Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Legacy

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The LegacyVi er med The Legacy i en overgangsperiode i Salvatores forfatterskab og i fortællingen om Drizzt. Det er en noget ujævn roman med markante styrker og svagheder. Og samtidig er det ganske forrygende fantasyunderholdning.

Knap havde Sojourn (1991), det tredje bind i The Dark Elf Trilogy, forladt trykken, før Salvatore var klar med den næste bog i the neverending story om Drizzt og vennerne. I 1992 udkom The Legacy – den første TSR-fantasyroman udgivet i hardcover – og den strøg let og elegant i løbet af et par uger ind på førstepladsen på New York Times‘ bestsellerliste.

The Legacy, som var Salvatores første forsøg uden en trilogi at hæfte historien op på, er dog sidenhen puttet i Legacy of the Drow-kassen. De andre bind i ”serien” er Starless Night (1993), Siege of Darkness (1994) og Passage to Dawn (1996). Specielt de tre første bind hænger godt sammen, da de foregår back to back rent tidsmæssigt, hvorimod der i Passage to Dawn springes seks år frem i tiden. Så det er lidt søgt, men et fornuftigt kommercielt kneb, da det er nemmere at sælge serier end enkeltstående bind – læserne skal jo lige læse, hvad der sker i næste bind, og samtidig kan man jo udgive samlede ominibusser for at sælge bøgerne igen og igen.

Salvatore Overdrive

R.A. Salvatore (f. 1959)

Men lad os lige kort dvæle ved nogle tal, før vi går videre med The Legacy. I 1988 udkom The Crystal Shard – det første bind i Salvatores omfattende saga om Drizzt og vennerne. Ti år efter, i 1998, udkom The Silent Blade, som er bind 11 i Drizzt sagaen. Ja. 11 bind på 10 år.

Men det imponerende stopper ikke her. For i samme periode skrev Salvatore sin anden legendariske Forgotten Realms-serie om præsten Cadderly i The Cleric Quintet (1991-1994). Så er vi oppe på 16 bind på 10 år. Men, men, men, det stopper heller ikke her. For i samme periode arbejdede Salvatore også på andre fantasyromaner, og der blev udgivet yderligere ti fantasyromaner i samme periode! Så det samlede antal kommer op på 26 romaner på 10 år.

Det er ret imponerende, at Salavatore kan holde et så højt niveau, og at han åbenbart ikke løber tør for idéer. For at runde dette lille intermezzo af kan jeg nævne, at Salvatore i perioden 1998-2010 har skrevet 28 bøger, og at der to mere på vej i 2011.

Hævn!

The Legacy starter dér, hvor The Icewind Dale Trilogy sluttede: Mithril Hall er generobret af Battlehammer-klanen, og Catti-brie og Wulfgar skal giftes i Bruenors haller – to mennesker og deres dværge-papfar, så bliver det vist ikke meget mere fantasyagtigt! Men alt er ikke så rosenrødt, som det ser ud til. I onde, onde Menzoberranzan er der nogle onde, onde drowelvere, der vil have hævn over Drizzt. Og hævnaktionen ledes af Vierna og Dinin: Storesøster og storebror til stakkels Drizzt!

Samtidig er Wulfgar mere beskyttende, end Catti-brie bryder sig om. Så mens de nederdrægtige drowelvere marcherer mod Mithril Hall, har vores venner følelsesmæssige problemer. Men ikke nok med det, så dukker Artemis Enteri op igen, og snart er fanden løs i Mithril Hall.

Og så er det, at Salvatore smider sin trumf: Han lader Wulfgar dø! Rent følelsesmæssigt er det en hård passage, da man er kommet til at holde meget af Wulfgar. Men den måde, Salvatore beskriver Wufgars sidste handlinger på, før han med sin warhammer smadrer mange tons sten ned over en dæmon og sig selv, er gjort af det stof, der skaber myter. Her er en vaskeægte helt, der ofrer sig selv for at redde sin elskede:

”He began a hearty song to Tempus, his god of battle. He sang with lungs fast filling with blood, with a voice that came from a heart that had pumped mightily for more than twenty years. He sang and forgot the waves of crippling pain. He sang and tightened his grip on Aegis-fang.”

Det kræver altid mod, at lade en af sine mest populære helte afgå ved døden. Men det virker temmelig godt i The Legacy og er klart den bedste del i romanen. Men hvad der videre sker, vil jeg ikke røbe her, men blot konstatere, at romanen slutter ganske dystert.

Og så er der lige en lille episk perle, som får mig til at fælde en tåre, hver eneste gang jeg læser The Legacy (som jeg efterhånden har læst fem gange). Der en passage, hvor en deling af dværge er på røven. De er oppe mod drow-overmagten. Men så er det, at dværgene træder i karakter. En lille gruppe laver et last stand, så de andre dværge kan flygte med deres sårede kamerater. Amen!

”They did not look back, but bowed their heads forward and ran on, each vowing silently to toast the lost companions. The blockers would not break ranks and join them in their flight; they would hold the line, hold the enemy back until their lifeless bodies fell to the stone. It was all done in loyalty to their fleeing kin, an act of supreme, valiant sacrifice, dwarf for dwarf.”

Problemer midt i underholdningen

The Legacy har to store problemer. Det første hedder Artemis Entreri. Ja, han er sej og en fed karakter. Men kampen mellem ham og Drizzt har vi efterhånden set mange gange før, og det begynder at blive ensformigt. Også fordi kampene mellem dem ikke er så sprudlende som tidligere.

Det andet problem er, at The Legacy føles som en overgangsperiode. Man ved ikke helt, hvilken retning Salvatore vil vælge, og nogle steder føles det næsten som om, at han er ved at afslutte fortællingen om Drizzt. Salvatore har skullet finde fodfæste efter de to meget succesfulde trilogier, og derfor fremstår The Legacy noget ujævn. Det råder Salvatore til gengæld bod på i det efterfølgende bind.

Når alt det negative er er sagt, så er The Legacy stadig fremragende underholdning, som viser, at Salvatore har et meget højt bundniveau.

4 stjerner

Titel: The Legacy
Forfatter: R. A. Salvatore
Forlag, år: TSR, 1992
Sideantal: 332

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/02/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *