Tegneserieudgaven af The Crystal Shard, med titlen The Legend of Drizzt – Book IV: The Crystal Shard, var en noget ligegyldig, men trofast adaption af romanen. Tegneren Semeiks stil var pæn, men kedelig. Det er til dels det samme i The Legend of Drizzt – Book V: Streams of Silver, men heldigvis er der flere visuelle finurligheder, end det var tilfældet med forgængeren. Her tænker jeg specielt på hele sideplottet med den nederdrægtige troldmand Dendybar, og opgøret med Morkai. Her viser Val Semeiks farlighed og mørke, som ellers ikke er til stede i denne tegneserie der, rent visuelt, minder lidt om den type glansbilleder fra mors barndom, man støtte på i kasserne på loftet, mens man ledte efter fars pornoblade.
Handlingen følger romanen trofast: Drizzt og vennerne er på et gigantisk eventyr, hvor de skal finde frem til Mithril Hall, der er dværgen Bruenors hjemsted. Men samtidig er der onde magter på spil, og snart jages gruppen, uden at de ved af det, af en brutal lejemorder, der har taget vores yndlingsfantasyheltinde Cattie-brie som gidsel – ja, det hele er fyldt med pubertære moraler, overfladisk action og lummerhed, men det virker fremragende, nøjagtig som det er tilfældet i romanen. Og forfatteren Andrew Dabb formår både at være tro mod Salavtores dialog, som ofte bruges ordret, samtidig med at han giver historien sit eget præg gennem de valg, han træffer om, hvad der skal skæres væk.
Liderlighed og World of Warcraft
Stilen er som sagt anonym og tegneseriepæn på den flade måde. Jeg vil faktisk, ud over glansbilleder, sammenligne stilen med World of Warcraft onlinespillet: det er nydeligt, historien fortælles fremragende, men hold kæft, hvor er det kedeligt og ordinært. Og samtidig helt igennem nørdet på den måde, at kvinder SKAL have kæmpestore bryster, der er ved at falde ud af deres tøj. Semeiks gengivelser af Cattie-brie og Lady Alustriel er nærmere tager fra en softpornfilm frem for fra Salvatores roman. Det hele lugter langt væk af indestængt liderlighed, som nok meget godt rammer den primære målgruppe: unge mænd.
Som i romanen skrider handlingen frem over stok og sten, og er pacet helt perfekt af Andrew Dabb. Han udelader de rigtige passager, og fokuserer på essensen i historien. Jeg er specielt imponeret over, hvorledes Dabb kort og præcist får forholdet mellem Artemis Entreri og Drizzt beskrevet. Det er godt gjort, da denne del er meget vigtig for den overordnede fortælling om det gode og onde i alle individer.
En pengemaskine forklædt som en fed omgang high fantasy
Romanen er fyldt til bristepunktet med kopier af passager fra Tolkiens The Lord of the Rings (1954-55), og dette bliver endnu tydeligere i tegneserien, som både låner fra romanen og Peter Jacksons filmatisering (2001-03).
Grunden til at jeg klart vil anbefale albummet er ikke stilen, men derimod fortællingen. Sjældent har man set en så god en high fantasy-fortælling på tegneserieform, og det skyldes udelukkende, at Dabb har formået at lave en rigtig fin adaption af Salvatores roman. For i sig selv er den visuelle udformning ganske ligegyldig, med nogle få undtagelser, og det leder frem til den samme anke, som jeg havde mod forgængeren: man kan ligeså godt bare læse romanen en ekstra gang.
Som fanboy er det naturligvis umuligt at støde ind i albummet, uden med det samme at købe det, og hvis man er typen, der ikke gider læse bøger, er denne tegneserie trods alt et super køb. Her får du både action og indhold leveret i en ordinær indpakning. Det er helt tydeligt, at pengene vejer højere end de kunstneriske ambitioner, hvilket som sådan ikke er noget problem, men det mærkes meget tydeligt.
Seriens titel: The Legend of Drizzt
Forfatter: Andrew Dapp (efter roman af R.A. Salvatore)
Tegner: Val Semeiks
Albumlængde: 144 sider
Udkom i USA i tre dele i 2007 på forlaget Devil’s Due Publishing.
Udkom som samlet album i USA i 2007 på forlaget Devil’s Due Publishing.
Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008
Stikord: Fantasy, Tegneserie efter roman
