Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

White Line Fever

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selvbiografien om forsangeren i Motörhead, Lemmy, er fremragende! Den bliver et vindue til den engelske heavy metals rødder, opvækst og eksplosion. Og den er et enestående dokument, fortalt med stor charme og indlevelse.

White Line FeverMotörhead er måske et af de mest feterede heavy metal-bands der har været med siden den spæde start. Det er i hvert fald et af de bands, der har bevaret sin integritet og troværdighed gennem en musikalsk karriere, der strækker sig tilbage til midten af 70’erne.

Gruppen havde uden tvivl sin storhedstid i 80’erne, men fik et stort revival da garagerockscenen for alvor slog igennem i slutningen af 90’erne. Det ubestridte omdrejningspunkt for gruppen er bassisten og forsangeren Lemmy, der er den eneste, som har været med i gruppen siden begyndelsen. Det var da også Lemmy, der stiftede bandet i sin tid, og Motörhead er derfor uomtvisteligt hans band.

Den ultimative rockbiografi
Ian 'Lemmy' Fraser Kilmister (f. 1945).

Ian ‘Lemmy’ Fraser Kilmister (f. 1945).

Den karismatiske frontfigur har altid formået at skabe opmærksomhed omkring sin person, dels på grund af de mange rygter og myter, der har floreret om manden, dels fordi Lemmy altid er meget åbenmundet i pressen. Det er aldrig kedeligt at læse et interview med Motörhead, for der serveres typisk er par harske kommentarer om andre bands i branchen såvel som glade rock’n roll-anekdoter.

Af den grund var det også med stor spænding, at fans ventede på Lemmys selvbiografi, der udkom i 2002 under titlen White Line Fever, opkaldt efter ét af de ældste Motörhead-numre. Og man bliver ikke skuffet – det er en forrygende bog, som Lemmy har begået. Den leverer præcis det, vi alle havde håbet på. White Line Fever er fyldt til randen med skrøner, episoder og pral.

Det er den ultimative rockbiografi, for der findes vel i sidste ende kun få, der kan påstå, at de har levet så hårdt og intenst som vores gode gamle Lemmy. Helt alene har han dog ikke skrevet bogen, for musikjournalisten Janiss Garza har stået for det, man vist med et pænt ord kalder for tekstbearbejdningen.

De tidlige år

Bogen lægger naturligvis ud med de obligatoriske kapitler om Lemmys, eller rettere Ian Fraser Kilmisters, barndom. Navnet Lemmy fik han nemlig først da familien Kilmister flyttede til Wales i slutningen af 40’erne. Lemmy blev født i 1945, og det betyder, at han fik lov til at opleve hele den engelske rockscenes fødsel, opleve The Beatles live, og alt hvad der ellers måtte høre til det spirende ungdomsoprør.

Ret meget hører vi nu ikke om barndommen, men det kan også være godt det samme, for det er næppe denne del af Lemmys liv, de fleste interesserer sig for. Da han imidlertid begynder at drømme om en musikkarriere og flytter til London i midten af de glade 60’ere, sker der ting og sager med bogen. Det er som om historien for alvor kan udfolde sig, og vi hører nu om alle de syrede ting, der udspillede sig omkring hippien Lemmy – det var nemlig det, han var, før han fandt sit heavy-image.

Det er grove løjer vi får fortalt, og allerede her begynder man at undre sig over, hvordan det er muligt at han i det hele taget har overlevet frem til i dag. Faktisk har han også været ved at dø et par gange, både på grund af stoffer og på grund af vanvittige uheld, der er sket i tidens løb.

Lige fra tiden som roadie for Jimi Hendrix og The Experience og frem til den spirende stjernestatus i gruppen Hawkwind, tilbragte Lemmy tiden mere eller mindre konstant påvirket. Som han selv skriver, kan han ikke huske ret meget fra tiden, men han kan huske det var sjovt.

Rise to fame

Det Michael Moorcock-inspirerede Hawkwind blev Lemmys trinbræt til succes, og efter at han blev smidt ud af den psykedeliske rockgruppe i 1974, fordi han var blevet fængslet for at smugle stoffer over den canadiske grænse, dannede Lemmy Motörhead i 1975. På det tidspunkt havde han for længst fundet ud af, at han ikke for alvor var til LSD og slet ikke til heroin; Lemmys stof blev speed, og “Motörhead” var da også amerikansk slang for det han selv kalder en “speedfreak”.

Den nye musik, han ville lave med sit eget band, skulle netop matche stoffet, og resultatet blev noget af det mest beskidte og hamrende hurtige heavyrock, som verden havde hørt. Gruppen fik næsten øjeblikkelig succes, men det var først med den anden plade – Bomber fra 1979 – at gruppen blev megastjerner. Stjerner det blev de dog, og Lemmy samt de andre to i trioen var gennem det meste af 80’erne blandt de mest populære bands i metalgenren.

Mere fokus på musikken

Da bandets karriere for alvor kommer i sving, begynder bogen mere og mere at handle om pladerne de fik udgivet og de vekslende medlemmer i gruppen. Fokus forsvinder fra narkohistorierne, og musikken bliver det vigtigste. Helt forsvinder de dog ikke. Der er stadig læssevis af beretninger om drukture og andre metalnavnes udskejelser. Som eksempelvis da en meget ung Lars Ulrich fra Metallica får lov at være med i studiet hos Motörhead, men ender med at voldbrække sig på gulvet, fordi han forsøger at følge med Lemmys forbrug af whisky.

Motörhead har stort set spillet med alle de klassiske heavybands, og mange bliver nævnt i bogen. Der er rigtig mange guldkorn om andre stjerner i White Line Fever, så selv hvis man ikke lige er til Motörhead, er der rigeligt om alt mulig andet. Det står da også ret hurtigt klart, at Lemmy har tilbragt hovedparten af sit voksenliv på turné. Bandet er mandens liv, og derfor bliver Motörhead og Lemmy to sider af samme sag.

At han stadig holder fanen højt, vidner gruppen nyeste plade, Kiss of Death, om. Det er vel at mærke den 23. i rækken. Man må imidlertid ikke falde for den fristelse at tro, at bandet kun er “Ace of Spades”. Lemmy skyder flere gange til både selve sangen, men også de fans, der kun gider høre dette nummer.

Lemmy er meget mere, og bogen handler om meget, meget mere end de stereotype ting, vi altid hører om ham. En sjov detaljer i disse dage, hvor pokerdillen stadig lever, er, at “Ace of Spades” er fyldt med pokerreferencer, men Lemmy selv gider faktisk slet ikke spille spillet. Lemmy er til enarmede tyveknægte, hvilket nævnes flere gange i løbet af bogen.

Tidsbillede

White Line Fever er lige så meget et tidsbillede, som den er en biografi. Netop fordi Lemmy har været en så markant skikkelse i mere end 30 år, har han været på præcis de rigtige steder og mødt de rigtige personer. Bogen bliver dermed et vindue til den engelske heavy metals rødder, opvækst og eksplosion i den såkaldte New Wave of British Metal. Den bliver et enestående dokument, fortalt med stor charme og indlevelse.

Der er vitterligt ikke et eneste kedeligt kapitel i bogen. Selv Lemmys barndom er ganske underholdende. Grunden til dette er nok, at der er lige dele sex, drugs og rock’n roll i alle bogens afsnit. Kapitlerne er velafbalancerede, og her fornemmer man, at Janiss Garza har gjort et stort stykke redaktionelt arbejde. Resultatet er upåklageligt, og det er svært at finde egentlige kritikpunkter.

Man skal dog være forberedt på, at Lemmy er en mand med kontante holdninger og han er ikke bange for at åbne munden. Til tider bliver han måske en smule gammelklog og bedrevidende, men man tilgiver ham dette, da han jo er den han er. Man kan ganske enkelt ikke lade være med at holde af den aldrende speedfreak, der nu åbner sit hjerte for os. Vi hører således Lemmy gøre sig klog på Anden Verdenskrig, religion, kvinder, 11. september, musik generelt og pladebranchen.

Hvor selvfed er han så, kunne man spørge. Til dette kan kun svares: meget! Lemmy er tydeligvis klar over sin egen betydning, men han omtaler konstant sig selv med en herlig selvironi, der tager brodden af det meste praleri. Han kritiserer dog stort set ikke en eneste Motörhead-plade, og han har ikke gjort ret meget forkert i løbet af sin karriere – i hvert fald hvis det står til Lemmy selv.

Anbefales på det varmeste

White Line Fever kan kun på det varmeste anbefales. Det er fantastisk underholdning, og tilmed kan bogen købes for næsten ingenting på nettet. Den er letlæst, og man har svært ved at lægge den fra sig, når man først får begyndt. Allerede i den lille prolog, hvor vi hører, at Lemmy nægter at give en flaske Jack D. fra sig i lufthavnen, har han fanget os.

Det er ikke smukt sprog – flere steder er det faktisk lidt kluntet fordi tonen er holdt i talesprog hele vejen igennem. Men det giver biografien et nærvær og en intensitet, der bidrager til bogens underholdningsværdi. White Line Fever er ikke alene et must for alle Motörhead-fans, den er et must for alle, der interesserer sig for heavymusik fra før 1990.

Den er dog også anbefalelsesværdig til alle, der bare interesserer sig en lille smule for musik, og faktisk vil de fleste nok synes bogen er sjov læsning, uanset om man kender Lemmy og bandet eller ej. Hans liv er basalt spændende, og det bliver her udlagt med varme, humor og ærlighed. Tilmed er White Line Fever forsynet med et ret omfattende indeks, hvilket jo altid er nyttigt, og alene ud fra de anførte opslag burde det fremgå, hvor farverig bogen er.

Læs Lemmys selvbiografi, du vil helt sikkert ikke fortryde det. Som Dave Grohl så rammende siger det “Lemmy is a God. He is the reason. He is the last man standing and no one comes close”.

5 stjerner

Titel: White Line Fever
Forfatter: Lemmy
Udgivet: 2002
Forlag: Simon Says Paperbacks
Format: Paperback
Sideantal: 306 sider

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Non-fiction

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *