Det ville være løgn at sige, at The Pig Keeper’s Daughter ikke har nogen handling. Men det ville ved Gud være en meget, meget beskeden løgn. Ud af filmens spilletid på omtrent 96 minutter er der vel maksimalt 15 minutter, der består af scener med dialog. De resterende 80 minutter består af softpornscener med folk, der kopulerer.
“Handlingen” er som følger: Hr og Fru Swyner har datteren Moonbeam. Mr Swyner er grisefarmer, og fruen er bange for, at de aldrig skal få pigen giftet bort, fordi hun bor på en grisefarm – datteren er jo hele 19 år gammel! Mr Swyner er mere optimistisk.
Det kan godt ske, datteren ikke er gift endnu, men uerfaren med mænd er hun ikke! Særligt ikke med den lokale charmør Jasper (én af de langtrukne softpornscener). Jasper er dog mere interesseret i en anden lokal pige (to af de langtrukne softpornscener). Imidlertid kommer en liderlig handelsrejsende forbi. På vejen samler han en blaffer op (én langtrukken softpornscene), og da han når frem til grisefarmen ondulerer han lige Fru Swyner (én langtrukken softpornscene), inden han da også ryger i kanen (eller rettere: badekarret) med Moonbeam (den sidste langtrukne softpornscene). The end.
Dette “handlingsreferat” kunne godt give anledning til at sætte spørgsmålstegn ved titlen, for handler filmen egentlig om grisefarmerens datter? Ja det gør den vel til dels, men den handler mindst lige så meget om liderbassen Jasper og den handelsrejsende liderbasse.
Inspireret af Meyer
Der er ingen tvivl om, at The Pig Keeper’s Daughter er inspireret af Russ Meyers nudies. Den har den samme let humoristiske happy-go-lucky tone, der findes i mange af brystkongens film, og naturligvis har den også en flok barmfagre damer. Præcis hvem pigen, der pryder coveret, er, ved jeg dog ikke – hun synes ikke lige at optræde i filmen, men hun er da godt blikfang!
I modsætning til Meyers film mangler The Pig Keeper’s Daughter en handling, for det er en sølle undskyldning for en handling, vi bliver præsenteret for. Hvis der havde været lidt mere handling og lidt mindre kopuleren, kunne The Pig Keeper’s Daughter sikkert have været en fin lille lummerfilm. I stedet er den faktisk gudsjammerlig kedelig med mindre man er decideret interesseret i 70’er-softporn.
The Pig Keeper’s Daughter har sikkert været fin kost i 70’ernes lumre biografer, men hvor Russ Meyers film stadig er seværdige i dag, er tiden helt og aldeles løbet fra denne her. Alt i alt er der ikke meget at anbefale her for andre end hardcorefans af 70’ernes lummerfilm.
The Pig Keeper’s Daughter er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
![1 stjerne](http://www.planetpulp.dk/grafik/stjerner/1stjerne_stor.jpg)
Instruktør: Bethel Buckalew
Producere: Harry H. Novak (ukrediteret)
Medvirkende: Terry Gibson (Moonbeam), Peggy Church (Pretty Patty) (som Patty Smith), Gina Paluzzi (Mrs. Swyner), John Keith (Jasper), Peter James (sælger), Bruce Kimball (Mr. Swyner)
Foto: Robert Wilson
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1972
Produktionsselskab: Boxoffice International Pictures, Pure Gold Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011
Stikord: Softporn