Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Who Goes There?

Who Goes There?
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Who Goes There? er en glimrende fortalt science fiction-novelle med klare horror-undertoner, der primært lider under det problem, at historien er for kort!

Who Goes There? Seven Tales of Science-FictionEt hold forskere på Sydpolen finder et væsen frosset inde i isen og bringer det hjem til deres base, hvor væsnet slipper fri og begynder at overtage mændene én efter én. Lyder det bekendt? Så er det måske fordi du har set The Thing, John Carpenters filmatisering fra 1982 af John W. Campbells novelle Who Goes There?

Fokus på stemning

John W. Campbell (1910-1971)

John W. Campbell (1910-1971).

Campbell skrev novellen i 1938 (under pseudonymet Don A. Stuart), og ud over Carpenters version, har den været filmatiseret én gang tidligere, i 1951 som The Thing From Another World. Hvor klassisk den første filmatisering end er, så er Carpenters version meget mere tro overfor forlægget, både i handling og i stil.

Who Goes There? er således en stramt fortalt lille sag på knap 70 sider, der fokuserer mere på stemning end på gru. Historien begynder in medias res. Forskerne står rundt omkring et bord, hvorpå der ligger “noget” indefrosset i en blok under en presenning. En af mændene fra den gruppe, der fandt tingen og bragte den tilbage, fortæller om fundet og om, hvordan de fik det tilbage til basen. Det står klart, at hvad end det er, så er det ikke menneskeligt, og det er ikke fra Jorden: væsnets rumskib blev også fundet i isen.

Forskerholdets biolog ønsker at tø væsnet op for at kunne undersøge det nærmere, og forsikrer resten af holdet om, at den skræmmende ting i isen er helt død. Det går gruppen med til, og isblokken med tingen placeres om natten i et rum sammen med én af de andre forskere, der sidder og arbejder.

Da “tingen” er tøet op vågner den op og helvede bryder løs: det lykkes for mændene at slå monstret ihjel, men det går hurtigt op for dem, at ikke alt er som det bør være. De finder ud af, at væsnet er i stand til at imitere levende væsner, og at én eller flere af dem sandsynligvis allerede er blevet overtaget. Nu må mændene forsøge at finde en måde at finde ud af, hvem der er mennesker og hvem der er “tingen” inden de allesammen bliver overtaget…

Blanding af science fiction og horror

Dette er den simple præmis for Campbells novelle, der udkom første gang i magasinet Astounding (som Campbell selv var redaktør af) i 1938. Historiens simple udgangspunkt har uden tvivl været kendt af Jack Finney, da han skrev sin berømte roman The Body Snatchers (1955), der også omhandler væsner fra rummet, der er i stand til at imitere mennesker. Men væsnernes evner er også de eneste lighedspunkter mellem de to historier.

Campbells historie er en sjov blanding af science fiction og det, vi i dag ville kalde horror. Campbell var science fiction-forfatter, hvilket man tydeligt mærker i historien. Det skorter ikke på videnskabelige forklaringer på, hvad det er væsnet er i stand til eller på, hvordan mændene kan opfinde en test så de kan finde ud af, hvem der stadig er mennesker.

Også rumskibet, der bragte “tingen” til Jorden, beskrives. Fascinationen af teknologien og verdensrummet er tydelig, og man fornemmer næsten en vis grad af beklagelse hos Campbell da han lader sine hovedpersoner ødelægge rumskibet ved et uheld. Men Who Goes There? handler ikke om udforskning af verdensrummet – det er i langt højere grad en psykologisk historie, selv om historien er skrevet på en måde så læseren aldrig kommer ind i hovedet på personerne: Al handlingen beskrives udefra og gennem dialog.

Man er med andre ord mere et betragtende vidne til, at hovedpersonerne gradvist bliver mere og mere paranoide end man er med inde i hovedet på personerne. Men det var på den anden side også nødvendigt: ellers kunne man jo måske begynde at regne ud, hvem der var “tingen”.

Ingen stillestående passager

Med sine knap 70 sider er Who Goes There? forholdsvis kortfattet, og det er næsten lidt ærgeligt at Campbell ikke trækker pinen ud lidt længere. Til gengæld er der overhovedet ingen stillestående passager i novellen: Akkurat som i Carpenters filmversion afvikles det hele uden unødvenige dikkedarer, men Carpenters film har en endnu mere fortættet stemning end novellen.

Til gengæld må man imponeres over, hvor tæt Carpenters film holder sig til novellens handling, og det er interessant at læse de præcise forlæg for flere af scenerne i filmen: “Tingens” angreb på hundene, Blair der bliver gal og bliver låst inde for sig selv, blodprøven – det hele er i novellen. Enkelte scener i novellen er dog trukket længere ud end i filmen: før McReady finder på at teste alle personernes blod ved at tage en blodprøve og udsætte den for en opvarmet nål, bruger novellens forskere en mere videnskabelig serumprøve, der dog viser sig ikke at fungere.

Det sted hvor novellen overrasker, hvis man har set Carpenters film før man læser den, er i slutningen, som er langt fra så ond og blottet for håb som filmversionen. Til gengæld er der et langt større bodycount i novellen, der til gengæld også har et enormt persongalleri. I novellen er der 37 personer på basen, men det er kun 10-12 stykker der spiller nogen større rolle. I filmversionen blev det til, at der kun var 12 personer på basen.

Rygter om inspiration

Der har gået rygter om, at Campbell var inspireret af H.P. Lovecrafts At The Mountains of Madness (1931) da han skrev Who Goes There? Men bortset fra, at begge historier foregår på Sydpolen, så har det ikke meget til fælles. For det første er Campbell og Lovecraft stilmæssigt helt forskellige. Selv om idéen med et væsen “udefra”, der potentielt kan betyde menneskehedens undergang sagtens kunne være et Lovecraft-motiv, så er der intet i historien som sådan, der antyder at Campbell skulle have været direkte inspireret af Lovecraft.

Den lovecraftianske stemning, der helt klart findes i Carpenters filmversion må derfor mere tilskrives filmmagerne end forlægget; bl.a. fordi novellen ikke har filmens nedslående slutning, men også fordi novellens karakterer hele vejen igennem er i besiddelse af en barsk form for humor, der mangler helt i filmversionen. Novellen kan heller ikke sige sig fri for den iboende optimisme på menneskehedens vegne, der var karakteristisk for meget af den tidlige science fiction.

Who Goes There? kan varmt anbefales til alle fans af tidlig science fiction og horror og især til fans af Carpenters filmversion. Det er en fornøjelse at læse forlægget, der i øvrigt også er underholdende i sig selv – det er bestemt ikke nogen nødvendighed at kende filmversionen fra 1982, men det giver unægteligt læseoplevelsen en ekstra dimension.

4 stjerner

Titel: Who Goes There
Forfatter: John W. Campbell
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af Who Goes There? der findes i samlingen Who Goes There? Seven Tales of Science-Fiction, Shasta Publishers, Chicago 1951 s. 7-75. Denne novellesamling er genoptrykt i 1991 og stadig tilgængelig.
hvid
Novellen er desuden trykt i flere andre antologier, bl.a. i A New Dawn: The Complete Don A. Stuart Stories (Nesfa’s Choice Series, Vol. 22), Nesfa Press, Framingham 2003. Så vidt vides er Who Goes There? aldrig oversat til dansk.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Antarktis, Filmatiseret, Nedfrysning, Paranoia, Rumskibe, Rumvæsner, Vinter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>