Forholdet mellem videnskab og tro har optaget vestlig filosofi i århundreder, ja årtusinder faktisk, hvis man formulerer spørgsmålet mere bredt som en undersøgelse af, hvad der er erkendbart og hvad, der er uerkendbart.
I middelalderen var særlig Thomas Aquinas optaget af spørgsmålet. Hos Aquinas komplementerede tro og fornuft hinanden, og enhver diskrepans skyldtes mangler i enten naturvidenskaben eller fortolkningen af de hellige skrifter. Samtidig var troen alene i stand til at åbenbare guddommelige mysterier, som ikke kunne erkendes gennem videnskabelig observation.
Spørgsmålet blev ved med at optage filosoffer op gennem historien, hvor særligt Kant beskæftigede sig med problematikken i sin Kritik der reinen Vernunft (1781). Hos Kant lå det guddommelige udenfor den menneskelige erkendelse, da Gud ikke kan opleves gennem sanserne.
Mere konkrete eksempler på, at videnskab og tro kan stå skarpt overfor hinanden, ser vi stadig i dag, når skoler i USA forbyder undervisning i evolutionsteorien, eller når kristne fundamentalister hævder, at dinosaur-fossiler ikke kan være så gamle, som videnskaben påstår, fordi Jorden ifølge Bibelen ikke er ældre end 6000 år gammel.
I Contact befinder vi os (heldigvis) i den mere filosofiske afdeling. Robert Zemeckis’ film iscenesætter – pakket ind i en både underholdende og fascinerende science fiction-fortælling – spørgsmålet om, hvad det vil sige at vide noget, og hvad det vil sige at tro, når viden ikke længere slår til.
Jodie Foster spiller hovedrollen som astronomen Ellie Arroway; en ung, lovende forsker, der har kastet sin kærlighed på SETI-programmet (Search for Extra-Terrestrial Intelligence). Ved filmens start er hun netop ankommet til Arecibo-observatoriet i Puerto Rico, hvor hun gennem det amerikanske National Science Foundation har fået teleskop-tid.
Hendes program bliver dog stoppet før tid, da NSF-lederen (og den amerikanske præsidents videnskabelige rådgiver) David Drumlin (Tom Skerritt) ankommer til Puerto Rico.
Inden Ellie tvinges til at rejse hjem og lede efter alternativ finansiering, har hun dog mødt den frafaldne præst Palmer Joss (Matthew McConaughey), og der er optakter til sød musik mellem de to.
Joss er måske nok frafalden (han kunne ikke forlige sig med cølibatkravet), men han er stadig troende, og igennem filmen er det de to synspunkter – Ellies og Palmers – der konstant er i dialog med hinanden.
Fire år senere arbejder Ellie og hendes lille team videre med SETI-programmet, nu ved det såkaldte Very Large Array i New Mexico og finansieret af den hemmelighedsfulde milliardær Hadden (John Hurt).
Også deres tid her er ved at løbe ud, da Ellie en dag opfanger et signal, der ændrer verden. Signalet lader til komme fra stjernebilledet Vega, og det er tydeligvis udsendt af intelligensvæsner.
En indledende afkodning af beskeden viser sig at indeholde det ældste TV-signal, der har forladt Jorden (optagelser fra åbningen af de Olympiske Lege i Berlin i 1936!), men senere viser det sig, at der indlejret i beskeden er kolossale mængder af data.
På dette tidspunkt er Ellies operation for længst overtaget af den amerikanske stat, repræsenteret dels ved David Drumlin, dels ved præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver Kitz (James Woods i en typisk fin røvhulspræstation), men de formår dog aldrig helt at køre Ellie ud på et sidespor.
Især ikke efter at den hemmelighedsfulde Hadden kontakter Ellie med en nøgle til at afkode de store mængder data, der ellers hidtil har vist sig umulige at få til at give mening. Hadden har opdaget, hvordan man skal sætte de mere end 60.000 sider sammen, og den viden giver han nu videre til Ellie.
Da dataene nu kan afkodes, viser de sig at indeholde instruktioner til, hvordan man bygger en maskine – men med hvilket formål? Kan maskinen transportere mennesker over store afstande ud i rummet, eller er den – som én af militærfolkene naturligvis mistænker – en dommedagsmaskine?
Naturligvis viser førstnævnte sig at være tilfældet; eller hvad? For rejsen ud i det ukendte fører til flere spørgsmål end svar, også selvom filmen mod slutningen synes at læne sig mere til den ene side end til den anden.
Contact havde en lang og besværlig tilblivelsesproces. Den amerikanske astronom og forfatter Carl Sagan fik idéen i 1979, og da én af Sagans nære venner, Lynda Obst, samme år blev ansat som filmproducer, pitchede hun idéen som et filmmanuskript.
Sagan og hans dengang kommende hustru Ann Druyan skrev en treatment til filmen, og derefter startede mange år i det i Hollywood så velkendte development hell.
Da der efter adskillige år ikke var sket noget, skrev Sagan historien om til en roman, der udkom i 1985, men stadig pågik udviklingen af historien til en film. Warner Bros. havde rettighederne og forsøgte sig med adskillige manuskriptforfattere og instruktører.
På instruktørfronten var både Roland Joffé (The Killing Fields, The Mission) og George “Mad Max” Miller inde over, men da Millers projekt trak ud, fyrede Warner Bros. ham i slutningen af 1995 og erstattede ham med Robert Zemeckis – som de også tidligere havde haft i kikkerten.
Først herefter kom der for alvor skred i sagerne, men Zemeckis fik også total kreativ kontrol og final cut-rettigheder.
Jeg skal med det samme erkende, at jeg ikke har læst Sagans roman, men jeg ved, at mange af Sagans fans stiller sig kritiske overfor Zemeckis’ film. Her er dog filmen som film, jeg tager stilling til, og ikke filmen som adaptering.
Som film set alene er Contact én af de sjældne film, der med overvejende grad af succes formår at tage livtag med spørgsmålet om videnskab og tro.
Det lykkes her i store træk fordi manuskriptet – af James V. Hart og Michael Goldenberg – ikke gør det til et spørgsmål om enten/eller, hvilket ville have gjort én af de to hovedroller (Ellie Arroway og Palmer Joss) til et fæ, men til en konstant dialog mellem de to.
Kynikerne vil måske nok sige, at filmen løser sin gordiske knude på en temmelig uelegant facon, så den ikke bliver tvunget til at konkludere det ene eller det andet, mens andre ville sige, at filmen i overvejende grad falder ud til Palmer Joss’ fordel.
Det er et spørgsmål om læsning, for der er, i hvert fald plotmæssigt, et lille hint mod slutningen, der får vægtskålen til at tippe i Ellies retning.
Det ændrer dog ikke på, at Ellie Arroway i filmens klimaks har en oplevelse, som hun ikke kan redegøre for alene i videnskabelige termer, og som derfor må falde tilbage på tro.
Hvis man lader denne del af filmen ligge – og det kan være svært; det skal jeg gerne erklære mig enig i – så er Contact gennem det meste af sin spilletid en virkelig flot iscenesat science fiction-film, hvor det er den hårde naturvidenskab, der er sat i højsædet.
Af nyere film tåler Contact måske derfor bedst sammenligning med Interstellar (2014; også med Matthew McConaughey i hovedrollen), men uforklarlig oplevelse eller ej mener jeg faktisk, at Contact bedre forløser sit klimaks end Interstellar. Det er givetvis en smagssag.
Contact viser os hele hændelsesforløbet: Ellies mangeårige og frugtesløse søgen efter tegn på liv derude, signalet, der beviser udenjordisk liv og alle de afledte effekter: Hvordan den amerikanske regering slår ned på opdagelsen som en glubsk rovfugl, hvordan religiøse grupperinger håndterer (eller ikke håndterer) opdagelsen, bestræbelserne på at bygge maskinen som et internationalt konsortium osv.
Og sidst, men ikke mindst, de politiske manøvreringer, der ligger til grund for udvælgelsen af det ene menneske, der skal sendes afsted i maskinen.
Her bliver Ellies ærlighed en ulempe, for kommissionen, der skal udvælge den, der skal repræsentere menneskeheden, foretrækker naturligvis en troende person – i dette tilfælde Ellies tidligere chef Drumlin, spillet til slesk perfektion af Tom Skerritt.
Underneden de konkrete hændelsesforløb løber som en rød tråd hele filmen igennem konflikten mellem Ellie og Palmer Joss; en konflikt, der først forløses til allersidst.
Teknisk er Contact ganske fremragende. I dag kan man godt se, at filmen snart har 30 år på bagen, men med filmens alder in mente er effekterne glimrende.
Allerede i Forrest Gump (1994) viste Zemeckis, at han effektivt kunne blande ægte, ældre optagelser med nye, fiktive, hvilket er grunden til, at USA’s daværende præsident Clinton dukker op i filmen og tilsyneladende med replikker, skrevet til filmen.
Sandheden er, at der faldt en appelsin i Zemeckis’ turban, da Bill Clinton i 1996 holdt en pressekonference om nogle påståede bakteriefossiler i en meteorit, der muligvis stammede fra Mars. Zemeckis har udtalt, at han måbende så til, da Clinton leverede sætning efter sætning, der passede som fod i hose til Contact-manuskriptet.
Angiveligt sendte Warner Bros. en kopi af filmen til Det Hvide Hus inden premieren, men fik alligevel en påtale efterfølgende; dog uden krav om, at filmen skulle trækkes tilbage.
CNN – hvis logo og medarbejdere også figurerer prominent i Contact – ændrede dog efterfølgende deres politik, både om brug af kanalens logo og at deres medarbejdere ikke måtte medvirke i fiktionsfilm uden forudgående godkendelse.
Det hele, både Clinton og de mange (fiktive) uddrag af nyhedsudsendelser fra CNN, er med til at give Contact et skær af virkelighed, som ikke mange science fiction-film har.
Alt det tekniske til trods, er det i skuespilpræstationerne, at Contact for alvor lever, og her skuffer filmen heller ikke, selvom visse roller naturligvis tangerer de rene klichéer og enkelte præstationer decideret overspil.
Som tidligere nævnt spiller James Woods præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, og det gør han, præcis som man kunne forvente af James Woods. Woods overspiller ikke; han er faktisk rigtig fin i rollen. Problemet er nok mest, at Woods er typecast i røvhulsrollen.
Rob Lowe overspiller til gengæld fælt i rollen som religiøs lobbyist, og det samme kan siges om Jake Busey som religiøs fundamentalist og terrorist. Her bliver der smurt lige lovlig tykt på.
Til gengæld er Tom Skerritt som nævnt fremragende som videnskabsmanden, der også opererer politisk og som forsøger tiltuske sig æren for Ellies arbejde, mens William Fichtner er sympatisk som Ellies blinde kollega på SETI-programmet. Og så må man ikke glemme David Morse i en mindre, men ekstremt vigtig birolle som Ellies afdøde far.
Men Contact er i sidste ende Fosters og McConaugheys film. Her er der meget få mislyde, selvom de dog er til stede: Foster tangerer fælt overspil i en enkelt scene hen imod slutningen, og der er enkelte steder, hvor McConaughey kører den ind med ren charme og ikke så meget andet.
Heldigvis er disse øjeblikke få og små. For det meste er de begge troværdige, og hverken Ellie eller Palmer stiller sig fjendtligt overfor den anden, selvom deres livsanskuelser på mange måder er diametralt modsatte. Det kunne mange lære noget af.
Contact er ingen perfekt film, men mindre kan også gøre det. Det er en science fiction-film, der til fulde gør det, som genren har så meget potentiale for, men som alligevel lykkes relativt sjældent: den underholder samtidig med, at den maner til eftertanke.
Anmeldt i nr. 245 | 13/04/2026
Artemis II fløj omkring Månen og vendte sikkert tilbage! Det må have været fantastisk –…
Tegneserier fra da far var dreng holder stadig – og det gør reklamerne også…
Meget effektiv actionfilm, der fermt trækker på gamle og velfungerende genrekoder. Skøn mainstreamunderholdning som i…
John Barrys score til apartheid-dramaet Cry, the Beloved Country er et aldeles udmærket score, men…
Musikken til den biografaktuelle horrorkomedie Cold Storage er komponeret af den talentfulde franske komponist Mathieu…
