RoboCop blev tilbage i 1987 helt fortjent en dundrende succes og blev da også efterfulgt af RoboCop 2 (1990) og RoboCop 3 (1993). Samtidig fostrede den en RoboCop-TV-serie (1994-1995), og der kom både en masse legetøj og computerspil.
RoboCop 2 har en lidelseshistorie/produktionshistorie, som er Jesus værdig, og den vender jeg lige tilbage til, når vi har kigget på filmens handling.
Vi er i Detroit i en ikke så fjern fremtid. Ret præcist er vi et år efter handlingen i RoboCop. Som lederen af OCP siger:
“About a year ago, we gave this city RoboCop. I think he’s worked out pretty well, but things have become a little rougher out there.”
Og ja, det er blevet endnu hårdere at leve i Detroit end i den første film. Politiet strejker, korruptionen lever i bedste velgående, de kriminelle har kronede dage OG det skønne firma OCP (Omni Consumer Products) har planer om at overtage byen, som er truet er konkurs!
Den gamle mand, lederen af firmaet, som vi også husker fra den første film, har Trumpske planer og siger blandt andet:
“That means jobs we can all be proud of, and make “Made in America” mean something again.”
Byen har dog heldigvis stadigvæk RoboCop – den tidligere strømer Alex Murphy, der blev omdannet til en cyborg i den første film.
Og RoboCop kastes brutalt ind i den meget rodede handling, hvor vi også møder den skønne, hippieagtige skurk Cain, der står for distributionen af stoffet Nuke – billigt og effektivt! Cain har en skøn replik som denne:
“Jesus – had days like this. Hounded and attacked like a criminal. But like him, I don’t blame you. They program you, and you do it.”
Vi møder også borgmesteren, der er på røven og, lidt fragmenteret, dukker også RoboCops makker fra den første film, Lewis, op uden at det bruges til det helt store. Ja, der er endda også Murphys ekskone, som man forsøger at bruge til at give menneskeligheden lidt kant.
Det glemmer manuskriptet dog ret hurtigt, da der hastes videre til det næste. Og sådan fortsætter vi. Fra det ene tableau til det næste, uden at det hele hænger sammen.
Så er vi tilbage ved selve produktionshistorien. Paul Verhoeven sagde nej til opgaven; han var blevet tilknyttet Total Recall (1990).
Edward Neumeier og Michael Miner, der stod bag manuskriptet til originalen, fik til opgave at haste en historie til en efterfølger igennem i slutningen af 1987 – der skulle smedes, mens RoboCop-jernet var varmt!
Deres arbejdstitel var RoboCop 2: The Corporate Wars, hvor handlingen foregik 25 efter originalen. Den film blev dog ikke til noget. Orion, folkene bag filmene, der gerne ville tjene en røvfuld penge, blev utålmodige, og nye folk kom på manuskripttjansen.
Det blev ingen ringere end tegneserielegenden Frank “The Dark Knight Returns” Miller, der kom til at stå for at udvikle historien og manuskriptet! Manuskriptet, som var gennem MANGE gennemskrivninger, var cheferne på Orion ikke tilfredse med! Så de hyrede Walon Green ind – Green er og var primært kendt for sammen med Sam Peckinpah at skrive manuskriptet til Peckinpahs mesterværk The Wild Bunch fra 1969.
Så tænker du måske, at der som ved et trylletræf kom et helstøbt manuskript ud af alle disse kokkes store anstrengelser? Og der må jeg skuffe dig. Men mere om det om lidt.
For der var også problemer med at skaffe den rette instruktør. Flere hoppede fra, så i sidste ende satsede man på veteranen Irvin Kershner. Kershner står blandt andet bag The Empire Strikes Back (1980) og den uofficielle Bond-film Never Say Never Again (1983) – RoboCop 2 blev Kershners sidste film.
Så da kameraerne begyndte at rulle, stod filmholdet med et ubagt manuskript og en instruktør, som ikke var førstevalget.
Det fornemmer man tydeligt på det færdige resultat, primært på grund af manuskriptet, for Kershner iscenesætter behændigt, så godt han nu kan.
Kershner har selv skrevet artiklen RoboCop 2: Entertainment, Yes but Also a Hero for Our Times til Los Angeles Times i juli 1990. Her skriver han blandt andet:
“I wanted “RoboCop 2” to create an allegorical vision of tomorrow, playing within the rules of an entertaining action film that would be exciting, colorful and comedic with contemporary relevance. According to the critics, I failed!”
Filmens største problem er, at den ikke fremstår som en helstøbt fortælling. Man har mere fornemmelsen af en masse fede idéer, enkeltscener og tableauer, som mangler limen til at skabe en strømlinet spillefilm. Men Kershner gjorde hvad kan kunne, og derfor omtaler jeg også filmen som “en elskelig møgfilm”. I samtiden fik filmen, fortjent, kritik fra anmelderne.
Men det er også en film, hvor der er meget at holde af. Fine ting i forhold til samfundet, fede actionsekvenser, fine effekter og en høj underholdningsværdi.
Der er flere steder, hvor humoren går rent ind. Som her, hvor en konfus og justeret udgave af RoboCop tiltaler en død kriminel:
“You are under arrest. You have the right to remain silent. Anything you say can and will be used against you in a court of law.”
Eller denne udveksling mellem to nyhedsværter:
Den ene nyhedsvært siger “On the international scene, the Amazon nuclear facility has blown its stack, irradiating the world’s largest rain forest. Environmentalists call it a disaster.”. Den anden nyhedsvært svarer “But don’t they always?”
Se, det er da morsomt!
Eller den her fiktive reklame, hvor en ung kvinde smører sig ind i en noget absurd form for solcreme, mens hun siger:
“They say that twenty seconds in the California sunshine is too much these days, ever since we lost the ozone layer, but that was before Sunblock 5000. Just apply a pint to your body and you’re good for hours. See you by the pool.” Da reklamen afsluttes, dukker en lille boks op, hvor der står: “Surgeon General’s Warning: Caution: Frequent use will cause skin cancer.”
Igen er det skønt udtænkt og netop rester fra de gode dele af manuskriptet. Løsrevne og skønne dele, der skinner smukt op i den ellers rodede fortælling.
Jeg så filmen mange, mange gange som knægt. Da jeg lejede den første gang på VHS på tanken inde i Aabenraa, og var helt pjattet med den, puttede jeg vores VHS-afspiller i en pose og kravlede gennem hækken, over til vores nabo, hvor der så blev lavet en kopi, eller flere, af filmen – sig det ikke til nogen!
Kopien blev grimmere og grimmere ved hvert gensyn, men jeg nød den i fulde drag. Nu har jeg så fået den i en fantastisk 4K-udgave. Og den kommer jeg også til at se. Igen og igen.
Nostalgi trumfer ofte filmisk kvalitet, og det er lige som det skal være; det gør bare ikke filmen til en bedre film, men netop en oplevelse der er knyttet til en yngre udgave af Jacob. Sådan har I det sikkert også med mange film.
Der, hvor RoboCop 2 for alvor kommer på dybt vand, er, når den sammenlignes med Verhoevens mesterlige original, som netop er en film, der fremstår helstøbt. Så på den konto vil filmen skuffe mange mennesker, hvilket er ganske forståeligt.
Men hvis du har brug for et nostalgisk fix, og her taler jeg ikke om Nuke, så kan du sagtens gense filmen.
“This could look bad for OCP, Johnson. Scramble the best spin team we have.”
Anmeldt i nr. 245 | 13/04/2026
Stikord: 2’er, Fortsættelse
Artemis II fløj omkring Månen og vendte sikkert tilbage! Det må have været fantastisk –…
Tegneserier fra da far var dreng holder stadig – og det gør reklamerne også…
Meget effektiv actionfilm, der fermt trækker på gamle og velfungerende genrekoder. Skøn mainstreamunderholdning som i…
John Barrys score til apartheid-dramaet Cry, the Beloved Country er et aldeles udmærket score, men…
Musikken til den biografaktuelle horrorkomedie Cold Storage er komponeret af den talentfulde franske komponist Mathieu…
