Vierges et vampires

6 minutters læsetid
Vierges et vampires

I Jean Rollins film Vierges et vampires (dansk titel: Jomfruer og Vampyrer) fra 1971, mødes Hammer-filmen med den franske avantgarde. Filmen er et besynderligt opus, der fører tilskueren ud på en omtrent 90 minutter lang odyssé gennem en gotisk fabel, der måske ikke giver meget mening, men som fænger på grund af sine betagende billeder.

En god nats søvn på kirkegården

Borgen det hele udspiller sig på.
Borgen det hele udspiller sig på.

De to piger Marie (Marie-Pierre Castel) og Michelle (Mireille Dargent) befinder sig på flugt fra loven. De har angiveligt myrdet en mand, måske ved et uheld, og nu har de taget flugten. Den myrdedes venner eller selveste ordensmagten forfølger pigerne i nogen tid, men det lykkes dem til sidst at ryste deres forfølgere af sig.

De to unge damer optrådte åbenbart som klovne, da de dræbte manden, så de er endnu iklædt deres kostumer, da deres sidste flugtkøretøj – en motorcykel – løber tør for benzin. På det tidspunkt befinder de sig på en øde egn, og det eneste sted som pigerne umiddelbart kan finde, hvor der er bare en smule læ, er på en gammel kirkegård. Her lægger Marie og Michelle sig på en grav og sover.

Den kvindelige halvvampyr.
Den kvindelige halvvampyr.

Den følgende morgen opdager de en gammel borgruin i nærheden af kirkegården, og den begynder de straks at undersøge. Her bemærker pigerne ret hurtigt, at der til trods for borgens forfaldne tilstand tilsyneladende er mennesker på stedet. Der er i hvert fald masser af tegn på liv.

De finder en opredt seng, brændende fakler, og hører lyde, som tyder på, at nogen holder øje med dem. Det kan pigerne dog ikke tage sig af, så da de har undersøgt borgen i løbet af dagen, smider de sig på sengen, og begynder at lægge op til lidt lagengymnastik. Men bedst som de får begyndt, ser de en kvindelig skikkelse nærme sig.

Fanget

Den sidste ægte vampyr.
Den sidste ægte vampyr.

Kvinden er ikke nogen helt almindelig dame. Vi ser det ikke første gang, pigerne får øje på hende, men da de lidt senere i filmen møder hende igen, siddende foran orglet i borgens kapel, kan man ikke undgå at lægge mærke til hendes lange hjørnetænder. Sammen med hendes bande larmende sigøjnere, bevogter hun borgruinen for en ældgammel vampyr – faktisk den sidste eksisterende ægte vampyr.

Kvinden, der hedder Erica (Dominique Toussaint), og hendes bande dyrker denne gamle vampyr som en guddom. Alle håber de, som de selv udtrykker det, at opnå den velsignede forbandelse gennem hans bid. Endnu er det kun Erica, der er begyndt at udvise tegne på forandring, men de håber alle at kunne blive fuldblodsvampyrer som deres herre en skønne dag.

Brystblod, en særlig delikatesse.
Brystblod, en særlig delikatesse.

Alt dette får Marie og Michelle naturligvis meget sent at vide, for først skal de tilbringe mere end halvdelen af filmen med at flygte rundt i borgruinen, mens vampyren og hans håndlangere jager dem efter bedste evne. Man skulle umiddelbart mene, at pigerne jo bare kunne gemme sig og flygte bort fra ruinen ved daggry, når vampyren går til ro, men da solen står op over borgen, viser det sig, at de ikke kan komme væk.

Da de flygter ud gennem borgporten, og løber ned gennem krattet foran ruinen, går der ikke lang tid, før de atter står foran porten. På magisk vis er de blevet fanget, og uanset hvad de gør, trækker den ældgamle blodsuger de to piger til sig.

Forhekset i kælderen

Marie og Louise (Dominique Louise Dhour).
Marie og Louise (Dominique Louise Dhour).

Da de endelig bliver indfanget, er det slet ikke meningen, at de skal dræbes. Den gamle vampyr ønsker faktisk, at de skal blive hans slaver præcis som de andre, og derfor forhekser han dem, så de kan blive en del af gruppen. Det sker gennem en orgastisk scene i borgens kælder, hvor Ericas horde af sigøjnere i forvejen holder en bunke storbarmede damer fanget.

I en scene der blander tortur, softporn og syrede klip, bliver pigerne indviet til vampyren, og den følgende morgen får de at vide, at deres opgave nu består i at lokke ofre til stedet. Pigerne begynder således at søge efter raske ungersvende, og ganske rigtigt finder de da også nogle enlige vandringsmænd, som hellere end gerne vil følge med pigerne.

Alt går efter vampyrens plan, men så er det, at Marie møder Frédéric (Philippe Gasté), der med sit flotte ydre formår at bryde vampyrens trolddom og vække pigen fra hendes mareridt af en tornerosesøvn. Men hvad det så betyder, skal ikke afsløres her.

Visuelt overflødighedshorn

Lidt mere elskovsleg.
Lidt mere elskovsleg.

Vierges et vampires er en praktisk talt dialogløs film. Den minder om en stumfilm i sit udtryk, og til trods for at der naturligvis bliver talt i de afgørende scener, formidles hovedparten af den meget enkle historie gennem billederne. Dermed er det også sagt, at plottet er meget tyndt. Det er Jean Rollin selv, der har skrevet manuskriptet, og man mistænker ham for ikke at have formuleret ret meget andet end en løs skitse, da optagelserne begyndte.

Hele filmen er i hvert fald præget af en fornemmelse af tilfældighed, for ikke at sige lemfældighed, men det har tydeligvis ikke været Rollins mening at fortælle en kompliceret, formfuldendt historie. Som stort set alle instruktørens produktioner, lever Vierges et vampires på sine billeder, og det er især udtalt i denne film. Det er næsten som om billederne blev optaget og først efterfølgende tænkt sammen til en kontinuerlig historie.

Endnu et ømt øjeblik.
Endnu et ømt øjeblik.

Man skal forestille sig et særdeles syret foretagende, som mest af alt minder om en ekspressiv drøm. Vi forstår hvad der sker, men alt er udflydende, og flere situationer virker løsrevet fra enhver form for naturalisme. Vi befinder os i en form for eventyrverden, og muligvis er det hele rent faktisk en drøm. Hele fortællingen om pigernes tilfangetagelse begynder nemlig først, da de lægger sig til at sove på kirkegården. Noget bevis for, at det rent faktisk forholder sig sådan, er der imidlertid ikke.

Nu er der måske heller ikke den store grund til at kaste sig ud i dybere fortolkninger af Vierges et vampires, for den lægger mest af alt op til at blive nydt som mesterlig leg med billeder og gotiske former. Som altid har Rollin pakket sin film ind i alt, hvad den kan trække af dystre klichéer. Der er kranier overalt, og filmen fremstår som et overlæsset stilleben fyldt med hengemte, rådnende frugter.

Den er et visuelt overflødighedshorn, der udgyder en blanding af erotik og gru over seeren. Filmen er et dybt surrealistisk stemningsbillede, som på sin vis indkapsler hele den erotiske vampyrtradition.

Som en videoinstallation

Gisp!
Gisp!

Dog er der ikke tale om nogen almindelig film, og man må bestemt ikke forvente en klassisk vampyrhistorie. Plottet hænger kun akkurat sammen, og sandt at sige har historien ikke ret meget at byde på. Vierges et vampires, set som spillefilm, er langtrukken og bizar, men set som æstetisk kunstfilm er den mesterlig. Man skal altså ikke se filmen for at blive underholdt, men for at betragte billederne på samme facon, som man ville betragte en videoinstallation.

Billeder og musik tager hurtigt seeren ved hånden og fører én ind bag borgportens mørke. Det man finder på den anden side er et dystert landskab af tusmørke, fyldt med heftige billeder og syrede optrin. Det meste af det, vi ser, er lummert, og koblingen mellem sex og død findes i næsten alle billederne. Regulær underholdning er der bare ikke ret meget af.

Ikke for alle og enhver

Pigerne udsættes for lidt af hvert.
Pigerne udsættes for lidt af hvert.

Vierges et vampires er helt sikkert ikke en film for alle og enhver. Det er sleaze, det er eurotrash, det er prætentiøst og det er artfilm. Det hele stuvet sammen i en produktion, som ganske vist er genialt fotograferet, men som også er blevet indspillet af en instruktør, som ikke gider, eller gad, bekymre sig om detaljerne. Filmen er dermed rodet, fyldt med åbenlyse kiksere og ret besynderlige prioriteringer, men er man først blevet betaget af Jean Rollins særprægede stil, gør det slet ikke noget.

Er man klar på at glemme alt om de klassiske Hollywood-konventioner og helt give sig hen til Rollins arty, gotiske trip, er det en stor fornøjelse. Det kræver dog noget af seeren, og man skal være i humør til filmen. Dog er det helt sikkert, at man ikke vil fortryde Vierges et vampires, hvis alt dette har lydt tiltalende.

4 stjerner

Vierges et vampires er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Titel: Vierges et vampires
Dansk titel: Jomfruer og Vampyrer
Andre titler: Caged Vampires, Caged Virgins, Crazed Virgins, Dungeon of Terror, Requiem for a Vampire, Requiem pour un vampire, Sex Vampires, The Crazed Vampire, Virgins and Vampires, Virgins and the Vampires
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean Rollin
Cast: Marie-Pierre Castel (Marie), Mireille Dargent (Michelle), Philippe Gasté (Frédéric), Dominique Louise Dhour (Louise), Michel Delesalle, Antoine Mosin, Agnès Petit, Olivier François, Dominique Toussaint (Erica), Agnes Jacquet, Anne-Rose Kurra
Producere: Sam Selsky (executive producer)
Foto: Renan Pollès
Klip: Michel Patient
Musik: Pierre Raph
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital stereo
Sprog: Fransk
Produktionsland, år: Frankrig, 1971
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Artfilm, Erotik, Gotika, Slotte, Softporn, Vampyrer

Skriv et svar

Your email address will not be published.