Vikaren

Det må have været en lidt spøjs oplevelse for den amerikanske komponist Marco Beltrami at blive hyret til at komponere musik til Vikaren – en film der i konceptuel henseende har adskillige paralleller til The Faculty, Robert Rodriguez’ veloplagte “Hjælp! Min lærer er et rumvæsen”-film fra 1998, som Beltrami også komponerede musik til. Men lighederne ligger primært på det konceptmæssige niveau, for når man kommer lidt længere ned i materien, er de to film bestemt ikke ens.

Indledningen til Vikaren er som taget ud af Men In Black (1997)! Et rumvæsen ankommer til Jorden, og inden man kan nå at sige “alien invasion”, har den snupset sig en krop fra en kvinde på en gård. Nu går rumvæsnet altså rundt og ligner Paprika Steen.

Ulla Harms, som hun hedder, får job på en folkeskole, og får sig manøvreret ind som vikar for 6.B. Her er det hendes plan at lære kærligheden at kende, for den kender hendes race nemlig ikke, og til det formål må de små djævleunger bortføres til det ydre rum.

Der går dog ikke længe, før de vakse unger fatter mistanke til Ulla Harms, men alle forsøg på at overbevise deres forældre om, at der er noget helt galt med den nye vikar, preller af. Når hun er sammen med forældrene, er Ulla Harms i besiddelse af stor charme, og forældrene elsker hende simpelthen. Så da Ulla foreslår, at 6.B. skal på tur, er det kun børnene, der lugter ugler i mosen. Spørgsmålet er nu bare, om de kan få stoppet deres djævelske vikar, inden det lykkes hende at bortføre dem alle til sin hjemplanet.

Særdeles veloplagt Paprika Steen

Vikaren er en ret veloplagt gyserkomedie for børn og unge, og filmen lever i særlig grad på en særdeles veloplagt Paprika Steen i rollen som den sadistiske vikar Ulla Harms. Særligt første halvdel af filmen er rigtig sjovt, for det er her størstedelen af scenerne med hende som vikar ligger. Hun er led og sadistisk og generelt helt igennem forrygende underholdende, som vikar for de små unger i 6.B., der bliver helt perplekse over, at en voksen kan finde på at være så direkte ondskabsfuld over for dem!

Blandt børnene indehaves hovedrollen af Jonas Wandschneider, der spiller drengen Carl hvis mor for relativt nylig er død. Carl er lidt af en outsider i klassen, men det er ham, der først lugter lunten, og selvfølgelig er det også ham, der i sidste ende redder dagen.

Resten af filmens cast er også ekstremt veloplagt, selv om de fleste af rollerne er ret små. Peter Hesse Overgaard er morsom som resigneret skoleinspektør, mens Henrik Prip (der også har været med til at skrive manuskriptet) er tilsvarende sjov som egocentreret skolepsykolog. Blandt de større voksenbiroller ses Ulrich Thomsen som Carls far, der tilmed forelsker sig i den nye vikar og kommer med på ekskursionen. Ud over Paprika Steen er det imidlertid børneskuespillerne, der bærer filmen, og de gør det alle sammen rigtig, rigtig godt.

Taber pusten

Da vikaren får stoppet eleverne ind i bussen og ekskursionen begynder, taber Vikaren noget af pusten. Resten af filmen forfalder hurtigt til bulder og brag, da Carl må forsøge at sætte en stopper for Ulla Harms’ planer. Det er lidt ærgerligt, for første halvdel er virkelig underholdende og med nogle både gedigent morsomme og spændende scener – bl.a. en ganske nervepirrende sekvens, hvor de mistænksomme børn bryder ind i Ulla Harms’ hus.

Det er ikke fordi, Vikaren går hen og bliver dårlig, men det morsomme og underfundige går fløjten, og filmen går ganske enkelt hen og bliver temmelig ordinær. Set med udenlandske briller altså! For set med danske briller er der sådan set ikke meget ordinært ved Vikaren.

Ole Bornedal har lige siden Nattevagten været én af de få garanter for genrefilm i den danske filmverden. Jojo, han har også haft sine ‘seriøse’ projekter, men på én eller anden måde vender han altid tilbage til det, han er virkelig god til: At fortælle gode historier og at tage filmgenrer, der er meget udanske og gøre dem danske.

Det er netop sidstnævnte, han har gjort med Vikaren. I USA ville ingen tænke nærmere over en film som Vikaren, men i Danmark kan en genrefilm – selv når den er for børn og unge – stadig tiltrække sig opmærksomhed alene ved at være en genrefilm. Det er naturligvis lidt skammeligt, at det er sådan, for det betyder kun, at der er alt for få danske genrefilm. Men til gengæld er det fint, at Ole Bornedals genrefilm får opmærksomhed, for det fortjener de.

Det er meget muligt, at Vikaren ikke er stor filmkunst, men veloplagt underholdning for børn, unge og barnlige voksne, det er den i alle tilfælde!

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Rumvæsner