Wolf Creek

7 minutters læsetid
Wolf Creek

Hvis du er typen, der tænker tilbage på Crocodile Dundee (1986) med glade minder og gerne vil bevare troen på, at australiens outback er befolket af sympatiske krokodillebrydere som Mick Dundee – ja, så bør du nok holde dig langt, langt væk fra Wolf Creek.

Sippede anmeldere

Wolf Creek fra 2005 er den australske instruktør Greg Mcleans spillefilmsdebut, og det er han efter min mening sluppet ganske heldigt om ved. Det er der imidlertid delte meninger om, for Wolf Creek er, akkurat ligesom Saw-filmene (2004, 2005, 2006) og Hostel (2005), en film af den type, der har delt anmelderne. Den ofte bornerte Roger Ebert gav således filmen 0 (nul!) stjerner, og herhjemme gav Jyllands-Postens ofte lige så bornerte Johannes H. Christensen Wolf Creek én stjerne og følgende skudsmål: “det er ufatteligt, at nogen så kynisk kan (mis)bruge filmmediet til så uhyrlige perversiteter.”

Med sådanne anmeldelser er Wolf Creek jo en film, det er umuligt at holde sig fra for ægte sleazehounds, og lad mig med det samme sige, at både Christensen og Ebert, på trods af deres mangeårige virke inden for filmanmelderiet, ikke har den store forståelse af genrefilm. Det er ganske rigtigt, at Wolf Creek er en ganske modbydelig satan af en film, men set som genrefilm så indfrier den i høj grad forventningerne, også selv om den er alt andet end original. Således er det ganske tydeligt, at Greg Mclean har været stærkt inspireret af forbilleder som f.eks. The Texas Chainsaw Massacre (1974) og The Hills Have Eyes (1977).

Rednecks

Filmens tre hovedpersoner - Kristy, Liz og Ben - hygger sig til en fest, inden de begynder deres fatale køretur.
Filmens tre hovedpersoner – Kristy, Liz og Ben – hygger sig til en fest, inden de begynder deres fatale køretur.

Wolf Creek foregår i Australien og har tre unge mennesker i hovedrollen. De to britiske turister Liz (Cassandra Magrath) og Kristy (Kestie Morassi) samt den australske fyr Ben (Nathan Phillips). Ved begyndelsen af filmen har de besluttet sig for at hænge ud sammen og planlægger en længere køretur igennem Australiens outback, hvor de bl.a. vil besøge meteorkrateret Wolf Creek (eller som det faktisk hedder i virkeligheden: Wolfe Creek).

Undervejs.
Undervejs.

Efter en indledning, hvor hovedpersonerne introduceres, og hvor vi ser dem feste sammen, tager de afsted i bilen på Australiens øde landeveje. Inden de når frem til Wolf Creek, gør de holdt i den lille flække Emu Creek for at tanke bilen, og allerede her begynder man at fornemme filmens retning. På benzinstationens cafe sidder nemlig en gruppe lokale rednecks, der chikanerer vores hovedpersoner.

Ben, Liz og Kristy kører videre, og ankommer til Wolf Creek, hvor de tager en længere vandretur for at kigge på krateret og nyde naturen. Da de hen under aften kommer tilbage til deres bil, vil den ikke starte, og tilmed er både Ben og Kristys ur gået i stå. Det hjælper ikke på stemningen, at Ben fortæller historier om UFO’er, hvor netop mekanik, der ikke fungerer, spiller en rolle.

”Venlige” Mick

Ben og Liz er varme på hinanden.
Ben og Liz er varme på hinanden.

Til alt held (ahem) dukker der hjælp op fra uventet side i skikkelse af Mick Taylor (John Jarratt). Han kigger på bilen og tilbyder at reparere den, hvis de tager med tilbage til hans lejr. Han kører i en stor firhjulstrækker og kan trække de unges bil efter sig. Efter en særdeles lang køretur, når de endelig frem til Micks sted, som han har indrettet ved en nedlagt mine.

Her begynder man for alvor at fornemme, at Mick er en temmelig ubehagelig fyr.
Her begynder man for alvor at fornemme, at Mick er en temmelig ubehagelig fyr.

Efter lidt snak, hvor man som seer efterhånden begynder at fornemme, at Mick nok ikke har helt rent mel i posen, lægger de tre unge sig til at sove, mens Mick arbejder på bilen. Men det skulle de aldrig have gjort. Da billedet fader ind igen, ser vi Liz ligge bundet og kneblet i et skur.

Det lykkes hende at komme fri, og da hun kommer udenfor, hører hun skrig fra ét af de andre skure i Micks lejr. Her ser hun en stærkt blødende og forslået Kristy bundet til en pæl, mens Mick muntrer sig med hende på forskellig vis – bl.a. ved at lade som om han vil skyde hende med sin riffel. Samtidig ser Liz, at der i skuret hænger et rådnende lig, og det står med ét klart for hende, at det bestemt ikke er første gang, at Mick har gjort dette. Det bliver endnu tydeligere et stykke tid senere, hvor Liz finder de personlige effekter fra Micks tidligere ofre foruden hans garage med et betydeligt antal biler. Her finder hun også deres eget videokamera, hvor hun på en lidt tilfældig måde opdager, at Mick må have fulgt efter dem hele vejen fra Emu Creek.

Ubehagelig

Og man har ret - dette er hvad Liz opdager, da hun er sluppet fri.
Og man har ret – dette er hvad Liz opdager, da hun er sluppet fri.

Efter Liz vågner i skuret, handler resten af filmen om de unges forsøg på at slippe væk fra den splitterravende vanvittige Mick, men mere af den konkrete handling vil jeg ikke afsløre her – blot vil jeg sige, at filmen undervejs tager nogle uventede drejninger med et par stedvist stærkt ubehagelige scener. Især én scene hvor Mick med en stor kniv skærer rygsøjlen over på én af hovedpersonerne for at forhindre yderligere flugt er virkelig grum, og generelt må det siges, at Wolf Creek ikke er for folk med sarte nerver.

I forhold til en film som The Texas Chainsaw Massacre, der for en del sceners vedkommende har fungeret som tydeligt forbillede for Greg Mclean (der også har skrevet manus), er Wolf Creek betydeligt mere grafisk – selv i den anmeldte R-ratede version.

Det ser ud til, at Mick har gjort det her før.
Det ser ud til, at Mick har gjort det her før.

Der er flere elementer, der gør Wolf Creek succesfuld som genrefilm. For det første, at Greg Mclean et par steder leger med publikums forventninger og lader typiske genrefilmstræk tage uventede drejninger. For det andet at filmen er helt og aldeles kompromisløs: Der går ikke længe, før man fornemmer, at det ender rivegalt for de unge, og her må Mclean have ros for ikke at vælge nogen nemme løsninger. For det tredje synes jeg personligt, filmen er ganske rædselsvækkende samtidig med, at den er frastødende.

Og det er netop her, at Ebert og Christensen viser, at de ikke rigtigt forstår genrefilm, selv om Ebert selvgodt proklamerer, at “I like horror films”. I øvrigt var flere danske anmeldere enige med Ebert, og anmelderne fra både Berlingske Tidende og B.T. fandt filmen mere frastødende end uhyggelig.

No-nonsense tilgang

Kristy hviler sig på landevejen under sin flugt.
Kristy hviler sig på landevejen under sin flugt.

Her må jeg erklære mig ganske uenig. Wolf Creek har en no-nonsense tilgang til afviklingen af sin handling, og filmen er lavet helt uden store filmiske armbevægelser, hvilket efter min mening er med til at gøre filmen langt mere succesfuldt skræmmende end de fleste store Hollywood-gysere. Samtidig er handlingens langsomme opbygning med til at gøre anden halvdel langt mere uhyggelig, end hvis rædslerne var begyndt tidligere.

Starten på Wolf Creek er faktisk særdeles langsommelig, og Mclean balancerer på en farlig knivsæg, hvor filmen er tæt på at tangere det kedelige. Han undgår det med nød og næppe, og det skal vise sig, at denne opbygning af filmen er en fordel senere. Ved at have tilbragt så lang tid med hovedpersonerne, inden de møder Mick Taylor, kommer vi rent faktisk til at sympatisere med dem, selv om der selvfølgelig stedvist er situationer, hvor man tager sig til hovedet og synes, at hovedpersonerne er ufatteligt dumme – det er én genrefilmskliché, som Mclean ikke formår at styre udenom.

Endeligt er Wolf Creek også succesfuld som genrefilm netop fordi den formår at frastøde. Dette alene viser, at filmen kan noget, og at det ikke er den type film, man går ind og ser og derefter glemmer lige med det samme. At folk som Roger Ebert, Johannes Christensen og andre så ikke kan se de andre kvaliteter, er deres problem.

Uden dikkedarer

Ben er hængt op..
Ben er hængt op..

Visuelt er Wolf Creek enkel og helt uden dikkedarer – et godt valg der fremhæver uhyggen. I forbindelse med stemningsopbygningen har Mclean haft stor hjælp af den australske natur, der vitterligt er meget stor og meget, meget øde. Det er videre med til at understrege uhyggen, for vi ved, at hovedpersonerne kan skrige så meget, de vil, for der kommer ingen hjælp.

I øvrigt skal man ikke tage sig af, at filmen hævder at være baseret på virkelige begivenheder – her har filmen samme forhold til virkeligheden som The Texas Chainsaw Massacre havde til virkelighedens Ed Gein: Elementer i filmen er inspireret af virkelige mord, men handlingen som sådan er ren fiktion.

.. lige ved siden af resterne af et af Micks tidligere ofre.
.. lige ved siden af resterne af et af Micks tidligere ofre.

Skuespillet fungerer faktisk temmelig godt, og alle personerne er troværdige – især de unge mennesker. Den eneste der stedvist tangerer det utroværdige, er John Jarratt som Mick Taylor – han er simpelthen lige en tand for jovial i begyndelsen, men han spiller rollen på en måde, der alligevel er sært faretruende. Især er han decideret uhyggelig i scenen, hvor de sidder omkring bålet i hans lejr og taler sammen, inden rædslerne for alvor begynder.

Da Mick først springer ud som fuldblods-psykopat er Jarratt ganske vellykket i rollen, selv om hans spil her – især de små gnækkende grin – afslører yderligere inspiration fra The Texas Chainsaw Massacre. Alt i alt vil jeg sige, at Wolf Creek var en positiv overraskelse. Den vil ikke overgå i filmhistorien, men der er tale om en veldrejet lille produktion, som bør falde i alle ægte genrefans’ smag.

4 stjerner
Titel: Wolf Creek
Instruktør: Greg Mclean
Manuskript: Greg Mclean
Cast: John Jarratt (Mick Taylor), Cassandra Magrath (Liz Hunter), Kestie Morassi (Kristy Earl), Nathan Phillips (Ben Mitchell)
Producere: David Lightfoot (producer, line-producer), Greg Mclean (producer), Matt Hearn (co-producer, executive producer), George Adams (executive producer), Martin Fabinyi (executive producer), Michael Gudinski (executive producer), Gary Hamilton (executive producer), Simon Hewitt (executive producer)
Foto: Will Gibson
Klip: Jason Ballantine
Musik: Frank Tetaz
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Australien, 2005
Produktionsselskaber: True Crime Channel, Best FX, Emu Creek Pictures
Distributør (DVD): Scanbox (DK)
Udgave/region: 2
hvid
Bemærk, at anmeldelsen er baseret på lejeversionen af filmen, der har været til salg i Danmark. Filmen er ude i en unrated 2-disc udgave, også fra Scanbox, med to scener og en del ekstramateriale, der ikke findes på denne 1-disc version.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Psykopater, Seriemordere

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.