The Golden Dawn

På trods af at Cthulhu by Gaslight (1986/1988), et supplement til Chaosiums Call of Cthulhu (CoC), blev en kæmpesuccess, er det faktisk begrænset, hvad der efterfølgende er udkommet til spillets 1890’er-setting; rent faktisk kun scenariesamlingen Dark Designs fra 1991.

Cthulhu by Gaslight udspiller sig nemlig ikke i 1920’ernes USA, men i stedet i Victoriatidens London. En periode som vel nok skaber mange stemningsfulde billeder hos de fleste – billeder af Londons tågede gader, Jack the Ripper der lurer lige om hjørnet, og den gode Sherlock Holmes, som jager forbrydere i fuldmånens skær.

Man forstår godt, at settingen blev populær, og det endda på trods af, at selve Cthulhu by Gaslight faktisk ikke er en synderligt vellykket bog. Den har mange skønhedsfejl, og derfor er det særdeles glædeligt at kunne konstatere, at Pagan Publishings sourcebook The Golden Dawn fra 1996 råder bod på dette.

Meget af det som ikke lykkedes helt for William A. Barton, den gamle bogs forfatter, er nemlig udbedret i Pagan Publishings bidrag til 1890’er-settingen.

Fascinerende personligheder

Som titlen nok afslører, handler bogen først og fremmest om The Golden Dawn; det vel nok bedst kendte okkulte selskab i nyere tids historie. Strengt taget har det aldrig været selve selskabet som har fascineret, så meget som personerne der var medlemmer. Blandt de der på et eller andet tidspunkt var med i selskabet, finder vi navne som William Butler Yeats, Aleister Crowley, Algernon Blackwood, Arthur Machen og Constance Mary Wilde – Oscar Wildes kone.

Som en blanding af intellektuel loge, avantgardebevægelse og oprigtigt samlingspunkt for de rastløse victorianere, står The Golden Dawn som kulminationen på hele periodens dybe splittelse mellem det modene industrialiserede England og så den romantiske fortid, hvor idéen om Gud og den gamle verdensorden var de vigtigste ledestjerner.

Der er naturligvis skrevet uhyggeligt meget om The Golden Dawn, både af medlemmerne selv, men også efterfølgende af forskere. Der har derfor ligget et voldsomt materiale som designteamet på Pagan Publishing skulle tygge sig igennem, før bogen kunne skrives.

Det i sig selv er lidt af en bedrift, der viser hvorfor det lille selskab på mange måder overgår Chaosium i kreativitet og indhold. Det er i hvert fald for længe siden blevet sådan, at Pagan Publishing leverer fornyelsen af CoC, mens Chaosium står for den konservative linie, spillet har kørt i siden slutningen af 1980’erne.

Tredelt struktur

Pagans bog The Golden Dawn har en klar opdeling i tre dele, hvor den første er baggrundsmateriale, den anden er en række scenarier som kredser om det okkulte selskab og sidste del er en appendiks-sektion med supplerende oplysninger og baggrundsinformationer som spillederen kan fodre sine spillere med. Hele herligheden er på 192 sider og holdt i Pagans klassisk pågående, men velgennemtænkte, layout.

Bogens faktuelle del beskriver skridt for skridt, hvordan The Golden Dawn kan bruges som centrum for en CoC-kampagne med base i London. Da London er udgangspunktet for det hele, bliver bogen indledt med et genoptryk af informationerne fra Cthulhu by Gaslight om den store metropol. Taget i betragtning, at William Bartons sourcebook havde været udsolgt i mange år, da The Golden Dawn udkom, er dette en rigtig god idé, som generelt højner hele bogens anvendelighed.

Grundlæggende er konceptet bag The Golden Dawn, at spillerne skal påtage sig rollen som medlemmer af selskabet. De skal spille karakterer, der både involveres i klassiske CoC-scenarier, men samtidig bliver der også lagt op til, at de skal inddrages i de mange intriger, som i sidste ende ødelagde selskabet.

De skal vælge side i magtkampen og måske endda selv komme til at få betydning. Det vil nok kræve lidt planlægning fra spillederen side, men konceptet er godt, og på en eller anden måde vil det måske endda give spillet mere substans end den typiske CoC-kampagne, hvor der oftest mangler det indhold, der binder spilpersonerne sammen mellem de gruopvækkende episoder, de oplever.

Faktuelt og lidt tørt

Det er vigtigt at understrege, at der fra forfatternes side ikke er forsøgt at inkorporere Mythos-elementer i The Golden Dawn. Selskabet bliver beskrevet faktuelt, uden alt for mange litterære friheder. Den vigtigste præmis er dog, at det bliver taget for givet, at selskabets medlemmer rent faktisk kunne udøve magi. Det betyder dermed også, at der bliver brugt en del plads på at forklare selskabets magiske doktriner, og hvordan disse rent spilteknisk fungerer.

Dette afsnit er en smule tørt, da der skal introduceres en del nye regler. Den vigtigste regeltilføjelse er måden, man laver sin spilperson på. Da The Golden Dawn var en okkult skole, som lærte medlemmerne esoteriske hemmeligheder, må det også forventes, at spilpersonerne har fulgt undervisning og læst på lektien. Dermed er der en masse skills, som det forventes at spilpersonen er i besiddelse af.

For derfor at fastholde en fornemmelse af sammenhæng i alt dette, opgraderes færdigheder i samlede pakker, der skal illustrere hvor længe spilpersonen har været medlem af The Golden Dawn. Naturligvis er det også muligt at præge sine skills efter personlig smag, men systemet virker ganske godt, når man først får det gennemgået. Hvor nødvendigt det i sidste ende er, må så være et spørgsmål, den enkelte spilleder skal afgøre. Personlig tror jeg, at jeg ville vælge en enklere model.

Lærebogskarakter

Alt dette er kun forståeligt efter at have læst de grundige afsnit om selskabets historie, der både beskriver medlemmerne, deres forskellige kontroverser og udviklingen i selskabets selvforståelse. Det fascinerende afsnit er skrevet meget sagligt og uden noget spræl. I stedet for spillets klassiske, pulpede tilgang til kulter og magiske sammensværgelser, holder The Golden Dawn en så sober tone, at bogen nærmest antager lærebogskarakter.

Hvorvidt man synes det er godt eller skidt, er nok et temperamentsspørgsmål, men i sidste ende har det nok været en nødvendighed. Hvis ordenen skal kunne tages seriøst som omdrejningspunktet for en kampagne, ville en alt for fri fortolkning med stor sandsynlighed trække alvoren og fascinationen ud af selskabet. Det er derfor nok i sidste ende det eneste rigtige Pagan kunne gøre, da de skrev bogen.

Når man har læst de første små 50 sider, er man således særdeles godt rustet til at begynde sin kampagne. Det vil nok være tilrådeligt, at man opsøger lidt mere litteratur om selskabet, men grundlæggende behøver man ikke andet end det, der står i bogen. Til den fortsatte læsning, kan man i øvrigt ganske fint benytte sig af den meget omfattende bibliografi over inspirationskilder, som findes bagerst i bogen.

Åndernes verden

Selve den faktuelle del af The Golden Dawn afsluttes med en række mindre afsnit, der behandler nogle sider af settingen, som har været omtalt et par gange i løbet af de første mange sider. Vi finder et afsnit om astralplanet, der faktisk er ganske interessant. Det plages måske af lidt for mange regeltekniske forklaringer, men stemningen er god, og kan faktisk med fordel bruges af alle spilledere, som ønsker inddrage astralplanet eller åndernes verden i sin kampagne.

Her er helt sikkert meget at hente, også for folk som ikke spiller CoC. Dernæst har vi et afsnit om Kong Arthur samt myterne omkring ham. Afsnittet hænger i høj grad sammen med de scenarier, som optræder senere i bogen. Som sådan har det ikke så meget med selskabet at gøre, men idéerne er ganske gode.

Endelig kommer et afsluttende afsnit med scenarieidéer og måder, hvordan Mythos-elementerne kan inddrages i kampagnen. Det var netop et sådant afsnit man savner i Cthulhu by Gaslight, og derfor er det da også en stor fornøjelse at finde det i The Golden Dawn.

The Room Beyond

Så kommer bogens fire scenarier, der overordnet set alle er ganske gode. De hænger løseligt sammen og kan spilles som en form for kampagne, men spillederen opfordres af bogens forfattere til at indlemme egne historier mellem bogens, da scenarierne henvender sig til medlemmer af selskabet med vidt forskellig anciennitet og erfaring.

Det første scenarie hedder The Room Beyond og er skrevet af Pagan Publishings gamle frontmand John Tynes. Dette er uden tvivl det bedste i bogen, da historien er skarpt afgrænset, settingen veletableret, og der gives gode mulighed for at skabe uhygge.

Spilpersonerne skal hjælpe William Butler Yeats med at forsegle en rift mellem denne verden og astralplanet. Det er slet ikke let, og bliver hurtigt en blodig opgave. Historien er stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts novelle From Beyond fra 1920 og Stuart Gordons filmatisering med samme navn fra 1986. Idéen er rigtig god, og griber spillederen scenariet rigtigt an, bliver det en stensikker succes.

Hell Hath No Fury

Det næste scenarie, Hell Hath No Fury af Steve Hatherley, er mere traditionel CoC. Her bliver spilpersonerne opfordret af Dr. William Wrestcott – en af The Golden Dawns stiftere – til at hjælpe en gammel ven i en besynderlig sag om en gammel slægtsforbandelse. Scenariet forsøger at blande engelsk folklore med Mythos-elementer, hvilket til dels lykkes.

Resultatet bliver meget fantasyagtigt, hvilket ikke er helt hensigtsmæssigt. Historien er dog god, og foruden at være et stabilt CoC-scenarie der nok kræver lidt afpudsning af spillederen, er der en oplagt Warhammer Fantasy Roleplay– eller Ravenloft-historie; netop på grund af den dystre sammenblanding af horror og fantasy.

La Musique de la Nuit

Den næste bidragsyder er en anden gammel kending i Pagan Publishing-sammenhæng, nemlig Scott Aniolowski. Han har skrevet et scenarie, der udspiller sig i Paris, og griber tilbage i myten om fantomet i operaen. En af de vigtigste personer i historien er Erich Zann; en karakter fra Lovecrafts novelle The Music of Erich Zann, skrevet i 1921.

Spilpersonerne kommer ind i historien gennem Samuel Mathers – ligeledes en af arkitekterne bag The Golden Dawn. Han søgte til Paris på grund af kontroverser i London, men fortsatte med at virke i selskabet. Derfor er det også muligt for ham at trække spilpersonerne til Paris.

Scenariet hedder La Musique de la Nuit, og forsøger grundlægende at komme med en Mythos-forklaring på, hvem eller hvad operaens fantom er. Hvis man synes det lyder fedt, er scenariet sikkert meget fint. Personlig synes jeg, myten er meget fortærsket og svært anvendelig, og samtidig virker det en smule fjollet at lave et scenarie, der foregår i Paris, når hele konceptet for The Golden Dawn er at opbygge en kampagne omkring London.

La Musique de la Nuit er i det store hele et hæderligt scenarie, men spillederen skal på forhånd gøre sig det klart, at alle spillere øjeblikkeligt vil genkende historien om fantomet og derfor skal scenariet nok bruges med omtanke.

Sheela-na-gig

Det sidste og mest omfattende scenarie er skrevet af John Tynes, Garrie Hall og den opdigtede tredjemand Alan Smithee. Her kastes spillerne ud i intet mindre end kampen om gralen og Kong Arthur selv. Det lyder nok som noget, der er lige i overkanten, men det fungerer faktisk godt. I et tidligere afsnit af bogen (The Once and Future King) beskrives en alternativ udlægning af Arthur-myten, hvor han udlægges som hedning og Mythos-tilbeder, der stod i opposition til kristendommen.

Han døde aldrig, men har ligget slumrende i sit gravkammer gennem mere end tusind år, da han bliver vækket af sin slummer. Det kommer der et ganske episk scenarie ud af, som nok vil udgøre afslutningen på kampagnen. Det er i hvert fald en historie af den type, som det er svært at matche efterfølgende.

Ikke alle elementer i scenariet er lige godt gennemtænkt og kræver lidt arbejde, men i store træk er resultatet meget inspirerende. Her er det i øvrigt selveste Aleister Crowley, der slæber spilpersonerne ind i historien. Scenariet hedder Sheela-na-gig og kombinerer atter Mythos med engelsk/keltisk folklore.

Spændende og beundringsværdigt

Alt i alt er The Golden Dawn et rigtig spændende supplement, der er spækket med informationer om præcis det bogens titel lover. Det er et beundringsværdigt arbejde, dels fordi det skaber et glimrende udgangspunkt for CoC i 1890’erne, men også fordi bogen formår at udnytte epoken langt, langt bedre end den oprindelige Cthulhu by Gaslight.

Skal man vælge mellem disse to bøger før man begynder at spille i den victorianske æra, er det klart Pagan Publishings bog, der rummer størst potentiale. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke findes konkrete oplysninger om, hvordan man skaber sin 1890’er karakter. Her er man henvist til egen kreativitet eller Cthulhu by Gaslight. Bøgerne går derfor også hånd i hånd, men ser man stort på den regeltekniske side af sagen, kan man roligt prøve at opstøve Pagans bog.

Den er udsolgt i dag, men dukker jævnligt op på nettet. Desværre er den ikke helt billig længere, da den som alle Pagan Publishings bøger er eftertragtet. Før man korser sig over prisen, skal man dog huske på, at man foruden en guldgrube af informationer om perioden og nok det meste fascinerende okkulte selskab overhovedet, også får oplysninger om en lang række farverige personer, selskabets magiske filosofi samt fire stabile scenarier, der alle ligger over gennemsnittet.

Med andre ord er The Golden Dawn alt det Cthulhu by Gaslight burde være, og sværmer man blot det mindste for perioden, er bogen slet, slet ikke nogen dum investering.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft, Kong Arthur, London, Magi, Okkultisme, Victoriatiden