Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Warhammer Fantasy Battle

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Claus Jacobsen tager os med på en tour de force gennem de forskellige Warhammer Fantasy Battle-udgivelser, fra begyndelsen og op til den nyeste udgave

'Warhammer Fantasy Battle'. Alle udgaver fra den første til den nye syvende udgave af spilletLørdag den 9. september 2006 udkom den syvende udgave af Warhammer Fantasy Battle (WFB). Som gamle Games Workshop-fans (GW) over hele linjen, syntes vi på Planet Pulp, at det ville være en passende anledning til en artikel, der præsenterer det gamle fantasy-krigsspils historie.

Det er en historie, der strækker sig fra den ret så ydmyge førsteudgave, udsendt i 1983 og frem til i dag, hvor udgivelsen af den nye, syvende udgave, er en stort anlagt medie- og marketingsbegivenhed på verdensplan.

Games Workshops Golden Age

WFB‘s historie er mere eller mindre også historien om firmaet GW. Ændringerne man ser i de forskellige udgaver af WFB, reflekterer også de ændringer og tendenser, der eksisterede i firmaet på det givne tidspunkt, og omvendt. Et element, når man snakker om GW, WFB og begges udvikling, er, at det ofte om nogle produkter siges, at de er fra GW’s “guldalder”, eller Golden Age for at bruge det mere brugte engelske udtryk.

Og så melder et spørgsmål sig: “Hvornår, sådan mere nøjagtigt, var GW’s Golden Age?”. De fleste der har fulgt WFB, eller bare GW helt generelt, vil sikkert mene sådan nogenlunde at vide, hvornår selskabets skønne gyldne alder var. Og det er netop et springende punkt, for hvad er det egentlige svar på spørgsmålet?

Alle GW-aficionados vil nok ikke kunne blive helt enige her. For nogle – de rigtig, rigtig gamle nørder – var GW’s glansperiode, da de endnu kun var et spilimportfirma med et par enkle butikker rundt i England og en postordreforretning. For andre er den gyldne fortid netop der, hvor firmaerne GW og Citadel Miniatures slog sig sammen.

Andre igen vil sige midtfirsernes GW med de tidligere udgaver af WFB og de tilhørende figurer. Endelig har jeg også hørt nogen fremhæve halvfemsernes GW som glansperioden, før de solgte ud og blev kommercielle. Med den begrundelse, at på det tidspunkt skulle man ikke bruge så mange figurer for at lave en hær, blot man havde nogle character-modeller.

Det egentlige svar på, hvornår GW’s glansperiode var, er for de flestes vedkommende nok det tidspunkt, de selv opdagede hobbyen, eller måske perioden lige før det. Det drømmende øjeblik, hvor du for første gang blev begejstret over GW’s drømmefabrik uden at være bevidst om andet end denne begejstring. Men ting bliver sjældent så gode som første gang, og man husker altid den slags som noget helt specielt. Og naturligvis kan GW’s nye udgivelser aldrig komme til at leve op til den første begejstring.

Games Workshop
Steve Jackson og Ian Livingstone. Billedet er tydeligvis taget i deres skattely i Spanien, omkring midtfirserne.

Steve Jackson og Ian Livingstone. Billedet er tydeligvis taget i deres skattely i Spanien, omkring midtfirserne.

Firmaet GW blev grundlagt i 1975 i London af Steve Jackson og Ian Livingstone, bedre kendt som parret bag Fighting Fantasy-bøgerne (Sværd og Trolddom på dansk). Før deres forfatterkarriere grundlagde de dog GW som et firma, der importerede og solgte bræt- og figurkrigsspil. Heriblandt også de første rollespil, der kom til Europa.

Dette blev gradvist en større succes, og de udvidede med flere butikker. Samtidig mødte de ejeren af det ligeledes fremadstormede figurfirma Citadel Miniatures. Hans navn er Bryan Ansell, og de indledte et samarbejde. Da Fighting Fantasy-bøgerne begyndte at fylde mere og mere i de to GW-ejeres liv, fusionerer de med Citadel Miniatures, og lod Ansell overtage firmaets styring.

Figurerne blev derved en lige så vigtig del af firmaets identitet som selve spillene, de solgte. Det var også Ansell, der flyttede hovedkvarteret fra London til Nottingham, hvor det stadig er i dag. Gennem firserne ledte Bryan Ansell firmaet med sine stærke personlige visioner videre til større og større succes og udbredelse. Kulminationen kom imidlertid i 1990, hvor Ansell, Jackson og Livingstone solgte deres aktiemajoritet i GW og trak sig ud af forretningen.

Andre boller på suppen

I løbet af halvfemserne kom der andre boller på suppen. GW blev et mere business-orienteret, glatpoleret firma og mere målrettet mod børne- og unge-markedet. Det fik på det tidspunkt en del af deres ældre fans til at føle sig fremmedgjorte over for deres tidligere yndlingsfirma. Ved årtusindskiftet begyndte GW dog igen at ændre kurs og få kontakt til deres rødder såvel som de gamle fans. Alt dette er også afspejlet i WFB‘s udvikling og historie, hvilket vil blive tydeligt i løbet af denne artikel.

De forskellige udgaver vil her i artiklen blive gennemgået i kronologisk rækkefølge, fra den første udgave til den nyeste. De mere underordnede regelfinurligheder bliver nævnt til sidst under overskriften “reglerne”. Så kan man hoppe over det eller bare skimme det, hvis det ikke lige er der, ens interesser ligger. Gennemgangen af regelændringerne fra udgave til udgave indbefatter kun de vigtigste regelændringer, og er selvfølgelig ikke udtømmende og fuldstændig, da dette jo ville fylde alt for meget.

Jeg gennemgår i artiklen udvidelserne til de første tre editions, men ikke de udvidelser, der kom til grundsættene efter disse. Det skyldes for det første, at mængden af udvidelser eksploderer ved 4th edition og fremefter, først og fremmest pga. Army Books-udgivelserne, men selv også uden dem.

For det andet er det i supplementerne til grundsættene i de første tre editions, at mange af de særegne Warhammer-elementer blev udviklet. Man skal også være opmærksom på, at GW har det med at genbruge navne. Således findes der f. eks. to forskellige Warhammer Siege fra hver deres årti, to Ravening Hordes, hvor den ene er en armyliste-bog fra firserne, mens det andet er et tyndt hæfte til 6th edition fra 2000. Og endelig to forskellige Realm of Chaos-udgivelser; de to klassiske bøger fra slutningen af firserne og et rent WFB-supplement fra 1998. Det gælder altså om at holde tungen lige i munden og ikke forveksle dem.

Warhammer 1st edition (1983)
Bokscoveret til den første udgave af 'Warhammer', af John Blanche.

Bokscoveret til den første udgave af ‘Warhammer’, af John Blanche.

Titlen på den første udgave, som den står på selve bokssættets forside og på hvert af hæfterne, er simpelthen Warhammer med undertitlen The Mass Combat Fantasy Roleplaying Game. Undertitlen vækker sikkert en del spørgsmål hos de fleste, for hvad skal det betyde?

På nettet kan man finde flere negative forklaringer – alle i stil med, at dette blot var en marketingsgimmick fra GW side i et forsøg på at hoppe med på den fremvoksende rollespilsbølge. Ligesom de senere – i slutfirserne – gjorde med deres “3D-roleplaying”-logo, som de trykte på et par af deres brætspil fra det tidspunkt, bl.a. Space Hulk og Dark Future.

Dette synes nu lidt for kynisk i forhold til den forholdsvis ringe størrelse, firmaet endnu havde på dette tidspunkt – 1st edition udkom i maj 1983 – selv om man kan se folk, der hævder, at det allerede kom i 1982. Man skal her også tænke på, at der endnu ikke var opstået den senere skarpe kløft mellem figurkrigsspillere og rollespillere eller bare mellem brætspillere og rollespillere. Eller for den sags skyld, at der på dette tidspunkt skulle være en særlig hobby, der kun drejede sig om at spille rollespil.

Nej, på dette tidspunkt er der mange folk, der blot var “gamere” eller spilnørder, og de spillede lidt af det hele. Både første udgave af WFB og 2nd edition lægger i reglerne op til, at man altid spiller med to eller flere spillere og en Gamemaster, der udlægger reglerne og har konstrueret et scenarie samt muligvis endog skabt/sammensat hærene.

Så for så vidt minder denne form for krigsspil også mere om, hvad der forbindes med rollespil. Men lad os se nærmere på indholdet, så bliver det også klart til hvilken grad den første udgave af WFB indeholder konkrete rollespilselementer.

1st edition grundsættet
Fra førsteudgaven, anno 1983.

Fra førsteudgaven, anno 1983.

Selve grundsættet består af en boks med tre hæfter. Boksen er i GW’s standardformat på dette tidspunkt. Omtrent A4-størrelse og to tommer højt, hvilket også er samme format som GW’s brætspil fra det tidspunkt. F.eks. de første to udgaver af Talisman og klassikere som The Fury of Dracula, The Curse of The Mummy’s Tomb, Chaos Marauders, Blood Royal og Warrior Knights.

Coveret har en illustration af John Blanche, og hæfterne indeni har alle tre forside af Tony Ackland. Det er da også John Blanche og Tony Ackland, der står for hovedparten af illustrationer i denne og den næste udgave af WFB. Blanche er jo siden hen blevet en stor stjerne hos GW – han har de sidste mange år været deres ledende art director – mens Tony Ackland er gået i glemmebogen.

De fleste vil dog nok kunne huske Acklands tegninger fra den gamle grundbog til Warhammer Fantasy Roleplay, hvor han har lavet hovedparten af tegningerne. Han tegner efter min mening ikke specielt flot eller fængende, men det er effektivt, og man ved, hvad der sker, og hvad tegningerne skal forestille.

Selve reglerne er skrevet af Bryan Ansell og Rick Priestley med hjælp fra Richard Halliwell. Det er værd at bemærke, at der på de tre regelhæfter står “Citadel Miniatures” og ikke “Games Workshop”, selv om dette tæller som en GW-udgivelse. Dette siger noget om, at spillet udkom i fusionsperioden. Det oprindelige udviklingsarbejde med WFB må være foregået hos Citadel Miniatures før selve fusionen.

Fra førsteudgaven, anno 1983.

Fra førsteudgaven, anno 1983.

Der skal lige nævnes et par detaljer om forfatterne og rødderne til WFB. Før WFB havde Richard Halliwell og Rick Priestley skrevet et figurkrigsspil med titlen Reaper Fantasy Wargame i 1981 for det lille firma Tabletop Games. Ligeledes havde Bryan Ansell skrevet et sci-fi skirmish figurspil til Tabletop Games med titlen Laserburn i halvfjerdserne. Begge spil skulle efter sigende indeholde mange elementer, der er blevet videreført i WFB.

De tre hæfter i 1st edition består af Volume 1: Tabletop Battles på 50 sider, Volume 2: Magic på 38 sider og endelig Volume 3: Characters på 32 sider.

Volume 1: Tabletop Battles indeholder alle de grundlæggende regler for at udkæmpe slag. Hæftet giver først en introduktion til, hvordan krigsfigurspil fungerer. Som titlen siger, beskæftiger Volume 2: Magic sig med magi. Det vil sige reglerne for, hvordan troldmænd og magiske genstande virker i WFB.

Volume 3: Characters er mere speciel, eftersom det godt nok handler om karakterer som helte, generaler og troldmænd i forbindelse med tabletop battles, men samtidig er det også her, der kommer nogle rollespilselementer ind over. Der gives eksempelvis mulighed for at udvikle disse karakterer og give dem skills, så som “armourer”, “shipping” og “pickpocket” for at uddybe deres personlighed og lægge op til rollespil, uden at der dog gøres helt så meget mere ud af dette.

1st edition – udvidelsen
Coveret til 'Forces of Fantasy'-boksen - tegnet af John Blanche.

Coveret til ‘Forces of Fantasy’-boksen – tegnet af John Blanche.

Alt i alt er de første regler en rodet omgang. Derfor, da udvidelsen Forces of Fantasy kommer lidt under et år efter, i april 1984, indeholder den en mængde udvidelser og til dels ændringer af reglerne.

Formatet er det samme som selve grundsættet; en boks med tre hæfter. Volume 1: Forces of Fantasy på 46 sider indeholder beskrivelse af de forskellige hære og deres stats. Volume 2: Fighting Fantasy Battles på 38 sider indeholder nye regler og beskriver, hvordan man sætter en tabletop-kamp op og får samlet sig en hær. Til sidst har vi Volume 3: Arcane Magick på 32 sider, der indeholder udvidelser til magireglerne.

Det er den eneste udvidelse, der nåede at komme til 1st edition, og udover uddybende forklaringer til enkelte regler og udvidelser, lever Forces of Fantasy da også op til sit navn, da den indeholder udvidede beskrivelser af de forskellige racer og deres hære til WFB. Det vil nok glæde mange at høre, at der allerede her er en del særlige Warhammer-elementer med.

Der er allerede her beskrivelser af regler for Nightgoblin fanatics, som endog er nærmest identisk med den måde, reglerne ser ud helt op til de nuværende 6th og 7th editions. Dark elfs med deres øgleriddere, Witch elves og Cauldron of Blood ser på mange måder også ud, som de mere eller mindre har gjort hele vejen igennem.

De menneskelige hære er gjort op i fire forskellige “racer”: “Men of the East” (arabere), “Men of the North” (vikinger, eller norse som de senere bliver kaldt), “Men of the Orient” (samuraier og ninjaer) og endelig “Men of the West” (riddere). Her nævnes ikke noget Empire eller nogen kejser; det kommer først til senere.

Sådan så de gamle Slanns ud i 1st til 3rd edition, fra 'Warhammer Armies'.

Sådan så de gamle Slanns ud i 1st til 3rd edition, fra ‘Warhammer Armies’.

Hvad der dog dukker op her, men senere forsvinder ud, er Slann. Her er Slann stadig en tudseagtig race af intergalaktiske verdensskabere, hvis civilisation er gået i forfald. Aztekertemaet er der også allerede, men i modsætning til deres senere udformning – fra midthalvfemserne og fremefter – så er Slanns ikke ubevægelige og fede klumper, der styrer deres øglemændslaver ved tankens kraft.

Faktisk har de ikke lizardmen som slaver i 1st til 3rd edition. De er derimod opretstående tudsemænd, der hovedsaligt kæmper deres egne kampe – de har dog menneskelige eunukker som slaver!

1st edition – reglerne
Bryan Ansell (fra 'Warhammer Armies'), chefen for Citadel Miniatures og Games Workshop i firserne. Ikke lige fyren, man tør råbe 'nørd' eller 'tinskubber' efter!

Bryan Ansell (fra ‘Warhammer Armies’), chefen for Citadel Miniatures og Games Workshop i firserne. Ikke lige fyren, man tør råbe ‘nørd’ eller ‘tinskubber’ efter!

På rigtig mange områder, så det første WFB ud, som vi kender det, og de grundlæggende principper var allerede til stede. Hver spiller skiftes til at gennemføre sin tur, og “To Hit”- og “To Wound”- samt “Saving Throw”-tabellerne ser ud, som de har gjort lige siden. Hvilket også betyder, at man kommer til at kaste en hulens masse terninger, som er endnu et af spillets kendetegn.

