Rasmus Rosenørn
Ingen kommentarer

United Abominations

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Megadeths nye album er en vaskeægte comebackplade – bandets bedste i femten år!

United AbominationsHvem skulle for bare to år siden have troet, at Megadeth, med forsanger og guitarist Dave Mustaine i forgrunden, skulle komme til at udgive plader igen? Sidste gang Mustaine og co. besøgte Danmark (2005), var der tale om en såkaldt afskedsturné, der skulle sætte et værdigt punktum for et af de største metalbands nogensinde.

Dave Mustaine annoncerede dengang, at han ville fortsætte med at lave musik under eget navn. Der var heller ikke nogen af de originale medlemmer tilbage, så man forstår godt, hvorfor Mustaine havde lyst til at lukke og slukke for Megadeth.

På den anden side er Megadeth uløseligt forbundet med én person, nemlig Dave Mustaine. Megadeth har ikke som andre bands været bygget op om et kollektiv af musikere, der med hver sin identitet tilfører bandet noget særligt. Megadeth har altid været og vil altid være Dave Mustaine, og derfor vil Dave Mustaine også altid være Megadeth. Derfor er det også helt naturligt, at Mustaine lader det nye hold blive en del af den efterhånden meget store familie af musikere, der har spillet med i Megadeth i kortere eller længere perioder.

Sønderlemmende kritik af FN
Megadeth.

Megadeth.

Nu er Megadeth altså på banen igen med et nyt album ved navn United Abominations (De Forenede Afskyeligheder) – en fiks lille omskrivning af United Nations (FN) går det hurtigt op for lytteren. Dave Mustaines sangskrivning har aldrig flirtet særlig meget med det okkulte – i modsætning til de fleste andre metalbands.

Til gengæld har Megadeth altid stået som et af de mest politiske bands på den etablerede metalscene. Mustaine har altid været erklæret anarkist, og ofte har hans sange været en utilsløret kritik af korrupte magthavere, der har regeret hen over hovedet på almindelige mennesker.

Det er da også korruptionen i FN og organisationens handlingslammelse over for terror og andre af de problemer, der truer verden, der er albummets omdrejningspunkt. I titelnummeret retter Mustaine en sønderlemmende kritik af FN, og roser USA for at gøre noget ved tingene.

Har man fulgt Megadeth, vil det nok komme som noget af en overraskelse at Mustaine pludselig støtter op om den amerikanske regering og dens meget håndfaste kurs overfor terror og trusler. Skulle den gamle anarkist pludselig bakke op omkring Bushs ultrakonservative styre, der langt hen ad vejen bygger sin ideologi på lige så outrerede religiøse idéer som Osama Bin Laden?

Ser nuancerne

Heldigvis glemmer Mustaine ikke at kigge på USA’s rolle med kritiske briller. I sangen “Amerikhastan”, advarer han mod den amerikanske gung-ho-måde at føre krig på, og at det er desperationen, der fører til den religiøse ekstremisme. Den Mustaine der umiddelbart virker som om, han er blevet pro-Bush, ser alligevel nuancerne i problematikken.

Flere af pladens sange handler om krigens gru i al almindelighed. Så selv om han afslører et utvetydigt had til FN og organisationens mangel på handling, er den eneste ros, USA får, at landet i det mindste gør noget, men han bakker ikke bare blindt op om den måde tingene sker på.

På trods af de til tider tvetydige budskaber, vil jeg ikke et sekund tøve med at kalde dette det bedste Megadeth-album siden den legendariske Countdown To Extinction (1992). For det første er det fedt, at Dave Mustaine er en af de få, der tør at skrive dybt politiske tekster, der kradser både magthavere og alle dem med de rigtige meninger i ørerne.

Mustaine vil som amerikaner naturligvis ikke finde sig i, at hele verden fordømmer USA, mens organisationen, der skulle beskytte verdens befolkninger, FN, er ved at gå til i korruption og uenighed. Det fremgår dog også tydeligt, at han heller ikke synes, det er fedt, at USA smider klyngebomber i hovedet på afghanske gedehyrder, der knapt nok har hørt om USA.

Vaskeægte comebackalbum

For det andet, og som det vigtigste, holder musikken hele vejen igennem. Allerede fra første nummer, “Sleepwalker”, fornemmer man, at Megadeth har ramt den kreative åre igen. Ovenpå de alle de halvhjertede og skuffende plader, Megadeth udsendte gennem halvfemserne og op til den halvgode The System Has Failed (2004), må United Abominations betegnes som et vaskeægte comebackalbum.

“Sleepwalker” er et vaskeægte speedmetalnummer, der bringer mindelser frem om klassikeren “Holy Wars” fra Rust In Peace (1990). Hele pladen emmer af energi og spilleglæde. Det er tydeligt at høre, at Mustaine og hans nye hold tror på materialet, og det giver den en ekstra spand kul.

United Abominations byder også på en genindspilning af det 13 år gamle nummer “A Tout Le Monde” fra Youthanasia (1994). Denne gang har Mustaine inviteret forsangeren fra Lacuna Coil, Christina Scabbia, med i studiet, og det er der kommet en ganske hæderlig duet ud af. Nummeret var et af de stærkeste kort på Youthanasia, men her på United Abominations får nummeret nyt liv og stikker klart originalen.

Et andet nummer, der skal fremhæves, er “Never Walk Alone… A Call to War”. Som det tidligere er fremhævet her på Planet Pulp, har Dave Mustaine et forbandet godt øre for den fængende melodi og det gode omkvæd. Dem er der mange af på United Abominations, men “Never Walk Alone… A Call to War” er en sand ørehænger.

Der burde ikke være tvivl om, at dette er en klar anbefaling af Megadeths nye plade. Den bedste i femten år! Hvis du er til melodisk speedmetal med et budskab, er det her lige noget for dig. Man kan være enig eller uenig med Dave Mustaine i hans syn på den nye verdensorden, men han tvinger én til at tage stilling, og tænke sig om en ekstra gang.

Nummerliste:
1. Sleepwalker (5:53)
2. Washington Is Next! (5:19)
3. Never Walk Alone… A Call To Arms (3:55)
4. United Abominations (5:35)
5. Gears Of War (4:26)
6. Blessed Are The Dead (4:02)
7. Play For Blood (3:49)
8. À Tout Le Monde (4:11)
9. Amerikhastan (3:43)
10. You’re Dead (3:18)
11. Burnt Ice (3:47)

Total spilletid: 48:18

5 stjerner

Titel: United Abominations
Kunstner: Megadeth
Producer: Dave Mustaine
Udgivet: 2007
Label: Roadrunner Records

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *