NN
Ingen kommentarer

The Wettest County in the World – A Novel Based On A True Story

The Wettest County in the World – A Novel Based On A True Story
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Blodig, stemningsfyldt prosa i klasse med McCarthy og O’Conner spækket med originale karakterer. Muskuløs og sært hjerteskærende roughneck-roman fra lovende forfatterhænder.

Da jeg for nogle år siden i et interview med Matt Bondurant om The Wettest County In The World (herefter omtalt som The Wettest County) læste beskrivelser af de tre Bondurant-brødre og de voldsomme hændelser, som i det følgende citat, var jeg næsten allerede solgt:

“Then he felt the blood pouring down his chest and down his throat, swallowing the stuff in salty gulps – that was what got him: ‘Down my throat? My God, he is cutting through, he will cut my head clean off!’ The man behind him was sawing roughly at his neck and Forrest lurched and bucked, pulled an arm free and stuck it into the face of the man behind him. He felt a cheekbone and an eye socket and pried his thumb into the soft part and the man cried out and was off him and Forrest got his feet under him and staggered a few steps back toward the restaurant, then fell heavily in the snow on his hands and knees. He marveled at the quantity of blood that poured from him like a watery bib onto the snow, making a steamy slush between his hands.”

Det er en bog, man genlæser en del gange i sit liv, og i anledning af den aktuelle premiere på John Hillcoats filmatisering af en lidt omskrevet version af romanen (med titlen Lawless), har jeg testet, om det, jeg vil kalde én af det sidste årtis 10 bedste bøger, her ved omkring femte genlæsning, stadig kun kan anbefales på det kraftigste.

På væggen i et baglokale i Matt Bondurants bedstefars hjem hang et messing-knojern, som forfatteren i sin barndom kunne stirre fascineret på i timevis. Hvordan fanden hang et så brutalt og kendetegnende våben (som man i øvrigt ikke talte om) hos den milde og rare bedstefar?

Da forfatteren som voksen kulegravede familiehistorien, men kun stødte på den ene usandsynlige, lokale myte efter den anden om sin bedstefar og dennes brødre, satte han sig for sortere de overdrevne af slagsen fra og grave nogle kolde fakta frem. Hvad han ikke helt havde regnet med var, at størstedelen af disse gale macho-skrøner hverken var skrøner eller specielt overdrevne.

Det projekt resulterede i 2008 i en semi-autentisk fortælling om Bondurants forfædre og deres nærmeste; en historisk sag, der skiller sig kraftigt ud fra mængden af “sande beretninger”. The Wettest County byder nemlig på et forfriskende og usentimentalt billede af de brutale hændelser (de af hændelserne, som han kunne finde reelle beviser på fandt sted) og hans eget personlige bud på, hvad der har rørt sig i de involverede personer.

Matt Bondurant er tydeligvis en mand, der forstår sig på vold, lidenskab og desperation, og han beskriver det usentimentalt og råt, men samtidig også smukt som bare pokker.

Romanen tager udgangspunkt i den rå forbudstid i 1920’ernes og 1930’ernes USA, kombineret med det i forvejen nådesløse miljø i Franklin County, West Virginia: Død, fattigdom og vold er konstant tilstede:

“I’ll tell you what, Howard said, you only need to know one thing. Something ol’ Forrest knows. That’s you gotta hit first, hit with everything you got, and then keep hittin’ until the man is down, and then you hit him some more. Jack nodded. Many men, Howard said, like the idea of fightin’ but very few likes to get hit. You can make a man wanna quit real quick with that first shot. A good straight left into the nose bone and most will let it be. A man who likes to get hit is the one to watch out for.”

Otte linier inde i bogen og ingen vej tilbage

The Wettest County er en lækkerbidsken for de, der med glæde læser f.eks. Cormac McCarthy eller Flannery O’Conner – eller måske William Faulkner. Bogens prosastil ligger tæt op af disse garvede herrer, og plottet falder til en vis grænse indenfor deres kategori – men så stopper sammenligningerne også.

Bondurant imiterer heldigvis aldrig de førnævnte forfattere, og på bogens første side får han smækket sin helt egen stemningsfulde stil på bordet med så voldsom kraft, at man enten er helt solgt eller hurtig smutter igen.

Tonen går lige i maven allerede fra bogens ottende linie; Jack Bondurant skal som dreng aflive en so, men har ikke mestret det endnu og får i stedet lemlæstet dyret mere og mere, før en storebror tager over. Enhver hudflap og ethvert udstikkende knoglestykke beskrives, så man både synker en ekstra gang og må indrømme, at det her er vanvittig smuk prosa af en kvalitet, man sjældent støder på.

Bondurants sprog er enkelt, maskulint og utrolig stærkt. Det er en både stram og samtidig løs stil, der ved lige præcis, hvad den vil. Er man ikke til en litterær stil, hvor en sætning er evigheder om at finde et punktum, bør man dog springe den over.

Moonshine. White Lightning. Rot Gut. Hooch. Mountain Dew. Tennessee White Whisky.

For bønderne i 1920’erne og 1930’ernes USA var hjemmebrænderier, eller det mere korrekte (set med amerikanske øjne) moonshining, en mulighed for hurtige penge og ikke mindst for at komme ud af fattigdommen. For de magtfulde mænd i amtets bedre stillede ende var det en kilde til uendelig rigdom på bekostning af bønderne.

Læseren introduceres til de tre Bondurant-brødre i skiftevis flashbacks fra deres tidlige barndom (hvor moderen og søskende dør) og under forbudstiden sammen med deres eneste overlevende søster og faderen, som holder sig udenfor ulovlighederne. De har godt gang i deres produktion, og især Forrest har fået en udmærket indtjening sat til side ved at sælge sin private hjemmebrændte ulovligt på sin diner. Han ejer desuden et savværk og er en sparsommelig mand, der tænker på fremtiden:

“By the time he was eighteen Forrest had proven himself a man not to be trifled with; the tomfoolery of youth was clearly spent, what lay ahead was only the grinding labour of adulthood and death. Forrest met both with narrowed eyes, knotted fists, and silence.”

Kvinden Maggie er nylig tilflytter og arbejder for Forrest i dineren; en kemi og respekt opstår langsomt imellem dem. Lillebror Jacks tanker om fremtiden er storladne og glamourøse, og han får ved hjælp af vennen Cricket held med en smule produktion selv. Han køber sig fattig i blæret tøj og dyre gaver til sin udkårne. Ældste bror Howard er heller ingen engel og har stor rutine i hjemmebrændt, men desværre også spil og druk.

Jack får med sine lidt for store ambitioner skabt uheldige økonomiske konsekvenser for sine brødre og Howard ditto – den ældste bror spiller og drikker de penge, han tjener som ansat hos Forrest, op. Samtidig er nyeste version af lovens lange arm ankommet i form af Charlie Rakes. Der er uendelige mængder af penge at tjene for staten via afpresning og kontrol af bøndernes produktion. Den slags blæser Bondurant-brødrene højt og flot på, og i takt med at deres produkts popularitet øges og Forrest provokeres til at markere sig, får de Rakes’ særlige opmærksomhed at føle. Magtkampen om overlevelse er i gang.

Hvorfor så ikke topkarakter?

Den fascinerende tone er dermed lagt, og den skuffer ikke bogen igennem, måske med undtagelsen af det indflettede plot om den anerkendte forfatter Sherwood Anderson, der forsøger at skrive en bog (“The Great Franklin County Moonshine Conspiracy”). Anderson fascineres under researchen af myten om de tilsyneladende udødelige, brutale Bondurant-brødre og forsøger at skaffe insider-viden fra de lokale; noget der kræver stædighed og den slags mod, det tager dage at drikke sig til ude på landet i West Virginia.

Romanens titel er Sherwood Anderson i øvrigt ophavsmand til; hans navn for det “vådeste” område i landet, i forhold til mængden af ulovlig alkohol pr. indbygger, der produceredes under forbudstiden, og i lige så stor grad sidenhen. Et miljø, hvor store fordrukne sociale samlinger muligvis lettede lidt på trykket, men altid endte i eksplosioner af invaliderende vold eller mord.

”Cruelty, like breadfruit and pineapple, is a product, I believe, of the South.” (Sherwood Anderson, A Story Teller’s Story).

Vi følger Anderson fem-seks år efter hovedplottet, og man flyttes som læser derfor frem og tilbage mellem årene 1929/1930 og 1935 hele bogen igennem. Det er effektivt i forhold til at få vigtige dele af den amerikansk historie med og bidrager i høj grad med en vis del af stemningen i det sære, rå miljø under forbudstiden.

Det er fuldt forståeligt, at Bondurant giver Anderson-plottet god plads – både for at undgå at digte for meget videre på sine bud på forfædrenes tankegang, men også fordi Sherwood Anderson i sig selv var en interessant mand og ikke mindst historiefortæller. Men det trækker alt i alt ned i karakter, at Anderson-plottet løbende stjæler for meget tid fra især brødrene og Maggie; fire højst originale karakterer, man i forvejen slet ikke har lyst til at forlade.

Usympatiske karakterer i stakkevis får det menneskelige islæt frem

The Wettest County skiller sig også ud ved, at sympatiske personlighedstræk er noget, man kan lede længe efter i dens karakterer, trods det at Bondurant skriver om en nær og elsket familie. Han er ikke gået på kompromis med realiteterne, men er imponerende bevidst om sin delvise rolle som fiktion-fortæller og især om brødrenes forskellighed. Det giver en vedkommende og brutalt smuk fortælling, som gør lige præcis det, en god bog skal: rusker godt og grundigt op i én.

Bedstefader Jack beskrives f.eks. som en pyntesyg, naiv knægt, den yngste og mest dovne af de tre. Han er fysisk set slet ikke i klasse med sine to ældre brødre, men i stedet en lille, materialistisk blærerøv uden større realitetssans. Han forelsker sig i og kurtiserer prædikantdatteren med stereotype gaver og store klichéer om at hjælpe hende væk til et bedre og mere luksuriøst liv.

Jack er ambitiøs, i så høj grad at hans lidt for spontane planer har store konsekvenser for alle. Han kæmper med at slå sit navn fast i skyggen af sine to brødre og drives frem af sine floromvundne tanker og ambitionen om at opnå storhed. Han idoliserer beskytteren Forrest og skræmmes af Howard, mest af alt når den ældste bror en sjælden gang opfører sig menneskeligt:

“His brother’s dynamism was mesmerizing, and Jack had sought his whole life to find that source of drive in himself. He was eighteen and had nothing to show for it. […] It seemed he was plagued with bouts of indolence and idle fancy; such were his gifts.”

Howard, den ældste af brødrene, har en fortid som soldat (udstationeret i Europa), der vendte hjem som en tom version af sig selv. Han spiller, drikker og smadrer andre mennesker med største lethed, og han fremstår fra start til slut som en mand, der konsekvent befinder sig på kanten af enten galskab eller storhed. Det ville være en underdrivelse at kalde ham stærk som en okse – både hans og Forrests lynnedslag af vold er nogle, man som læser hopper i sædet over.

Om han er stangstiv eller ej, så er Howards dyriske udbrud det sidste, nogen vil ønske sig at være i nærheden af. En tikkende bombe, der har stiftet familie, men ikke kan forholde sig til andet end spruttens midlertidige lindring. Han er drevet af sit behov for at holde et løfte til konen om at hjælpe hende og datteren økonomisk videre, inden deres veje skilles. Når vi møder ham, er det enten i en brutalt voldelig situation, i en drukrus eller en sjælden, ædru stund, hvor den kæmpe bjørn af en alkoholiker får flere følelser end han kan håndtere:

“He had a flare of rage and his fingers gripped the table. He could shatter it with his hands or flip it like a coin across the room. He began to play it out in his mind, the way it would go. Lucy saw the look on his face and quickly got up, backing away, holding the baby with both hands. Howard looked at his hands, his knuckles torn and scabbed from wood cutting and the log-rolling game. Hell, he thought, what is the goddamn point, anyway? I can’t break myself. No matter how hard I try.”

Den mellemste bror Forrest er en respektindgydende, mumlende klippe af ro. Medmindre nogen truer hans familie, virksomheder eller venskaber; her reagerer han med lynets hast i form af enten grusom vold eller utvetydige, kontante ord. Fra barnsben er han plaget af tragedier og voldsomme sygdomme og i sit voksenliv af brutale overfald og uheld; det præger hans ry resten af livet og gør ham til en omvandrende, lokal myte – den “udødelige” Bondurant-bror, der fik skåret halsen over og ifølge de lokale selv vandrede de 10 mil til nærmeste hospital midt om vinteren.

Ét af mange eksempler på den mest komplekse af brødrene; en svækket mand med et sygeligt blåt skær over huden, men med styrke som en okse. Hæmningsløst brutal, men sært omsorgsfuld. Hårdtarbejdende og indelukket, men hævet over den gængse moral og den med det største sociale netværk af brødrene. Han virker drevet frem af mange ting; overlevelse, raseri, sorg og stolthed blandt meget andet, men også ønsket om at lægge rollen som den handlekraftige, beskyttende mama bear i gruppen fra sig. Romanen og Forrest minder om hinanden – man kan ikke regne dem ud, men hvad de end foretager sig, så bliver det gjort med overraskende stor kompetence:

“Forrest smiled, lips parted over bare teeth, the corners of his bristling scar drawing up like some kind of second mouth, a ghastly double smile.”

Maggie er kvinden, de lokale mænd må savle forgæves over og en sej dame med ben i næsen. Hun er ligesom Bondurant-brødrene en overlever og et privat menneske, der har haft nok prøvelser. Hun klæder sig feminint med en portion stædig kølighed; man er ikke i tvivl om at denne dame har været udsat for grumme ting, men nægter at bukke under for den barske macho-verdens hierarki.

Hun er en af de få, der får lov at komme lidt ind på livet af Forrest og omvendt. Men intet i de korte, stærke beskrivelser af relationen er pladderromantisk, glamouriseret eller stereotypisk skrevet. Især Maggie ser umiddelbart ud til at være blevet “Hollywoodiseret” en del i filmatiseringen af bogen – desværre, for hun er en spændende type kvinderolle og kompetent formidlet:

“Howard’s legs were splayed out before him like deadwood. He began to feel the mountain breathe with him; each time he expanded his chest the mountain swelled, bringing him hundreds of feet into the air, beyond the trees, into the darkness of the sky lit with stars that he dimly knew could not be there. Exhalation brought him back through the canopy to the ground, the fire shimmering crimson and gold through his eyelashes, then darkness.”

Ingen af brødrene er ligefrem i overskud af sympatiske træk, og de har alle et strejf af naivitet over sig – de har overlevet så syrede begivenheder, at deres eneste faste holdepunkt er, at de må være uovervindelige. Min oplevelse – og, vil jeg gætte på, en del andres – er, at Forrest og Maggie er de karakterer, der kommer tættest på at vække lidt sympati hos læseren.

Deres stålsatte principper og deres langsomme, tavse måde at forholde sig til både hinanden og resten af verden på bliver man langsomt sært imponeret af. De nærmest forbyttede kønsroller i deres attitude – resultat af hændelser i hver deres fortid – er diskret, men smukt håndteret med få, velvalgte ord af Bondurant.

Filmversionen vs. romanen

Filmen har været undervejs en del år, og manuskriptet er ændret en del gange. Manuskriptforfatter på filmen, Nick Cave, har omskrevet dele af historien og tilsyneladende slagtet en del af de vigtige hændelser samt poleret kanterne på visse karakterer.

Trods mit meget subjektive forhold til den fantastiske instruktør og et talentspækket cast med adskillige mestre i skuespilteknik, er jeg ikke helt sikker på, at filmens version af især Maggie og brødrene samt plot helt kan yde bogen retfærdighed. The Wettest County er kort sagt en selvstændig, stærk litteraturoplevelse, som man ikke bør vælge fra på grund af eller sammenligne med en filmatisering.

Rå, menneskelig fortælling, der rodfæster sig

The Wettest County er stadig en lige så fascinerende mavepuster som ved første læsning; selv her femte gang vil den helst ikke tilbage på hylden. Matt Bondurants hjerteskærende og menneskekloge, men alligevel usentimentale bud på sine forfædres følelser er en rå, men smuk sag, der godt kunne gå hen og blive en litterær klassiker med tiden. En af de dem, der rumsterer i én længe efter. Gør din bogreol en tjeneste og invester i en hardback-udgave af den her – din bogreol vil takke dig mange år frem.

5 stjerner

Titel: The Wettest County In The World – A Novel Based On A True Story
Forfatter: Matt Bondurant
Forlag, år: Scribner, 2008
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Simon & Schuster, 2010
Format: Paperback
Sideantal: 312

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *