The Quatermass Xperiment

Når filmfans – og måske særligt horrorfans – hører navnet Hammer Studios (eller Hammer Film Productions, som selskabet rettelig hedder), tænker de som regel først på studiets serie af gotiske horrorfilm, der startede med The Curse of Frankenstein i 1957 og fortsatte til ind i 1970’erne.

Men ud over at selskabet faktisk er betydeligt ældre – det blev stiftet i 1934 – så blev selskabets guldalder, fra slutningen af 1950’erne og til starten af 1970’erne, faktisk skudt i gang med et par science fiction-horrorfilm, der blev godt modtaget af både filmkritikere og publikum.

Den første af disse var The Quatermass Xperiment, der fik premiere i 1955. The Quatermass Xperiment var ikke Hammers første forsøg med science fiction. I 1953 udsendte studiet to science fiction-film, begge instrueret af Terence Fisher, manden der skulle blive så vigtig for studiets senere horrorfilm.

Men ingen af de to film – Four Sided Triangle og Spaceways – blev store succeser, så Hammer trængte efterhånden til lidt medvind. Det fik studiet til gengæld med The Quatermass Xperiment.

Baseret på TV-serie

The Quatermass Xperiment var baseret på en TV-serie, der var løbet over de britiske skærme to år tidligere, i 1953 – da med titlen The Quatermass Experiment. Rygter vil vide, at filmens let ændrede titel skyldtes et forsøg på at lukrere på den stadig relativt nye “X”-rating, der blev indført i Storbritannien i 1951.

TV-serien, der bestod af seks afsnit på omkring 30 minutter, var skrevet af Nigel Kneale og blev et ganske stort hit for BBC.

Desværre har kun to afsnit af serien overlevet til i dag og tilmed i dårlig kvalitet. Dette skyldes, at serien oprindelig blev opført som en slags TV-teater og transmitteret direkte, og muligvis var det faktisk kun de to første afsnit, der overhovedet blev optaget.

Oprindelig var det meningen, at alle seks afsnit skulle have været optaget med henblik på eksport – bl.a. skulle den canadiske pendant til BBC have udtrykt interesse – men meget tyder på, at producenterne
ændrede mening undervejs og droppede optagelserne.

Det er muligt, idéen blev droppet, fordi billedkvaliteten på de to første afsnit var så ringe, at man ikke mente, det gav mening at fortsætte.

Seriens efterfølgere, Quatermass II fra 1955, Quatermass and the Pit fra 1958 og den sidste, blot med titlen Quatermass, fra 1979, overlever til gengæld i deres komplette form.

De to første afsnit af The Quatermass Experiment kan findes på YouTube, hvis man er nysgerrig, men billedkvaliteten er rigtig nok frygtelig. Ikke desto mindre de to afsnit ret interessante, fordi Hammers filmudgave på et centralt punkt er markant anderledes. Det vender jeg tilbage til.

Plotmæssigt skulle Hammers film dog være meget tro overfor serien i dens helhed, så jeg slipper for at lave mere end ét handlingsreferat.

Nedstyrtet rumraket

Filmen starter med et ungt par, der grinende løber langs med en mark. De tjatter til hinanden og ler, tydeligt forelskede. Så løber de ind på marken og kaster sig ned i en høstak, hvor der udveksles kys.

Men pludselig kommer der en lyd og et lysskær. Vi ser ikke, hvad de to unge gør; blot at de forskræmte løber væk og søger tilflugt i et nærliggende hus. Der lyder et øresønderrivende brag og dele af loftet falder ned. Herefter går bondemanden – pigens far, må vi tro – ud med sit jagtgevær.

Men det er ikke en Mars-tripode, der er landet på bondens mark. Det er en raket, der er styrtet ned, og det er ret tydeligt, at den må være af jordisk oprindelse.

Brand- og politifolk ankommer hurtigt til stedet, og snart efter ankommer også en VW-bus med en repræsentant fra forsvarsministeriet og ikke mindst en vis Bernard Quatermass og hans medarbejdere.

Det er Quatermass’ raket, der er styrtet ned. Quatermass er den brillante videnskabsmand bag den første raket, menneskeheden har sendt ud i rummet, men vi finder også snart ud af, at Quatermass har foretaget sin raketopsendelse uden godkendelse fra forsvarsministeriet. Den slags småting kan Quatermass ikke kere sig om.

Ikke menneskelig

Men ikke alt ved eksperimentet er gået godt. Da Quatermass og hans folk får raketten åbnet, er kun én af de tre astronauter ombord i live. De to andre er ganske enkelt væk; deres rumdragter ligger pænt på deres pladser, som om mændene skulle være indeni, men de er tomme. Og den overlevende er i en form for chok.

Quatermass insisterer på, at den overlevende astronaut, Carroon skal tages med hjem til laboratoriet og ikke på hospitalet. Her sætter Quatermass sin trofaste medarbejder Dr. Briscoe (David King-Wood) til at tage sig af Carroon.

Men der er tilsyneladende intet at gøre. Carroon er tydeligt plaget. Han er vågen, men han siger ikke et ord. Og der er sket nogle besynderlige ændringer med Carroon – bl.a. er hans hud begyndt at ændre sig.

Briscoe forsøger at overtale Quatermass til at lade Carroon indlægge, og til sidst lykkes det Briscoe at overtale den koleriske Quatermass.

Kort efter får en af Quatermass’ andre medarbejdere, Judith Carroon – astronautens hustru – smuglet sin mand ud af hospitalet, men det skulle hun naturligvis aldrig have gjort, for Carroon er ikke menneskelig længere…

Nu starter en desperat jagt på Carroon, for det er gået op for Briscoe, at Carroon er ved at forandre sig. Et eller andet er kommet ind i Carroon derude, i rummet, og han er ved at forandre sig til et væsen, der potentielt vil kunne mangedobles og føre til planetens undergang.

Banebrydende plot

I dag virker plottet i The Quatermass Xperiment måske som noget, man har set tusind gange før. Men det havde man ikke i 1953, da TV-serien løb over skærmene første gang. Eller for den sags skyld i 1955, da filmen kom.

Idéen om en astronaut, der tager noget “fremmed” med hjem fra rummet, stammer herfra, også selvom Nigel Kneale på anden vis måske har ladet sig inspirere andetsteds fra.

Konceptet med, at Carroon er ved at ændre sig til en form for plantebaseret livsform og vil formere sig som en form for svamp – ved at udsende sporer – kan delvist være hentet fra 1951-filmatiseringen af John W. Campbells Who Goes There? – The Thing From Another World.

For selvom Carroon i The Quatermass Xperiment ikke har meget til fælles med “tingen” i Campbells kortroman (her rammer Carpenters film fra 1982 plet), så blev rumvæsnet i 1951-filmatiseringen til en form for plantebaseret liv.

Men alle de film, der senere har leget med idéen om, hvad rumrejsende kunne blive udsat for og uforvarende bringe hjem til Jorden – titler som f.eks. First Man in Space (1959), The Incredible Melting Man (1977), The Astronaut’s Wife (1999) og X-Files-afsnittet Space fra seriens første sæson (1993) – skylder The Quatermass Xperiment alt.

Fremragende

The Quatermass Xperiment er på stort set alle parametre en fremragende film.

Først og fremmest må fremhæves manuskriptet, og æren for dette må naturligvis i første omgang tilskrives Nigel Kneale. Filmens manuskriptforfattere, Richard H. Landau og Val Guest, må dog også roses for på effektiv vis at have strammet Kneales snakkesalige og noget teaterprægede TV-manus op.

Jeg havde egentlig ikke haft noget imod, om handlingen var strakt ud over yderligere 10-15 minutters spilletid, men omvendt er der noget beundringsværdigt over en film, der formår at afvikle sin handling på blot 82 minutter.

Manuskriptet fokuserer klogt på stemningsopbygning frem for effekter, selvom effekterne, når de optræder, bestemt heller ikke er at kimse ad, og slet ikke i kombination med Val Guests velovervejede, næsten underspillede instruktion og Walter J. Harveys dvælende fotografering.

Et godt eksempel på Val Guests effektive iscenesættelse – og et decideret glimrende eksempel på en less is more-tilgang – kommer f.eks. i en sekvens, efter Carroon er flygtet fra hospitalet.

Scenen skifter til en zoologisk have, der netop er lukket ned for natten. Den sidste dyrepasser lukker af og forlader stedet. Der følger nogle hurtige klip af den stille og tomme have og dyrene i deres bure, og så kommer en fremragende indstilling: Kameraet peger på et buskads og zoomer langsomt ind.

Vi ser intet i buskadset. Der er ingen lyde, ingen antydninger af noget monstrøst. Kun det dvælende kamera og den langsomme zoom fortæller os, at Caroon er der. Det er ekstremt virkningsfuldt og ufattelig elegant i al sin enkelhed.

Flotte effekter

Når vi endelig ser noget, må filmens effekter også roses. I dag er der ikke noget specielt sindsoprivende ved dem, men situationen har uden tvivl været en anden i 1955, og både Phil Leakeys make-up og Les Bowies monstereffekter er ganske formidable.

Det første sted, vi for alvor får syn for sagn, er i en scene, hvor Carroon tiltvinger sig vej ind i et ellers lukket apotek. Dels er der den fine make-up på Richard Wordsworths ansigt, dels – og mere voldsomt – hans arm, der er forandret til noget decideret plantelignende.

Da den døde apoteker bliver fundet dagen efter, ser vi også tydeligt, hvordan liget nærmest er mumificeret, udsuget for alle kropsvæsker. Der klippes hurtigt, men ikke så hurtigt, at man ikke når at se noget, og det er formentlig bl.a. herfra, filmens X-rating kom.

Også andre steder diskes der op med effekter, der for datiden er ganske imponerende. F.eks. en form for protoplasma, som Quatermass og hans folk finder i den zoologiske have og tager med hjem til laboratoriet, hvor den ligger som en pulserende, slimet masse.

Eller for den sags skyld den afsluttende effekt, da Carroons forandring ved filmens slutning er komplet, og han – den – som et vridende, Lovecraft-inspireret tentakelmonster, ligger på et stillads i Westminster Abbey.

Sidst, men ikke mindst, må nævnes en flot effekt fra tidligere i filmen, da Quatermass og hans folk gennemser nogle optagelser fra rumskibet. Her ser man bl.a., hvordan én af astronauterne går fra gulvet og op på siden af rakettens indervæg.

Senere lavede Stanley Kubrick effekten endnu bedre – og mere spektakulært (damen vender på hovedet!) – i 2001: A Space Odyssey (1968), men The Quatermass Xperiment var der først.

Atmosfære og skuespil

Men effekterne er trods alt blot glasur på kagen; den virkelig substans ligger i opbygningen af atmosfæren og i skuespillet.

Blandt skuespillerne må ikke mindst roses Richard Wordsworth som Carroon. Wordsworth har ikke én eneste replik i hele filmen, men må klare det hele gennem sit magre, udtryksfulde ansigt. Det gør han virkelig godt, ikke mindst i starten af filmen. Senere bliver det lidt mere teatralsk (bl.a. i apoteksscenen), men hvad skulle den stakkels mand ellers gøre?

Også David King-Wood som Quatermass’ trofaste assistent Dr. Briscoe er virkelig god, mens Jack Warner er fin som politidetektiven, der efterforsker hele affæren.

Og så er vi fremme ved Brian Donlevy, der spiller Bernard Quatermass.

Det stærkeste og svageste kort

På mange måder er Brian Donlevy filmens på én gang stærkeste og svageste kort. Sikkert er det i hvert fald, at Donlevys spil, kombineret med manuskriptet, kaster et helt andet lys over Quatermass end tilfældet var i BBC’s oprindelige TV-version.

I TV-versionen spillede Reginald Tate Quatermass med bekymret humanisme; Brian Donlevys Quatermass spankulerer rundt med en her-kommer-jeg-attitude og bjæffer ordrer til højre og venstre, mens han selv gør meget lidt for at løse den situation, han har skabt.

I stedet er det Dr. Briscoe, der når frem til de fleste væsentlige erkendelser om, hvad der er ved at ske med Carroon.

I Brian Donlevys skikkelse er Quatermass en skråsikker videnskabsmand, der sætter videnskab højere end alt andet, inklusive mennesker.

Som Quatermass siger til Carroons hustru, da hun anklager ham for at være skyld i det, der er sket med hendes mand:

“There’s no room for personal feelings in science, Judith. Some of us have a mission.”

Quatermass’ udgangsreplik, efter at de med nød og næppe har reddet planeten fra udslettelse, siger det hele. En af hans assistenter kommer og spørger, om der er noget, han kan gøre. Quatermass svarer, at han har brug for noget hjælp. “Til hvad?” spørger assistenten.

“I’m gonna start again.” lyder det korte svar fra Quatermass, der vandrer ud i natten, opsat på at sende endnu en raket afsted, så snart han kan, hvilket da også er filmens sidste billede.

I Val Guests film – og ikke mindst i Brian Donlevys fortolkning – er Quatermass måske nok en fremragende videnskabsmand, men han er også arrogant og sætter videnskaben frem for alt, og det er i virkeligheden måske lige præcis dette aspekt af filmen, der gør, at den er så effektiv, også efter, den er slut.

For filmens slutning giver ingen ro til publikum, som Stephen King observerer i sin bog om horrorgenren fra 1950’erne til ca. 1980, Danse Macabre:

“If you are an optimist, you can see the coda of [The Quatermass Xperiment] as a testament to the glorious stubbornness of the human spirit, its determination to advance the store of knowledge at any cost. If, on the other hand, you are a pessimist, then Quatermass becomes the ultimate symbol of mankind’s built-in limiting factor, and the high-priest of the techno-horror film. The return of his first manned space probe has almost resulted in the end of the human race; Quatermass’ response to this niggling little reversal is to launch another as quickly as he can. Foot-dragging politicians are apparently no match for the man’s charisma, and as we see that rocket going up at the end of the picture, we’re left with a question: What will this one bring back?”

Casting af markedsføringshensyn

Castingen af amerikanske Brian Donlevy som Quatermass kom angiveligt i stand for foranledning af filmens amerikanske co-producer Robert Lippert, som Hammer havde arbejdet sammen med siden starten af 1950’erne.

Lippert medfinansierede Hammers film og distribuerede dem i USA, og for at gøre filmen nemmere at markedsføre for amerikanerne, ville Lippert altså have en amerikansk stjerne i hovedrollen.

Her faldt valget på Donlevy, der var en velkendt skikkelse i USA efter en succesfuld karriere op gennem 1940’erne.

Nigel Kneale var til gengæld ikke imponeret og fandt Donlevy mekanisk og usympatisk i rollen. Det er der heller ingen tvivl om, at Donlevy er, men deri ligger måske netop pointen.

I hvert fald havde The Quatermass Xperiment ikke efterladt seeren med en nær så kold og klam fornemmelse, hvis Quatermass i filmen havde ligget nærmere op ad Reginald Tates mere menneskelige fortolkning.

Der er næppe nogen tvivl om, at Donlevys portrættering af Quatermass var bevidst fra Val Guests side, selvom en del af det nok også kom af Donlevys generelle stil som skuespiller.

The Quatermass Xperiment er en fremragende film og ikke kun set med filmhistoriske briller. Den fungerer på alle niveauer, på trods af – eller måske netop på grund af – at Brian Donlevy er så grundlæggende usympatisk som Bernard Quatermass.

Anmeldt i nr. 217 | 13/12/2023