The Sky Lords

Jævnfør denne måneds tema, så foregår romanen The Sky Lords nogle hundrede år efter, Jorden og samfundet, som vi kender det, er gået under i “The Gene Wars” – krige udkæmpet mellem multinationale corporations, der på det tidspunkt er blevet stærkere end nationalstaterne.

Midlet hvormed de blev udkæmpet var, som navnet antyder, genmodificerede arter og vira. Men menneskehedens manipulation med genetisk arvemasse, hvilket også er ét af bogen tematiske omdrejningspunkter, gik selvfølgelig helt ud af kontrol.

Dette har forårsaget, at verden nu er en ødemark, hvor diverse arter, der er skabt gennem genmanipulation, nu regerer nærmest uden begrænsninger og truer med at ødelægge de sidste små isolerede klynger af menneskelig civilisation, der stadig findes. Og i disse samfund er megen teknologisk viden selvfølgelig efterhånden blevet glemt eller er gået tabt.

Feministisk utopia

Det er i et af disse samfund, at romanens handling indledes. Her møder vi bogens hovedperson, en ung amazone-krigerinde Jan Dorvin, der lever i det feministiske utopia Minerva. Dette er et samfund, hvor kvinderne er ledere og krigere, og mænd er genetisk modificerede næsten-eunukker, der ikke tager del i vigtige beslutninger og i det hele taget ikke tager specielt mange selvstændige beslutninger.

Hele Minerva er netop ved at forberede et storstillet oprør mod Lord Pangloth, der er en såkaldt “Sky Lord”, et gigantisk, flere kilometer langt luftskib, der afkræver tiende af samfundene på landjorden.

Uden at afsløre for meget kan jeg dog roligt sige, at oprøret mislykkes, og at Jan bliver taget til fange for efterfølgende at blive bragt op på Lord Pangloth som slave. Her møder hun blandt andet Milo Haze; en mystisk personlighed, der dog med sin store viden om bl.a. fortiden både hjælper Jan og samtidig er med til at fungere som et forklarende bindeled til læseren, alt imens bogens handling tordner af sted.

Her er både genetisk modificerede talende dyr, menneskelignede insektoide superracer, vanvittige robotter der udgiver sig for at være gammeltestamentlige dommere, samuraier på paragliders og elektroniske teenagespøgelser.

Rigtig godt

Forsiden af førsteudgaven af 'The Sky Lords' (1988) — Forsiden af førsteudgaven af ‘The Sky Lords’ (1988).

Ja, det lyder måske lidt kitschet, når det bliver remset op, og man kunne da også frygte, at det blev en dræbende forudsigelig og på mange måde ordinær sci-fi-historie; noget skrevet af en pubertær, fedtet nørd, som han selv syntes var fantastiske fedt og nyskabende, men som ikke ville kunne fremkalde andet end øjeblikkelig kvalme og livstræthed hos andre.

Jeg blev selv lidt nervøs, da jeg startede min læsning, og et feministisk kvindesamfund og genetisk fremavlede talende dyr dukkede op. “Dette her kunne blive rigtig slemt” tænkte jeg. Men det er det ikke; det er faktisk rigtig godt.

John Brosnan er så god en forfatter, at han formår at styre og bruge klichéerne helt fremragende. Først og fremmest er hans sprog virkelig godt uden på nogen måde at være prangende eller kompliceret. Derudover er Brosnan en særdeles god fortæller, der virkelig forstår at time sin historie og skrue det hele rigtigt sammen, så det bliver stramt og spændende.

Bogen brøler af sted i et hæsblæsende tempo og tager konstant skarpe sving, der hele tiden formår at overraske. Brosnan er heller ikke bange for at ødelægge eller slå ihjel, hvad han har skabt. Man er derfor aldrig sikker på, hvem og hvad der vil overleve i resten af bogen, samtidig med at tempoet som nævnt hele tiden holdes i vejret.

Bedst af alt er dog nok, at Brosnan er i stand til at holde et højt niveau, således at det ikke blot bliver en banal fortælling. Alt i alt kan man tydelige mærke, at dette er en trænet og rutineret forfatter, der har et sikkert greb om historien og dens elementer, der bliver udnyttet til fulde.

John Brosnan

John (Raymond) Brosnan er måske ikke en videre kendt forfatter, men han været meget aktiv på den britiske horror- og science fiction-litteraturscene. Han kom til London i start-halvfjerdserne fra Australien, og boede der indtil sin død i april 2005. I halvfjerdserne var han involveret i forskellige fanzines, og skrev også en række bøger om film og filmhistorie: James Bond in the Cinema (1972), Movie Magic: The Story of Special Effects in the Cinema (1974), The Horror People (1976) og Future Tense: The Cinema of Science Fiction (1978).

I firserne og fremefter havde John Brosnan i ca. 20 år en fast klumme i både sci-fi-bladet Starbust, og skrev desuden for en række andre blade, Sight and Sound, Cinema, House of Hammer, New Scientist, Interzone, The Dark Side og SFX. John Brosnan startede også som filmanmelder ved 2000 AD-bladet, under navnet Broz-1, men gik senere over til at lave (dvs. skrive) tegneserier for 2000 AD hvor Kev Hopgood stod for tegningerne, med titlerne Night Zero, Beyond Zero og Below Zero.

Sammen med Leroy (Roy) Kettle har Brosnan skrevet en række bøger under pseudonymerne Harry Adam Knight (dvs. HAK) og Simon Ian Childer (SIC). Det er, som pseudonymforkortelserne antyder, horror med tungen lige i munden og et glimt i øjet.

Pseudonymet Harry Adam Knight er nok det, der har høstet mest anerkendelse. Specielt for romanerne Slimer fra 1983, Carnosaur fra 1984 og Bedlam fra 1992. Carnosaur er blevet filmatiseret under samme titel i en Roger Corman-produktion fra 1993, og Bedlam er blevet filmatiseret under titlen Beyond Bedlam ligeledes i 1993. John Brosnan har også skrevet under en række andre pseudonymer, bl.a. John Raymond og James Blackstone (sammen med John Baxter).

De varmeste anbefalinger

Sky Lords-trilogien, hvoraf The Sky Lords er den første, samt flere af Brosnans andre bøger er oversat til andre sprog som tysk, fransk, spansk og finsk, men ingen af hans værker er oversat til dansk.

Udover Sky Lords-trilogien har Brosnan også under eget navn skrevet de to dystert-humoristiske bøger Damned and Fancy fra 1995 og Have Demon, Will Travel fra 1996 (begge udgivet af Legend), samt hen mod slutningen af sit liv de to Mothership-bøger: Mothership fra 2004 og Mothership Awakening fra 2005 (begge udgivet af Gollancz), der er en tilbagevenden til sci-fi-genren.

Som nævnt er The Sky Lords fra 1988 den første selvstændige del af en trilogi, der derudover består af War of the Sky Lords fra 1989 og The Fall of the Sky Lords fra 1991, alle tre udgivet af Gollancz. Jeg skal helt sikkert have opstøvet de to efterfølgende romaner, da The Sky Lords kun kan få de varmeste anbefalinger herfra. Jeg vil overlade de sidste ord til Terry Pratchett, der på bogens bagside kort opsummerer kvaliteterne i The Sky Lords; kvaliteter som jeg kun kan tilslutte mig:

“Ideas explode in all directions. This is genuine gosh-wow stuff, the sf ideas packed in so tight it’s standing room only.”