Forløbet af “The Turn Sequence” er dog anderledes end i de senere udgaver – fra 4th og fremefter. I 1st-, 2nd og 3rd edition er det som følger:

Movement
Shooting
Hand-to-hand combat
Second Movement (ændret til Reserves i 2nd og 3rd edition. Det betyder, at de enheder der ikke er i kamp eller på anden måde tæt ved fjendtlige styrker må flytte en gang til.)
Magic
Rout Phase (ændret til Rallying i 2nd og 3rd)

Rick Priestley (fra 'Warhammer Fantasy Battle 3rd edition'-bogen) viser her. hvordan man køber figurer.

Rick Priestley (fra ‘Warhammer Fantasy Battle 3rd edition’-bogen) viser her. hvordan man køber figurer.

Som man kan se, rallyer man sine styrker på flugt i slutningen af turen og ikke i begyndelsen, som det senere bliver, hvilket jo gør en forskel.

Stat-linjen ser nogenlunde ud, som den har gjort hele vejen igennem, med “Movement”, “Weapon Skill”, “Bow/Ballistic Skill”, “Strength”, “Toughness” – der af ukendte årsager i 1st edition bliver gjort op i bogstaver A, B, C og så fremdeles, i stedet for tal – “Initiative” og “Attacks”.

“Leadership”, “Intelligence”, “Cool” og “Will Power” er stats, som kun Characters er i besiddelse af, og som til dels er forbundet med rollespilselementet i denne udgave. Psykologireglerne, med “Panic”, “Hatred”, “Fear”, “Frenzy” og “Stupidity” ser nogenlunde ud, som de har gjort hele vejen igennem. Der er undervejs gennem de forskellige udgaver sket små forandringer, men overordnet er det stadigvæk de samme elementer. “Terror”-reglen dukker dog først op fra 4th edition.

Magi foregår her, og i de to efterfølgende udgaver, på den måde, at magikeren vælger nogle spells før kampen. Antallet bestemmes af magikerens level – fra et til fire – og det level, som formularerne har, igen fra et til fire. Hvilken type er afhængig af, om magikeren er en “battle mage”, “illusionist”, “elementarist”, “demonologist” eller “necromancer”.

'Reaper Fantasy Wargame' -forgængeren til 'Warhammer'.

‘Reaper Fantasy Wargame’ -forgængeren til ‘Warhammer’.

I spillet kaster magikeren formularerne ved at slå under sin “Constitution level” – “Power level” hedder det i 3rd edition – med to sekssidede terninger. “Counstitution level”/”Power level” falder, hver gang magikeren prøve at kaste en spell. Hvor meget er afhængigt af størrelsen på formularen, og jo større level magikeren har, jo større “Constitution level”/”Power level” har han naturligvis også.

Formularerne ændrer sig nærmest ikke fra 1st til 3rd edition, der kommer bare et par nye til. Et andet element, der er med fra starten, men som forsvinder med 4th edition, er “Instability”-reglerne for “demons” og “undeads”. Det hænger lidt sammen med magireglerne, da der var en hel række spells til “demonologists” og “necromancers”, som netop gik på at modvirke “Instability”.

Kort fortalt gik “Instability”-reglerne ud på, at man skulle teste for det hver runde, og “demons” og “undeads” units kunne, hvis spilleren var uheldig, enten forsvinde eller miste kraft, begrundet med at det i begge tilfælde var væsner, der ikke hørte til på dette plan.

Som en sidste ting skal bemærkes, at reglerne for “Giants” og deres tilfældige opførsel i kamp er med helt fra starten. Nok har måden man slår på tabellen ændret sig, men mulighederne og resultaterne er mere eller mindre de samme.

Warhammer Fantasy Battle 2nd edition (1984)
Boksforsiden til 'Warhammer Fantasy Battle 2nd edition', af John Blanche.

Boksforsiden til ‘Warhammer Fantasy Battle 2nd edition’, af John Blanche.

Som man kan se, udkommer 2nd edition kun et år efter den første udgave af WFB, og helt overordnet er 2nd edition da også nærmere en gennemarbejdet og oppeppet udgave af det første regelsæt end en egentlig ny og ændret udgave. Pænere, med farveboks og farveforsider, bedre struktureret og gennemarbejdet.

Det er med 2nd edition, at den helt officielle titel på spillet bliver Warhammer Fantasy Battle og ikke bare Warhammer. Formatet er meget lig det fra 1st edition, nemlig et bokssæt med tre hæfter. I 2nd edition består disse tre af Combat på 62 sider – det største hæfte, der indeholder alle Battle-regler. Battle Bestiary på 54 sider er verdensbeskrivelse, stats og beskrivelse af de forskellige racer. Battle Magic på 34 sider indeholder regler for magi og magiske genstande.

Som man kan se, er der altså ingen af hæfterne, der lægger op til rollespil, som der var i den tidligere udgave. I stedet bliver der gennem hele sættet henvist til “The forthcoming companion Warhammer Role-Play Rules”, hvilket nok må anses som den spæde begyndelse til skabelsen af Warhammer Fantasy Roleplay.

Det er også i denne udgave af WFB, nærmere bestemt i Battle Bestiary-hæftet, at vi ser det første, skitseagtige kort over Warhammer-verdenen overhovedet. Dette er dog kun et meget overordnet kort over hele verden – og ikke kun The Old World. Nogen egentlig beskrivelse af spillets setting får man imidlertid ikke.

Fra spillets anden udgaveSelve regelsættet indeholder en dedikation på allerførste side i alle tre hæfter, der lyder: “Dedicated to Phil Barker, Donald Featherstone and Micheal Moorcock whose fault it all is”. De fleste vil nok genkende det sidste navn Michael Moorcock som forfatteren til Elric-historierne samt en række andre lignede fantasy-helte inden for det, han selv kalder Eternal Champion-cyklusen.

For at koge det ned til sagens kerne, så drejer mange af Moorcocks historier sig om kaotiske kræfter, der trænger ind i verden i form af kaoskrigere, dyremennesker, kaoskulte og mutanter. Den så berømte ottetakkede kaosstjerne, som GW helhjertet har taget til sig, har egentligt sin oprindelse hos Moorcock. Det kan da derfor heller ikke undre, at Moorcock bliver takket som inspirationskilde, men hvem er så de to andre?

Phil Barker og Donald Featherstone er begge store kanoner indenfor tressernes og halvfjerdsernes historiske krigsfigurspilmiljø – og er det for så vidt stadig på trods af begges høje alder. De har hver især skrevet en række bøger om historiske krigsfigurspil, der er blevet klassikere indenfor genren.

2nd edition – scenarier og udvidelser
Fra spillets anden udgave.

Fra spillets anden udgave.

Med 2nd edition kom der også et intro-skirmish-scenarie samt papbrikker til brug i stedet for metalfigurer. Scenariet er skrevet af Richard Halliwell, og titlen på det er The Magnificent Sven.

Generalen på den ene side er den gale, eventyrlystne (og fulde) dværgehøvding Sven Haslefriesian, der med sine mænd – der bl.a. tæller en troldmand, en elver, en halfling og selvfølgelig nogle dværge – skal forsvare norse-kolonien Vastervik i Lustria samt sin hjuldamper Voltvagn mod et angreb fra en Slann-stamme. Underholdende, originalt og festligt, det kan man ikke komme uden om.

Til 2nd edition udkom der først og fremmest en lille række scenarier: Bloodbath at Orc’s Drift, Terror of the Lichemaster og The Tragedy of McDeath. Alle tre kom i hver deres bokssæt, der indeholdt papfigurer, kort og papterræn samt selve scenarierne. Der blev selvfølgelig også lavet og udgivet Citadel-figurer specielt til hver historie. Af de tre er det nok Terror of the Lichemaster der bliver husket bedst, fordi det også blev lavet til et Warhammer Fantasy Roleplay-scenarie med titlen Lichemaster.

Lidt vigtigere i forhold til udviklingen af WFB er dog udgivelsen af Ravening Hordes, der i grove træk udfylder samme rolle som Forces of Fantasy gjorde i den forrige udgave. Ravening Hordes udkom i april 1987 og er en 80 sider stor bog i A4 format, skrevet af Richard Halliwell sammen med Bryan Ansell.

Fra spillets anden udgave.

Fra spillets anden udgave.

Den indeholder, som der står på forsiden, “The Official Warhammer Battle Army Lists”. Det er første udgivelse af helt klare armylister til WFB, hvor der står, hvor mange af de forskellige type enheder, en bestemt type hær må og skal indeholde; hvor mange figurer, der minimum skal være i en enhed (og i visse tilfælde, hvor mange der maksimalt må være) samt hvilke karakterer, heriblandt magikere og krigsmaskiner, hæren må indeholde.

Værd at bemærke er, at det er i Ravening Hordes, at Skavens, en af de racer der er originale for Warhammer i forhold til andet fantasy, for første gang gør sin entré. De dukkede egentlig op for første gang i et WFB-scenarie i White Dwarf, men her er altså den første armyliste med Skavens.

Ligeledes er det også her vi første gang hører om Kislev i WFB. Dog ikke som en selvstændig armylist, men som en allieret, man kan vælge, og der er heller ikke meget kød på beskrivelsen – det fremgår ikke af beskrivelsen, at de er russere/slavisk inspireret, som de senere bliver.

Derudover indeholder Ravening Hordes også en del regelændringer og udvidelser; blandt andet i forhold til hvordan units må bevæge sig. Størstedelen af regelændringerne gik videre over i den efterfølgende, tredje udgave, af spillet.

2nd edition – reglerne
'Ravening Hordes' med forside af Cristos Achillos.

‘Ravening Hordes’ med forside af Cristos Achillos.

“Leadership”, “Intelligence”, “Cool” og “Will Power” var nu en del af stat-linjen for alle – ikke bare noget som kun specielle karakterer havde. “Toughness” var blevet ændret således, at det er et tal ligesom de andre stats, og dermed begyndte stat-linjen for de forskellige racer at ligne noget, vi kender.

Reglerne for nogle af krigsmaskinerne ligner også noget, vi kender fra senere udgaver. F.eks. ser reglerne for en “bolt thrower” allerede ud i 2nd edition, som de gør nu. Reglerne for en “stone thrower” var dog en del anderledes.

Man skal eksempelvis ikke gætte en distance, som man skal i de senere regler, fra 4th ed og fremefter, og ligeledes er der på dette tidspunkt ingen “scatter dice” og “artillery dice” – det kommer også først fra 4th edition. I stedet bruges en tyvesidet terning, der afgør, om man rammer eller ej, og i så fald hvilken retning, projektilet slår ned i.

Derudover bliver der givet detaljerede regler for flyvende væsner, der kan befinde sig på fire forskellige niveauer – hvoraf den ene af dem er på jorden. Alt efter om de er “swoopers”, “hoverers” eller “landers” har de forskellige hastigheder, de kan bevæger sig med i forhold til forskellige former for manøvrer – stige, dykke og holde niveauet. Alt sammen en tand mere kompliceret end i senere udgaver.

Warhammer Fantasy Battle 3rd Edition (1987)
'Warhammer Fantasy Battle 3rd edition'.

‘Warhammer Fantasy Battle 3rd edition’.

I december 1987, lige op til julesalget, udkom den tredje udgave af WFB. Det skulle blive den sidste udgave, hvor Rick Priestley og Bryan Ansell sammen stod som hovedforfattere.

Dertil må man omvendt sige, at det er under den tredje udgave, specielt i de efterfølgende supplementer, at Priestley og Ansell fik udviklet mange af de elementer der har fulgt spillet, og Warhammer-universet generelt, som fast inventar lige siden. Elementer der i dag bliver betragtet som dele af Warhammers definerende karakteristika.

Når folk snakker om, at de begyndte med at spille med det “gode, gamle Warhammer”, så er det som oftest denne udgave, de mener. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at man ofte på eBay og andre steder ser 3rd Edition-bogen præsenteret som “First edition of Warhammer Fantasy Battle”, eller “The original”, hvilket jo ikke er helt rigtigt.

Der er flere grunde til, at 3rd edition har fået denne status. Den første og meste åbenlyse grund er, at forretningen GW var vokset siden de to første udgaver af spillet, og dermed var distributionsnettet og markedsføringsevnerne også vokset. Det betyder også, at dette var den første udgave, det var realistisk at støde på i danske/kontinentale specialbutikker.

Nok fik både første og anden udgave af WFB omtale i White Dwarf, men i årene mellem 1985 og 1987 var det mest nyudgivelserne, som Warhammer 40.000: Rogue Trader og brætspillet Talisman med dets mange supplementer, der blev diskuteret. Da den nye udgave af WFB udkom 1987, var det så dens tur til at få en masse omtale og reklame i GW’s eget blad.

Samtidig har det nok også haft en vis effekt, at Warhammer Fantasy Roleplay og Warhammer 40.000: Rogue Trader begge er blevet succeser, der muligvis har lokket folk til WFB for at se, hvad det var for noget – det var i hvert fald, hvad der skete for undertegnede.

For første gang samlet i én bog

En af de store forandringer ved denne udgave, i forhold til de to foregående, var, at WFB-reglerne for første gang blev samlet i én bog. En stor, tyk, moppedreng i hardcover på 304 sider. Dette blev gjort efter en hel generel politik, GW lancerede i sidste halvdel af firserne. Nemlig at samle de regeludgivelser, der tidligere havde bestået af hæfter i et indbundet værk for at højne kvaliteten og holdbarheden af udgivelserne.

Før udgivelsen af 3rd edition var mange af GW’s rollespilsudgivelser blevet konverteret fra tidligere at være bokssæt-udgivelser til at være bøger. Dette gælder for Judge Dredd-rollespillet, de udgav, de nye udgaver af Warhammer Fantasy Roleplay-scenarierne samt licensudgivelserne af både RuneQuest, Paranoia og Call of Cthulhu, hvilket gjorde, at GW var de første til at udgive en egentlig Call of Cthulhu-grundbog. Endelig udkom Warhammer Fantasy Roleplay (1986) og Warhammer 40.000: Rogue Trader (1987) allerede fra deres første udgaver som store hardcoverbøger.

Der er ikke nogen tvivl om, at 3rd edition-bogen, ligesom GW’s andre regelværker i bogform fra denne periode, har været meget imponerende i forhold til det, der ellers var på markedet på dette tidspunkt. Man skal huske på, at layout dengang ikke var hvermandseje på samme måde, som det er nu om dage med moderne tekstbehandling, så bøgerne har været lidt af en præstation.

Når det er sagt, så skal det også samtidig bemærkes, at i forhold til andre udgivelser – som Warhammer Fantasy Roleplay og Warhammer 40.000: Rogue Trader – består store dele af illustrationerne i 3rd edition af genbrugsmateriale, der er taget helt andre steder fra. Disse er hentet fra både Warhammer Fantasy Roleplay-bogen, de to tidligere udgaver samt deres udvidelser, plus hvad der lader til bare at være billedmateriale, som designstudiet har haft liggende.

Det giver et mere rodet indtryk end de to foregående udgaver, der begge tydeligvis var skarpt designet med illustrationer, der klart var lavet specifikt til formålet. Det er selvfølgelig rart at se så mange lækre illustrationer, nu hvor GW var blevet i stand til at trykke hele bogen i farver og på tykt, glossy papir. Til de, der ikke har den, kan jeg sige, at 3rd edition-bogen i sig selv er en investering værd, som ren GW-artbook.

Men jeg kan dog ikke helt ryste den fornemmelse af mig, at 3rd edition har været noget, GW’s designstudie ikke har haft specielt meget tid til. Generelt er GW i tiden efter 3rd edition ofte blevet kritiseret for at genbruge illustrationer eller i hvert fald gøre det for meget. Et fænomen der dog nok har været værst i halvfemserperioden.

3rd edition – Warhammer-verdenen på plads
Det første kort over Warhammer-verdenen nogensinde, fra 2nd editions 'Battle Bestiary'-hæfte.

Det første kort over Warhammer-verdenen nogensinde, fra 2nd editions ‘Battle Bestiary’-hæfte.

3rd edition er den første udgave af WFB-reglerne, hvor Warhammer-verdenen var nogenlunde på plads, sådan som vi i det store hele kender den i dag. Det skyldes blandt andet udgivelsen af Warhammer Fantasy Roleplay, hvorved det meste af Warhammer-verdenen for alvor opstod.

3rd edition-udgaven indeholder da også en hel sektion, der beskriver Warhammer-universet, og som i det store og hele er sakset direkte fra samme sektion i Warhammer Fantasy Roleplay, dog stærkt forkortet. Det er da også det første WFB-grundsæt, der nævner Imperiet og Sigmar – “The Empire” er blevet nævnt tidligere i Ravening Hordes-supplementet, men da var Sigmar ikke med.

Dette vil sikkert overraske en del, for netop dette forbindes ofte med, hvad der er kernen af Warhammer-universet. Men som nævnt opstår alt dette først, da Warhammer Fantasy Roleplay bliver skabt. Det er også først her, at der dukker et reelt skel op mellem Imperiet og Bretonnia, hvilket kommer tydeligst til udtryk i Warhammer Armies-udvidelsen til 3rd edition, hvor de får hver deres armylist.

For nok indeholder grundregelbogen teknisk set alt, hvad man behøvede, men det var stadig meget løst, og for en nybegynder var hærlisterne i Warhammer Armies nok et nødvendigt supplement på dette tidspunkt, og det er da også én af de første udvidelser, der udkom til 3rd edition.

Den sidste del af regelbogen indeholder, vanen tro, et scenarie, inklusiv papbrikker som figurer, så nybegyndere med det samme kan kaste sig ud i at spille. Scenariet hedder Forenrond’s Last Stand, og drejer sig om en kamp mellem Wood elfs og Orcs ‘n Goblins. Noget alle der bare har læst en smule Tolkien må siges at kunne relatere til, hvilket nok også var tanken bag det.

3rd edition – udvidelserne
'Warhammer Siege'.

‘Warhammer Siege’.

Den første udvidelse til 3rd edition var bogen Warhammer Siege, der, som navnet antyder, helt og holdent beskæftiger sig med belejringer. Den udkom i juni 1988, hvilket sjovt nok falder sammen med udgivelsen Mighty Fortress – et for den tid overdådigt stort polystyren-samlesæt af en borg.

Warhammer Siege var den første i en række af blandingsproduktudgivelser, der rettede sig mod flere GW-linjer samtidig – de andre i rækken er de to Realm of Chaos-bøger, der kom senere. Således er der i Warhammer Siege både regler til belejringskrig i WFB og Warhammer 40.000: Rogue Trader.

Der er regler for forsyninger, belejringstårne og murknusere, ingeniørstyrker og andet godt til at spille kæmpemæssige, meget komplicerede belejringsslag. Det skal bemærkes, at GW i 1998 udgav endnu et supplement med titlen Warhammer Siege. Denne gang dog kun til WFB og i en langt mindre kompliceret udgave, der ikke har så meget med den forrige at gøre. Men det sker dog ofte, at disse to udgaver bliver forvekslet med hinanden.

Lige efter Warhammer Siege kom den første udgivelse, der var rettet alene mod 3rd edition-WFB. Nemlig bogen Warhammer Armies fra juli 1988, der indeholder hærlister som skal hjælpe spillerne med at opbygge hære. På den måde har Warhammer Armies meget til fælles med de lignede udgivelser til de tidligere udgaver.

'Warhammer Armies'.

‘Warhammer Armies’.

Men Warhammer Armies var bare større og flottere, trykt på glossy papir og i farver. Det er da også næsten de samme hære, der er taget med, som i Ravening Hordes. Dog kan man allerede her se tendenser til hære, der er ved at forsvinde ud i kulden.

Samurai-hæren, der ellers har været en fast bestanddel siden WFB‘s start var nu blevet reduceret til en styrke, man kun kunne have med som allierede. Det samme gælder Araby, dvs. araberhæren. Begge hære forsvinder da også helt ud af WFB fra og med den efterfølgende udgave af spillet.

Det samme gælder også for Sea elves, der nu var et supplement til de andre elverhære – enten Wood elf eller High elf – og som efterfølgende helt forsvandt. Hobgoblins, der ellers ligeledes har været fast inventar fra begyndelsen som orangehudede væsner med hunner/mongolsk-inspireret steppekultur, optræder også for sidste gang som støttehær for Orcs ‘n Goblins.

Hobgoblins dukker dog op igen i sidste halvdel af halvfemserne i et nyt format. Denne gang med en ny, grøn hudfarve som slaver for de revitaliserede Chaos Dwarfs, der i halvfemserne fik høje hatte og et pseudo-babylonsk/assyrisk tilsnit. Endelig er det også sidste gang, man ser noget til gnomes i WFB – overhovedet!

'Realm of Chaos: Slaves to Darkness'.

‘Realm of Chaos: Slaves to Darkness’.

I årene 1988 til 1990 kom det gigantiske dobbeltværk Realm of Chaos med henholdsvis undertitlerne Slaves to Darkness – fra 1988 på 280 sider – og The Lost and The Damned – fra 1990 på 300 sider. Dette blev hovedværket i GW’s firserproduktioner; nogen vil måske endda mene i deres produktion overhovedet.

Bryan Ansell skulle da også ifølge rygterne have sat alle sejl til og fået designstudiet ved GW til at lægge alle kræfter i at gøre bøgerne så originale, udfordrende og specielle som muligt. Dette er i hvert fald et projekt, der har ligget på arbejdsbænken i længere tid. Allerede i den første udgave af WFB blev der nævnt et fremtidigt supplement med titlen Realm of Chaos, og det nævnes også i f.eks. Warhammer Fantasy Roleplay‘s grundbog.

Oprindeligt skulle det kun have været én bog, men projektet voksede ud over rammerne og blev i sidste ende til to store bøger. Ligesom Warhammer Siege er Realm of Chaos skrevet til både WFB og Warhammer 40.000: Rogue Trader og denne gang også samtidig til Warhammer Fantasy Roleplay.

Bøgerne er et overflødighedshorn af idéer og artikler. Samtidig er de overvældende illustreret med en enorm mængde af utraditionelle fantasybilleder og afbildninger af kaos’ forskellige perverterede skikkelser. Vigtigst af alt er dog, at det er i disse to værker, at de fire kaosguder, som efterfølgende er blevet til nogle af de unikke kendetegn ved Warhammer-universet, for første gang introduceres.

Slave to Darkness omhandler Slaanesh og Khorne, mens The Lost and Damned hovedsageligt omhandler Nurgle og Tzeentch. Ikke nok med guddommene bliver præsenteret for første gang; hver af deres tilhørende dæmoner og tilbedere dukker også her op for allerførste gang, og de er mere eller mindre bevaret i samme form helt frem til nu.

3rd edition – reglerne
'Realm of Chaos: The Lost and The Damned'.

‘Realm of Chaos: The Lost and The Damned’.

Der var ikke de helt store forandringer i reglerne fra 2nd edition til denne udgave. Der var nærmere tale om en samling af grundreglerne og udvidelsesreglerne fra Ravening Hordes samt lidt ekstra, og så var alt lige blevet finpudset.

Der er flere eksempler, og mange ting er klarere formuleret. Man slog nu ikke mere om, hvilken form for evne en helts magiske våben har, hvilket man gjorde tidligere, men køber det simpelthen med point – hvilket fremover bliver måden at gøre det på. Denne udgave blev i øvrigt sidste omgang for det gamle magisystem, der ændres fuldstændigt i den efterfølgende udgave.

Der var dog også nogle nye regler i 3rd edition set i forhold til 2nd edition, men det var som oftest ikke så meget nye regler, så meget som det var udvidelser og udbygninger af gamle idéer. Et par eksempler på dette er “flying”-reglerne samt reglerne for “chariots”.

Som i de tidligere udgaver kunne et flyvende væsen befinde sig på fire forskellige niveauer, men samtidig er der begrænsninger på, hvor meget de kan accelerere/decelerere i runden, når de er kommet op i fart, hvilket også har betydning for, hvor skarpt de kan dreje – de wheeler i en cirkulær bane, hvor radius er afstukket af deres nuværende hastighed. Kort sagt: Jo hurtigere de bevægede sig, jo sværere havde de ved at dreje. Alt sammen meget realistiske regler, men det gjorde dog ikke brugen af dem mindre kompliceret.

Ligeledes er der regler for at stille sine units i mange forskellige, specielle formationer. Også ved reglerne for “war machines” skinner denne tendens igennem. Der var nu kommet mange flere forskellige krigsmaskiner med egne stats, og her der var også et væld af forskellige ekstraregler, der skulle øge realismen. Eksempelvis fik en kanon “heat points” for hver gang, den skød, hvilket øgede faren for, at den eksploderede. Samtidig kunne den miste heat points igen ved ikke at skyde i en runde eller to.

Mange specialregler, der i senere udgaver blev fjernet fra grundbogen og kun optræder i Army Books – som regler for “assassins”, “Goblins fanatics”, “Skaven censer bearers” osv. – er med i 3rd edition-grundbogen, hvilket også var med til at øge mængden af regler i forhold til tidligere udgaver. Reglerne udgør næsten 200 sider af den 300 sider lange bog, hvilket er betydeligt mere end hos både de foregående udgaver og også de efterfølgende editions!

Warhammer Fantasy Battle 4th edition (1992)
'Warhammer Fantasy Battle 4th edition'-bokscoveret, begyndelsen til den cleane halvfemserstil, og der er da også helvedes stor forskel fra dette til 'The Lost and The Damned'-coveret.

‘Warhammer Fantasy Battle 4th edition’-bokscoveret, begyndelsen til den cleane halvfemserstil, og der er da også helvedes stor forskel fra dette til ‘The Lost and The Damned’-coveret.

I begyndelsen af halvfemserne solgte Bryan Ansell, Steve Jackson og Ian Livingstone deres aktiemajoritet i GW samtidig med, at Ansell fratrådte sin post som firmaets direktør. GW blev nu et rigtigt aktieselskab, hvilket medfører radikale ændringer for hele firmaet og i den måde, GW’s spillinier bliver profileret på.

Det var kort tid efter, at GW har lavet succesen HeroQuest i samarbejde med familiespilsgiganten Milton Bradley, og GW’s ledelse ønskede efterfølgende at satse helt på det yngre publikum til deres spil.

Det første spil, der blev relanceret under den nye ledelse, var flagskibet WFB, der nu udkom i en på alle måde mere strømlignet og poleret udgave, gældende både for regler og layout. Her kan der for alvor tales om radikale ændringer!

4th edition – indholdet
Indholdet af 4th edition-bokssættet.

Indholdet af 4th edition-bokssættet.

For det første udkom 4th edition i et helt nyt format, der passede til GW’s udgivelser på dette tidspunkt. Nemlig i form af en kæmpekasse i omtrent A3-format og fire tommer høj. Desuden var der en hidtil uhørt mængde figurer med, nemlig 104 plasticfigurer, samt målepinde, terninger, specialterninger, templates og to papbygninger.

Derudover indeholdt æsken naturligvis også et par hæfter; en Rulebook på 96 sider, en Battle Bestiary på ligeledes 96 sider samt et hæfte på 14 sider med scenariet The Battle of Maugthrond Pass. Rick Priestley står krediteret som hovedforfatter sammen med Bill King og Andy Chambers. Helt nede i bunden af kolofonen i Rulebook, skrevet med meget små bogstaver, står Bryan Ansell dog også nævnt, som “Game design consultant”.

Rulebook-bogen indeholder alle reglerne, og Battle Bestiary indeholder en verdensbeskrivelse af Warhammer-universet samt af de forskellige racer – med stats naturligvis. Dermed var 4th edition det første grundsæt, der indeholdt en beskrivelse af de fire kaosguder og deres dæmontjenere.

Teknisk set indeholdt grundsættet alt, man behøver for at spille WFB, men der ligger dog en betydelig forskel i dette fra de tidligere editions. Det er nemlig ikke meningen, at man bare skal blive ved med at nøjes med grundsættet, men at man senere også skal anskaffe den Army Book, der nu end måtte høre til den hær, man spiller med.

En stor del af reglerne er nemlig flyttet ud af grundreglerne, og over i de forskellige Army Books. Faktisk er hele magidelen blevet taget ud af grundreglerne. De blev senere udgivet i stedet en stor og dyr udvidelse, der skulle købes særskilt.

4th og 5th edition fik blandt kendere tilnavnet “Hero-hammer”, dels på grund det højpolerede high fantasy-look, men også netop fordi at fokusset i de nye Army Books var på at skabe hære med meget stærke karakterer, hvorved de mere almindelige enheder nærmest bare blev kanonføde uden den store betydning. Det er også med 4th edition, at der begynder at dukke “Special Characters” op, der er unikke, koster en masse point, og som har nogle helt specielle regler, der kun gælder for den Character – som selvfølgelig er med til at gøre denne hypervild.

4th edition – reglerne

Der skete en del radikale ændringer med reglerne i denne udgave. Blandt andet er “Turn Sequence” blevet kraftigt ændret eller beskåret. Der er nu ingen “rallying”-fase i slutningen af ens tur, det gør man i stedet i starten af ens “movement”. Der er derudover heller ikke nogen “Second Move”-fase; nu kan man i stedet vælge at “marche”, dvs. rykke med dobbelt “move”, forudsat at man ikke gør andet og at der ikke er fjendtlige enheder for tæt på. Den nye “Turn Sequence” hedder nu:

Movement
Shooting
Hand-to-hand-combat
Magic

Reglerne for både “chariots” og “flying creatures” er også blevet ændret; i begge tilfælde gjort mindre kompliceret. “Flyers” kan nu vælge mellem enten at flyve og lande i deres “movement”-fase eller vælge “flying high”, dvs. at svæve så højt over valpladsen, at de hverken kan blive ramt eller ramme noget med shooting og magi. Ligeledes er “chariot”-reglerne blevet gjort mere simple. De bevæger sig nu ligesom Monsters med den undtagelse, at de ikke kan marche.

På stat-linjen er “Leadership”, “Will Power”, “Intelligence” og “Cool” blevet reduceret til én stat, “Leadership”, og så ændrer stat-linjen sig faktisk ikke i udformning frem helt til den nyeste udgave.

Flugt- og “pursuit”-reglerne er også blevet ændret. Tidligere fik det vindende unit i en nærkamp et “free hack” mod det andet unit, hvis det flygtede, og endnu et “free hack” – altså et ekstra angreb, hvor der ikke kunne angribes tilbage – hvis de indhentede det flygtende unit. Nu bliver et flygtende unit ganske enkelt udslettet, hvis det bliver indhentet af forfølgere.

Ligeledes er “instability”-reglerne forsvundet, eller måske nærmere ændret, således at “demons” og “undead” kan blive udslettet og opløse sig ved fejlede “combat resolution”-slag. Til gengæld skal man nu ikke bare slå hver runde for at se, om de måske forsvinder; det gælder kun i kamp. Alt i alt var reglerne blevet gjort simplere, hurtigere og mere strømlignede.

Der var nu også kommet to specialterninger til, “scatter”-terningen og “artillery”-terningen, hvilket gør, at reglerne for næsten alle war machines bliver ændret – med undtagelse af reglerne for “bolt thrower”. Disse ændringer gør i en del tilfælde, at spilleren skal prøve at gætte distancer på battlefielden, før de bliver målt og maskinen affyrer sit skyts.

Som nævnt blev magireglerne også ændret radikalt, eller rettere helt taget ud af grundreglerne, så derfor vil jeg ikke gå i detaljer med dem her, bortset fra at nævne det med et par ord, eftersom det får indflydelse på de efterfølgende udgaver.

I magi-boksudvidelsen gik designerne over til “colour magic”-idéen med otte forskellig grundskoler samt separate magiskoler for de fire kaosguder, “high magic”, “dark magic” og for nekromanti. Det hele var nu kortbaseret – bemærk at det faktisk kommer frem før Magic: The Gathering er blevet stort – hvor en magikers formularer kan blive “countered” af modstanderen, og begge parter har mulighed for at kaste magi i hver parts magirunde. Dette betyder så også, at der bliver kastet meget magi, og at magi ligesom “Characters” i høj grad kommer til at dominere spillet.

Warhammer Fantasy Battle 5th edition (1996)
'Warhammer Fantasy Battle 5th edition', Bretonnia mod Lizardmen.

‘Warhammer Fantasy Battle 5th edition’, Bretonnia mod Lizardmen.

Denne udgave udkom i 1996, og for første gang står Rick Priestley som eneste forfatter. Der er dog heller ikke sket de store tekstmæssige forandringer. Der er lavet nogle enkelte rettelser, og visse steder er teksten blevet sat lidt anderledes op. Nogle tekstafsnit kommer i en anden rækkefølge, og nogle er blevet udstyret med en overskrift, men ellers er det hovedsageligt den samme tekst, der er blevet genbrugt fra 4th edition.

Derfor vil jeg slet ikke nævne regelændringer her. De regelændringer, der sker, er hovedsageligt udført i de forskellige Army Books, ikke i grundsættet. Det nye regelsæt var da også lavet således, at det passede med de mange Army Books fra 4th edition, som derfor ikke behøvede at blive skiftet ud.

De fleste tror faktisk, at alle Army Books blev genudgivet mellem 4th og 5th edition, fordi det skulle passe med GW’s firmapolitik om at tjene flere penge. Men det passer altså ikke; det er en and. De eneste bøger, der blev udskiftet, var High elfs – som var den først Army Book, der udkom i 1992 og derfor havde brug for lidt af en update – og Undeads, der blev splittet op i Vampire Counts og Khemri senere.

Selve grundsættet har samme format som 4th edition, nemlig en stor kasse med masser af figurer – omkring halvfems af slagsen – og andet godt, en Rulebook, nu på 112 sider, og en Battle Book på 152 sider. Begge bøger er i modsætning til deres forgængere i 4th edition i farver hele vejen igennem, og gennemillustreret af både tegninger og figurfotografier, hvilket nok også er en af grundene til, at begge bøger er vokset i omfang.

Mark Gibbons har fyldt Rulebook‘en med små tegneserieagtige vignetter, der illustrerer de forskellige racer i kamp med hinanden, ofte med reference til de situationer eller regler, der står i teksten. Dette illustrerer ganske godt 4th og 5th editions mere tegneserieagtige tolkning af Warhammer-universet. Nogle vil nok hade disse vignetter inderligt, men der er sikkert også nogle, der tilsvarende vil elske dem, og det er vel også det samme, man kan sige om denne udgave af WFB.

De to hære, der følger med 5th edition, er Lizardmen – dvs. den nye udgave af Slann – og Bretonnians, der i deres nye udgave er blevet meget Kong Arthurs riddere-inspireret og dermed meget high fantasy. Begge er nye udgave af gamle hære, og begge har virkelig formået at pisse de mere old school-Warhammer-fans af, så det siger sig selv, at denne udgave af spillet nok er den gamle gardes absolutte hadeobjekt nummer ét!

Warhammer Fantasy Battle 6th edition (2000)
Bokscoveret til 'Warhammer Fantasy Battle 6th edition'.

Bokscoveret til ‘Warhammer Fantasy Battle 6th edition’.

I slutningen af halvfemserne begyndte en ung, oprindeligt ingeniøruddannet, finne at arbejde for GW. Hans navn er Toumas Pirinen, og han har før sin ansættelse været en meget aktiv del af internetmiljøet omkring Warhammer Fantasy Roleplay, der i begyndelsen af halvfemserne var med til at holde spillet i live. Han kom til at være med til ændre WFB og dermed også hele GW.

Den første større ting, Pirinen lavede for GW, var den første Vampire Counts Army Book til 5th edition. Den sætter også stilen for Pirinens udgivelser, fordi den er betydelig mere mørk og dyster end de andre af halvfemsernes Army Books. Umiddelbart derefter, i 1999, laver Pirinen skirmish-spillet Mordheim, der er sat i Warhammer-universet med regler bygget over grundskelettet fra WFB bare i en anden og mindre målestok.

Regelbogen til Mordheim er visuelt overvældende, beskidt, mørk og kaotisk i sit look. Man mærker her, at GW er på vej væk fra det helt renpolerede og børnevenlige, og i stedet er begyndt at skue tilbage til rødderne fra firserne. Det er Tuomas Pirinen der sammen med Rick Preistley kommer til at skrive 6th edition af WFB, hvilket bliver et stort skridt væk fra “Hero-hammer”-tiden.

'Warhammer Fantasy Battle 6th edition', indholdet af boksen.

‘Warhammer Fantasy Battle 6th edition’, indholdet af boksen.

Den nye udgave af spillet udkom i oktober 2000 på GW’s 25-års jubilæum. 6th edition blev udgivet både som et bokssæt, ligesom 4th og 5th, der indeholder den store, samlede regelbog på 288 sider, to hære i plastikfigurer – Empire og Orcs ‘n Goblins (77 styks alt i alt) – plus ekstramateriale som terninger, templates og målepinde. Samtidig udkom selve regelbogen separat – de første oplag kunne man få i hardcover, derefter blev den kun udgivet i softcover.

Alene det at samle alle reglerne i en stor bog er et tydeligt nik tilbage til de store, tykke regelbøger fra slutningen af firserne. Layoutmæssigt bliver der også brudt med den farverige halvfemserstil, og illustrationerne er i stedet holdt i gråtoner. Der er med 6th edition ved årtusindets begyndelse helt generelt lagt op til en ny form for WFB, blandt andet fordi at denne udgave ikke er kompatibel med de gamle Army Books fra 4th og 5th edition, som alle skulle skiftes ud.

6th edition – reglerne
Toumas Pirinen, fornyeren fra Finland (fra 'White Dwarf' 202).

Toumas Pirinen, fornyeren fra Finland (fra ‘White Dwarf’ 202).

Som sagt tidligere så ligger en stor del af WFB‘s regelforandringer nu om dage i de forskellige Army Books. En generel og gennemgående regelforandring i 6th edition har dog at gøre med, hvordan man sætter hære sammen. Nu er alle hæres units blevet gjort op i tre grupper: “Core”, “special” og “rare”. Alt efter hærens pointstørrelse skal man have et vist antal af “core units”, og man må ikke have mere end et vist antal af units, som er “special” og “rare”. Igen et opgør med “Hero-hammer”.

En anden af de større forandringer er, at magireglerne atter bliver inkluderet i grundsættet. Sammen med de magiske våben, er magien også blevet tonet en del ned i kraft. Nu bruger man heller ikke kort mere for hver spell og hver genstand. I stedet bliver der slået på en tabel for at se, hvilke formularer hver enkelt magiker får til hver battle. Antallet er afhængigt af magikerens level. Modspilleren har dog stadig mulighed for at “counter” eller “dispell” modstanderens formularer – det hele foregår nu (eller rettere: igen) via terninger.

Nu vi er ved faser, så bliver “Turn Sequence” også ændret i 6th edition. Den hedder nu “Movement”, “Magic”, “Shooting” og “Hand-to-hand combat”. Reglerne for “flyers” bliver også yderligere simplificeret, det nu ikke er muligt at “fly high”, men derimod skal de lette og lande i samme tur. Ligeledes reduceres “movement” ikke mere af “heavy armour”, alt i alt tydeligvis for at gøre tingene lettere at have med at gøre.

De fleste af de andre regelændringer i 6th edition-grundbogen er i småtingsafdelingen. Det er i lige så høj grad klarificeringer og omformuleringer, som det er egentlige ændringer. Som allerede sagt, så sker de alvorlige regelændringer i de forskellige Army Books.

Warhammer Fantasy Battle 7th edition (2006)
'Warhammer Fantasy Battle 7th edition', 'The Battle for Skull Pass'-bokssættet.

‘Warhammer Fantasy Battle 7th edition’, ‘The Battle for Skull Pass’-bokssættet.

Når jeg siger “the best of both worlds”, så er der sikkert en del af de mere lumre læsere, der med det samme tænker på Kevin Smiths debutfilm Clerks (1994), hvor samme sætning bliver brugt til at beskrive, hvad der er så godt ved pornofilmen Chicks with Dicks. Transseksualitet har dog slet ikke noget med sagen at gøre her.

Det er nærmere, at den nyeste udgave af WFB prøver at kombinere de forskellige forgående udgavers udformninger, således at både de, der foretrækker den ene og de, der foretrækker den anden kan få, hvad de vil have. Den syvende udgave af WFB udkommer både i en bokssæt-udgave, der inkluderer figurer – gobliner og dværge – terninger, målepinde samt scenarier, så det er lige til at gå i gang med for nybegynderne, samt en lille, kortfattet regelbog i A5-format, der indeholder reglerne – og kun reglerne.

Samtidig udkommer der også en stor, fin og tyk regelbog, der lever op til de tidligere store regelbøger fra 3rd og 6th edition. Formatet og størrelsen, dvs. ca. 300 sider, er den samme. Den indeholder således ud over reglerne også et bestarium over de forskellige racer med stats og en verdensbeskrivelse af Warhammer-universet.

Det er jo tydeligvis et udtryk for, at GW ønsker at imødekomme både de fans, der foretrækker udgaverne med de store, samlede regelbøger fra slutningen af firserne, og de, der foretrækker udgaverne fra halvfemserne med de store bokssæt og de korte, kompakte regelhæfter.

For første gang gennem alle WFB‘s syv udgaver er Rick Priestley ikke med som forfatter. Som hovedforfatter står Alessio Cavatore og Gav Thorpe er krediteret som medforfatter. Rick Priestley står kun nævnt i forbindelse med “Original Material”. Men det betyder ikke, at WFB og GW har glemt deres rødder.

På den allerførste side, når man åbner den nye regelbog (i begge udgaver), bliver man mødt af billedet fra John Blanches cover til den allerførste udgave af Warhammer samt den simple tekst “Warhammer, The Game of Fantasy Battles”. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg, som gammel nørd, fik en lille klump i halsen første gang, jeg så det.

7th edition – reglerne
Den nye udgave af selve 'Warhammer Fantasy Battle 7th edition'-regelbogen.

Den nye udgave af selve ‘Warhammer Fantasy Battle 7th edition’-regelbogen.

Det er på forhånd lovet, at 7th edition vil være kompatibel med de eksisterende Army Books, og derfor er der naturligvis ikke tale om de voldsomt store forandringer fra 6th edition. Hovedsageligt skulle regelbogen gøres mere gennemskuelig og ligefrem. En del af de mere tvetydige formuleringer skulle dermed være rettet. Der er endog for første gang kommet et register til regelbogen, om end det ikke er synderligt omfattende. Om alt dette kommer til at virke efter hensigten, kan kun tiden vise.

En par af de mere direkte regelændringer skulle være, at det er blevet sværere for en karakter at klare sig, hvis han ikke befinder sig i et unit, dvs. endnu et skridt væk fra “Hero-hammer”. Naturligvis er der også blevet ændret lidt på magireglerne, dog ikke så voldsomt som i de foregående udgaver. Nogle spells er blevet justeret lidt, hovedsageligt til det mindre magtfulde, og de forskellige colleges skulle gerne være bedre afstemt.

Også de generelle regler for afstand og magibrug er blevet ændret til det mere simple, samtidig med at “miscast”-tabellen er blevet mere farlig, og den magiske energi, den enkelte magiker laver i form af “powerdice”, er blevet knyttet nærmere til ham, dvs. det er kun ham, der kan bruge dem. Der skal nu også fem figurer til for at en linje i et unit tæller som et “rank” og giver bonusser, hvilket igen lægger op til større units med flere “almindelige” tropper.

Hvad er det værd?

En tur som denne artikel tager ned gennem dette lille stykke nørdhistorie får selvfølgelig én til at spørge: Hvad er de forskellige udgaver og gamle supplementer egentlig værd på brugtmarkedet? Og det korte svar er: Ikke en skid!

Produkterne til den nyeste udgave plejer at holde sig lidt under markedspris, men langt de fleste af de gamle udgivelser, helt tilbage til 2nd edition, kan man få i hobetal til næsten ingenting. Det er kun førsteudgaven og Forces of Fantasy, der når op på nogenlunde nævneværdige priser – omkring 300 kr på eBay – og selvfølgelig de to eftertragtede Realm of Chaos-bøger, hvor specielt den sidste, The Lost and The Damned, er høj i kurs, fordi den ikke blev udgivet i ret mange eksemplarer, før GW ændrede politik og bogen var lidt for kontroversiel til at blive genoptrykt.

The Lost and The Damned kan nå op på den nette sum af 800-900 kr – i god stand, vel at mærke. Ellers er der så meget af alt det andet i omløb, at det simpelthen ikke er meget værd. GW har ganske enkelt været for gode til at sælge det til folk og få det ud i handlen. Specielt supplementer fra halvfemserne kan man nærmest få smidt i nakken. Grundreglerne og en række Army Books kan man nærmest ikke sælge – dem bliver man nød til at give væk, og lur mig om der ikke allerede er ved at komme en overflod af den nu næsten gamle 6th edition-grundbog på brugtmarkedet.

Fremtiden?

Her slutter historien så for nu, men mon ikke vi også en skønne dag kommer til at opleve spillet i dets 10. udgave. Hvem ved? Warhammer har i hvert fald overlevet mere end tyve år på markedet nu, og GW er i dag større end nogensinde. Resultatet af alt dette havde Steve og Ian næppe regnet med, dengang de i en lille forstadslejlighed i London begyndte at sælge hjemmeproducerede brætspil til byens legetøjsbutikker. Dette er dog ikke den eneste historie, der er at fortælle om GW og WFB. Vi mangler stadig inspirationskilderne og figurerne. Det må imidlertid vente til en anden gang.

Udgivet i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Warhammer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *