens klare styrker er settingen, der giver X-Men: First Class en let James Bond-agtig vibe, sådan som Bond-filmene var tilbage i 1960’erne – men uden fornemmelsen af kitsch. At se de kendte figurer som unge giver desuden filmen en anden slags energi end de tre første X-Men-film, og på flere måder kan man bedst sammenligne X-Men: First Class med J.J. Abrams reboot af Star Trek-serien: Ung og kæk, men uden at være respektløs over for de tidligere indlæg. Matthew Vaughn konceptualiserede da også X-Men: First Class som X-Men-seriens svar på Abrams’ Star Trek (2009).

Mellem bro og reboot

January Jones som Emma Frost, der ser ud præcis, som Emma Frost skal se ud - let påklædt og med store bryster. We like.

Men i modsætning til Abrams Star Trek-reboot, der ved sit tidsrejseaspekt har visket tavlen helt ren for fremtidige historier, befinder X-Men: First Class sig et sted i grænselandet mellem at være en reboot og at bygge bro frem til de tidligere film.

Selv om der bestemt er kontinuitetsproblemer (f.eks. optræder Emma Frost som en ung kvinde i X-Men Origins: Wolverine fra 2009), har folkene bag X-Men: First Class gjort en hel del for at respektere den kronologi, der ligger til grund for de senere film. Et eksempel på det er f.eks. den meget tro genskabelse af Auschwitz-indledningen fra den første X-Men, og cameos af to cast-medlemmer fra de tidligere film er ydermere med til at underbygge fornemmelsen af kontinuitet.

Til gengæld er det alene filmenes kronologi, X-Men: First Class forholder sig til. Derfor ser man hverken Scott Summers (Cyclops), Jean Grey, Warren Worthington (Angel) eller Bobby Drake (Iceman) som en del af det oprindelige hold, hvilket de jo er i tegneserien. I forhold til deres portrættering i de oprindelige tre film, ville ingen af dem være født på det tidspunkt, First Class foregår.

Michael Fassbenders film

Skuespilpræstationerne er hele vejen igennem mere end fine. Vægten ligger tungt på Xavier og Lensherr, spillet af henholdsvis James McAvoy og Michael Fassbender. De er begge glimrende, men X-Men: First Class er klart Fassbenders film. Han yder en både intens og troværdig præstation i rollen som Erik Lensherr, og hans præstation flyder smukt sammen med Ian McKellens portrættering af den “gamle” Magneto.

McAvoy har en knap så spektakulær superevne, men han formår til gengæld at gøre den unge Xavier en del mere sprælsk end den nærmest asketiske Xavier i Patrick Stewarts skikkelse. I First Class begynder Xavier som en charmerende skørtejæger, inden han udvikler sig til den naive idealist i modsætning til Fassbenders kyniske realist.

Kevin Bacon er fin i rollen som Sebastian Shaw, men han kan efterhånden spille skurke på rygraden, og det havde været mere interessant, hvis filmfolkene havde gået efter deres oprindelige casting-idé, nemlig Colin Firth. Det er i øvrigt prisværdigt, at filmfolkene lader tyskerne tale tysk i filmen, men de skulle dog have fået Bacon eftersynkroniseret; hans tyske udtale er ikke just imponerende, da han giver den som Klaus Schmidt i filmens indledning.

De øvrige mutanter får varierende grad af screen time. Foruden McAvoy og Fassbender er det Jennifer Lawrence som Raven, January Jones som Emma Frost og Nicholas Hoult som Hank McCoy, der fokuseres mest på, mens de resterende mutanter – helte såvel som skurke – for det meste lever et liv i kulisserne. Det samme gælder Rose Byrne som CIA-agenten Moira McTaggert, og det er et andet mindre kritikpunkt: For særligt McTaggert spiller faktisk en væsentlig rolle i filmens begyndelse, hvorefter hun køres ud på et sidespor indtil filmens klimaks.

I øvrigt er filmen befolket af solide birolleskuespillere hele vejen igennem: Oliver Platt som CIA-agent, Ray Wise som USA’s udenrigsminister, Glenn Morshower og James Remar som militærmænd og Michael Ironside som flådekaptajn for blot at nævne nogle få.

Den bedste superheltefilm siden X2

X-Men: First Class er ingen perfekt film, men den kommer meget tæt på at være en perfekt superheltefilm. Den kunne sagtens være trimmet lidt i anden halvdel, så en del af udviklingen af vores hovedpersoner kunne gemmes til en fortsættelse.

Uanset hvad er det lykkedes Matthew Vaughn at lave den bedste superheltefilm siden Singers egen X2 – og ja, den er også bedre end de to fine, men både overvurderede og selvhøjtidelige, Batman-film, vi har fået i mellemtiden.

Jeg håber virkelig, at X-Men: First Class klarer sig godt både i USA og internationalt, for jeg er så klar på en fortsættelse!

5 stjerner

Titel: X-Men: First Class
Instruktør: Matthew Vaughn
Manuskript: Ashley Miller, Zack Stentz, Jane Goldman & Matthew Vaughn efter historie af Sheldon Turner & Bryan Singer
Producere: Gregory Goodman (producer), Simon Kinberg (producer), Lauren Shuler Donner (producer), Bryan Singer (producer), Stan Lee (executive producer), Josh McLaglen (executive producer), Tarquin Pack (executive producer)
Medvirkende: James McAvoy (Charles Xavier), Michael Fassbender (Erik Lensherr / Magneto), Kevin Bacon (Sebastian Shaw), Rose Byrne (Moira McTaggert), Jennifer Lawrence (Raven / Mystique), Oliver Platt (Man In Black Suit), Álex González (Janos Quested / Riptide), Jason Flemyng (Azazel), Zoë Kravitz (Angel Salvadore), January Jones (Emma Frost), Nicholas Hoult (Hank McCoy / Beast), Caleb Landry Jones (Sean Cassidy / Banshee), Lucas Till (Alex Summers / Havok), Glenn Morshower (Colonel Hendry), Matt Craven (CIA Director McCone), James Remar (US General), Rade Sherbedzija (Russian General), Ray Wise (Secretary of State), Michael Ironside (Captain)
Foto: John Mathieson
Klip: Eddie Hamilton, Lee Smith
Musik: Henry Jackman
Spilletid: 132 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2011
Produktionsselskab: Bad Hat Harry Productions, Donners’ Company, Marv Films, Marvel Enterprises, Marvel Studios, Twentieth Century Fox Film Corporation

Anmeldt i nr. 68 | 13/06/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *