The Omen

6 minutters læsetid
The Omen

Jerry Goldsmiths musik til The Omen (1976) er sandsynligvis det bedste score, der nogensinde er komponeret til en gyserfilm. Ikke fordi musikken er det allermest uhyggelige at lytte til som album – der er faktisk andre scores, der udgør en mere uhyggelig lytteoplevelse på CD – men fordi musikken virker så fremragende i filmen, hvor den er helt og aldeles rædselsvækkende. Og misforstå mig nu ikke; også på albummet er musikken stedvist så uhyggelig, at de små hår rejser sig på lytterens arme.

Ekstra musikbudget

Producenterne bag The Omen var heldige med at få Jerry Goldsmith til at komponere musikken, for faktisk lå komponisten prismæssigt uden for deres rækkevidde. Men instruktøren Richard Donner og producenten Harvey Bernhard var så overbevist om, at Goldsmith var den rigtige mand, at de gik direkte til den daværende direktør for 20th Century Fox, Alan Ladd Jr. (nu direktør for produktionsselskabet The Ladd Company), som sørgede for at de fik nogle ekstra penge til at hyre komponisten.

På daværende tidspunkt havde Goldsmith været Oscarnomineret otte gange, uden dog at vinde, og han havde komponeret filmmusik i næsten 20 år, så han var en etableret komponist med en allerede imponerende karriere bag sig.

Det skulle vise sig, at Donner og Bernhard valgte rigtigt, da de insisterede på at få Goldsmith. Ikke alene komponerede han et fremragende score, som på alle måder fremhæver filmen, men scoret skulle også blive skelsættende for Goldsmith selv: han blev endnu Oscar-nomineret for musikken til The Omen, men denne gang vandt han også – Goldsmiths første og eneste statuette i øvrigt.

Ave Satani

Musikken til The Omen er komponeret for symfoniorkester og kor, hist og her med anvendelse af en lille bitte smule synth, eller en form for keyboard i hvert fald. Sidstnævnte falder dog ofte så langt ind i lydbilledet, at man sjældent hører det. Derudover anvender Goldsmith et par instrumenter, som man typisk associerer med religiøs musik eller den religiøse sfære, orgel og klokke, og som stedvist giver scoret en urovækkende liturgisk klang.

Det de fleste uden tvivl husker fra musikken til The Omen er hovedtemaet, “Ave Satani”, der går igen mange gange på scoret, men som høres renest i “Ave Satani” (nr. 1). Cuet er komponeret for orkester, kor og orgel, og er ét af de ondeste og mest dystre hovedtemaer, der er skrevet til en film.

Temaet åbner med kor, og efter et lille pianomotiv på syv toner kommer orkestret ind og supplerer koret. Pianomotivet er vigtigt, for de første tre toner af det går igen i mange af scorets numre, og på karakteristisk finurlig vis muterer Goldsmith motivet, så det også udgør en vigtig del af kærligheds-/familietemaet, der aldrig er “rent” – det er altid inficeret med det sataniske hovedtema. En ekstremt intelligent lille detalje, som man faktisk ikke kan rose nok.

Ud over at være fantastisk dystert og ondt, brillerer hovedtemaet også ved at være noget af en ørehænger, og selv om det ikke er et tema, man går rundt og fløjter for sig selv, så er det ikke et tema, man glemmer. Samtidig med at musikken er dyster, lyder en del af korteksten “sanguis bibimus, corpus edimus” – vi drikker blodet, vi spiser kødet – og “ave Jesus Christus, ave Satani” – ”hil Jesus Kristus, hil Satan” – så også i teksten indsætter Goldsmith liturgiske elementer. At Goldsmiths Latin i øvrigt ikke er grammatisk korrekt er naturligvis helt bevidst; komponisten skulle have teksten til at fungere som kortekst.

Hovedtemaet er på grund af kor-elementet af mange blevet sammenlignet med både Carl Orffs Carmina Burana (1937) og med gregoriansk musik. Hertil er der kun at sige, at begge dele er noget pjat. “Ave Satani” bærer ingen lighed med Carmina Burana, ud over at begge værker anvender kor, og “Ave Satani” er på ingen måde opbygget som gregoriansk korsang.

Kærlighedstema og underscore

Goldsmith komponerede også et smukt og harmonisk kærligheds- og familietema til filmen, der repræsenterer dels kærligheden mellem Robert Thorn og hans kone Kathy (Gregory Peck og Lee Remick), dels deres kærlighed til deres lille søn Damien (Harvey Stephens). Men selv om kærligheden til Damien hurtigt krakelerer, så bliver temaet ved med at dukke op igennem hele scoret som en trist påmindelse om, hvad Robert Thorn mister i løbet af filmen. Kærlighedstemaet høres første gang i “On This Night” (nr. 2), men i sin fuldeste og reneste udgave i, “The New Ambassador” (nr. 3).

Foruden hovedtemaet og kærlighedstemaet, der udgør scorets to røde tråde, samt det tidligere omtalte lille pianomotiv, der på nærmest pervers vis snor de to temaer sammen, består scoret af en række effektive suspense- og horrorcues med varierende anvendelse af tematisk materiale.

