Tintins Oplevelser: Mission til Månen

Allerede i 1950, kun to år efter at Hergé havde færdiggjort sin sidste dobbelthistorie – Soltemplet sluttede i Tintin-bladet i 1948 – startede han endnu en lang Tintin-historie. I mellemtiden var der kommet enkeltbindet Landet med det sorte guld, men nu skulle Tintin sendes langt længere væk end Mellemøsten.

I De 7 Krystalkugler og Soltemplet spillede professor Tournesol en væsentlig rolle som historiens drivkraft; en menneskelig gimmick, der tvinger Tintin og Haddock på eventyr. I Mission til Månen har Tournesol også en væsentlig del af ansvaret for, at hans to venner ender i en måneraket, men i modsætning til det foregående dobbeltbind har Tournesol her en langt mere aktiv rolle. Det er nemlig ham, der er én af hovedmændene bag raketten, der bygges i Syldavien – det fiktive Balkan-land, som Tintin besøgte i Ottokars Scepter (1939).

Udgivelsesdetaljer

Den historie, der senere skulle blive udgivet i de to bind Objectif Lune (Mission til Månen) og On a Marché sur la Lune (De Første Skridt På Månen) begyndte at udkomme i Tintin-bladet den 30. marts 1950 og løb kontinuerligt frem til den 30. december 1953. Fra begyndelsen kørte føljetonen under titlen On a Marché sur la Lune.

Allerede i 1953 udkom dog også den første albumudgave af Objectif Lune, efter at Hergé havde tilføjet nogle halv- og helsidesillustrationer og givet første del af historien en selvstændig titel. Politiken kørte herhjemme historiens anden del som føljeton i 1959-60 uden at avisen dog nogensinde havde kørt første del! Første danske albumudgave af Objectif Lune udkom på Forlaget Carlsen i 1962 under titlen Månen tur-retur, 1. del.

Rumforskning i Syldavien

Historien starter da Tintin og Haddock vender hjem til Møllenborg. Her når kaptajnen ikke engang at få pakket ud, før der kommer et mystisk telegram fra Tournesol, der beder dem om straks at komme til Syldavien, og de tager naturligvis afsted.

Her er både Tintin og Haddock indledningsvist særdeles mistænkelige over for de mange sikkerhedsforanstaltninger de er vidne til, men årsagen går snart op for dem, da de når frem til et atomforskningsanlæg, hvor et internationalt forskerhold er i gang med at bygge en måneraket.

Indledningsvist tror Haddock ikke Tournesol over en dørtærskel, men han får snart portvinen galt i halsen, da Tournesol gør det klart for ham og Tintin, at han forventer, at de skal med til Månen!

Det ender med at Haddock og Tintin tilbringer en rum tid – undskyld ordspillet – på atomforskningsinstituttet mens raketten bygges færdig, og det går snart op for vore hovedpersoner, at ikke alt er som det skal være. Nogen forsøger at spionere på projektet, og Tintin er tæt på at komme galt af sted, da han lægger sig i baghold for spionerne, der er blevet kastet ned med faldskærm i den afsidesliggende dal, hvor centret ligger.

Det lykkes dog ikke at fange skurkene, men at situationen er alvorlig går op for hele holdet, da nogen overtager styringen med deres testraket. Til alt held har Tintin foreslået Tournesol at indbygge en selvdestruktionsmekanisme i testraketten, så den ikke falder i fjendens hænder, men det lykkes ikke at finde ud af, hvem deres hemmelige modstandere er.

Mens Haddock og Tintin således oplever en række eventyr under deres ophold på atomforskningscentret, færdigbygges den egentlige måneraket, der ved albummets afslutning sendes af sted med Professor Tournesol, Tintin, Haddock og ingeniøren Wolff ombord. Og Terry naturligvis, ikke at forglemme. Hvordan det hele spænder af må man så læse i bind 2, De Første Skridt På Månen.

Masser af humor

Handlingen i Mission til Månen er faktisk ganske begrænset, og bortset fra Tintins forsøg på at fange spionerne, er der forholdsvis lidt dramatik i albummet. Til gengæld kommer han og Haddock ud for en række mindre eventyr under deres ophold på atomforskningscentret, der naturligvis alle har noget med deres forestående månerejse at gøre.

Endvidere dukker de to jubelidioter Dupond og Dupont også op, hvilket naturligvis giver anledning til en hel del lagkagekomiske situationer, der da også et enkelt sted tangerer det ubærligt latterlige.

Detektiverne er blevet skræmt over et skelet, de mener at have set – faktisk er der tale om at de har set hinanden gennem en røntgenskærm- og de ender derfor med at anholde et plastikskelet, som de finder på et kontor. Her kammer den stupide Dupond/Dupont-humor over, og går fra det utrolige til det hysterisk utroværdige.

Og det er faktisk ikke, fordi albummet savner humor i øvrigt, at Dupondternes eventyr antager så fjollede proportioner. Der er ganske mange humoristiske elementer hele vejen igennem albummet, måske bedst illustreret af kaptajnens genvordigheder med Tournesol, da professoren på et tidspunkt mister hukommelsen.

Derudover er kaptajnen altid god for en humoristisk bemærkning i forbindelse med nogle af de mange videnskabelige forklaringer, der faktisk fylder en del i dette album. Disse humoristiske kommentarer er imidlertid helt nødvendige, da de temmelig lange videnskabelige udredninger ellers ville være blevet meget tørre. Det lykkes det på fornem vis Hergé helt at undgå, og det er måske i al stilfærdighed én af albummets største bedrifter.

Interessant forhistorie

Historien, der begynder i Mission til Månen og fortsætter i De Første Skridt På Månen, har faktisk en ganske interessant forhistorie. Før han begyndte sit egentlige arbejde på historien, havde Hergé kontakt med en af sine bekendte, Dr. Bernard Heuvelmans. Heuvelmans er i dag nok bedst kendt som kryptozoologiens fader, men i 1944 havde han skrevet bogen L’homme parmi les Etoiles (Mennesker blandt Stjernerne), som Hergé brugte til sin research på historien.

Åbenbart havde Heuvelmans også selv arbejdet på en historie, for i slutningen af 1947 eller begyndelsen af 1948 præsenterede Heuvelmans Hergé for et færdigt manuskriptforslag, som han havde skrevet sammen med den daværende redaktør for Tintin-bladet, Jacques van Melkebeke. Det endte dog med at Hergé kun anvendte enkelte idéer fra dette manuskript, og der blev kun tegnet én side efter Heuvelmans og Melkebekes manuskript.

Grundig research

Hergé var generelt meget grundig med sin research til historien. Ikke alene igennem de tidligere omtalte videnskabelige forklaringer, men Hergé gik faktisk så vidt, at han fik fremstillet en model af måneraketten, der blev forelagt til godkendelse hos forfatteren og rumfartsfortaleren Alexandre Ananoff. Derefter blev modellen gennemfotograferet og brugt af Bob De Moor, der var chefansvarlig for albummets baggrundstegninger.

Tegningerne – både persontegningerne og baggrundene – er generelt flotte, om end de ret begrænsede omgivelser, handlingen udspiller sig i, naturligvis sætter en vis grænse for variationen. Baggrundstegningerne med de enorme tekniske anlæg er imidlertid ganske imponerende, og måneraketten er et eskapistisk pragtstykke med sit røde og hvide skaktavlmønster. De videnskabelige meritter i historien skal jeg her lade være usagte, også fordi de i bund og grund ikke er væsentlige for historien.

Det der betyder noget er, at det lyder realistisk, hvilket Hergé opnår gennem de videnskabelige udredninger, der måske nok et stykke hen ad vejen er korrekte, men som ikke desto mindre er klassiske røgslør – ægte techno-babble, der skal få læseren til at tro, at det er seriøs videnskab det her! Utroligt nok virker det, og selv i dag har historien et troværdigt anstrøg, også selv om vi ved, at de måneraketter, der blev brugt i 1960’erne, ikke så ud som den i Mission til Månen.

God, men ikke eksplosiv, underholdningsværdi

Spørgsmålet er så, om Mission til Månen som enkeltbind er stærk nok, for der i høj grad tale om et optaktsbind. Her er svaret ja. Selv om albummet fungerer som optakt til hovedretten, der kommer i De Første Skridt På Månen, og selv om handlingen i Misson til Månen er forholdsvis begrænset, så fungerer det hele udmærket.

Ved at indsætte nogle få scener med albummets skurke, der dog på intet tidspunkt identificeres for læseren, opbygger Hergé også effektivt en spænding og mystik omkring skurkene.

Det bliver også tydeligt, at der er en fjende på selve atomforskningscentret, men heller ikke denne indre fjende finder læseren ud af, hvem er. Desuden er der nok genvordigheder omkring byggeriet af måneraketten og afprøvning af forskelligt udstyr til, at albummet holder en konsekvent god underholdningsværdi, der dog aldrig bliver eksplosiv.

Da jeg var barn, var Månen tur-retur to af mine favoritbind i serien. Selv om det ikke helt er tilfældet længere, må man sige, at der er tale om ét af de stærkere indlæg i serien, og Hergé får sendt sin hovedperson ud på sit nok største eventyr med manér.

Tintins Oplevelser: Mission til Månen er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Titel: Mission til Månen
Originaltitel: Objectif Lune
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard

Den samlede historie udkom i Tintin-bladet fra 1950-1953 under titlen On a Marché sur la Lune.

Første del af historien blev udskilt med titlen Objectif Lune og udgivet som album (62 sider) i Belgien i 1953.

Udkom på dansk som album i 1962 på forlaget Carlsen Comics under titlen Månen tur-retur, 1. del.

Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.

Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet samt fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988).

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Rumskibe, Tintin