Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

To Hell With Motives

To Hell With Motives
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bombshells debut lægger hårdt ud, men bliver blødere og blødere, og ret hurtigt viser det sig, at pladen er tuderock, indpakket i støj og dobbeltpedaler.

To Hell With MotivesMed To Hell With Motives er tiden kommet til, at Bombshell må afprøve, om bandet kan få deres gennembrud. Gruppen blev dannet tilbage i 2004 og har siden turneret intensivt langs den amerikanske østkyst.

Deres line-up er stadig den samme som dengang de blev dannet i South Carolina, og som forsanger samt på guitar har vi Chris Stephens. Stephens suppleres af Jesse Neal, der foruden at synge også står for synthesizeren. Matt Simmons er gruppens leadguitarist, Tim Cameron er manden der spiller bas og står for alle de seriøse skrig og dybe, gutturale brøl, der kompletterer de to andre sangeres stil. Sidste mand i bandet er Austin Creech på trommer.

Klassisk sammensætning

Sammensætningen er mere eller mindre det, der er ved at blive det klassiske for hårde, alternative bands, der afsøger grænselandet mellem metal og hardcore. Bombshell skiller sig imidlertid ud fra mængden ved først og fremmest at satse på en meget mere tilgængelig lyd end eksempelvis The Blood Brothers, om end Bombshell på ingen måde kan frasige sig en vis påvirkning fra førnævnte bands album Crimes fra 2004.

Selv nævner Bombshell deres inspirationskilder som Saosin, Emery, Chiodos og Underoath. Det er da også ret tydeligt, at Bombshell gerne vil ses sammen med alle de store screamo-bands, men To Hell With Motives falder alligevel ved siden af.

Begynder hårdt

Bombshells debutudspil begynder ekstremt hårdt med det tunge hardcore-track “For Days”, der egentlig ikke er meget mere end et minuts hård opvarmning. Sangen formår øjeblikkeligt at påkalde sig opmærksomhed, og så kan gruppen for alvor rulle sig ud på det næste nummer “HxC”, der igen indledes af Tim Camerons growl, men ret hurtigt kommer Stephens og Neal til fadet.

Sangen er væsentligt blødere end det første, men leveret i et ret hurtigt tempo med brudte NU-metal guitarrytmer. Nummeret bliver meget klagende, men Camerons growl holder sangen frisk. Det bliver albummet bare ikke ved med at være, for nummer for nummer bliver det blødere og blødere. Det får man en smagsprøve på i den pseudo-hårde sang “Princeton”, der ligger som nummer tre på albummet. Musikken er sådan set rå metal-punk, men i omkvædet falder sangen ned i sukkersødt tuderock, hvor bandets to screamo-sangere for alvor kan få lov til at jamre.

To Hell With Motives fortsætter i den dur, og det sidste nummer på albummet – “Falling in Love in the Queen City” – er en akustisk ballade, kun ledsaget af lidt trommer og keyboard.

Tuderock

Produktionen er glimrende, og de to frontfigurer Stephens og Neal, har tydelig styr på deres vekselsang og vokalharmonier, men personlig bliver jeg provokeret af deres tuderock, indpakket i støj og dobbeltpedaler. Den hårde attitude og alle de spændende elementer, som bandet har lånt fra alle mulige andre steder, bliver ikke til meget andet end lidt staffage, der pepper de ellers meget banale teenageballader lidt op.

Det er som om Bombshell slet ikke er vrede nok til at kunne bære den hårde stil, og man har det som om gruppen smykker sig med lånte fjer. Jeg er ret sikker på, at bandet burde nedtone deres vilde sider og i stedet koncentrere sig om mere klassisk indierock. Der er ganske enkelt ikke meget troværdighed bag musikken, som dog både er velspillet og godt udtænkt. Det er bare ikke Bombshells stil – de har ikke hjertet med sig, og knægtene i bandet er åbenlyst så betaget af rock-pop, at de har ladet det søde dominere alt, alt for meget.

Holder ikke

Jeg er slet ikke begejstret for Bombshells debut. Pladen har mange interessante elementer, men alt hvad der er spændende kommer andre steder fra. Bombshells egne ideer kredser alle om fusionen mellem pop og hardcore, men det holder ikke – i hvert fald ikke hos dem.

Gruppen er ved at få en halvstor fanskare i USA, og de begyndte en stor turné denne sommer, så lyttere er der helt sikkert. Jeg er bare ikke én af dem, og jeg er ikke så sikker på at der er det store marked for Bombshells lidt besynderlige mellemvare herhjemme. Musikken er ekstremt amerikansk og ret karakteristisk amerikansk teenageagtig på den lidt generende måde. Lyt i stedet til de andre bands, der blev nævnt som inspirationskilder i denne anmeldelse. Her er der langt mere at hente, og så må vi jo se om Bombshell har bedre held næste gang.

To Hell With Motives er venligst stillet til rådighed af Indianola Records.

Nummerliste:
1. For Days (Bombshell) (0:55)
2. HxC (Bombshell) (3:30)
3. Princeton (Bombshell) (3:24)
4. (BOM) (Bombshell) (4:56)
5. 221 (Bombshell) (3:38)
6. Moving On From Moving On (Bombshell) (3:31)
7. Let’s Forget (Bombshell) (2:59)
8. Looking Through Stained Glass Windows (Bombshell) (2:52)
9. Friday Nights Disaster (Bombshell) (6:31)
10. Falling in Love in the Queen City (Bombshell) (3:28)

Total spilletid: 35:49

2 stjerner

Titel: To Hell With Motives
Kunstner: Bombshell
Produceret af: Bombshell & Kit Walters
Udgivet: 2006
Label: Indianola Records

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *