The Walking Dead Volume 4: The Heart’s Desire

Zombiesygen hærger. Samfundet som vi kender det er væk. En lille gruppe overlevende har forsøgt at skabe et nyt liv sammen. Et fængsel omringet af zombier, hvor også fjenden kommer i andre former end de udøde. Velkommen til bind fire i Robert Kirkmans fantastiske saga om de levende døde.

En tilspidset situation

Da vi sidste gang forlod Rick og co. havde situationen tilspidset sig på grusomste vis. En af de fanger, de havde befriet i fængslet, viste sig at være en seriemorder, og som om det ikke var slemt nok, tog en anden af de fanger, som gruppen havde befriet, kommandoen og beordrede i slutningen af bind tre Rick og hans følge til at skride væk fra fængslet. Ja, man fristes til at sige, at tingene stort set ikke kunne blive værre.

The Heart’s Desire starter med en lille prolog, som foregår et andet sted end fængslet. Vi ser en sort kvinde, som tydeligvis ikke er en zombie, vandre mellem en flok af de udøde. Med sig har hun to zombier i lænker. Hun hugger hovedet af en tredje zombie, og scenen skifter tilbage til fængslet, hvor vi ser den store neger Dexter true Rick med et haglgevær.

Med et diabolsk smil på læben spørger Rick Dexter, hvor han har fået sine våben fra. Og da Dexter siger, at de er fra et depot i blok A, den eneste blok som Rick ikke har ryddet for zombier, ved Rick godt, hvad klokken er slået. Og ud af den blå luft kommer der en stor horder zombier, som Dexter i sin uvidenhed har sluppet fri, da han trængte ind i depotet. I fællesskab må de nu nedkæmpe de mange udøde.

Central scene

Rick ser sin eneste chance, og under den kaotiske nedslagtning skyder han Dexter en kugle for panden. Bagefter siger han naturligvis, at det var et uheld, men alle er godt klar over, hvad der skete, men de tier, da ingen kan overskue konsekvenserne, hvis Rick ikke havde gjort det. Denne lille scene er meget central, da den viser, hvor langt Rick er ude – en politimand der skyder et andet menneske ned med koldt blod.

Man kan sige, at det var et nødvendigt onde, men for Rick får det katastrofale følger for hans forsøg på at holde fast i den sidste rest af menneskelighed – specielt stiller det ham i et dilemma, da han i forrige bind var fortaler for, at man bliver dræbt, hvis man dræber andre levende.

Efterfølgende kommer kvinden fra indledningen – det viser sig, at hendes navn er Michonne – frem til fængslet. De to zombier hun har med, viser sig at være hendes afdøde kæreste og dennes bror. Hun forklarer, at de to “fanger” i lang tid har afholdt andre zombier fra at angribe hende.

Begær og liderlighed

Langsomt begynder det at gå bedre for den lille gruppe. Kvinderne begynder at sy nyt tøj, Rick finder frem til stedets bibliotek, Hershel begynder at dyrke afgrøder i fængselsgården, men vigtigst af alt finder gruppen en generator, som kan forsyne stedet med strøm. Så alt i alt ser det hele meget godt ud, situationen taget i betragtning.

Kærligheden spirer endda mellem flere medlemmer af gruppen. Eksempelvis får Tyrese og pigen Carol udviklet deres forhold. Og mens man håber, at Kirkman vil lade vores helte opleve en smule lykke, så begynder det for alvor at gå ned ad bakke.

Denne gang skyldes det ikke zombier eller en gal seriemorder, men noget så banalt som begær og liderlighed. I en central sekvens står Tyrese og træner i sportslokalet. Michonne kommer ind til ham, kigger ham i øjnene og falder derefter på knæ og giver ham et blowjob. Man ser Carol iagttage dem gennem et vindue, og tragedien er fuldbyrdet, da hun kort efter forsøger at begå selvmord. Hvilke konsekvenser dette får for Rick og Tyreses venskab, vil jeg ikke afsløre, men kan dog røbe, at det ikke får lov til at gå i glemmebogen.

We are the walking dead

På den ene side sidder man lidt tilbage med fornemmelsen af, at serien er ved at gå en anelse i tomgang. Fængslet er en fed location, men det er som om handlingen ikke rykker sig så meget. På den anden side fungerer The Heart’s Desire på et mere menneskeligt plan. For her i bind fire tager Kirkman sin hovedperson Rick og skubber ham helt ud over kanten rent følelsesmæssigt.

Han stiller Rick overfor situationer, som det nærmest ikke er muligt at tackle på en rationel og menneskelig måde. Det Kirkman opnår ved at udstille sin hovedpersons svaghed, er at skabe frygt og usikkerhed både hos gruppen omkring ham og hos os som læsere. For Rick har igennem hele serien været gruppens faste holdepunkt og den eneste, der har holdt hovedet koldt.

Nu er Rick så langt ude, at han hen mod slutningen krakelerer og siger følgende til resten af gruppen, da de står og ser på horden af udøde, som har omringet fængslet: “You see them out there. You know that when we die, we become them! You think we hide behind walls to protect us from the walking dead. Don’t you get it? We are the walking dead.” Og så kan det vidst ikke blive meget værre.

Det hidtil svageste bind

Samtidig viser albummet også, at idéen om at bygge et almindeligt samfund op og leve som man gjorde før, blot er en illusion. Og jo før det går op for de overlevende, jo større vil deres muligheder blive for at overleve. Kynisme og paranoia erstatter kærlighed og glæde. Men samtidig har Kirkman et vigtigt budskab og noget, der giver lidt håb for Rick og de andres fremtid: For bag forfaldet lurer der stadig noget menneskeligt, blot i en anden form end det, vi er vant til.

Det bliver spændende at se, hvordan dette udvikler sig i de kommende bind, og om Rick kan genfinde fatningen og styre den synkende skude mod land. Og så må man, for underholdningens skyld, håbe, at serien snart tager en ny drejning.

Alt i alt er The Heart’s Desire det hidtil svageste bind i serien, men her må man forstå, at det kun er svagt, når man sidestiller det med de andre bind. I sig selv er det mesterligt, og det siger en del om bundniveauet hos Kirkman. Samtidig siger det, at The Walking Dead-sagaen er så fucking god, at man næsten ikke fatter det. Og for en god ordens skyld bør det lige nævnes, at Charlie Adlard endnu engang har leveret nogle meget fine illustrationer. Men som jeg har sagt før, er det handlingen, som skiller The Walking Dead ud fra mængden af andre horrortegneserier – at tegningerne så også er fede, er bare en ekstra bonus, som vi tager imod med kyshånd.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Postapokalyptika, Zombier