The Post

2017 var et af de efterhånden sjældne år, hvor vi fik to scores fra John Williams’ hånd; det ene til Rian Johnsons stærkt polariserende Star Wars: The Last Jedi, det andet til Steven Spielbergs drama The Post.

Vi skal faktisk helt tilbage til 2011 for at finde sidste gang, Williams komponerede to scores samme år; dengang var det begge til Spielberg-film, nemlig War Horse og The Adventures of Tintin.

Ligesom War Horse og Tintin er The Last Jedi og The Post på én gang meget forskellige og umiskendeligt komponeret af John Williams.

The Post, som ikke får dansk premiere før til april, er baseret på den sande historie om New York Times’ og Washington Posts offentliggørelse af de såkaldte Pentagon Papers, der afslørede graden af USA’s involvering i Vietnamkrigen – om end filmen har fået nogen kritik for udelukkende at fokusere på Washington Posts involvering i historien.

I hovedrollerne finder vi Meryl Streep og Tom Hanks, mens birollerne udfyldes af solide folk som Bruce Greenwood og Matthew Rhys.

The Post er en tematisk aktuel film: Seriøse journalisters indsats for at holde en løgnagtig regering til ansvar for dens handlinger.

Præcis hvordan de politiske undertoner tegner sig i filmen, må vi her i landet vente med at se til april, men der er ingen tvivl om, at filmen kan og skal ses som en stikpille til Trump og hans ihærdige forsøg på at tegne selv de mest seriøse medier som budbringere af “fake news”.

Konstant engagerende

Scoret til The Post er ét af de relativt sjældne John Williams-scores, hvis primære virkemidler ligger i teksturer og opbygning af suspense, snarere end i tydelige præsentationer af entydige og let identificérbare temaer.

Det er en type af score, som Williams har begået tidligere, men som det efterhånden er så længe siden, vi har hørt fra ham, at man har en tendens til at glemme, hvor god Williams kan være til netop den slags.

Men netop fordi The Post også søger at opnå sin virkning gennem teksturer, snarere end temaer, er det helt klart også et score af den type, der ikke vil appellere til alle filmmusikfans og bestemt heller ikke til alle Williams-fans.

Foretrækker man John Williams, når han er i legehumør og konstant bombarderer os med temaer og ledemotiver, vil The Post formentlig forekomme lytteren både kedelig og anonymt.

Heri er jeg grundlæggende uenig, men ikke fordi Williams er ude af stand til at være kedelig. Et score som f.eks. Sleepers (1996) minder grundlæggende ganske meget om The Post, og netop Sleepers er efter min mening et jævnt hen kedeligt score.

Men The Post formår Williams at gøre konstant engagerende, fordi scoret er så dynamisk, som det er. Denne dynamik skyldes langt hen ad vejen, at én af grundbestanddelene i The Post er en række konstant varierende strygerostinati, der giver musikken travlhed og fremdrift.

Denne travlhed skulle ifølge Williams være inspireret af den travlhed og dynamik, der findes på en stor avisredaktion, og man må sige, at Williams har fanget den rigtige stemning.

Som det er traditionelt for Williams, er The Post komponeret for symfoniorkester. Mindre traditionelt er det, at Williams i flere cues også inkluderer elektrisk guitar og/eller en smule elektronisk percussion, men Williams bruger disse virkemidler meget subtilt, så de aldrig kommer til at dominere i lydbilledet.

Konspiratorisk suspense

Williams etablerer scorets generelle konspiratoriske stil i det indledende “The Papers”: Elektrisk guitar, flygel og træblæsere indleder, inden strygerne kommer ind. Lidt over halvvejs dukker et elektronisk beat op og lægger yderligere til stemningen, som er skummel og lavmælt.

I stemning, om ikke i selve udførslen, minder “The Papers” en del hel om nogle af de mere lavstemte dele af Williams’ JFK-score (1991) foruden dele af scoret til Nixon (1995). Et mindre 6-tone-motiv udgør cuets eneste tematiske indhold.

“The Presses Roll” (nr. 2) er et dynamisk cue og et godt eksempel på de konstante strygerostinati, driver scoret frem. Ved 0:53 sætter Williams ind med en kortvarig triumferede messingblæsersekvens og senere, ved 4:12, får vi en nobel passage for messingblæsere, der minder en del om de mere højtidelige dele af f.eks. Saving Private Ryan (1999) og The Patriot (2000).

Om end stemningen i “The Presses Roll” er stedvist optimistisk og triumferende, skinner den overordnet konspiratoriske lyd dog igennem, og dele af cuet har også en mere truende karakter.

“Nixon’s Order” (nr. 3) er scorets måske mest lavstemte dramatiske cue, der primært består af længere strygerlinjer i de lavere registre, suppleret med bl.a. messingblæsere. Stemningen fortæller tydeligt, at Nixon ikke har gode intentioner.

Med “Setting the Type” (nr. 7) er vi tilbage i den dynamiske stil med skiftende strygerostinati, bl.a. et rytmisk 8-tone-motiv, der også sendes rundt i de andre instrumentgrupper og giver cuet en næsten fuga-agtig karakter.

Også “Scanning the Papers” (nr. 7) er bygget op omkring varierende strygerostinati, dog knap så dynamisk som både “The Presses Roll” og “Setting the Type”.

“Deciding to Publish” (nr. 9) starter langsomt og skummelt – her bevæger strygerne sig primært i de høje registre – inden cuet udvikler sig til endnu et dynamisk suspensecue, der endnu engang konstrueres over flere skiftende strygerostinati med passager for elektrisk guitar og percussion.

Ét regulært tema

“Mother and Daughter” (nr. 6) repræsenterer scorets eneste regulære tematiske materiale. I resten af scorets dramatiske cues er der indbygget en række mere eller mindre identificérbare motiver, men deciderede temaer er der ikke tale om.

“Mother and Daughter” indeholder et regulært tema, indledningsvist fremført for soloflygel, inden strygere og blæsere senere kommer ind. Der er ikke tale om Williams’ mest karakteristiske tema nogensinde, men det er smukt og afdæmpet.

Tour de force

“The Court’s Decision and End Credits” begynder med flere noble messingblæsere a la Saving Private Ryan og The Patriot, inden en regulært optimistisk, strygerlinje kommer ind.

Senere er der mere stille optimistisk og nobel underscore for soloflygel, træblæsere og messingblæsere, der lægger sig i kølvandet på de mere patosfyldte dele af f.eks. The Patriot uden at have det scores letgenkendelige tematiske indhold.

Endnu senere kommer der mere af den drivende, dynamiske musik fra tidligere i scoret, her dog stedvis med noget større bombast og i en stil, der måske minder mest om noget fra Nixon-scoret, uden dog nogensinde at blive helt så voldsomt.

“The Court’s Decision and End Credits” er et langt cue, over 11 minutter, og er en typisk Williams tour de force, ikke gennem scorets temaer og motiver, som så ofte før, men i hvert fald gennem de forskellige virkemidler, han har benyttet sig af i de enkelte cues.

Kombineret med de smukt afdæmpede og optimistiske dele fra særligt første del af cuet, er det oplagt at udråbe det som albummets bedste, selvom andre cues måske udgør mere regulært intense lytteoplevelser.

Lounge-jazz

Der er to cues på albummet, der står frem som markante undtagelser fra den generelle stil: “The Oak Room, 1971” (nr. 4) og “Two Martini Lunch” (nr. 8) er begge tilbagelænede lounge-jazz-cues, førstnævnte for flygel, bas og elektrisk guitar, sidstnævnte for flygel og bas.

Begge udgør behagelige lytteoplevelser, men adskiller sig også så meget fra den øvrige musik, at jeg ikke er helt sikker på, at det er oplagt at placere dem blandt den dramatiske underscore.

Bevidst stilgreb

The Post er et rigtig godt eksempel på John Williams’ evne til at komponere engagerende musik, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med klart definerende temaer og motiver og medrivende actionmusik.

Selvom Williams efter min mening aldrig har været helt så god til suspense som f.eks. Jerry Goldsmith var, er The Post dog et score, hvor Williams har total succes med stilen.

Mange vil nok mene, at de forskellige små motiver, der findes i de enkelte cues, og flygeltemaet fra “Mother and Daughter” er for lidt, og at scoret kommer til at lide under en grad af anonymitet.

Egentlig forstår jeg fint den kritik, og The Post er da heller ikke et score, man vil gå ud af biografen og nynne eller pludselig genkalde sig ud af det blå.

Det er selvfølgelig et bevidst stilgreb fra Williams, og jeg spekulerer på, om tanken bag måske ikke er en generel hyldest til journaliststanden, der ofte arbejder mere eller mindre anonymt for at holde magthaverne ansvarlige.

Havde Williams leveret mere markante temaer for filmens hovedpersoner, var musikken kommet til at handle om dem som personer, meget mere end om journalistikken som koncept.

Det er muligt, jeg overtolker her; det vil vise sig, når filmen kommer op i de danske biografer om nogle måneder.

Musikkens “anonymitet” til trods, driver den af stemning, og jeg glæder mig meget til at opleve den i kontekst af filmen.

Derudover er musikken teknisk ekvilibristisk som altid og foruden de intense, spændingsfyldte dele også smukt forløst med lidt klassisk Williams-americana i det afsluttende cue.

The Post kommer nok aldrig til at stå side om side med de største Williams-værker, men mindre kan også gøre det, og der er adskillige cues på The Post, jeg kommer til at vende tilbage til mange år fremover.

Nummerliste:
1. The Papers (3:56)
2. The Presses Roll (5:00)
3. Nixon’s Order (1:47)
4. The Oak Room, 1971 (1:46)
5. Setting the Type (2:34)
6. Mother and Daughter (3:22)
7. Scanning the Papers (2:22)
8. Two Martini Lunch (2:35)
9. Deciding to Publish (5:42)
10. The Court’s Decision and End Credits (11:04)

Total spilletid: 40:08

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018