Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Omen

The Omen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Opdateringen af Richard Donners The Omen er en tilforladelig, men helt ligegyldig scene-for-scene genindspilning af originalen.

The OmenI år er det 30 år siden Richard Donners Antikristgyser The Omen (dansk: Tegnet) havde premiere. Det er dog næppe for at fejre filmens 30-års jubilæum, at 20th Century Fox fandt på at lave en genindspilning.

Snarere har man på fornemmelsen, at nogen har fået en fiks idé omkring datoen den sjette juni 2006 (6/6/06), og at selskabet derfor fandt på at opdatere filmen for at kunne anvende premieredatoen i markedsføringen.

Fejler på skuespilsiden

Idéen med en remake af The Omen er sådan set ikke dårlig. Selv om originalen stadig er en glimrende film, så kan man i dag godt mærke, at den blev indspillet på et lavt budget, hvilket gør at dens visuelle side en anelse antikveret.

Problemet med at genindspille The Omen er blot, at originalen ikke alene rådede over et godt manuskript og en habil instruktør, men også var benådet med nogle fremragende skuespillere. Det er da også primært på skuespil- og castingsiden, at den nye film falder igennem.

Historien er der ikke ændret på. Der er foretaget nogle få opdateringer af og tilføjelser til manuskriptet fra 1976-versionen, tilsyneladende foretaget af Seltzer selv; han er i hvert fald krediteret som eneste forfatter. Ændringerne er imidlertid så små, at de er helt ubetydelige for filmens handling. Har man set den originale The Omen, har man dermed også – fra et handlingsmæssigt synspunkt – set den nye.

Man må dog ikke tro, at 2006-versionen følger det originale manuskript slavisk; filmen er naturligvis opdateret til nutiden, dialogen er stedvist ændret, enkelte nye scener har sneget sig ind, og visse scener er udført på en lidt anderledes måde. Her kan den berømte halshugningssekvens fremdrages som et eksempel. I den originale film blev én af hovedpersonerne halshugget af et stykke flyvende vinduesglas. I genindspilningen sker det ved et stort metalskilt, der river sig løs fra den mur, det er fastgjort til.

Remake-instruktør
Mens alt endnu er fryd og gammen - Julia Stiles og Liev Schreiber som Katherine og Robert Thorn

Mens alt endnu er fryd og gammen – Julia Stiles og Liev Schreiber som Katherine og Robert Thorn.

Filmen er instrueret af den irske instruktør John Moore, der tidligere har lavet bl.a. Behind Enemy Lines (2001) og Flight of the Phoenix (2004); sidstnævnte er i øvrigt en genindspilning af filmen af samme navn fra 1965, og førstnævnte tangerer en genindspilning af Bat*21 fra 1988. Moore er dermed lidt af en remake-man, hvilket man jo kan mene om, hvad man vil.

For de uindviede handler The Omen om det amerikanske diplotmatpar Robert og Kathy Thorn (Liev Schreiber og Julia Stiles). Ved filmens begyndelse haster Robert til et hospital i Rom, hvor han arbejder på ambassaden. Kathy ligger på fødegangen, og der er gået noget galt.

Da Robert når frem får han at vide, at barnet var dødfødt, men Kathy ved det ikke endnu. En præst tilbyder Robert, at parret kan få et andet nyfødt drengebarn, hvis mor døde i barselsseng samme aften, og dermed behøver Kathy ikke udsættes for den sorg det ville være, at få at vide, at deres barn er dødt.

Robert Thorn tager imod tilbuddet, hvilket han selvfølgelig ikke skulle have gjort. Mystiske hændelser begynder næsten med det samme at finde sted. Ved en bizar ulykke dør Roberts chef, hvilket giver ham mulighed for at avancere på karrierestigen, og han udnævnes til ambassadør i England.

Mystiske hændelser
Pete Postlethwaite som præsten, der dukker op for at advare Robert

Pete Postlethwaite som præsten, der dukker op for at advare Robert.

Her hopper handlingen fem år frem, hvor Robert, Kathy og lille Damien (Seamus Davey-Fitzpatrick) er en nydelig lille familie. Idyllen varer selvfølgelig ikke ved. Det hele starter, da Damiens barnepige begår selvmord ved drengens fem-års fødselsdag foran hele selskabet, og derefter begynder tingene virkelig at tage fart.

En præst dukker pludselig op, og forsøger at overbevise Robert om, at Damien i virkeligheden er Satans søn, Antikrist, og der sker stadig flere mærkværdige ting omkring Damien. For at gøre en lang historie kort, ender det naturligvis med, at Robert overbevises om, at noget er helt galt, og han indleder en efterforskning af sagen sammen med pressefotografen Keith Jennings (David Thewlis). Slutningen skal selvfølgelig ikke afsløres her, men for de, der kender originalen kan det siges, at intet er ændret.

Stærkt ujævne præstationer
David Thewlis har overtaget David Warners rolle som pressefotografen Jenings, der lugter ugler i mosen

David Thewlis har overtaget David Warners rolle som pressefotografen Jenings, der lugter ugler i mosen.

Som sagt er skuespilpræstationerne og castingen et af filmens væsentligste problemer. Det kan heller ikke have været nemt for Liev Schreiber og Julia Stiles at skulle forsøge at udfylde skoene efter Gregory Peck og Lee Remick, som spillede Robert og Kathy i den originale version. Schreiber gør sit i rollen, og hans præstation er da også udmærket, men Julia Stiles falder helt igennem som Kathy. Hendes indsats er stiv, og replikkerne falder nærmest som om de bliver læst op, hvilket gør rollen helt utroværdig.

Allerværst er dog Michael Gambon, der overspiller fælt i den meget lille rolle som Antikrist-eksperten Bugenhagen; man er glad for, at han kun er med i meget kort tid. Til gengæld lyser David Thewlis op i rollen som fotografen Jennings. Hans præstation er helt på niveau med David Warners indsats i den originale film, og Thewlis’ scener er blandt filmens mest vellykkede.

Katherine begynder at få bange anelser om Damien

Katherine begynder at få bange anelser om Damien.

I rollen som den sataniske guvernante Mrs. Baylock bevæger filmen sig ind på det intertekstuelle plan; det er nemlig Mia Farrow, der her spiller Billie Whitelaws rolle fra 1976-udgaven. For fans af Antikristgysere er det naturligvis en fin lille detalje, at caste Farrow i rollen som satanisk discipel – den absolutte modpol til hendes rolle i Rosemary’s Baby (1968), hvor hun var offeret for et diabolsk komplot.

Problemet er blot, at Farrow i de fleste scener simpelthen ser alt for rar ud, og næsten helt mangler den sataniske udstråling, der gjorde Whitelaw så uforglemmelig i originalen.

Den allervæsentligste rolle i The Omen er imidlertid lille Damien, og her må man sige, at genindspilningen fejler helt og aldeles. Seamus Davey-Fitzpatrick ser aldeles ikke ond nok ud til at spille den lille djævleunge, og han har ikke det rette intense blik. Det betyder, at når Damien skal se “ond” ud, ser det mest ud som om han bare surmuler. Det frarøver filmen et meget væsentligt aspekt, for det flytter faktisk fokus meget. Davey-Fitzpatrick er simpelthen så anonym, at man nogle gange glemmer, at det faktisk er hans rolle filmen handler om!

Mangler nerve
Mia Farrow som den sataniske guvernante Mrs. Baylock - en fin, men naturligvis letkøbt, intertekstuel kommentar

Mia Farrow som den sataniske guvernante Mrs. Baylock – en fin, men naturligvis letkøbt, intertekstuel kommentar.

Et eller andet sted er det også gået galt med pacingen i filmen, som næsten konstant mangler den nerve, der i så høj grad var den originale films stærkeste kort. Her er der især nogle påfaldende ændringer af væsentlige scener, der som resultat fungerer langt dårligere i 2006-versionen.

Her skal blot nævnes to eksempler, der til gengæld også er vigtige. Den ene er scenen hvor Damien vælter sin mor ud over et gelænder i anden sals højde, mens hun står og vander blomster. I originalen bygges der på eminent vis op til scenen, hvor Damien kører rundt i huset på en trehjulet cykel og til sidst rammer den stol moderen står på.

Den tilsvarende scene fra genindspilningen er til sammenligning ikke nær så nervepirrende, bl.a. fordi det i klipningen klart fortælles på forhånd, præcist hvad der skal ske. I originalen efterlades publikum i åndeløs tvivl lige indtil det rent faktisk sker.

Et andet eksempel er scenen på den gamle kirkegård i Italien, hvor Robert Thorn og Jennings finder et væsentligt bevis i sagen. De angribes her af en flok Rottweilere, som i filmen er sataniske udsendinge. I 1976-versionen bygges der langsomt op til hundenes angreb, der bliver des mere nervepirrende af den grund, men denne tilgang er i genindspilningen ændret til en chokeffekt, hvor hundene angriber pludseligt og uden varsel. Efter at det indledende chok har lagt sig, er scenen i den nye version derfor langt mindre effektfuld.

På samme vis er der adskillige andre scener i filmen, der bare ikke fungerer, hvilket desværre gør, at man mange steder faktisk sidder og keder sig bravt. Det sker aldrig når jeg ser originalen – på trods af, at jeg nok har set Donners The Omen over en halv snes gange formår den altid at krybe under huden på mig.

Ingen Ave Satani
Den trehjulede cykel er skiftet ud med et løbehjul i scenen, hvor Damien 'tilfældigvis' kommer til at skubbe mor ud over gelænderet

Den trehjulede cykel er skiftet ud med et løbehjul i scenen, hvor Damien ’tilfældigvis’ kommer til at skubbe mor ud over gelænderet.

Et sidste element, der til en vis grad frarøver filmen noget af dens effekt, er musikken. Den originale The Omen havde musik af legenden Jerry Goldsmith, der vandt sin eneste Oscar for det helt og aldeles fremragende score, han komponerede. Musikken i 2006-versionen er komponeret af én af Goldsmiths tidligere elever, den dygtige og stadigt mere populære Marco Beltrami. Han har imidlertid valgt næsten helt at undlade referencer til Goldsmiths “Ave Satani”-tema til fordel for sit helt eget score.

Når man betænker i hvor høj grad Goldsmiths score, og her især “Ave Satani”, hævede den originale film fra at være en jævn gyserfilm til en moderne gyserklassiker, savner man i høj grad temaet i Beltramis score.

Der er nogle minimale referencer, som nok kun bliver spottet af filmmusik-entusiaster, og ellers høres temaet kun under rulleteksterne. Det er lidt ærgerligt, men i øvrigt bør Beltrami roses for sin musik, der faktisk er ganske udmærket. I forhold til Goldsmiths er det dog som et stearinlys ved siden af et sankthansbål.

Visuelt fin
Michael Gambon overspiller pinligt i rollen som Bugenhagen

Michael Gambon overspiller pinligt i rollen som Bugenhagen.

Visuelt er der intet at udsætte på The Omen, og her ligger måske filmens væsentligste styrke i forhold til 1976-versionen. Tidens tand har, som nævnt i indledningen, nemlig været lidt hård ved Donners film.

Den nye udgave vil fra et visuelt synspunkt uden tvivl have bredere appel til et yngre publikum, der måske ville være hurtige til at affeje originalversionen som “gammel”, hvilket for mange i dag åbenbart er et skældsord i filmsammenhæng. Man kan blot håbe på, at de, der ser den nye film uden at kende originalen, vil blive så nysgerrige at de opsøger forbilledet.

Den endelige dom over 2006-versionen af The Omen må i sidste ende blive ret hård, for den mangler næsten konsekvent alle de elementer, der gjorde – og gør – originalen seværdig. Nu må man ikke tro, at jeg er utilfreds med filmen, blot fordi det er en remake af en film, jeg holder meget af. Sagen er blot den, at hvis man skal genindspille en film, så må det være fordi man kan gøre det lige så godt eller måske endda bedre end originalen. Det har John Moore ikke kunnet, og derfor føjer The Omen sig ind i rækken af helt og aldeles unødvendige remakes.

3 stjerner

Titel: The Omen
Instruktør: John Moore
Manuskript: David Seltzer
Cast: Liev Schreiber (Robert Thorn), Julia Stiles (Katherine Thorn), Seamus Davey-Fitzpatrick (Damien), David Thewlis (Keith Jennings), Pete Postlethwaite (Father Brennan), Mia Farrow (Mrs. Baylock), Michael Gambon (Bugenhagen), Giovanni Lombardo Radice (Father Spiletto)
Producere: John Moore (producer), Glenn Williamson (producer), Peter Veverka (associate producer), Giovanni Lovatelli (line producer), Jeffrey Stott (executive producer)
Foto: Jonathan Sela
Klip: Dan Zimmerman
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk, islandsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2006
Produktionsselskaber: 11:11 Mediaworks, Twentieth Century-Fox Film Corporation
Distributør (DVD): SF Film (Danmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Antikrist, Katolicisme, Okkultisme, Onde Børn, Præster, Remake, Rom, Satanisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *