Them!

1950’erne var science fiction-filmenes årti i Hollywood. Science fiction havde på det tidspunkt naturligvis eksisteret som litterær genre i mange år, og der var da også lavet film og seriefilm inden for genren før 1950’ernes flodbølge af sci-fi-film. Ikke desto mindre var det især efter 2. Verdenskrig, at Hollywood tog genren til sig, og her glimrer 1950’erne ved at være det årti, hvor science fiction for alvor var stort.

Begyndelsen på en subgenre

En af de filmiske subgenrer, der blev født i 1950’erne, var kæmpemonsterfilmene, hvor et eller andet gigantisk monster driver hærgende rundt og spreder skræk og rædsel, indtil det lykkes hovedpersonerne at få bugt med det. Ikke sjældent var der i disse film tale om et almindeligt dyr eller en almindelig dyreart, der af én eller anden årsag optrådte i kæmpestørrelse – og det er lige præcis dette, der er tilfældet i Them! Faktisk er Them! den første rigtige kæmpemonsterfilm og må således have æren af at have stået fadder til en hel undergenre, der også kom til at tælle film som Tarantula (1955), It Came from Beneath the Sea (1955), The Deadly Mantis (1957) og The Black Scorpion (1957) – for nu blot at nævne nogle få.

Imidlertid er der meget få af 1950’ernes kæmpemonsterfilm, der kan prale af at være så vellykkede som Them!, der selv i dag fremstår som en velproduceret, velspillet, særdeles underholdende og stærkt seværdig film.

Et mysterium i ørkenen

Them! begynder, da en en politiflyver og patruljevogn er blevet sendt ud i New Mexicos ørken for at lede efter en lille pige, som er blevet set vandre rundt. De er lige ved at give op, da piloten får øje på pigen, som betjentene i patruljevognen – Peterson (James Whitmore) og Blackburn (Chris Drake) – derefter samler op. Den lille pige lader til at være i én eller anden form for chok, og betjentene kan ikke komme i kontakt med hende. Da betjentene vil til at vende tilbage, får de en melding fra piloten om, at der længere fremme af vejen holder en bil med en campingvogn – og det kunne jo være, den lille pige hørte til dér.

Peterson og Blackburn kører af sted for at undersøge sagen, og det går hurtigt op for dem, at noget er galt. Stedet er mennesketomt, og den ene side af campingvognen ser ud som om, den er blevet revet ud af noget med stor kraft! Betjentene finder bevis for, at den lille pige faktisk kom fra campingvognen, men forældrene er som sagt sporløst forsvundet. Samtidig finder de et mærkeligt aftryk udenfor campingvognen, og både uden for og inde i campingvognen finder de sukker, der er væltet på gulvet.

De tilkalder straks den kriminaltekniske afdeling, der kommer og undersøger stedet, og en ambulance kommer for at hente den lille pige. Mens kriminalteknikerne støver rundt, kommer der pludselig en mærkelig lyd et sted fra i nærheden, men kilden til den besynderlige lyd viser sig aldrig.

Kæmpemyrer

De to betjente beslutter sig nu for at besøge den lokale butik lidt længere oppe ad vejen for at høre, om indehaveren skulle have set noget. Men her får de sig en overraskelse! De finder indehaveren død, og stedet ligner i høj grad gerningsstedet ved campingvognen! En del af væggen er revet ud med stor kraft, og de finder en tønde med sukker, der er væltet på gulvet. Endelig finder de et haglgevær, hvis løb er bøjet med stor kraft. Hele sagen er dybt bizar, og Peterson beordrer Blackburn til at blive på stedet for at bevogte det, mens Peterson selv kører efter hjælp. Da Peterson er kørt, dukker den mystiske lyd fra tidligere op igen, og Blackburn går udenfor for at undersøge sagen. Det skulle han dog aldrig have gjort – udefra hører man et stort skrig, og scenen fader ud.

Næste scene afslører for os, at Blackburn rigtig nok er død, og at politiet er helt på bar bund. Heldigvis viser det sig, at manden i det forsvundne ægtepar fra campingvognen, var FBI-agent, hvilket giver politiet mulighed for at involvere forbundspolitiet. Agenten Robert Graham dukker op i skikkelse af James Arness (som spillede selveste The Thing i Christian Nybys The Thing From Another World fra 1951).

Der kommer dog ikke rigtig skred i sagerne før den gamle knark Dr. Medford (Edmund Gwenn) fra landbrugsministeriet dukker op – i øvrigt sammen med sin datter Patricia (Joan Weldon), der også er videnskabskvinde. De er kommet, fordi de var kommet i besiddelse af en gipsafstøbning af det mærkelige spor, Peterson og Blackburn fandt uden for campingvognen.

I et stykke tid vil de ikke ud med deres mistanke, men da de sammen med Peterson og Graham tager ud i ørkenen for at kigge på området i nærheden af campingvognen, afslører problemet sig selv: en kæmpemæssig myre dukker op ledsaget af den mystiske lyd, Peterson tidligere havde hørt ved campingvognen! Det lykkes for Peterson og Graham at tage livet af bæstet, men nu er gode råd dyre, og jagten på kæmpemyrernes tue går ind.

En global trussel

Det lykkes også vor helte at finde tuen, men da først monstermyrerne er udslettet med anvendelse af masser af cyanidgas, viser det sig, at Dr. Medfords værste frygt var velbegrundet: De fik udryddet tuen for sent, og flere dronningemyrer er blevet udklækket. Disse dronninger er bevingede og har forladt tuen for at etablere ny tuer andre steder. Dette er meget dårlige nyheder, for hvis ikke dronningemyrerne bliver fundet i tide, kan det, på grund af myrernes reproduktionshastighed, vise sig at blive menneskehedens endeligt!

Nu går jagten derfor ind på dronningerne – og det helst uden at skabe massepanik. Hvordan resten af filmen og slutningen udformer sig, skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan dog sige, at klimaks udspiller sig i de enorme oversvømmelsesdrænrør under Los Angeles.

Atomforskrækkelse og red scare

Them! er på mange måder prototypisk for en stor mængde af 1950’ernes science fiction-film, hvor de underliggende temaer ofte kan føres tilbage til to hovedkilder: atombomben og den kolde krig. Hvis The Thing from Another World var udtryk for tidens galopperende kommunistforskrækkelse, så kan Them! siges at være udtryk for amerikanernes latente frygt for Bomben.

Helt efter bogen forklares kæmpemyrernes opdukken nemlig med, at stedet i New Mexicos ørken, hvor filmen begynder, er forholdsvis tæt på Alamogordo – det sted, hvor den allerførste atombombe blev prøvesprængt i juli 1945. Myrerne er altså muteret og har fået kæmpestørrelse på grund af radioaktiv bestråling! Som så mange andre af de film, der benytter radioaktiv stråling som forklaring på dette eller hint, så er det dog kun en god undskyldning for at monstermyrerne har kæmpestørrelse, og på nær en kort ordveksling til allersidst i filmen siges der ikke meget mere om radioaktivitet.

Til gengæld kan truslen fra myrerne mod menneskeheden, som fremlægges for de høje herrer i Washington af Dr. Medford, sagtens tolkes som rendyrket kommunistforskrækkelse – om end i stærkt forøget tempo. Denne scene, hvor den ældre herre fortæller om myrernes evner, styrke m.v. er i øvrigt ledsaget af footage af rigtige myrer, og man har faktisk på fornemmelsen, at man sidder og ser en hel lille undervisningsfilm. Det er et ganske spøjst greb af manuskriptforfatterne, Russell Hughes og Ted Sherdeman, men mere overraskende er måske, at det faktisk fungerer. Det blev da også skoledannede, og sådanne dokumentariske segmenter går igen i flere af genrens film.

Ikke meget der ikke fungerer

Faktisk er der ikke meget i Them!, der ikke fungerer. Filmen er hele vejen igennem overordentligt underholdende, og hvis man lader sig rive med og køber præmissen, så er den stedvist tilmed både spændende og nervepirrende. Især indledningen imponerer – her lykkes det forfatterne og instruktøren at skabe en gedigen uhyggelig atmosfære, fordi monstrene holdes ude af syne. Faktisk går der 28 minutter – næsten en tredjedel af filmens spilletid – før den første kæmpemyre dukker op, og det mest imponerende er faktisk, at det ikke er antiklimaktisk!

Godt nok ser myrerne noget kunstige ud, når man går dem efter i sømmene, men hvis man lige husker på, at filmen har over 50 år på bagen, så er effekterne overhovedet ikke dårligt lavet! Myrerne kunne i alle tilfælde have set langt værre ud, og det er lidt interessant at bemærke, hvor relativt lille en rolle myrerne egentlig spiller for handlingen. Den trykkende og nervepirrende stemning genereres faktisk primært i skuespillet, hvilket yderligere er lidt utroligt, når man tager i betragtning, at filmen egentlig “bare” er en monsterfilm, der er lavet for at få nogle penge i kassen.

Bundsolidt skuespil

Skuespillet i filmen er nemlig bundsolidt. De to altdominerende hovedroller indehaves af James Whitmore og James Arness. Arness medvirkede, som tidligere nævnt, i Christian Nybys The Thing from Another World, men er derudover måske bedre kendt for sin hovedrolle i TV-serien Gunsmoke, der kørte fra 1955 til 1975.

Whitmore er langt mindre kendt, men han er stadig aktiv, og de der har set The Shawshank Redemption (En Verden Udenfor, 1994) vil huske ham som langtidsfangen Brooks Hatlen, der bestyrer fængselsbiblioteket og som begår selvmord, da han bliver sluppet fri. I Them! er Whitmore en ung mand og udgør sammen med den jævnaldrende Arness et slagkraftigt makkerpar, der udgør den aktive trussel mod myrerne, naturligvis med masser af støtte fra militæret.

Bag scenen har vi dog videnskabsmændene – de to Medforder, spillet af henholdsvis Edmund Gwenn og Joan Weldon. Weldon er køn, men bliver desværre kørt lidt ud på et sidespor omkring midten af filmen. I begyndelsen har hun dog et par gode scener, hvor hun på effektiv vis sætter sig op mod den overbeskyttende (og ikke så lidt chauvinistiske) Arness. Til gengæld er Gwenn overordentlig fin og ikke så lidt morsom (uden nogensinde at blive grinagtig) som den aldrende Dr. Medford, der fungerer som den primære videnskabelige autoritet på myreområdet.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at videnskabsfolkene og militæret i Them! arbejder godt og effektivt sammen, mens der i nogle af 50’ernes andre sci-fi-film består et modsætningsforhold – f.eks. i The Thing from Another World, hvor videnskabsfolkene ikke præsenteres i noget positivt lys, og hvor kun militæret kunne stoles på.

Succesfuld og indflydelsesrig

Them! blev instrueret af Gordon Douglas, der hverken før eller senere lavede andre science fiction- eller gyserfilm, hvilket på sin vis er ærgerligt, for Them! er et bevis på, at Douglas havde et fint greb om genren. Douglas instruerede til gengæld indtil flere westerns, bl.a. genindspilningen af den klassiske John Ford-western Stagecoach, der kom i 1966 (originalversionen er fra 1939).

Them! er i sort/hvid, men skulle oprindelig både have været i farve og 3D, og filmen var egentlig tænkt som en stor satsning fra Warner Brothers’ side. Selskabet trak dog i land, og i dag er det kun titlen, der toner frem i farve – flot og ganske slående på den sort/hvide baggrund. På trods af at Warner åbenbart fik kolde fødder angående filmens budget, så gik Them! hen og blev en kæmpemæssig succes og blev selskabets mest indtjenende film i 1954. Siden er filmen helt fortjent gledet over i rækken af science fiction-klassikere fra 1950’erne, og dens indflydelse er umiskendelig. Ikke alene fordi filmen blev startskuddet til hele kæmpemonster-subgenren i 1950’erne, men også senere har Them! været inspirationskilde for andre.

Inden for filmens verden er det i alle tilfælde tydeligt, at James Cameron har skævet til Them!, da han skrev manuskriptet til Aliens (1986), og det klassiske computerspil It Came from the Desert fra 1989 er direkte bygget over Them! I computerspillet kommer strålingen, der skaber kæmpemyrerne, godt nok fra en meteorit, men resultatet er det samme, og mange enkeltelementer er hentet direkte fra Them! Det gælder f.eks. den mærkelige lyd, der er associeret med myrerne, og indledningen til computerspillet citerer næsten ordret fra filmen.

Them! er en særdeles vellykket monsterfilm og én af de helt store science fiction-klassikere – den kan kun anbefales på det allervarmeste!

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: 1950’erne, Atomic Horror, Kæmpemonstre, Radioaktivitet, Red Scare, Ørkenen