I de seneste par år har man kunnet komme til sci-fi-convention i Malmö. Og det vel at mærke en convention, der er skåret helt efter den amerikanske model med masser af forhandlere og celebre gæster, der stiller deres autograf til rådighed. Det var derfor også ganske naturligt, at Planet Pulp måtte stikke snuden indenfor på den anden side af Sundet for at se, hvad det hele egentlig drejer sig om.
Så mange forhandlere og fanforeninger som muligt
Malmö Mässan, hvor arrangementet afholdes, er en meget stor fabrikshal, og det kræver rent faktisk sit at få den fyldt op. Det var dog ikke noget problem, for hallen var spækket med små boder og stande, hvor der vel kunne boltre sig et sted mellem 600-700 raske, til dels udklædte, nørder.
Som udgangspunkt er det connens mål at samle så mange forhandlere og fanforeninger som muligt, og det må man sige er lykkes ganske godt. Der var stort set alt, hvad hjertet kunne begære af fangear på connen, og den ene stand efter den anden tilbød et utal af små plastikfigurer, plakater, postkort, fotografier med autografer og meget, meget mere.
Det var især de mange stande med vintage Star Wars-modeller, der tiltrak sig opmærksomhed. Det er vel efterhånden gået op for selv den mest tungnemme nørd, at de gamle figurer går til skyhøje priser i dag, og det kunne man få lov at se ved selvsyn på connen.
Til gengæld kan man også konstatere, at figurerne rent kvalitativt ligger milevidt over stort set alt andet lignende plastiklegetøj, der er blevet produceret. Figurerne ser stadig den dag i dag fabelagtigt flotte ud, om end mange er begyndt at gulne og miste kulør.
Dyrt fangear
Det var naturligvis ikke kun Star Wars-figurer, man kunne kigge på. Der var også alt mulig andet. Der var dyre DVD’er, konsolspil en masse, indrammede stills fra diverse genrefilm samt en stor stand med nogle tyskere, der solgte sorte T-shirts med tryk. Her kunne man finde T-shirts med motiver fra især horrorfilm, og det var navnlig billeder fra de mange italienske zombiefilm, der stod frem som noget særligt.
Generelt var alt, hvad der blev solgt i butikkerne helt urimeligt dyrt, men det kan på den anden side ikke overraske. Sådan er det jo; det ved alle, der også normalt shopper efter fan-merchandise. Enkelte steder var der nogle gode tilbud, men det er dyrt at være en fanboy, og det blev i hvert fald bekræftet på connen.
Som et lille kuriosum kan det nævnes, at der også var en lille stand, gemt af vejen i et hjørne, der solgte fantasyliverollespilskostumer og latexvåben, hvilket virker lidt besynderligt, connens tema taget i betragtning. Der var da heller ikke ret mange, der kiggede ned til deres live-butik, selv om en ung mand havde klædt sig ud som ork og svingede vildt med sin plastikkølle for at tiltrække sig noget opmærksomhed.
Star Wars- og Star Trek-nørder
Det var dog ikke udelukkende butikker, man fandt. Den svenske Star Wars-fanklub var mødt talstærkt op med ungersvende i diverse kejserlige uniformer – selv gode gamle Darth kiggede forbi. De glade Star Wars-fans stillede endda hjertens gerne op til fotografering, og mod en beskeden betaling kunne man blive fotograferet i en kulisse, der skulle ligne det indre af Dødsstjernen.
Også en flok Trekkies var der, og de havde slæbt en omgang Star Trek-Jeopardy med. Quizzen virkede ganske, ganske svær, i hvert fald for Planetens udsendte, der skyndsomt hastede videre for ikke at blive ydmyget foran de mange fans i nylonkostumer.
Derudover havde den svenske spilforening Sverok en stand, hvor man kunne høre mere om deres aktiviteter og tilmed snuppe et spil Sverok-yatzy med på vejen. Sverok har aldrig haft en pendant i Danmark. Det er en forening, der prøver at samle spilentusiaster i almindelighed, det være sig alt fra strategispilsfanatikere til rollespillere. Foreningen er efterhånden gammel, og for folk der interesserer sig for den slags, er det værd at kaste et blik på deres hjemmeside.
Udstillede rekvisitter
Hele connen har kun ét omdrejningspunkt bag kulisserne, og det er Jesper Isberg, der er initiativtageren og samtidig en gal prop-samler. Han har gennem tiden fået anskaffet sig en betydelig samling af originale rekvisitter fra en lang række film. Det er navnlig sci-fi han gjort det i, men det er da også blevet til en ægte Indiana Jones-hat og en poloshirt fra 24 timer, hvilket virker knap så imponerende, når man ser den udstillet.
På årets con kunne man se et udvalg af Isbergs props, hvilket i sig selv var ganske fedt. Det er besynderligt at betragte en kniv, der har været brugt i Psycho 2 (1983) med ærefrygt, men af en eller anden grund var det svært ikke at føle en form for respekt overfor de udstillede genstande, hvor latterligt det end virker bagefter. Det er ikke ofte, vi herhjemme har lejlighed til at se den slags helt autentiske rekvisitter, så Isbergs lille museum var sådan set et af connens højdepunkter.
Kendte (og knap så kendte) gæster
Det mest interessante var dog gæsterne. Til årets messe var hovednavnet Lance Henriksen, som vi kender fra Aliens (1986), Pumpkinhead (1989) og TV-serien Millennium (1996-1999). I kølvandet på ham fulgte Julian Glover, der både har medvirket i en Star Wars– og en Indy-film. Dertil kom den meget lille dværg Kiran Shah, der blandt andet har været stand-in for Frodo i Lord of the Rings-trilogien og spillet ond goblin i Legend (1985).
Den sidste gæst var Ian Whyte, der spillede rollen som predator i AVP: Alien vs. Predator (2004). Af alle var han nok den mindst interessante, og det var ganske tydeligt, at Henriksen og Shah stjal billedet. Både Glover og Whyte fik lov at passe sig selv, hvilket øjensynligt generede Glover, der lignede en mand, der kedede sig voldsomt.
Et syn for guder
Alt i alt var arrangementet ganske underholdende. Hvorvidt det er anbefalelsesværdigt at tage til Sci-Fi-con i Malmö næste år, afhænger nok i høj grad af, hvor tæt man bor på broen, og hvor gerne man vil møde de indbudte gæster. Der kunne sikkert udregnes en ligning for dette, men det vil jeg undlade at gøre.
I stedet skal det konstateres, at det absolut er en tur fra København værd at tulre omkring mellem de mange fans og bruge en lørdag eftermiddag i selskab med en stor bunke ligesindede svenskere. Det man i høj grad kommer for er at shoppe fangear, men der er nok at kigge på. Og lad det bare være sagt: overvægtige Star Trek-fans i stramme uniformer er et syn for guder, der varmer om hjertet de næste uger frem.
Udgivet i nr. 18 | 13/04/2007
Flere billeder fra messen: