Siden sidste nummer af Planet Pulp kom ud, er der sket noget, der i min verden er ret stort. NASA’s Artemis II-mission løb af stablen og sendte, for første gang siden 1972, mennesker til Månen. Okay, ikke ned på Månen, men omkring den. Faktisk længere væk end noget menneske tidligere har været!
Mediedækning fik missionen da også, selvom den måtte kæmpe med andre, dårligere nyhedsstrømme her fra planeten, ikke mindst Mango-Mussolinis kolossale self-own i Mellemøsten.
Ikke desto mindre var den totale succes, som Artemis II var, positivt for mit generelle humør som et eksempel på, hvad vi faktisk – som art – er i stand til, når vi koncentrerer os om noget, der ikke handler om at påføre hinanden lidelser.
Det har selvfølgelig også en betydning, at alt, der har med rummet og rumfart at gøre, har fascineret mig dybt siden barndommen. Jeg er for ung til at huske Apollo-programmet, der sluttede fire år, før jeg blev født, og et eller andet sted har jeg nok altid gået med en forhåbning om at opleve mennesket igen gå på Månen i min levetid.
Artemis II-missionen var et kæmpe skridt i den retning. Og om alt går vel, sker det med Artemis III, også selvom jeg godt er klar over, at den mission måske ikke kommer til at finde sted allerede næste år, som planen ellers er.
Rygter siger nemlig, at hverken SpaceX’s Starship HLS eller Blue Origins Blue Moon (de to mulige månelandingsmoduler) er langt nok fremme til at gøre en 2027-landing mulig. Men det skal nok komme, og indenfor få år.
Så Artemis II var et lille højdepunkt i et år, der ellers – business as usual – er fyldt med masser af dårlige nyheder.
Men selv her var der også malurt i bægret. Det er forstemmende, når man forskellige steder på Facebook, i forbindelse med mediedækningen af Artemis II, kan læse kommentarer af danskere, der i ramme alvor giver udtryk for, at de ikke tror på, at månelandingerne fra 1969-72 nogensinde fandt sted.
Tidligere havde jeg en idé om, at vi her i landet havde et generelt uddannelsesniveau, der gjorde, at den slags holdninger – sammen med bl.a. fladjordstro og vaccineskepsis – tilhørte et fåtal.
Tvivlen begyndte at nage under Covid, da det pludselig stod klart, at der var en markant gruppe af antivaxxere, også i Danmark, og nu altså også månelandingsskeptikere.
Jeg føler mig fristet til at citere Ellen Ripley fra Aliens: “Did IQ’s just drop sharply while I was away?”
Spørgsmålet er, om min tidligere tro på, at danskere generelt var klogere end så mange andre folkefærd – herunder større segmenter af den amerikanske befolkning – var helt fejlslagen, eller om den stigende grad af idioti i den danske befolkning har andre årsager.
Det er måske nok en blanding af de to, men jeg er alvorligt bange for, at internettet spiller en væsentlig rolle. Folk, der tror på dette eller hint finder på nettet ekkokamre, hvor de får forstærket deres opfattelser uden modsvar, og når nogen endelig forsøger at tage til genmæle, bliver ethvert fremlagt bevis slået hen som forfalsket.
Og hverken månelandinger, vacciner eller hvorvidt Jorden er flad eller en kugle er de eneste eksempler. Som arkæolog er det for mig særdeles forstemmende at se, hvor mange steder på nettet der florerer rent ud sagt snotdumme idéer om alt fra en global oversvømmelse til at rumvæsner står bag det hele. Ja, selv dén gamle traver lever sgu endnu.
“Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,” lyder det gamle mundheld. Det har sjældent været mere rammende end i den tid, vi lever i.
For os andre er Artemis II-missionen et eksempel på, hvad man kan, når man ikke lader sig begrænse af dumhed, snævertsynethed eller manglende fantasi.
Fordi jeg har haft rummet ret meget på hjernen, kastede jeg mig til dette nummer af Planet Pulp over en ældre film, som vi af uransagelige årsager endnu ikke har fået anmeldt, nemlig Robert Zemeckis’ Contact. Ikke en ren science-film, som f.eks. Apollo 13 (1995), som vi tidligere har anmeldt, men en intelligent science fiction-film, der tumler med store spørgsmål om videnskab vs. tro – vel at mærke uden at gøre det på en fordummende, polariserende facon.
Min redaktørkollega Jacob har kastet sig over en anden slags science fiction, nemlig RoboCop 2, Irvin Kershners opfølger til Paul Verhoevens mesterlige etter.
Således når vi afslutningen af denne måneds sure opstød fra mig. Vi ses i næste måned – og velbekomme.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Contact (Robert Zemeckis, 1997)
RoboCop 2 (Irvin Kershner, 1990)
Tegneserier fra da far var dreng holder stadig – og det gør reklamerne også…
Meget effektiv actionfilm, der fermt trækker på gamle og velfungerende genrekoder. Skøn mainstreamunderholdning som i…
John Barrys score til apartheid-dramaet Cry, the Beloved Country er et aldeles udmærket score, men…
Musikken til den biografaktuelle horrorkomedie Cold Storage er komponeret af den talentfulde franske komponist Mathieu…