Planet Pulp

Lad det være sagt med det samme. Uden ironi og smil på læben: Jeg er træt af zombier. Faktisk meget træt. Og jeg kaldes ellers for Planet Pulps ”zombiemaster”. Min sult blev vakt for mange år siden af Dennis Jürgensen. Mit kærlighedsforhold blev beseglet af George Romero, og min flirt med det beskidte skete sammen med de italienske skraldemænd.

Så kom det fremragende remake af Dawn of the Dead i 2004 og så kan man ellers sige, at zombierne lige siden har taget større og større lunser af mainstreamkagen. Hvad der før var undergrund, blev det nye sort.

Jeg er træt af zombierne!

En bannerfører i den sammenhæng er Robert Kirkmans The Walking Dead, der begyndte i oktober 2003 – ja for fanden, den har rundet 10 år! Der er indtil videre kommet 119 hæfter, og den seneste trade paperback, March to War, nummer 19 i rækken, samler hæfter 109-114. Og så behøver jeg vel heller ikke engang at nævne den meget succesfulde tv-serie, som indtil videre har kørt over fire sæsoner.

Men der er også så meget andet. Zombien er efterhånden overalt. Ordet ”zombie” optræder i alt fra klummer over sportsreportager til madopskrifter og apps. Så jeg er sgu’ træt af dem. Men samtidig elsker jeg The Walking Dead. Og hvorfor mon det? Jo, måske faktisk fordi serien mere er et drama end en klassisk zombiefortælling, hvor det episke, det ekstremt lange handlingsforløb, ”bare” bruger zombierne som en baggrund for en større og stærkere fortælling om det at være menneske.

Vi spejler os selv i det perverse

Og nok også derfor er tv-serien så populær, som den er, mens ”ægte” zombiefans synes den er for blød. Når Kirkman bruger sine zombier, så gør han det med en sans for drama og som et symbol på døden, frem for ”bare” overfladisk action. Det er et magtfuldt dramaturgisk greb, som Kirkman over de sidste 10 år er blevet bedre og bedre til at udnytte.

Det er menneskene, der er i centrum. Og de onde mennesker. Dem der har grebet ændringerne til at skabe noget grufuldt, noget perverst, og som sjovt nok lever efter nogle spilleregler, som i deres øjne er det mest naturlige.

Negan er den slags psykopat, og i March to War får han lov til udfolde sig endnu mere. Og det er en fornøjelse, da skurkene netop er dem, der sætter tingene på spidsen. Det er dem, vi spejler os selv i, og det er dem, der kan få os selv til at tro, at vi er bedre mennesker end vi måske er.

Krig, krig og hvad så?

I March to War nærmer vi os, som titlen antyder, krigen mellem ”de gode” og ”de onde”. Fronterne er trukket op, og netop som vi tror, at der nu sker noget godt, så drejer Kirkman kniven rundt i såret og lader handlingen drive i en anden retning.

Dette bind 19 i serien er bestemt ikke det bedste, men det er neglebidende stærk underholdning, der også understreger, hvor stærk serien er. Men den understreger også, at serien igen begynder at gå lidt i ring – som det er sket så mange gange før.

Jeg kan dog næsten ikke vente på de næste to bind, hvor der for alvor kommer krig på suppen – arbejdstitlerne på de to næste trade paperbacks er All Out War Part I og II! Spændende. Og endnu mere spændende bliver det, hvad der sker efter den krig. Slutter det hele, eller er det starten på et nyt kapitel i serien?

Anmeldt i nr. 99 | 13/01/2014

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Utopia, Zombier