Kun få cues er næsten udelukkende underscore, uden anvendelse af tematisk materiale, som f.eks. den meget korte “666” (nr. 17), der byder på ren atonal orkestermusik, der bare stiger og stiger i volumen indtil klimaks. Ellers er der faktisk tematisk materiale i de fleste af numrene – enten i form af diverse variationer af “Ave Satani” eller kærlighedstemaet.

Højdepunkter

Hele Omen-scoret er fremragende, men der er nogle højdepunkter undervejs. Det første der skal nævnes, er “Broken Vows” (nr. 6); et cue hvor Goldsmith udnytter orkestret meget rytmisk, hvilket skaber en effektivt ubehagelig stemning af noget påtrængende. Til sidst i nummeret kommer koret ind med teksten fra hovedtemaet, og sætter prikken over i’et.

“Killer Storm” (nr. 9), der stammer fra scenen hvor præsten spiddes, er et andet fremragende nummer, der starter med kor og orkester og langsomt bygger op – bemærk her især strygerne, som Goldsmith driver helt op i de høje registre så det løber én koldt ned ad ryggen! Til sidst sætter koret ind med en rytmisk messen af “Jesus Christus, Ave Satani” inden nummeret drives frem mod sit klimaks. Absolut fremragende!

“The Dogs Attack” (nr. 13) består langt hen ad vejen af dyster og truende underscore med en vis anvendelse af kor. Undervejs i nummeret eksperimenterer Goldsmith med nogle alternative orkestreringer, der skaber en virkelig uhyggelig stemning, og da rottweilerne endelig angriber kommer koret ind for fuld styrke.

Endelig må fremhæves “The Demise of Mrs. Baylock” (nr. 18), der starter voldsomt med kor og orkester sammen, og fortsætter som en blanding af et action- og horror-cue med masser af anvendelse af kor, mens Thorn og Mrs. Baylock slås. Her må det nævnes, at Goldsmith stedvist lader koret hviske i stedet for at synge, hvilket er ufattelig effektivt.

Det er et trick, der er blevet anvendt i masser af horrorscores siden da, men det er værd at bemærke, at det var Goldsmith der opfandt denne teknik til The Omen. Faktisk anvendes det hviskende kor i mere udstrakt grad på filmens lydspor, hvor enkelte cues udelukkende består af det hviskende kor uden underlægningsmusik – disse cues er imidlertid ikke inkluderet på albummet.

Bestseller

Denne udgivelse fra Varèse Sarabande repræsenterer den bedste version af scoret, der findes på markedet. Den tidligere udgivelse, også på Varèse, var blot på cirka 30 minutters varighed, men denne Deluxe Edition er omkring 49 minutter lang, og har flere cues, der ikke var udgivet tidligere. Der er desuden udmærkede liner notes af produceren Robert Townson fra Varèse.

Albummet inkluderer også en sang baseret på kærlighedstemaet og sunget af Goldsmiths kone Carol. Den er en anelse for sukkersød for min smag, men skal også kun opfattes som en bonus. Den blev indspillet til den oprindelige albumudgivelse af scoret i 1976. Den første udgivelse af scoret var i øvrigt et af de bedst sælgende scores nogensinde indtil Titanic (1997) sejlede ind i alverdens biografer, og albummet fik sågar en Grammy-nominering, hvilket også siger noget om filmens popularitet.

Albummets lydkvalitet er ikke helt i top; hist og her kan man godt høre, at det er en ældre indspilning, og i enkelte numre er der en smule forvrængning. Til gengæld må man huske, at det er det originale film-score man får, og ikke en genindspilning, som det tidligere var meget almindeligt at lave til albumudgivelserne.

Der er ikke meget mere at sige: The Omen er et af de bedste horrorscores nogensinde, og hører til på enhver filmmusik-entusiasts CD-hylde.

Nummerliste:
1. Ave Satani (2:35)
2. On This Night (2:36)
3. The New Ambassador (2:34)
4. Where Is He? (0:56)
5. I Was There (2:27)
6. Broken Vows (2:12)
7. Safari Park (3:24)
8. A Doctor, Please (1:44)
9. The Killer Storm (2:54)
10. The Fall (3:45)
11. Don’t Let Him (2:49)
12. The Day He Died (2:14)
13. The Dogs Attack (5:54)
14. A Sad Message (1:44)
15. Beheaded (1:49)
16. The Bed (1:08)
17. 666 (0:44)
18. The Demise of Mrs. Baylock (2:54)
19. The Altar (2:07)
20. The Piper Dreams (2:41)

Total spilletid: 49:23

6 stjerner
Komponeret af: Jerry Goldsmith
Fremført af: The National Philharmonic Orchestra
Dirigeret af: Lionel Newman
Orkestrering: Arthur Morton
Udgivelsesår: 2001 (oprindelig udgivelse 1976)
Producer: Jerry Goldsmith, Robert Townson (“The Deluxe Edition”)
Label: Varèse Sarabande – VSD-6288

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.