Vild på sex

3 minutters læsetid
Vild på sex

Når man læser bagsideteksten på Another World Entertainments udgivelse af Joseph Sarnos lumre Vild på sex (udsendt med titlen Baby Love) kunne man fristes til at tro, at der var tale om et grumt lille sexploitationdrama i stil med selskabets tidligere udgivelse, den lille perle Poruno no joô: Nippon sex ryokô (Sexrejsen til Japan) fra 1973. Hør selv her:

“Men Bibis grænseløse og naive leg bliver mere og mere farlig, og arrene på sjælen større og større – Snart er det kun op til Bibis egen samvittighed at afgøre, om hun allerede er gået for langt – eller om hun tør gå endnu længere.”

Falsk markeds(af)føring

Bibi (t.v.) og én af filmens andre kvindelige medvirkende - som Bibi naturligvis ender i kanen med.
Bibi (t.v.) og én af filmens andre kvindelige medvirkende – som Bibi naturligvis ender i kanen med.

Desværre er der i høj grad tale om falsk markedsføring, for en tekst som ovenstående antyder jo, at der er en hel del handling i Vild på sex. Det er der desværre ikke – i stedet er filmen en række softpornscener, der er meget løst strenget sammen af den særdeles spinkle handling.

”Handlingen” går i al sin enkelhed ud på, at den unge Bibi (Marie Forså) skal på sommerferie hos sin faster. Der lærer hun mange af fasterens venner (og især veninder) at kende, og går i seng med dem alle sammen. Uden undtagelse. Der er antydningen af en handling, der fremstiller Bibi som en manipulerende lille sexkilling (hvilket hævner sig til sidst), men denne handlingstråd er så underudviklet, at man aldrig nogensinde føler, den betyder noget.

Alt for lang (alt, alt, alt for lang)

Velkommen til 70'erne siger jeg bare!
Velkommen til 70’erne siger jeg bare!

Langt hovedparten af filmens (alt for lange) spilletid på en time og tre kvarter går derfor med hovedsageligt lesbiske softpornscener. Det er i længden gudsjammerligt kedeligt, og er med til at gøre Vild på sex en meget svær film at se til ende. Erotiske scener i handlingsorienterede film kan være fint nok – som f.eks. i Poruno no joô: Nippon sex ryokô – men Vild på sex er som sagt bare det omvendte: en softpornfilm med den tyndeste antydning af en handling.

Derfor kan de positive ting, jeg har at sige om filmen ligge på et meget lille sted. Marie Forså er da klart værd at kigge på, men nyhedsværdien går ret hurtigt af filmen, og det bliver ikke bedre, når adskillige af de andre medvirkende tyske skuespillerinder faktisk er ret uerotiske.

Bibi lurer på fasterens bofælle, der onanerer i badet.
Bibi lurer på fasterens bofælle, der onanerer i badet.

Vild på sex ender nærmest med at være en parodi på sig selv – et eksempel på, hvor kitschede og kiksede pornofilm kunne være i 1970’erne. Det er helt uforståeligt for mig, at nogen hos Another World Entertainment har ment, at Vild på sex er værd at udsende på DVD i dag. I hvert fald forestiller jeg mig, at de der har købt filmen, må være blevet svært skuffede. Enten har de forventet et exploitationdrama eller også har de forventet en virkelig ophidsende film med en meget ung hovedrolleindehaver. Køberne får ingen af delene.

Fejlskud

Lir.
Lir.

På forsiden af DVD’en prales der med, at filmen var ”Så uanstændig at den blev klippet med 47 minutter i England!”. Jeg ville egentlig gerne have set den engelske version. Det ville have været 47 minutter ekstra af mit liv, der ikke var gået med at se resten af den uendeligt kedsommelige film.

Gå i en meget stor bue uden om denne her, og køb i stedet den allerede nævnte Poruno no joô: Nippon sex ryokô med den hyperlækre Christina Lindberg – det er en langt bedre film, og ét af de tilfælde, hvor Another World Entertainment virkelig har ramt plet.

Vild på sex er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne
Titel: Vild på sex
Andre titler: Baby Love
Instruktør: Joseph W. Sarno
Manuskript: Joseph W. Sarno
Cast: Marie Forså (Bibi), Nadia Henkowa (Toni), Anke Syring (Greta), Birgit Zamulo (Pauline), Peter Hamm (Peter), Britt Corvin (Johanna), Karin Lorson (Daniela), Marianne Dupont (Nora) (som Mariann Dupont), Kurt Meinicke (Thomas) (som Henrik Winston), Stefan Stein (Rolf), Christa Jaeger (Friedrikke), Josef Moosholzer (Kant, the voyeur) (som Alois Moser), Michel Jacot (Roland)
Producere: Chris D. Nebe (producer), Dominik Huser (executive producer), Sture Sjöstedt (executive producer)
Foto: Peter Rohe
Klip: Gisela Gerlach & Monika Gussner
Musik: Günter Möll
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Sverige/Schweiz/Vesttyskland, 1974
Produktionsselskaber: Monarex, Saga Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 44 | 13/06/2009

Stikord: Erotik, Lesbianisme, Softporn

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.