Planet Pulp

I oktober 2006 anmeldte vi her på Planet Pulp bind 13 i Valhalla-serien, Balladen om Balder, og det er nu på tide at følge op med en anmeldelse af hele serien, som naturligt nok starter med Valhalla 1: Ulven er løs. De resterende bind vil blive anmeldt løbende i de kommende opdateringer her på Planet Pulp.

For arveprins Knud

Dette første bind i den nu meget omfattende serie om guderne i Valhalla og de to menneskebørn Tjalfe og Røskva er en god start på serien. Og specielt når man tager bind 13 med i overvejelserne, kan man se, hvor meget der er sket de sidste 27 år.

Historien tager sin begyndelse med en helsides tekst, der beskriver, hvorledes landet lå dengang handlingen i Valhalla udspiller sig. Det er naturligvis basisviden for dem, der bare kender lidt til den nordiske mytologi, men lad mig dog alligevel ridse det op, så selv arveprins Knud kan være med.

Det skal her nævnes, at handlingen i Ulven er løs er løseligt baseret på Snorris Edda. Verden er delt op i tre dele. I midten ligger Midgård, hvor de stolte vikinger og de arbejdsomme bønder boede. På den ene side af Midgård ligger riget for enden af regnbuen, Asgård, gudernes hjem. I midten af Asgård står den gigantiske borg Valhalla, som er samlingssted for guderne og Odins hjem. På den anden side af Midgård ligger Udgård, som er hjemsted for de grusomme jætter.

Det hele skal naturligvis forstås som om, at både Udgård og Asgård er steder, hvor almindelige dødelige ikke kan komme til, og for de fleste beboere er det blot steder fra deres religion. Men det skete, at guderne besøgte Midgård. Asatroen var et meget centralt element i vikingetiden, hvor krigere, der døde i kamp, blev ført til Valhalla. Her er det bare også vigtigt at påpege, at man ikke skal se Valhalla-serien som historiske facts, men mere som underholdende tolkninger af de forskellige myter.

Den lumske Loke

Historien i Ulven er løs tager sin begyndelse i Midgård, hvor de to bondebørn Røskva og Tjalfe er udenfor. Det trækker op til storm, og ud af skyerne kommer en lille trævogn trukket af to store geder. På vognen står to mænd, tordenguden Thor og hans gode ven Loke. De er på et af de førnævnte besøg til Midgård for at se, hvordan landet ligger, og da de er trætte efter en jættejagt vil de gerne overnatte hos bondemanden.

Tjalfe ser til med store øjne, da de kendte guder gør deres entré i hans hjem. Til middag spiser de en af Thors geder, men han gør det klart, at ingen må brække knoglerne. Den lumske Loke overtaler Tjalfe til at gøre det, og da solen står op og Thor svinger sin hammer over gedens knogler, er den da også helt gal. Den genopstandne ged halter på det ene ben, og som bod for sin gerning må Tjalfe tage med Thor til Asgård for at være hans tjener.

De to søskende siger med vemod farvel til hinanden, og Tjalfe drager mod nye horisonter. Men den lille Røskva har skjult sig i vognen, og da følget har krydset regnbuen Bifrost finder de ud af, at de har en blind passager med. Thor beslutter sig for at også Røskva kan komme med til Asgård. Og med denne lille, fine indledning har vi fået de to menneskebørn med til gudernes hjem.

Det er fint fortællermæssigt greb fra forfatterens side. For nu kan vi opleve guderne gennem menneskenes øjne. Som en lille sidebemærkning skal det dog lige indskydes, at hele seriens grundlag er, at guderne faktisk opfører sig som helt almindelige mennesker blot med den forskel, at de besidder kræfter og har fjender, som menneskerne ikke har.

En menneskepiges snilde

De to børn bliver taget med til Thors hjem, som er den imponerende gård Bilskirner. Her møder de Thors kone Sif og bliver straks sat til at hjælpe hende med vasketøjet. Men alt er ikke, som det skal være i Asgård. Den frygtelige Fenrisulv – som faktisk ikke så frygtelig, når det kommer til stykket – er nemlig sluppet løs, og ulvens komme vil i sidste ende varsle Ragnarok.

Vi får i et flashback at se, hvordan guderne i sin tid fik fanget ulven. Loke skaffede en stærk kæde hos de to dværgbrødre Brok og Sindre. Den modige gud Tyr lagde så sin arm i munden på ulven, mens han lagde kæden om dens hals. Men ulven bed kæberne sammen, og væk var Tyrs arm. Siden hen har den været fanget, men noget gik galt med kæden.

Det viser sig, at Loke i sin tid ikke var tålmodig nok mens dværgene lavede kæden – alt hvad Loke gør, går galt, selvom han som regel redder sin egen røv ud af problemerne – og det skal han nu råde bod på. Ulven er dog i mellemtiden blevet kæmpestor, og det viser sig, at der skal en lille menneskepiges snilde til at løse gudernes problemer. Og så ikke et ord mere om handlingen.

Rigtig god start på serien

Albummet er skrevet af Hans Rancke-Madsen, som kun har forfattet dette ene bind. Dog har han også efterfølgende haft en finger med i udviklingen af serien. Historien er lun, enkel, morsom og ganske velfortalt, selvom serien bliver klart bedre i de senere bind. Den mangler også den lummerhed, som senere hen bliver fremtrædende i serien, og som er et klart trækplaster for et lidt ældre publikum – man elsker jo den slags. Vi bliver introduceret til de vigtigste af guderne, men mest er albummet tænkt som Tjalfe og Røskvas introduktion til Asgård.

Peter Madsens streg er finurlig og levende. Han lægger vægt på karikaturen, og Ulven er løs er stort set blottet for de mørke undertoner, som mange af de senere bind får. Det er naturligt, at det første bind i en serie på mange måder bliver til en prøveklud for tegneren, før han finder den rigtige stil. Det bærer albummet også præg af.

Men da jeg genlæste Ulven er løs var det med en nostalgisk følelse i maven. For dette album har jeg – om noget album – læst et utal af gange på biblioteket i Aabenraa. Ulven er løs er måske ikke nogen fantastisk tegneserie, men en rigtig god start på en serie, som er blevet en institution inden for danskproducerede tegneserier, og desuden har den en stor historisk og nostalgisk værdi.

Valhalla: Ulven er Løs er venligst til til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Nordisk Mytologi