Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Messengers

The Messengers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The MessengersThe Messengers er hverken original, spændende eller troværdig. Historien er fyldt med ulogiske situationer, plothuller og tykke klichéer. Effekterne er til hundene, og en stor del af dialogen fortjener ørefigner. Den formår såmænd stadig at underholde, men det ændrer ikke på, at The Messengers er tom luft og ligegyldig underholdning.

For nogle år siden forsvandt familien Rollins fra deres farm som dug for solen, efter solsikkehøsten var gået i vasken. De gik bankerot, og derfor forlod de egnen – det er i hvert fald, hvad de lokale i den nærliggende lilleby mener.

Som seer ved vi imidlertid, at det ikke helt stemmer, for familien flyttede slet ikke – de blev brutalt myrdet af en uhyggelig, dæmonisk kraft. I de efterfølgende år har farmen stået tom, men nu har stedet fået nye ejere. Forhåbentlig går farmen således lysere tider i møde, det er i hvert fald hvad den lille New Yorker-familie der har købt landbruget håber.

Egentlig havde de slet ikke lyst til at forlade byen, men en tragisk episode har næsten formået at splitte familien, og de håber nu alle, at den landlige idyl vil kunne føre dem sammen igen. Den det har taget værst på, at skulle flytte bort fra New York, er familiens teenagedatter Jess, der med desperation i stemmen kan konstatere, at der ikke er dækning på mobilnettet, da familien nærmer sig farmen for første gang. Aha, tænker man, så ved vi, hvorfor du ikke kan ringe efter hjælp senere!

Paranormale fænomener

Den første rædbrækkede dødning tager en tur op af væggen

Farmen, familien har købt, er rent ud sagt til rotterne. Den er forfalden, og næsten helt ubeboelig, men familiefar Roy er en ægte handyman, og han går til sagen med stort gåpåmod. De andre følger mere tøvende trop, men freden får langsomt lov at sænke sig over familien, mens de begynder at etablere sig.

Alt er bare ikke, som det burde være, for stort set fra første sekund, Jess træder ind i huset, står det klart, at det spøger på stedet. Døre smækker, der høres mystiske lyde, småting flytter sig ved egen kraft, og i forældrenes soveværelse er der en våd plet på væggen, som ikke kan vaskes bort.

Jess (Kristen Stewart)

Det er alt sammen meget ubehageligt, og var det da ikke lige fordi Roy og Denise – familiens mor og far – var komplet blinde over for de ganske mange paranormale fænomener i huset, var de sikkert øjeblikkeligt flygtet skrigende bort. Imidlertid er det kun Jess, der kan se det, der sker i huset, eller det vil sige næsten, for i virkeligheden er den, der ser mest, familiens lille stumme dreng Ben, der desværre ikke kan fortælle om det, han oplever.

Surt – især for Jess, da det nemlig hurtigt bliver tydeligt, at det er hendes skyld, familien har måttet forlade New York, og nu hvor hun begynder at fable om gespenster, er der ikke mange, der har lyst til at lytte til hende.

History repeating

Roy (Dylan McDermott)

Sideløbende med det overnaturlige plot, skal landbruget også passes. Roy skal så solsikker, og forsøge at holde de særdeles nærgående krager borte. Faktisk er kragerne mere end almindeligt nærgående, så mon ikke de er et led i spøgeriet, der knytter sig til huset. Meget taler i hvert fald for det, da nogle scener, der virker som taget ud af Hitchcocks The Birds (1963) er løbet over skærmen.

Spøgelse à la Asien

Lykkeligvis får Roy snart hjælp fra den omflakkende landarbejder Burwell, der hurtigt bliver en del af familien. Her må vi dog ikke glemme, at Jess naturligvis også får lejlighed til at møde lillebyens jævnaldrende teenagedreng – Bobby – der på rekordtid og offscreen forelsker sig i hende.

Dermed er alle brikkerne blevet præsenteret. Mens familien forsøger at få den nye hverdag til at hænge sammen, tager spøgerierne gradvist til, og Jess bliver mere og mere skrøbelig. Forældrene fatter naturligvis ikke hvorfor, men her er det godt, at den forstående, og lidt mystiske, Burwell kan lytte til pigens snak. Spørgsmålet er bare, om de nogensinde vil nå at blive en rigtig familie igen, for som solsikkehøsten rykker nærmere, lader det til, at begivenhederne, der dræbte de tidligere ejere, skal til at gentage sig på ny.

Pinagtigt uoriginal

Endnu et gespenst

The Messengers er et studie i J-horror à la US. Den har alle ingredienserne, vi kender fra navnlig The Ring såvel som Ju-On: The Grudge, og man fornemmer nærmest, at Todd Farmer og Mark Wheaton, der henholdsvis stod for filmens historie og manuskript, har arbejdet ud fra en checkliste over elementer, der skulle være til stede for at efterleve produktionsselskabets succeskriterier.

The Messengers er med andre ord pinagtigt uoriginal, og næsten naivt ukritisk i sin brug af genrens klichéer. Nu er der heller ikke nogen af de to forfattere, der er synderligt rutinerede, hvilket muligvis kan forklare den tvivlsomme historie. Det næsten uambitiøse visuelle udtryk er der dog ikke nogen undskyldning for.

I instruktørrollen finder man nemlig brødrene Oxide Pang Chun og Danny Pang, der leverede deres bidrag til J-horror-bølgen i form af Gin gwai (2002) – internationalt kendt under navnet The Eye. Instruktørerne har altså på forhånd kendt genren indefra, og den eneste grund til, at The Messengers er blevet så belæsset med klichéer, som den er, må være, at Pang-brødrene har tænkt “jo mere jo bedre”. Det holder desværre bare ikke.

Suspense er en by i Rusland

Denise (Penelope Ann Miller)

Det holder især ikke, fordi gyset og effekterne er så pågående, at de bliver smidt i ansigtet på seeren fra første øjeblik. Suspense er dermed en by i Rusland, for brødrene går til makronerne med det samme, og vi er da heller ikke ti minutter inde i filmen, før det første radbrækkede spøgelse er kravlet over gulvet.

De oprindelige J-horror-film virkede, fordi de tog sig tid til at opbygge gyset og udfolde den isende stemning af besøg fra hinsides graven. Tempoet blev skruet en del i vejret, da de amerikanske remakes begyndte at dukke op, men aldrig i et omfang, som det sker i The Messengers. Her bliver det ganske enkelt bare latterligt. Godt nok er der et par vellykkede øjeblikke, uden de på nogen måde er noget særligt.

Samtidig må man også studse over, at Pang-brødrene har været så glade for at trække deres spøgelser helt ud i lyset, hvor seeren med al tydelighed kan se dem, når man tager i betragtning, hvor ubehjælpelige de digitale effekter er.

Lunkent cast

En krage i hånden er bedre end ti på taget - eller... ?

Skuespillerne hører alle til Hollywoods anden division med flere ansigter, der har cirkuleret mellem diverse højtprofilerede TV-serier som Desperate Housewives (2004-), Sex and the City (1998-2004) og CSI: NY (2004-). Roy, familiens far, spilles af Dylan McDermott, der med plagede hundeøjne prøver at leverer noget dybtfølt. Det samme gør den mindst lige så plagede Penelope Ann Miller i rollen som mor.

Teenagepigen Jess spilles øretæveindbydende af Kristen Stewart, der trods sin unge alder havde lejlighed til at medvirke i Cold Creek Manor (2003), der har en historie som minder forbløffende meget om den, man finder i The Messengers.

Det korte af det lange er, at det lunkne cast bestemt ikke bidrager med noget positivt til en i forvejen lunken film. Dog må det kort indskydes, at det er ganske fornøjeligt at se William B. “Cigarette Smoking Man” Davis i rollen som meget skummel bankmand.

Tom luft og ligegyldig underholdning

Det smukke landskab omkring farmen

Nu er helhedsindtrykket af The Messengers nok ikke ligefrem blevet fremstillet i de mest rosenrøde skær. Den er hverken original, spændende eller troværdig. Historien er fyldt med ulogiske situationer, plothuller og tykke klichéer. Effekterne er til hundene, og en stor del af dialogen fortjener ørefigner.

Det man imidlertid ikke kommer uden om, er, at den har alt, hvad en J-horror-film behøver. Det vil sige, at hvis man som ukritisk fan af genren har lyst til noget nyt, er The Messengers bestemt en mulighed. Den skraber ikke bunden som sådan, for den er trods alt flot fotograferet, og navnlig landskabsbillederne fra markerne omkring farmen er ganske smukke. Den til tider Danny Elfmanske musik er heller ikke dårlig og så fremdeles.

Den skumle bankmand Colby Price (William B. Davis)

Der er masser af steder, hvor Pang-brødrenes film ikke falder igennem, men det er bare ikke nok. Det er tom luft og ligegyldig underholdning. The Messengers er horror-tomgang af en type, som Sam Raimis produktionsselskab Ghost House Picturs efterhånden har udsendt fornærmende mange af.

Det frarådes ikke ligefrem at se The Messengers, for kedelig bliver den aldrig, men hvis man i forvejen har et ondt øje til J-horror-genren, skal Pang-brødrenes nyeste skud på stammen nok bekræfte én i alle fordommene. Kort sagt – endnu en ligegyldig gyser har her set dagens lys på DVD-markedet.

The Messengers er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner

Titel: The Messengers
Instruktør: Oxide Pang Chun & Danny Pang
Manuskript: Mark Wheaton (screenplay), Todd Farmer (historien)
Cast: Kristen Stewart (Jess), Dylan McDermott (Roy), Penelope Ann Miller (Denise), John Corbett (Burwell), Evan Turner (Ben), William B. Davis (Colby Price), Brent Briscoe (Plume), Dustin Milligan (Bobby)
Producere: Lou Arkoff (co-producer), Rhonda Baker (line producer: Canada), Joseph Drake (executive producer), Nathan Kahane (executive producer), Kelli Konop (co-producer), Jim Miller (co-producer), Andrew Pfeffer (line producer), Sam Raimi (producer), William Sherak (producer), Jason Shuman (producer), Robert G. Tapert (producer), J.R. Young (co-producer)
Foto: David Geddes
Klip: John Axelrad, Armen Minasian, Tim Mirkovich
Musik: Joseph LoDuca
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/Canada, 2007
Produktionsselskaber: Scarecrow Productions Inc., Blue Star Pictures, Ghost House Pictures
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/02/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *