The Woods Are Dark

Okay, så lad os da tage den dårlige kritik af Laymon og få den overstået med det samme. Der er ingen tvivl om, at Richard Laymon blev udsat for meget spot og hån i sin samtid.

For det første blev han tit kaldt for en liderlig gammel buk af en forfatter at være, mest fordi han ofte havde unge studiner i hovedrollen i sine romaner; studiner, der var liderlige på de mest mærkværdige tidspunkter.

Ofte blev ordet “rump” brugt i hans tekster, hvilket nok bedst oversættes til “bagdel” på dansk. I Laymons forfatterskab er volden ofte grotesk, ganske udpenslet og lidt for farverig til de sarte sjæle.

For mange var Laymons stil for simpel, og hans figurgalleri levede på ingen måde op til den standard, som blandet andet Stephen King havde sat med romaner som The Shining og IT. Så ja, der kan vist ikke være nogen tvivl om, at de fleste kritikere anså Richard Laymon for at være en såkaldt “bad writer” og en billig kopi af samtidens gyserstjerner.

En gruppe mennesker, en mørk skov og naturligvis kannibaler

Nu, vi har fået alt den galde ud af vores system, synes jeg, vi skal rykke videre til handlingen i The Woods Are Dark.

Neala og hendes ven Sherri kommer kørende ad en stille landevej en tidlig eftermiddag og har planer om at gennemføre en mindre vandretur i en lokal skov. Midt på vejen dukker et mystisk væsen op og kaster en afhugget menneskehånd efter deres bil.

Pigerne flygter naturligvis i panik og kører mod den nærliggende landsby, hvor de søger tilflugt i en lille café. Men caféen er desværre ikke mere sikker, og inden længe indfanges de af byens indbyggere og trækkes ud i skoven, hvor de lænkes til et træ.

Samtidig ankommer en familie til et mindre motel. Det ser ud som om, stedet er fuldt optaget, men det varer ikke længe, før det går op for dem, at noget er galt, og snart bliver også de trukket ud i skoven for at blive lænket.

Hurtigt går det op for dem alle, at noget lurer ude i skoven, og det er sultent efter menneskekød. Gruppen beslutter sig for at holde sammen, for snart begynder en blodig kamp på liv og død.

Intens historie og smæk for skillingen

Det, der nok mest kendetegner Richard Laymon som forfatter, er det høje tempo. Historien starter vitterligt på første side, og så stiger intensiteten side for side, og der bliver hverken sparet på blod eller vold.

Laymon benytter en meget simpel skrivestil, der primært består af korte sætninger, der hverken indeholder metaforer eller andre skjulte betydninger.

For Laymon er teksten sat i verden for at underholde og ikke andet. I min optik er det Laymons største styrke. Han lefler ikke for sine læsere, eller introducerer et mangfoldigt figurgalleri, der, i modsætning til Stephen King, fylder for meget i forhold til den historie, der skal fortælles.

Laymon kan derfor nok mest beskrives som en rendyrket pulpforfatter, der ikke leverer de mest dybsindige historier, men som bestemt havde et publikum.

Masser af fans og tilmed et par berømte forfattere

Richard Laymon skrev mest indenfor den subgenre, der kaldes “Splatter Punk”, altså en genre, hvor blodet sprøjter ud på siderne, og hvor volden næsten er en person i sig selv.

På mange måder kan Laymons forfatterskab sammenlignes med film som The Texas Chainsaw Massacre eller Friday the 13th, og måske var det derfor, mange læsere aldrig helt faldt for Laymons skriverier.

Og dog så havde Richard Laymon alligevel en række trofaste støtter. En af de mere kendte er Stephen King, der i sin tid sagde “If you have missed Laymon, you have missed a treat.”

Sådan et statement fra én af tidens største forfattere af gys hjalp uden tvivl på udbredelsen af Laymons romaner. Efter Kings begejstring fulgte flere forfattere trop. Blandt andet Dean Koontz, der skrev følgende om Laymon: “Laymon takes it to the max. No one writes like him.”

Både King og Koontz var etablerede forfattere, da Laymon debuterede, men der var også et par stykker, der læste Laymons blodige og slibrige romaner og ligefrem blev inspireret af hans skriverier.

En af de mest berømte er Jack Ketchum, der i sin tid sagde “I have read every book of Laymon’s I could get my hand on. I am absolutely a long time fan.”

En forfatter som flere burde kende

Til trods for den overvældende støtte fra de førnævnte forfattere, så opnåede Richard Laymon aldrig den samme agtelse i sit hjemland, som han gjorde i Europa.

I England blev hans bøger masseproducerede med fede paperbackforsider, og i Tyskland udkom Laymon i adskillige bogklubber.

I dag er Laymon lidt af en kultforfatter, og selvom han måske ikke har skabt den dybe tallerken, når det kommer til gys, så er han alligevel én af mine absolutte favoritter indenfor genren.

Anmeldt i nr. 218 | 13/01/2024