Tommy Prang Vonsyld
Ingen kommentarer

The Last Duel

The Last Duel
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ridley Scott er tilbage i suveræn storform med sin bedste film i mange år, men som paradoksalt nok ser ud til at blive karrierens største økonomiske fiasko.

The Last DuelThe Last Duel omhandler den sidste (officielle) juridisk sanktionerede tvekamp i fransk historie, som fandt sted den 29. december 1386 mellem ridderen Jean De Carrouges og væbneren Jacques Le Gris.

Filmen er baseret på amerikanske Eric Jagers bog fra 2004, The Last Duel: A True Story of Trial by Combat in Medieval France.

Det var Matt Damon, der læste Jagers bog, og præsenterede historien for sin livslange ven og kollega, Ben Affleck. Og således startede deres projekt, som skulle bringe dem sammen som manuskriptforfattere igen, for første gang siden de for 25 år siden sammen vandt en Oscar med Good Will Hunting (1997) – for bedste originale manuskript.

Fra våbenbrødre til fjender

Jean De Carroughes (Matt Damon) og Jacques Le Gris (Adam Driver) var krigskammerater og våbenbødre. Og da Le Gris får arbejde som skatteinddriver under greven af Alençon, Pierre d’Alençon (Ben Affleck), og De Carroughes i 1380 gifter sig med den smukke Marguerite De Thibouville (Jodie Gomer) ind i en velhavende familie, ser det ud til, de begge kan pensioneres fra krig til et godt liv.

Men da greven af Alençon forærer Le Gris et eftertragtet stykke land, som ellers retsmæssigt tilhørte De Carroughes som en del af den medgift, der fulgte med ægteskabet med Marguerite, så starter ondt blod, der eskalerer over de følgende år.

Greve Pierre d’Alençon kan simpelthen ikke udstå De Carroughes og vil gentagne gange belønne Le Gris med ejendom og titler på bekostning af De Carroughes.

Så mens damebedåreren Le Gris lever det søde liv, er De Carroughes gentagne gange tvunget til at tage i krig, simpelthen for at tjene penge. De gentagne konfrontationer, De Carroughes tager med Le Gris og Pierre d’Alençon gør imidlertid, at De Carroughes-familien i stigende grad ekskluderes af de fine kredse i Frankrig.

Af den grund ser det ud til, Jean De Carroughes skrinlægger hadet til Jacques Le Gris. Indtil påstanden om, at Le Gris har voldtaget Marguerite De Carroughes.

#MeToo anno 1386

Og det er Marguerites påstand om, at Jacques Le Gris skulle have trængt ind på De Carroughes’ slot på et tidspunkt, hvor hun var alene, og tvunget hende til samleje mod hendes vilje, der ender med at udløse den sidste juridisk sanktionerede tvekamp til døden i Frankrigs historie.

Der var altså tale om en retsligt sanktioneret duel – sanktioneret af både kirke og konge. En sådan “retssag ved kamp” var en metode, der blev brugt, når en strid/påstand mellem to parter ikke kunne afgøres ved brug af vidner eller tilståelse. Og vinderen af en sådan kamp til døden fik ret, for Gud ville jo lade den rette vinde.

Jean De Carroughes var klar til at kæmpe til døden – for en voldtægt var ikke en forbrydelse mod kvinden; det var en forbrydelse mod dennes værge!

I den tid var det meget usædvanligt, at kvinder stod frem med sådanne beskyldninger. Hvis De Carroughes taber tvekampen, og Gud derfor har påpeget, hvem der har ret, så har Marguerite De Carroughes derved løjet – overfor Gud – og konsekvensen for hende vil være at blive brændt levende.

Så at stå frem som kvinde og beskylde en mand for overgreb kunne dengang have grusomme følger for kvinden selv.

Inspireret af Kurosawa

Det var denne nærmest umenneskelige styrke, som Marguerite De Carroughes må have udvist, idet hun fastholder sin påstand, trods de mulige følger hun kunne stå overfor, som Matt Damon var betaget af, da han læste Eric Jagers bog.

Damon og Affleck delte deres fortælling op i tre kapitler, der hver især ville vise begivenhederne, der fører frem til duellen, set fra de tre hovedimpliceredes synspunkter.

Kapitel 1 er således historien, som Jean De Carroughes ser den, kapitel 2 Jacques Le Gris, og kapitel 3 Marguerite De Carroughes.

Denne diversitet i fortællingen er vildt interessant og holder lidt liv i den virkelighedens debat, som historikere har haft omkring denne signifikante begivenhed i adskillige hundrede år.

Opbygningen er tydeligt inspireret af Akira Kurosawas mesterværk Rashomon (1950), hvor en voldtægt af en brud og mordet på dennes samurai-husbond fortælles, set fra en bandits, brudens, samuraiens spøgelses og en træskærers perspektiv.

Til det tredje kapitel, der er Marguerite De Carroughes’ synspunkt, vidste både Matt Damon og Ben Affleck, at de fik brug for en kvinde.

De henvendte sig til Nicole Holofcener, der netop har udviklet et speciale i at vise og beskrive historier set fra en kvindes synsvinkel. Så det tredje kapitel i filmen er skrevet af Holofcener, og det gode samarbejde med Damon og Affleck (og Ridley Scott) gav Holofcener mulighed for også at få titel af producer på filmen.

Kæmpe økonomisk fiasko

Med et budget på over 100 millioner dollars og en indtjening, der måske nærmer sig de 30 millioner på verdensplan, ser The Last Duel ud til ate blive en box office failure.

Men der er flere oplagte årsager til, at en så stort anlagt film, med en imponerende rollebesætning og stjerneinstruktør, slet ikke blev set af så mange mennesker i biografen som den skulle – og burde.

COVID-19-pandemien har gjort det nærmest umuligt for filmselskaberne at planlægge ensrettede, globale PR-kampagner for deres film, da forskellige lande kunne lukke ned når som helst på forskellige tidspunkter.

Mange mennesker hørte slet ikke om The Last Duel, før den kunne streames. Og biograferne har i stort omfang opretholdt et boykot af Disney (som ejer 20th Century Studios), da de med deres streamingtjeneste Disney+ har snydt biografer for store (og hårdt nødvendige) indtjeninger ved under pandemien at lade deres store familiefilm gå direkte på streaming og ved i det hele taget ikke at overholde hold-back perioden på 45 dage.

Hold-back er den minimumtid, biograferne har efterspurgte film til at køre i biograferne, inden de ryger på streaming.

The Last Duel kunne således kun ses i CinemaxX i en meget begrænset periode – og disse biografer findes kun i København, Århus og Odense. Så i Danmark har et meget lille antal mennesker set denne fantastiske film på det store lærred. Billedet er det samme i resten af verden.

Som en respons på den lave indtjening har man hørt instruktør Ridley Scott lange ud efter de såkaldte Millenials – at de ikke er i stand til at tage en beslutning, hvis ikke de ser det på deres “skide mobiltelefoner”.

Millenials er definitionen på generationen født mellem 1980 – 2000. Groft defineret. Der er altså tale om de 20 til 40-årige, som gennem historien altid har været biografernes absolutte kernemålgruppe.

En væsentlig karakteristik for Millenials er, at de er født og opvokset med computere og internet og mobile enheder og adskiller sig fra andre definerede målgrupper ved, at de anerkender og accepterer, nærmest trives med, et offentligt liv på internettet.

Og de er en generation, som på ingen måde har behov for at se en film i en biograf. De har hverken brug for et stort lærred eller det sociale i at mødes og se film sammen. De har det fint med at se film på deres mobile enheder.

De unge mennesker ser ud til at udgøre en afgørende trussel for biografernes fremtid, og det er en problemstilling og bekymring vi ved flere lejligheder har været omkring i vores ledere her på Planet Pulp.

Ridley Scott er blevet hård i filten på sine gamle dage, men han har ret. Men det er en problemstilling, der startede før COVID-19. Hvis biograferne reddes og genopstår som et socialt omdrejningspunkt, så sker det når og hvis de store filmselskaber viser villighed til det.

Bedste Ridley Scott-film i flere år

Men til trods for manglende kassesucces og dårlige anmeldelser, hvor flere helt usagligt fokuserer på Ben Afflecks affarvede hår og Matt Damons “Bundesliga-garn”, så tag ikke fejl: Dette er Ridley Scotts bedste film i flere år.

En film hvor han i den grad beviser, at selvom han er blevet 84 år gammel, så er hans “øje” et af filmhistoriens bedste. Filmen er skudt on location i Frankrig med flere af landets bedst bevarede borge og slotte som scenografi, og i Irland, hvor de velkoreograferede kampscener blev optaget, og hvor man byggede en hel arena, der skulle gøre det ud for kamppladsen i Paris, hvor duellen til døden foregik.

Ridley Scott vendte tilbage til flere lokationer Frankrig, hvor han i 1977 “skød” sin spillefilmsdebut, The Duellists – som også omhandler et par kombattanter fra Frankrig.

Ridley Scott gør brug af gamle kolleger som polske fotograf Dariusz Wolski og kostumedesigner Janty Yates til at påklæde de mange skuespillere og statister. Filmen er stilren og smuk og har i alle ender og kanter følelsen af en Ridley Scott-film.

Ikke en eneste kameravinkel er tilfældig, og uanset om der er tale om stillestående dialogscener eller voldsomme kampsekvenser er der lagt stor vægt på selv de mindste detaljer. Og fortællermæssigt formår Scott visuelt i historiens tre kapitler at vise karakterernes subjektive og alternative versioner af de samme hændelser.

I det hele taget mærkes det store produktionsbudget, og størrelsen på filmen tydeligt. Det er en ægte film, hvor alt er bygget og fysisk, og hvor der gøres brug af et stort antal mennesker og dyr foran kameraet. En smuk film, der er lindrende smørelse for CGI-trætte øjne.

Stærke præstationer

Der er stærke præstationer i både hoved- og biroller. Både Matt Damon og Adam Driver er perfekte som henholdsvis udfarende og i stigende grad hadefuld og udspekuleret på grænsen til slesk.

Begge har tidligere arbejdet med Ridley Scott. Og ingen tvivl om, at for Jodie Comer kommer der til at ske et skridt fra TV ind i filmens verden. Det er tydeligt, hun blev valgt af Ridley Scott på grund af sin portrættering af Marguerite De Carroughes’ sårbarhed, men især ufattelige viljestyrke.

Stærke kvinder er nærmest et karrieremæssigt kendetegn for Ridley Scott. Og specielt er det Comer, der i sit skuespil med subtile reaktioner og dialog i samme scener i forskellige kapitler er omdrejningspunktet for den måde, de tre karakterer anskuer begivenhederne, der fører op til duellen.

I birollerne er der stærke præstationer af bl.a. Alex Lawther som den unge Kong Charles IV, der bare synes, det hele er underholdende, samt Adam Nagaitis, der stort set uden replikker formår at være en afgørende væselagtig karakter som Jacques Le Gris’ assistent.

Engelske Harry Gregson-Williams leverer et imponerende middelalder-soundtrack. Smuk melankolsk drømmende, ofte akkompagneret af sopran og kor. Kampscenerne og duellen er imidlertid helt uden musik – det er råt, brutalt, effektivt.

Gregson-Williams er en meget hot komponist, som Ridley Scott tidligere har brugt i Kingdom of Heaven (2005), The Martian (2015) samt i den anden store historiske film, han leverede i 2021, House of Gucci.

Harry Gregson-Williams har også leveret musik til en række film af Ridleys afdøde (og meget savnede) bror, Tony Scott: Enemy of the State (1998), Spy Game (2001), Man on Fire (2004), Domino (2005), Deja Vu (2005), og Tonys sidste film, Unstoppable (2010). Det er en filmografi, der tydeligt viser Harry Gregson-Williams’ alsidighed.

En fejlet indtjening og sporadiske dårlige anmeldelser til trods, har The Last Duel en score på 85% på Rotten Tomatoes, hvilket tydeligt beviser, at mange vægter denne film højt. Og blandt de mange positive anmeldelser har flere vurderet det til Ridley Scotts bedste film siden hans Oscar-vindende Gladiator (2000).

The Last Duel ligger jo som sagt på Disney+. I smuk 4K UHD. Her kan man også se den 30 minutter lange dokumentar Skabelsen af The Last Duel, som viser størrelsen af produktionen og ægtheden og de udfordringer, der var med at lave en så fysisk film under en pandemi (produktion startede i 2019).

Os uddøende dinosaurer har naturligvis for længst fået filmen hjem på disc til vores reoler.

6 stjerner

Titel: The Last Duel
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: Nicole Holofcener, Ben Affleck, Matt Damon
Cast: Matt Damon (Sir Jean de Carrouges), Adam Driver (Jacques Le Gris), Jodie Comer (Marguerite de Carrouges), Ben Affleck (Pierre d’Alençon), Harriet Walter (Nicole de Carrouges), Alex Lawther (King Charles VI), Marton Csokas (Crespin), Adam Nagaitis (Adam Louvel), Oliver Cotton (Jean de Carrouges III), Nathaniel Parker (Sir Robert de Thibouville), Tallulah Haddon (Marie)
Foto: Dariusz Wolski
Klip: Claire Simpson
Musik: Harry Gregson-Williams
Spilletid: 152 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk, tysk, fransk, latin
Produktionsland, år: USA/UK, 2021

Anmeldt i nr. 196 | 13/02/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *