Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Wolverine

The Wolverine
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den anden solofilm om vores allesammens favorit-X-Man er en solid og helstøbt film, gennemført underholdende – og ikke mindst et gevaldigt kvalitetshop i forhold til den fesne X-Men Origins: Wolverine.

The WolverineThe Wolverine er den anden af de tre solo-Wolverine-film med Hugh Jackman i hovedrollen. Filmen havde premiere i 2013, fire år efter at den første havde premiere.

Som mange andre højbudgetfilm gennemgik filmen en længere udviklingsfase, inden den gik i optagelse, med et første manus af Chris McQuarrie, der siden blev omskrevet af Mark Bomback og Scott Frank.

Oprindelig var det meningen, at Darren Aronofsky skulle have instrueret (det kunne have været ret interessant), men det endte med at blive James Mangold, der siden også stod bag kameraet på Hugh Jackmans sidste film i Wolverine-rollen, Logan, der havde premiere tidligere i år.

Wolverine i Japan

The Wolverine er løseligt inspireret af figurens første soloserie, Wolverine, fra 1982, skrevet af Chris Claremont og tegnet af Frank Miller. Således foregår hovedparten af handlingen i Japan efter en kortere prolog, hvor vi finder Logan i Yukon-territoriet i Canada.

Allerførst er der dog en egentlig prolog, hvor Logan under 2. Verdenskrig holdes fanget i en Japansk krigsfangelejr tæt på Nagasaki. Her overværer han atombombningen af Nagasaki, og i den forbindelse redder han én af de japanske fangevogtere, Ichirō Yashida (Hal Yamanouchi).

Da den unge japanske mutant Yukio (Rila Fukushima) finder Logan i Canada i filmens nutid, er det på vegne af Yashida, der ligger døende og ønsker at tage afsked med Logan. Yashida er siden blevet en rig virksomhedsejer.

Modstræbende indvilger Logan i at tage med til Japan, hvor det dog hurtigt går op for ham, at der er ugler i mosen. I stedet for blot at tage afsked, giver Yashida Logan et tilbud: Han kan tage Logans helende evner fra ham og dermed skænke ham dødelighedens gave, mens Yashida selv vil kunne blive helbredt for sin sygdom.

Det er Logan dog ikke interesseret i, og da Yashida kort efter dør, forbliver Logan i Japan for at deltage i Yashidas begravelse. Her angribes Yashidas barnebarn, Mariko (Tao Okamoto), af ukendte gerningsmænd, og nu tager hun flugten sammen med Logan.

Men der stikker naturligvis meget mere under, og det går snart op for Logan, at Yashidas mystiske læge, Dr. Green (Svetlana Khodchenkova), spiller en rolle i hele affæren.

Fungerer godt i hovedparten af spilletiden

Som sagt er The Wolverine løseligt inspireret af Wolverine-miniserien fra 1982. Men “løseligt” er kodeordet her, for McQuarrie og senere Bomback og Frank har taget nogle gevaldige friheder i forhold til forlægget. Præcis hvori disse forskelle består, er der ikke den store grund til at gå ind i.

The Wolverine fungerer rigtig godt i hovedparten af sin spilletid, hvor den fermt blander velkendt Wolverine-action med mere tænksomme og stille passager, hvor vi for alvor får fokus på vores hovedperson.

I modsætning til X-Men Origins: Wolverine, der fra først til sidst føltes overlæsset og overbebyrdet af for mange plottråde og bipersoner, er der skåret mere ind til benet i The Wolverine, og det bekommer både historien og figuren vel.

Filmens klimaks går dog op i noget mere tomt bulder og brag, hvor den ellers befriende mutantfri historie lige skal have en mutantskurk klistret på – bare for god ordens skyld fornemmer man.

Hvis manuskriptforfatterne havde holdt den lidt mere nedtonede stil, der præger resten af filmen, ville hovedindtrykket af The Wolverine være endnu stærkere, end det er. For der er på ingen måde tale om nogen dårlig film – og The Wolverine er et gevaldigt kvalitetshop i forhold til den fesne X-Men Origins: Wolverine.

Mere menneskelig og nærværende

At fratage en superhelt sine superkræfter – eller i hvert fald stække dem – er måske ikke ligefrem nogen original idé, men i The Wolverine fungerer det ret godt, da Logans mutantevner i en længere passage i midten af filmen synes at være svækkede.

Det gør figuren mere menneskelig og nærværende, og det understreger det underliggende tema omkring dødelighed vs. Logans tilsyneladende udødelighed.

Det samme gør de mareridt, Logan lider af, og hvor vi flere gange møder Famke Janssen i rollen som Jean Grey. Mindet om hans store kærlighed (som Logan måtte dræbe i X-Men: The Last Stand, 2006) hjemsøger ham, og han er splittet mellem kærligheden til Jean og sine følelser for Mariko.

Ganske solid og helstøbt

Hvor X-Men Origins: The Wolverine fremstår som en dum og larmende film, fremstår The Wolverine generelt som en noget mere tænksom og afdæmpet rejse ind i figurens univers.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er smæk for skillingen – det er immervæk en film om Wolverine – men actionsekvenserne er bedre timet og mere nærværende end de var i den første film.

At det hele kammer noget over til sidst, ændrer ikke på, at The Wolverine overordnet set er en ganske solid og helstøbt film, der derudover er godt og grundigt underholdende fra start til slut. Perfekt er den langt fra, men det var en lettelse, at den anden Wolverine-film ikke var så stort et rod, som den første.

4 stjerner

Titel: The Wolverine
Instruktør: James Mangold
Manuskript: Mark Bomback & Scott Frank
Cast: Hugh Jackman (Logan), Tao Okamoto (Mariko), Rila Fukushima (Yukio), Svetlana Khodchenkova (Dr. Green), Hal Yamanouchi (Yashida), Famke Janssen (Jean Grey)
Foto: Ross Emery
Klip: Michael McCusker
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 121 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/UK/Australien/Japan, 2013
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox Film Corporation, Marvel Entertainment, Donners’ Company, TSG Entertainment, Ingenious Media, Big Screen Productions

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017

Stikord: Japan, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>