13. februar 2013

It

Skal man kun læse én Stephen King-roman i sit liv, ville jeg helt klart anbefale It. Både fordi det er en fremragende roman og fordi den indeholder så mange af de temaer, der har løbet igennem hele Kings forfatterskab.

Stephen Kings mammutroman It (på dansk: Det Onde) er uden nogen form for tvivl min favorit blandt Kings romaner og det af en række årsager, jeg skal komme nærmere ind på i denne anmeldelse.

Først og fremmest må jeg dog bemærke dette: De der ikke har læst romanen, men kun kender It fra tv-miniserien af samme navn fra 1990, er undskyldt for deres formodentligt himmelvendte øjne på nuværende tidspunkt. Tv-miniserien har nemlig én af alle tiders fladeste slutninger, som det med det samme skal siges på ingen måde yder romanen retfærdighed.

Teknisk fremragende
Stephen King (f. 1947)
It er fortalt i to primære tidsmæssige forløb. En handlingstråd finder sted i romanens nutid (1985) og derfra springes der i en række flashbacks tilbage til sommeren 1958, hvor hovedparten af handlingen finder sted. Dette er imidlertid suppleret af en række ”interludier” eller mellemspil, der har form som en dagbog, hvor forfatteren (én af romanens hovedpersoner) giver yderligere baggrund om det onde, der er på spil i byen Derry i Maine, hvor romanen hovedsageligt foregår.

Efter et par indledende kapitler, der foregår i henholdsvis 1957 og 1984, introduceres vi for romanens hovedpersoner igennem en række kapitler, hvor seks af de syv hovedpersoner modtager et telefonopkald. Telefonopkaldet kommer fra Mike Hanlon, som vi finder ud af er den eneste af romanens syv hovedpersoner, der er blevet i Derry siden de syv kendte hinanden som børn.

På mystisk vis har de øvrige seks – de der siden forlod byen – glemt en stor del af deres barndom, ikke mindst det, der skete i sommeren 1958, og det er først med Mike Hanlons telefonopkald, at minderne begynder at vende tilbage; ikke mindst mindet om, at de alle svor en ed om at vende tilbage, hvis ”Det” nogensinde skulle begynde igen.

I disse indledende kapitler møder vi altså hovedpersonerne som voksne og får nogle væsentlige aspekter af deres personlighed beskrevet. Herefter følger det første interludium, inden romanens anden del begynder (romanen er i alt inddelt i fem dele, alle adskilt ved et enkelt interludium). Det er i anden del af romanen, at hovedpersonernes minder om sommeren 1958 begynder at vende tilbage. Dette sker igennem de førnævnte flashbacksekvenser, der fører os tilbage til den 1958.

Rent forfatterteknisk gør King det på en elegant facon; én der i øvrigt anvendes igennem hele bogen. Han indleder hvert enkelt kapitel i nutidshandlingen, markeret ved at al teksten er kursiveret, og på et tidspunkt føres vi igennem den enkelte hovedpersons tanker ubesværet tilbage i tiden ved, at King slutter et kapitel midt i en sætning og begynder det næste kapitel med at færdiggøre sætningen. Blot nu med almindelig skrift og altså ”tilbage i tiden”. Det er den nærmeste litterære ækvivalent til et filmisk flashback, jeg kender til, og det fungerer helt og aldeles eminent!

Nu jeg er ved det rent tekniske, må det generelt siges, at It er helt fremragende udført. Ikke alene er romanen struktureret på en måde, der flyder utroligt godt, men King gør brug af hele arsenalet i forfatterens skuffe – også på en måde, der gør gentagne læsninger fornøjelige.

King gør f.eks. brug af udstrakt grad af foreshadowing i romanens indledning, ligesom mange ting kun antydes og derefter overlades til læserens egen fantasi. Det kunne f.eks. være den korte omtale i ét af interludierne af, hvordan Derry i sin tidlige historie var udsat for noget lignende det, der skete med kolonien på Roanoke omkring 1590 – altså en mystisk forsvinden af samtlige indbyggere.

Handlingen

I 1958-handlingen møder vi de syv hovedpersoner som børn: Bill Denbrough, Ben Hanscom, Eddie Kaspbrak, Richie Tozier, Stanley Uris, Beverly Marsh og Mike Hanlon. I sommeren 1958 er de netop blevet færdig med femte klasse og skal til at nyde sommerferien. Men ikke alt er, som det skal være i Derry.

Bill Denbroughs lillebror, George, blev myrdet i efteråret 1957, og langsomt går det op for børnene, at der er et monster på færde i Derry – et monster, der kan antage mange forskellige former, men som grundlæggende har nogle træk, der kendes fra klovne. Klovnen er da også én af Dets gennemgående skikkelser, men ellers oplever børnene det på adskillige forskellige måder: Som en mumie; som byens kæmpestatue af en lokalhelt, der kommer til live; som en spedalsk vagabond; som nogle druknede børn; som en kæmpefugl og så videre.

Børnene har alle det til fælles, at de formår at overleve deres møde med Det, og da de bringes sammen i løbet af sommeren, går det op for dem, at de alle har oplevet noget overnaturligt. Bill Denbrough er sikker på, at det er dette monster, der myrdede hans lillebror det foregående efterår, og de syv børn begynder at undersøge muligheden for at slå Det ihjel.

Det går efterhånden op for dem, at Det er en formskifter, der ikke bare kan antage forskellige former, men som antager Dets former ud fra, hvad Dets ofre frygter mest – bl.a. af samme årsag er der også andre monstre på spil i løbet af romanen, hvilket inkorporerer monstre fra datidens horrorfilm, som måske ikke er så velkendte i dag. F.eks. teenage-varulven fra I Was A Teenage Werewolf (som nogle af hovedpersonerne ser i løbet af romanen) eller øjet fra The Crawling Eye (originaltitel: The Trollenberg Terror).

Men de syv finder også ud af, at de sammen er i besiddelse af en kraft, der gør, at de faktisk har en mulighed for at udfordre Det, måske endda slå Det ihjel.

Problemet er bare, at Derry er mere inficeret af Dets indflydelse end som så. Det finder læseren bl.a. ud af igennem de enkelte interludier, hvor vi får udvalgte dele af Derrys historie fortalt. Det bliver herigennem tydeligt, at Derry har været hjemsted for Det i mange, mange år – ja, senere i romanen finder vi ud af, at Det har været her siden længe før mennesker kravlede ned fra træerne i Afrika. Men Dets indflydelse på byen betyder også, at Derrys voksne har en tendens til at vende det blinde øje til, når der sker noget mærkeligt – ja faktisk kan de ikke se de ting, børnene kan.

Derudover har de syv børn andre problemer at slås med, herunder ikke mindst nogle af skolens bøller, bl.a. den psykopatiske Henry Bowers, der, sammen med sine to medløbere, spiller en vigtig rolle som børnenes nemesis igennem hele romanen.

I 1958-handlingen lykkedes det til sidst børnene at finde ned til Dets hule under byen, og der tror de, at de har held med at besejre Det. Men Det overlevede, og mange år efter kalder Det dem tilbage for at gøre det af med dem. For det, man kan gøre som barn, kan man ofte ikke gentage som voksen…

Fantastiske personkarakteristikker

Ovenstående handlingsreferat er, uanset at det er til den lange side, ikke nær nok til at yde romanens komplekse og multifacetterede handling fuld retfærdighed. Men jeg vil hellere overlade det til den enkelte Planet Pulp-læser selv at stifte nærmere bekendtskab med handlingen i It. Det er en fremragende roman, som enhver horrorfan bør unde sig selv at læse.

Ikke bare fordi It er ekstremt velskrevet, men også fordi King i It leverer nogle af sine bedste personkarakteristikker og én af sine bedste karakteristikker af en mindre amerikansk provinsby. Min favorit blandt Kings karakteristikker af lillebylivet er nu nok alligevel fra ’Salem’s Lot (1975), hvilket skyldes, at ’Salem’s Lot er en langt mindre by end Derry og derfor er beskrivelsen af ’Salem’s Lot langt mere gennemgribende end den kan være i en by af Derrys størrelse, hvor der trods alt skulle bo omkring 40.000 mennesker.

Alligevel skal der ikke herske nogen tvivl om, at King maler et fremragende portræt af Derry, både i forhold til byens fysiske udseende, men også det store galleri af bipersoner, der bebor den.

Men det er personkarakteristikkerne, der sammen med den spændende og (naturligvis) uhyggelige handling for alvor er romanens styrke. Portrætterne af de syv hovedpersoner er fremragende, og det gælder både for hovedpersonerne som voksne og som børn. Særligt børnene er dog helt forrygende, også selvom de alle passer ind i nogle velkendte stereotyper. Vi har den fede dreng, den nervøse sygelige dreng, ledertypen, jokeren og så videre. Men i interaktionen mellem de syv børn bliver de alle til personer, man kan tro på.

Det samme gælder ikke i nær så høj grad for børnenes fjende nummer ét, Henry Bowers, der må være destillatet af samtlige verdens bøller, og som simpelthen går hen og bliver lidt mere psykopatisk vanvittig end det er troværdigt. Men også her opnår King langt hen ad vejen suspension of disbelief.

Klassiske King-temaer

Men hvad så med alle de temaer, der løber igennem romanen, og som tv-udgaven fra 1990 ikke formåede at fange? Jo, der er adskillige forskellige temaer, der alle spiller en rolle i It, og flere af dem er gamle kendinge fra Kings forfatterskab. Det gælder både i forhold til nogle af personernes roller og i de egentligt underliggende temaer. Ikke overraskende viser én af hovedpersonerne sig at være blevet forfatter som voksen – forfatteren, Kings alter ego, er en gennemgående figur i mange af Kings romaner og det er også tilfældet her.

Derudover er forholdet mellem voksenlivet og barndommen nok det væsentligste tema i It og hele romanen kan læses som en metafor for den måde, hvorpå man som voksen kan være nødt til at tage et opgør med nogle af barndommens dæmoner for at få voksenlivet til at fungere. It er samtidig en hyldest til barndommen som sådan, styrken af de venskaber, man etablerer som barn og de drømme og håb, der gør verden til et meget større sted i barndommen. Men romanen er også en hyldest til voksenlivet og en formaning om, at man også nogle gange er nødt til at give slip på barndommen for at få sit liv som voksen til at fungere.

Derudover får King i løbet af romanens mange sider også indflettet mange andre betragtninger om forholdet mellem voksne og børn, bl.a. hvordan børn kan være ligeså uforståelige og uudgrundelige for voksne, som voksne kan være det for børn.

Disse temaer flettes uløseligt sammen i nutidshandlingen og flashbacksekvenserne, fordi King netop veksler så organisk mellem de to. Man kan måske beskylde King for ind imellem at tage nogle lidt nemme greb i brug for at understrege disse pointer. F.eks. at den kvindelige hovedperson Beverly Marsh som voksen har giftet sig med en mand, der både minder om hendes egen voldelige far og Henry Bowers. Eller Eddie Kaspbrak, der som voksen har giftet sig med en kvinde, der på mange måder minder om hans egen dominerende mor. Eller Bill Denbrough der som voksen har giftet sig med en kvinde, der rent fysisk minder meget om Beverly Marsh.

På en del måder kan man sige, at King her ofrer subtiliteten og hamrer sine pointer ind med en forhammer, men heldigvis er disse elementer ikke nogen, der spiller en dominerende rolle i romanen. De er der, men det er ikke noget, der tværes alt for meget rundt i. Vigtigst af alt er det, at King får flettet alle sine overvejelser om barndommen og voksenlivet ind i en række fantastiske portrætter af syv både helt almindelige og helt enestående børn på en måde, der gør, at man virkelig kommer til at holde af dem. Jeg har læst It i hvert fald en håndfuld gange, og hver gang jeg genlæser romanen er det som at møde gamle venner.

En kristen forfatter

Endelig så må det påpeges, at It i bund og grund må læses som en roman af en kristen forfatter. Selvom monstret i It i virkeligheden er stærkt inspireret af Lovecrafts kosmiske rædsler – her er det bl.a. at tv-seriens klimaks på ingen måde fanger pointen – bliver det tydeligt, at der bag de syv hovedpersoners styrke står en anden kraft. Denne kraft identificeres ikke som Gud, men omtales kun som en ”Other”, men i romanens metafysiske lag er det svært at tolke denne kraft som andet end en guddommelig kraft.

En enkelt reference til Gud findes dog hen imod romanens slutning, hvor romanens egentlige fortæller (dvs. King) konstaterer, at ”if life teaches anything at all, it teaches that there are so many happy endings that the man who believes there is no God needs his rationality called into serious question.” Det skal i den forbindelse lige siges, at romanen faktisk indledes med en ”jeg”-reference, hvilket dermed afslører, at der faktisk er en person bag romanens i øvrigt alvidende fortællerstemme.

Det vil kræve for meget plads (og afsløre for meget af plottet) at gå længere ind i denne del af romanens tematik, men hvis man har interesse i dette aspekt af It (og enten allerede har læst romanen eller accepterer spoilere), ligger der en ganske fremragende analyse af romanen på websitet Strange Horizons. Her gennemgås en række Lovecraft-referencer i Kings forfatterskab, men hovedvægten ligger på It, ligesom der argumenteres overbevisende for romanens i bund og grund kristne grundholdning. (http://www.strangehorizons.com/2005/20051219/king-lovecraft-a.shtml)

Topkarakter

Skal man kun læse én Stephen King-roman i sit liv, ville jeg helt klart anbefale It. Ikke bare fordi det er en fremragende roman i sig selv, men også fordi den indeholder så mange af de temaer, der har løbet igennem hele Kings forfatterskab; fordi den er et fremragende eksempel på Kings glimrende måde at beskrive små bysamfund på og fordi hovedpersonerne er så fornemt tegnede. It er ganske enkelt Stephen King i topform, og der er topkarakter herfra!

6 stjerner

Titel: It
Forfatter: Stephen King
Forlag, år: Viking Press, 1986
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: New English Library, 1987
Format: Paperback
Sideantal: 1116
hvid
It er udkommet i flere udgaver på dansk, alle under titlen Det Onde og alle i samme oversættelse af Anders Westenholz. Første gang kom romanen på dansk i tre bind på Forlaget Artia i 1990. Året efter kom romanen i Asschenfeldts Bogklub, også i tre bind. Tredje udgivelse var igen på forlaget Artia i 1993, denne gang i to bind. Endelig er bogen kommet en fjerde gang på forlaget Aschehough i 2006, denne gang i ét bind.

Anmeldt i nr. 88 | 13/02/2013