At finnerne har smag for det tunge og dystre har vi jo vidst længe. Da HIM fik succes med deres første plade Greatest Lovesongs Vol. 666 i 1998, var det næppe overraskende at denne succes inspirerede andre finske bands til at forsøge sig internationalt.
Her kommer Velvetcut ind i billedet, der med deres debutplade Thirteen fra 2006 viser, at den finske musikscene i disse år for alvor rører på sig.
Fra enmandsprojekt til kvartet
Velvetcut er ikke et helt nyt band. Gruppen var oprindeligt hovedsageligt et enmandsprojekt anført af forsanger og frontfigur Tomi. Snart kom flere til, og i slutningen af 2001 udgav bandet deres første EP med titlen Everyone to Please. Det førte til en del omtale i Finland, og Velvelcut kunne indlede en intens koncertvirksomhed, der dels medførte en voksende finsk fanskare, og dels resulterede i en stor udskiftning i bandet.
Da gruppen var klar til at gå i studiet med deres første album, var Velvetcut en kvartet, med Tomi på vokal og guitar, Topi på guitar, Sami på bas og Andy på trommer. En klassisk rock ‘n roll sammensætning, og resultatet blev Thirteen.
Velvetcut spiller atmosfærisk rock med melankolske og dystre undertoner. Lydfladen er stor og fortættet, med en fræsende guitar, der jævnligt bryder den rolige atmosfære. De fleste af sangene veksler i tempo, men hovedsageligt ligger de et sted midt mellem ballader og energiske udspil. Rigtigt voldsomme bliver Velvetcut aldrig, selvom de benytter sig af en del metal-riffs. Hen over gruppens ganske store lyd synger Tomi sine klagende tekster om tabt kærlighed.
Hvis alt dette lyder bekendt, er det fordi det lige så godt kunne være HIM, som her blev beskrevet. Det er ganske tydeligt, at Velvetcut er helt og aldeles afhængige af Valo og de andre drenge. Hovedparten af numrene på Thirteen lægger sig så tæt op ad HIM’s sangstruktur, at der nærmest er tale om plagiater. Den store forskel mellem de to bands ligger i, at HIM er en hel del mere professionelle, og samtidig at Valo er en langt bedre sanger end Tomi. Til Velvetcuts forsvar må man dog sige, at de ikke dyrker goth-æstetikken i lige så høj grad som deres store forbilleder.
Snotkedeligt
Her er det så relevant at spørge, om Thirteen er en interessant plade. Albummet rummer 10 skæringer, hvoraf de otte lyder stort set ens. Det er her HIM-inspirationen træder tydeligt frem, og her, bandet lyder som man må formode, de gerne vil. Det vil sige melankolsk rock i middeltempo, ledsaget af Tomis lidende sang. Det er bestemt ikke dårlige numre, og hele pladen er velproduceret. Faktisk lyder Velvetcut som den type bands, man hører i amerikanske ungsdomsserier, når de i serien hører vild musik og slår sig løs.
Desværre er musikken snotkedelig. Gruppen kommer ingen steder med pladen, og efter at have hørt albummets første fire numre, har vi hørt alt hvad Velvetcut har at byde på. Selv de små akustiske intermezzoer hjælper ikke på dette. Det føles ganske enkelt som om gruppen løb tør for inspiration midtvejs under udarbejdelsen af albummet.
Kun to sange skiller sig ud fra de øvrige ved at lægge sig op ad en helt anden stil. Det er åbningsnummeret “Lady Solitude” og nummer syv “Where Love Has No Name”. Her spiller Velvetcut mere traditionel hardrock med en skramlet lyd og kraftige nik til 70’erne. Jeg ved ikke om jeg synes disse numre er bedre end resten, men bandet kunne nok med succes forsøge at forene de to stilarter og derved finde frem til noget frugtbart.
Patetisk pseudo-poetisk vrøvl
En ting som mangler at blive kommenteret, er teksterne. Sjældent har man hørt så patetisk og uforståeligt pseudo-poetisk vrøvl. Eksempelvis “Promises are whispers no one hears” – hvad fanden betyder det? En meget stor del af pladens lyrik kører i dette spor. Primært må det nok opfattes som ting, Tomi syntes lød seje da han skrev dem, men det holder ikke. Når musikken leveres med den bidende alvor som den gør, kommer teksterne til at fremstå ufrivilligt komiske, og er der noget, jeg ikke tror Velvetcut ønsker at være, så er det komiske.
Jeg vil ikke anbefale Velvetcuts debut. Den er ganske enkelt for kedelig, og tangerer tuderock af den værste skuffe. HIM har lavet rigtig meget fedt musik, men af en eller anden grund er det lykkedes for Velvetcut at plagiere dette bands værste sider, og har derved skabt en plade som er svært anvendelig til noget som helst. Dog tvivler jeg ikke på, at vi kommer til at høre mere til bandet. Hvis de blot får middelmådig succes med Thirteen vender de tilbage, og her kan man håbe, at de har fundet nye kræfter at stå på skuldrene af.
Thirteen er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.
Nummerliste:
1. Lady Solitude (Velvetcut) (1:24)
2. Everyone to Please (Velvetcut) (3:30)
3. Room of our Existence (Velvetcut) (3:18)
4. Comfortable Silences (Velvetcut) (3:18)
5. The Chase (Velvetcut) (4:20)
6. Dominoes (Velvetcut) (3:03)
7. Where Love Has No Name (Velvetcut) (2:27)
8. The Resident (Velvetcut) (3:07)
9. Blow out the Flame (Velvetcut) (1:47)
10. Go Away (Velvetcut) (1:27)
Total spilletid: 27: 42

Kunstner: Velvetcut
Produceret af: Mikko Herranen
Udgivet: 2006
Label: Firebox
Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006