Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Westworld

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

WestworldFred Karlins musik til Michael Crichtons Westworld leger intelligent med forholdet mellem musikken og det, der foregår på lærredet. Det er der kommet et temmelig unikt og ret morsomt score ud af, men også ét, der er så over the top, at man nok ikke kommer til at høre det så ofte.

Fred Karlins musik til Michael Crichtons spillefilmsdebut Westworld må være ét af de mest løjerlige scores, jeg nogensinde har hørt. Ikke så meget fordi flere af de cues, der præsenteres på albummet er komponeret til brug som diegetisk musik (Henry Mancini komponerede f.eks. hele sit score til Touch of Evil (1958) til diegetisk brug), men mere fordi hovedparten af Karlins musik er intentionelt klichéfyldt.

For at forstå, hvorfor det er tilfældet – og hvorfor det faktisk er temmelig genialt – må man nødvendigvis vide, hvad Westworld handler om: en forlystelsespark befolket med helt igennem livagtige robotter, hvor de besøgende kan slå sig løs i tre forskellige universer: WesternWorld (det vilde vesten), MedievalWorld (middelalderen) og RomanWorld (Romerriget).

På Karlins score er det især musikken fra WesternWorld, der dominerer, og det er da også i den del af parken, at hovedparten af filmen foregår – og hvor Yul Brynner spillede rollen som den kortsluttede revolvermandsrobot, der jager hovedpersonen.

Klichéprægede source cues

Musikalsk betyder det, at mange af scorets cues består af helt igennem klichépræget westernmusik. I stedet for at gå mere straight til værks, har Karlin valgt at bruge forlystelsesparkens klichéprægede miljøer som udgangspunkt for sit score.

Det samme gælder for nogle få cues, der understøtter scener i MedievalWorld, og hvor Karlins musik overholder alle genreklichéerne for middelaldermusik fra Hollywoods guldalder (hvilket i musikalske termer snarere vil sige renæssancemusik, men det er en anden sag).

De fleste af de cues, der er komponeret til diegetisk brug (source cues – dvs. musik, der stammer fra en lydkilde i filmens univers), er også fra WesternWorld, f.eks. ”Piano Source C” (første del af nr. 2) og ”Piano Source B” (nr. 4), der begge er saloonmusik i bedste westernklichéstil med honky tonk-piano. Eller ”Miss Carrie’s”, der i albumversionen er spiffet lidt op i forhold til filmversionen, og lyder som noget i retning af moderne country og western.

”Castle Feasts”, som repræsenterer to sammensatte source cues, stammer fra scenerne i MedievalWorld, og er rendyrket middelaldermusik á la Hollywood. Det sidste diegetiske cue, ”Hovercraft Muzak” (anden del af nr. 1) er dog rendyrket easy listening-muzak, og optræder under de to hovedpersoners rejse til forlystelsesparken.

Klichéerne fortsætter i den non-diegetiske musik

Sjovt nok bliver musikken ikke mindre klichépræget i hovedparten af de cues, Karlin komponerede til non-diegetisk brug (dvs. som ”rigtig” filmmusik). ”Getting Dressed (Welcome to Westworld)” (anden del af nr. 2) er således lige så klichépræget westernmusik, komplet med banjo, guitar og violin. Og ”Stagecoach Arrival” kunne være hentet fra snart sagt enhver Hollywood-western fra 1950’erne – om det er rent tilfældigt, at første del af nummeret også smager lidt af Elmer Bernstein er så et andet spørgsmål. Filmfans vil jo vide, at Bernstein komponerede musikken til The Magnificent Seven (1960), der jo netop havde Yul Brynner i én af hovedrollerne.

”Jail Break / Escape” (nr. 9) er endnu et eksempel på Karlins brug af arsenalet af westernklichéer – alt fra den vuggende rytmik til instrumenteringen (bl.a. guitar og harmonika) skriger kliché – og det samme er ”Fight (The Western Warble)” (nr. 13).

Som et sidste eksempel på klichéerne skal nævnes to cues fra MedievalWorld – ”The Queen’s Indiscretion” (nr. 10) og ”Daphne / Daphne Seduced” (nr. 11), der igen helt overholder alle klichéer for middelaldermusik, sådan som det lyder i Hollywood. Til gengæld har Karlin her faktisk komponeret to små virkeligt smukke cues, som man ikke har helt samme tendens til at smågrine af, som man har med hans westernmusik.

At Karlin valgte denne særprægede tilgang til en stor del af sit score tangerer efter min mening det geniale! Forlystelsesparkens tre miljøer er jo i sig selv dybt klichéprægede, og det er derfor selve parken og dens udtryk, Karlin har komponeret musikken ud fra.

Få men effektive dramatiske cues

Decideret dramatiske cues er der ikke mange af på albummet, men de er til stede, og tilmed ganske effektive – om end måske ikke ligefrem så behagelige at lytte til. Karlin komponerede den mere dramatiske musik med topmoderne synthesizere, suppleret med diverse akustiske effekter og med ganske flittig brug af echoplex – den ekkomaskine, som især Jerry Goldsmith ellers har gjort berømt inden for filmmusikken.

Det betyder at Karlins dramatiske musik har en kold, mekanisk tone – helt i tråd med filmens tema om robotter naturligvis – der faktisk er ganske uhyggeligt. Det første af disse cues er det meget korte Main Title-cue (hørt i begyndelsen af nr. 1), men det første længere cue er ”Robot Repair”, fra scenen hvor parkens teknikere henter beskadigede robotter for at reparere dem. I kombination med de creepy synth-flader bruger Karlin særligt guitar for at bevare et anstrøg af det westernprægede. ”Robot Repair #2” (nr. 12) præsenterer mere i samme stil, men her også med anvendelse af trompeter.

Trompeter finder vi også på de to ”Chase From Westworld”-cues (nr. 14 og 15), hvor Karlin bl.a. anvender piano, trommesæt og jazzede trompeter i kombination med sine synth-effekter for at opnå en ret intens stemning. Det sidste cue ”The Gunslinger” er domineret af et truende, mekanisk, pianomotiv i kombination med diverse andre effekter, bl.a. synth og hvad der lyder som en noget alternativt anvendt violin.

Ikke noget man har hørt tidligere

Slutresultatet er et album, der ikke lyder som noget, man har hørt tidligere, og som man ofte ikke kan lade være med at grine af – westernmusikken er vitterligt helt over the top og faktisk ret underholdende. På den anden side gør de selv samme kvaliteter, at scoret fra Westworld ret hurtigt bliver lidt for meget af det gode, og netop af samme grund er det nok ikke et score, man kommer at slide op.

Derfor er det nok meget godt, at Film Score Monthly har udgivet Karlins score i det samme sæt, der indeholder to andre scores fra Michael Crichton-film: Roy Budds score til Blake Edwards’ The Carey Treatment (1972), baseret på Crichton-romanen A Case of Need (1968) og Jerry Goldsmiths score til Crichtons egen Coma (1978). Begge de øvrige scores er langt bedre end Westworld (faktisk er Coma hele dobbelt-CD’ens pris værd), og på den måde kan man lidt betragte Westworld som et kuriosum og en sjov bonus at få med.

Det skal ikke ændre ved, at Karlins score intelligent leger med musikkens forhold til det, der foregår on-screen, og som filmmusik er Westworld faktisk temmelig genialt konciperet. Som lytteoplevelse på album fungerer det knap så godt, selv om det med garanti får smilet frem på lytterens læber adskillige gange undervejs.

Nummerliste:
1. Main Title / Hovercraft Muzak (3:53)
2. Piano Source C / Getting Dressed (Welcome to Westworld) (2:31)
3. Stagecoach Arrival (1:03)
4. Piano Source B (Bar Room Piano) (2:21)
5. Castle Feasts (Medieval World) (1:32)
6. Miss Carrie’s (Theme From Westworld) (2.29)
7. Robot Repair (4:17)
8. Dormant Worlds (0:19)
9. Jail Break / Escape (2:49)
10. The Queen’s Indiscretion (1:53)
11. Daphne / Daphne Seduced (1:10)
12. Robot Repair #2 (1:36)
13. Fight (The Western Warble) (2:48)
14. Chase From Westworld, Part 1 (2:33)
15. Chase From Westworld, Part 2 (4:40)
16. The Gunslinger (3:18)

Total spilletid: 39:12

3 stjerner

Titel: Westworld
Komponeret af: Fred Karlin
Dirigeret af: Fred Karlin
Udgivet: 2005 (komponeret 1973)
Label: Film Score Monthly – FSM Vol. 8, No. 16

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *