Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Invasion

The Invasion
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The InvasionJack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955 har efterhånden vist sig at være én af de mest holdbare romaner inden for alien invasion-genren – det er i hvert fald de færreste romaner, der kan prale af at være blevet filmatiseret fire gange på rundt regnet 50 år.

Før The Invasion var den seneste filmudgave af Finneys roman Abel Ferraras Body Snatchers fra 1993, der i sig selv fulgte 15 år efter Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers fra 1978, og endelig Don Siegels Invasion of the Body Snatchers fra 1956.

Besværlig fødsel

The Invasion, der har Nicole Kidman og Daniel Craig i hovedrollerne, havde en besværlig fødsel. Optagelserne til filmen blev oprindeligt afsluttet i begyndelsen af 2006, men Warner var ikke tilfredse med den tyske instruktør Oliver Hirschbiegels cut, som studiet mente havde mangler i actionafdelingen. Studiet hyrede derfor Wachowski-brødrene til at foretage nogle seriøse ændringer i manuskriptet, som James McTeigue (bl.a. V for Vendetta (2005)) blev sat til at indspille. Disse reshoots blev foretaget i 2007, og filmen havde premiere senere samme år, hvor den både blev slagtet af kritikerne og forbigået af publikum.

Umiddelbart lyder det ellers som opskriften på succes: to solide skuespillere i en nyfilmatisering af én af de mest holdbare science fiction-historier nogensinde, som har vist sig at kunne holde sig konstant frisk og aktuel. Men hvad er problemet så, og er det rigtigt, at The Invasion er så frygtelig dårlig, som mange hævder?

Svaret på spørgsmål nummer to er efter min mening nej. Den er ikke gennemført frygtelig, men man mærker tydeligt, hvor Wachowski-brødrene kommer ind i billedet, og det er dér, The Invasion kammer over og bliver en helt ligegyldig actionfilm. Det er pisseærgerligt, for de første 30-45 minutter er virkeligt solide, og byder på adskillige myrekrybende scener, der virkelig tegner lovende.

Men lad os lige tage et hurtigt kig på handlingen i filmen, hvis oprindelige manus var skrevet af Dave Kajganich.

Invasion eller infektion?

Rumfærgen, der styrter ned ved filmens begyndelse, og fører noget grusomt med sig

Under turen gennem Jordens atmosfære sprænger rumfærgen Patriot i tusindvis af stykker, der falder ned i et bredt bælte over USA. Det viser sig snart, at vragdelene er inficeret med en ukendt organisme; en slags svampespore, der har været i stand til at overleve turen igennem Jordens atmosfære. Det amerikanske CDC (Centers for Disease Control) er snart på sagen, men problemet er, at mange mennesker allerede har rørt ved vragdelene, og endda sat dem til salg på eBay. Tucker Kaufman (Jeremy Northam) fra CDC besøger et af nedfaldsstederne, men bliver inficeret med svampesporen, og så er fanden ellers løs. Da først Kaufman har undergået forvandlingen, begynder han at bruge CDC’s apparat til at sprede smitten under påskud af, at det er vaccination mod en særlig farlig influenzatype.

Kaufmans ekskone er psykiateren Carol Bennell (Nicole Kidman), der nu har et semiforhold til lægen Ben Driscoll (Daniel Craig), og snart begynder Bennell at indse, at der foregår nogle meget mærkelige ting. Det starter, da én af hendes klienter, Wendy Lenk (spillet af Veronica Cartwright; en af filmens referencer til Kaufman-versionen fra 1978) påstår, at hendes mand ikke længere er hendes mand, men det bliver først rigtig mærkeligt, da hun er med sin søn ude og trick-and-treate på Halloween.

Tucker (Jeremy Northam) er ved at blive overtaget - væk er de klassiske 'pods'

Der finder de en mærkelig slimklat på noget af det slik, sønnen har fået. Carol tager slimklatten med til Driscoll, der sætter én af sine kolleger til at undersøge det. Han finder ud af, at slimklatten indeholder svampesporen, som han har hørt rygter om fra lægekolleger. Her kommer nogle techno-babbleforklaringer på, hvad sporen er i stand til at gøre, og så er scenen ellers sat.

Må ikke falde i søvn

Carol begynder at bemærke, at folk opfører sig mærkeligt

Helt galt bliver det dog først, da Carol og Ben ved selvsyn oplever en person, der er angrebet af svampesporen. Nu er der efterhånden begyndt at ske så mange andre mærkelige ting og sager omkring Carol, at hun ved, at noget stort er under opsejling. Desværre vil skæbnen, at Kaufman har fået sønnen Oliver på besøg, og nu vil Carol have drengen hjem igen. Men da hun tager hen til Kaufman for at hente Oliver, får hun sig en ubehagelig overraskelse.

Snart går den vilde jagt for at finde Oliver, som Ben Driscoll har en teori om kan være immun over for smitten, og som derfor kan være nøglen til en vaccine, men nu er Carol selv smittet, og må for guds skyld undgå at falde i søvn – for det er dér forandringen sker.

Alt imens dette står på, er så mange af indbyggerne i Washington D.C. ved at være forvandlet, at det bliver en kamp for livet at slippe ud af byen uden at blive taget til fange og tvunget til at sove…

Starter godt

Carol og Ben (Daniel Craig) på flugt

De første halvtreds minutter af den ca. 94 minutter lange film er aldeles udmærkede – ja, faktisk er de ind imellem rigtig gode. Derefter går der Wachowski-brødre i det med en række intetsigende og hæsblæsende actionsekvenser til følge, stedvist krydret med elementer, man forestiller sig kommer fra Kajganichs oprindelige manuskript, og som faktisk stadig fungerer efter hensigten. Mærkeligt nok kommer der en mærkelig stemning af zombiefilm over The Invasion, især da actionsekvenserne begynder at dominere. Her er det i særdeleshed den afsluttende jagt igennem Baltimores gader, der minder påfaldende om noget, der kunne komme fra en zombiefilm, og det klæder på ingen måde historien.

Der hvor The Invasion har sin styrke, er i indledningen, hvor filmen stedvist er oppe at konkurrere med Philip Kaufmans 1978-version i portrætteringen af snigende paranoia. Det kommer bl.a. til udtryk i den jævnt fremadskridende handling, hvor Carol og Ben langsomt indser, hvad der foregår. Denne del er fermt udført, og viser god forståelse for den grundlæggende historie. Det giver sig bl.a. udslag i en række sekvenser, hvor Carol langsomt bliver opmærksom på, at flere og flere mennesker opfører sig mærkværdigt – scener, der i deres effekt ikke står meget tilbage for Kaufmans version.

Derudover er der også en række enkeltsekvenser, der fungerer helt eminent. Blandt andet må fremhæves en scene, hvor Carol er flygtet ned i undergrundsbanen, og pludselig er omgivet af folk, hun mistænker for at være forvandlede. Her er paranoiaen helt oppe at ringe, og den efterfølgende actionsekvens er faktisk udført helt udmærket, uden at være overgearet, sådan som actionsekvenserne bliver i anden halvdel af filmen. Scenen, hvor hun konfronterer den forvandlede Tucker, og bliver smittet, er også ret vellykket.

Manglende pods

Tucker smitter Carol ved at kaste op i ansigtet på hende - yuck!

Lige præcis dette aspekt af filmen – at invasionen sker som en slags sygdom – er imidlertid ét af filmens svage led. De klassiske pods er nu fraværende, og sygdomsaspektet er en del af årsagen til det zombiefilm-feel, der især bliver fremherskende i anden halvdel. Det giver også anledning til en række computeranimerede sekvenser af celler inde i kroppen, der bliver overtaget af svampesporerne. Ud over at virke ret tåbeligt, er det også at undervurdere publikums intelligens, for når det allerede er blevet slået fast med syvtommersøm, at forvandlingen sker, når folk sover, er der altså ingen grund til at understrege det igen og igen ved at vise computeranimationer hver gang nogen er ved at blunde.

Omvendt giver sygdomsaspektet anledning til nogle udmærkede enkeltsekvenser – herunder scenen, hvor Kidmans karakter bliver smittet. Overførslen sker nemlig primært ved, at de smittede brækker sig i ansigtet på de raske, og her er der da en vis gore-effekt, da Jeremy Northam projektilbrækker sig ud over Kidmans ansigt.

Dumt actionfilmniveau

En af actionsekvenserne til sidst giver nærmest mindelser om en zombiefilm, da de inficerede kaster sig over Carols bil

Efter de 50 minutter knækker filmen imidlertid, og det er her, man for alvor føler, at Hirschbiegel og Kajganich stopper, og McTeigue og Wachowski-brødrene tager over. De sidste 45 minutter vælter læsset, og trækker The Invasion ned på et dumt actionfilmniveau, der helt underminerer den glimrende stemning, Hirschbiegel har opbygget i filmens første del. Filmens påklistrede slutning er desuden helt til grin, og lugter uhyggeligt meget af, at amerikanske filmstudier har det svært med en tvetydig eller dyster slutning.

Og apropos tvetydig – eller manglen på samme – så må filmens budskab naturligvis nævnes. Én af årsagerne til, at Finneys roman har vist sig at være så langtidsholdbar, er, at man har kunnet læse forskellige budskaber – og det har de forskellige filmatiseringer naturligvis også gjort brug af. I The Invasion får vi imidlertid budskabet skåret ud i et så stort og tykt stykke pap, at det virker fornærmende. Det er meget tydeligt, at vi befinder os efter 9/11, krig mod terror og indførelsen af The Patriot Act – invasionen bliver til et billede på frygten for det ukendte, og invasionens ensretning bliver billedet på frygten for alt det, der er anderledes. Det er der for så vidt intet galt i, men man behøver ikke slå publikum i hovedet med budskabet.

En skuffelse af de større

Veronica Cartwright, der var med i Philip Kaufmans 1978-udgave af 'Invasion of the Body Snatchers' har en lille birolle som Wendy Lenk, én af Carol Bennells patienter

Teknisk set er der intet at udsætte på The Invasion – på nær klipningen, der er tilstræbt moderne, men som bare kommer til at virke plat og stedvist rigtig forvirrende. Om det er Hans Funck eller Joel Negron, man skal klandre for dette, ved jeg ikke, men jeg hælder til sidstnævnte. Man kan såmænd heller ikke sætte en finger på skuespilpræstationerne, for de er faktisk udmærkede, om end noget anonyme. Stakkels Jeremy Northam er fanget i skurkeroller, men gør det fint som filmens primære “bad guy”. Det er imidlertid en lille birolleindehaver, der gør det bedste indtryk som én af de forvandlede – Adam LeFevre som Wendy Lenks mand, Richard, der dukker op hos Carol Bennell for at vente på at konen dukker op, så han kan tage hende med hjem.

Til syvende og sidst er The Invasion en skuffelse af de større – især fordi der er så gode takter i filmen første halvdel. Jeg gad godt se Hirschbiegels oprindelige cut af filmen, for jeg har på fornemmelsen, at den nok er en del bedre end slutresultatet, der er et frustrerende bekendtskab. Jeg ønsker Hollywood bedre held næste gang, de forsøger en filmatisering af Finneys roman. Den kan vi vel forvente om godt og vel 15 år, hvis vi tager den hidtidige filmatiseringsfrekvens i betragtning. Indtil da er det godt, at vi har Siegels første filmatisering og Kaufmans 1978-version.

3 stjerner

Titel: The Invasion
Instruktør: Oliver Hirschbiegel, James McTeigue (ukrediteret)
Manuskript: Dave Kajganich, Wachowski-brødrene (ukrediteret) baseret på Jack Finneys roman The Body Snatchers
Cast: Nicole Kidman (Carol Bennell), Daniel Craig (Ben Driscoll), Jeremy Northam (Tucker Kaufman), Jackson Bond (Oliver), Jeffrey Wright (Dr. Stephen Galeano), Veronica Cartwright (Wendy Lenk)
Producere: Joel Silver (producer), David Gambino (associate producer), Bruce Berman (executive producer), Doug Davison (executive producer), Susan Downey (executive producer), Roy Lee (executive producer), Steve Richards (executive producer), Ronald G. Smith (executive producer)
Foto: Rainer Klausmann
Klip: Hans Funck & Joel Negron
Musik: John Ottman
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk, engelsk, hollandsk, portugisisk, spansk
Produktionsland, år: USA/Australien, 2007
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures, Village Roadshow Pictures, Silver Pictures, Vertigo Entertainment, Oliver Pictures
Distributør (DVD): Warner Bros. Entertainment Denmark (DK)
Udgave/region: Region 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *