Martin Schjönning
Ingen kommentarer

The Skin Gods

The Skin Gods
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En helt vildt god idé falder totalt til jorden i en lidt for typisk splatterkrimi.

The Skin GodsHvis du tilhører Pulpens stamlæsere kan du godt huske, hvordan det var at besøge en Blockbuster-forretning. Måske kan du endda huske dengang, hvor mange kiosker og lokalkøbmænd udlejede movieboxe og videofilm, uafhængigt af de store kæder.

Så drøm dig tilbage til dengang og forestil dig, at du har besøgt en snasket udlejningsbutik på vej hjem fra arbejde. Mellem D-horror og falmede romantiske komedier, dårligt producerede tegnefilm og særdeles behåret porno, har du fundet en perle. Hitchcocks slasher-pionerfilm Psycho.

Den har du taget med hjem til aftenkaffen. Fuld af forventning lader du dig opsluge af filmens moderne gotiske suspense, mens handlingen bygger op til en af de mest berømte skrækscener i filmhistorien.

Men scenen er anderledes, end den plejer at være. Nogen har klippet et alternativt take ind, der hvor Janet Leigh normalt træder ind under bruseren. Nogle helt andre skuespillere bemander badeværelset, der pludselig har skiftet scenografi.

Lydsporet suser, musikken forsvinder, men kniven finder vej alligevel. Blodet sprøjter til alle sider, kvinden i badet skriger alt for hjerteskærende, og pludselig klipper filmen tilbage til gysets mesters originalversion.

Langsomt går det op for dig, at du lige har bevidnet et vaskeægte mord.

De samme gamle detektiver
Richard Montanari (f. 1952).

Richard Montanari (f. 1952).

Psycho-genindspilningen er kun det første mord i The Skin Gods af Richard Montanari.

Sagen lander hos efterforskerne Kevin Byrne og Jessica Balzano. Førstnævnte er en jættestor, tavs superstrømer, der kun lige vendt tilbage til semiaktiv tjeneste efter at være blevet skudt (i hovedet, no less) i Montanaris første bog, The Rosary Girls.

Sidstnævnte er en slags übermensch der formår at arbejde tyve timer i døgnet, have en karriere som bokser og være alenemor for sin treårige datter.

Jennifer er naturligvis også plaget af dårligt selvværd og uhyrligt bevidst om, at hendes kvindekrop nu har rundet de tredive år, og derfor nødvendigvis snart vil forfalde totalt.

Pointen her ser ud til at være, at kvinder selv udmåler en kolossal del af deres personlige værd med deres fysiske fremtoning som lineal.

Det er altså ikke de slidte, socialrealistisk gråtonede hovedpersonerne, der giver The Skin Gods et skær af originalitet, men i langt højere grad morderen.

De to opdagere er stereotyper, der er blevet skildret tusind gange før, men de brutale efterligninger af berømte filmscener og især elementet, hvor morderen bevidst tvinger tilfældige uskyldige til at se på, er et frisk pust og guf for filmnørder.

Strømerne længe leve!

Der er en vis underholdningsværdi i, som læser, at sidde og gætte på hvilke film, der bliver brugt, og scenerne hvor morderen begår sine udåder er beskrevet med flair for både dramatik og publikums blodtørst. Men resten af bogen er simpelthen bare ikke god.

Sproget er fladt det meste af tiden, undtagen når det bliver nærmest patetisk overdramatisk. Karaktererne er omtrent lige så flade, ikke kun hovedpersonerne, men også Byrnes døve datter (ung, selvstændig, smuk, ben i næsen), skurkegalleriet (midaldrende/ældre, fysisk uattraktive, lurvede, usoignerede, lumre mænd), et af ofrenes mor (fordrukken, arbejderklasse, fattigfin), opdagernes chef (opfarende, velmenende, stresset, skaldet) og en berømt filminstruktør (kunstnersær, egomanisk, dekadent, punktlig). Alle er slet og ret skåret ud af andre værkers skabeloner.

Montanari virker dertil nærmest næsegrus besat af Philadelphias politistyrke, som jeg formoder har været enten overmåde hjælpsomme under research-fasen eller insisteret på at blive portrætteret heltemodigt for overhovedet at ville hjælpe.

Der går næsten ikke ét 2-3-siders kapitel uden at det fremhæves, at X afdeling af PPD er den bedste/ældste/hurtigste/berømteste af sin art i USA. Det er selvfølgelig reelt nok, at en forfatter fremhæver sine helte, men det bliver overgjort her.

Slem, slem sex

Det samme sker for plottet. Det springer i tusind retninger og involverer snesevis af personer, der på grund af det kedelige karakterarbejde er svære at skelne fra hinanden. Én ting kan plottet dog blive enigt med sig selv om, og det er at folk, der på den ene eller anden måde arbejder i sexbranchen, enten er sadistiske galninge eller naive ofre (gæt selv kønsfordelingen her).

Dette gælder især, når der er tale om lidt mere krydret sex end det Hr. og Fru Kakkelbord dyrker hver anden onsdag. BDSM-udøvere er perverse misfostre alle til hobe, “normale” mennesker får det konsekvent fysisk dårligt af at se på BDSM-porno, BDSM-klubber beskrives som beskidte dødsfælder.

Når Byrne og Jessica har bevæget sig rundt i disse – for dem – utroligt væmmelige miljøer og fejlet i at pågribe seriemorderen, The Actor som han kaldes, virkelig mange gange, løser plottet heldigvis sig selv, umiddelbart inden bogen løber tør for sider.

Den store “reveal” – antageligt det absolut vigtigste element i en krimi – er i The Skin Gods afhængig af en grænseforrykt Deus Ex (Storm P) Machina, hvor hverken opdagerne eller læserne har haft én eneste chance for at regne løsningen ud undervejs. Man fristes til at tro, at selv forfatteren ikke vidste, hvem morderen var, før til sidst.

Det er jammerligt ærgerligt, at så god en idé som The Actor-mordene er blevet brugt så skødesløst, og jeg håber, der sidder en redaktør derude og skammer sig.

Note: The Skin Gods er som sagt en toer, men kan sagtens læses som et individuelt værk.

2 stjerner

Titel: The Skin Gods
Forfatter: Richard Montanari
Forlag: Ballantine Books
Udgivelsesår: 2007
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag: Arrow Books
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2007
Sideantal: 516

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *