The Golden Child

7 minutters læsetid

The Golden ChildEddie Murphy-filmen The Golden Child fra 1986 var ikke en uproblematisk produktion. De præcise omstændigheder kan du læse nærmere om i min anmeldelse af filmen andetsteds her på Planet Pulp.

Helt kort fortalt blev den oprindelige version af filmen voldsomt klippet om; scener blev taget ud og en stribe nye scener sat ind.

Et af resultaterne af den proces var, at filmens oprindelige score, komponeret af John Barry, ikke længere passede til filmen.

Barry har fortalt, at producenterne bad ham om at rescore filmen, men at han afslog, og her kom den franske komponist Michel Colombier (1939-2004) så ind i billedet.

Det var ikke første gang, Colombier havde været i kontakt med producenterne bag The Golden Child. I hvert fald sagde Colombier i et interview i 1996, at han allerede inden optagelserne var blevet kontaktet om muligheden for at komponere musikken til filmen.

Inden John Barry fik opgaven, havde også Alan Silvestri været i spil som komponist, men da Barry afslog at komponere et nyt score, var det altså ikke Silvestri, producenterne gik til, men Colombier.

Frem til omkring 1980 havde Colombier langt fortrinsvis arbejdet i Frankrig, men fra starten af 80’erne og frem til sin død i 2004 arbejdede Colombier hovedsageligt i USA. Blandt nogle af de tidlige titler, Colombier arbejdede på i USA, var f.eks. Against All Odds (1984) og Purple Rain (1984).

Moderne vibe

Colombier var bl.a. kendt for sit arbejde med synthesizere og for at kunne give film en moderne vibe, og det er da også lige præcis det, der kendetegner hans score til The Golden Child.

Ikke at scoret som sådan er rent synthesizet, for faktisk indgik et pænt stort symfoniorkester på 67 personer også. Ikke desto mindre er hovedindtrykket af Colombiers score, at det er synthesizet, og det er relativt få steder, at man for alvor kan høre symfoniorkestret, med undtagelse af blæserne.

På den måde ligger Colombiers score meget langt fra John Barrys, og det gør det også på andre måder. Tydeligst måske på den måde, at Barrys score var tematisk opbygget omkring en lille gruppe ledemotiver, mens Colombiers score i langt højere grad består af stemningsskabende underscore.

Få ledemotiver

Der er dog nogle få ledemotiver i Colombiers score – helt præcist tre – men det altdominerende tema er temaet for Eddie Murphys rolle Chandler Jarrell.

Inden Jarrells tema dukker op er vi dog blevet introduceret for et tema, eller måske nærmere motiv, for skurken Sardo Numspa. Det høres første gang i “Sardo and the Child” (nr. 1) ved 3:18 og består af fire toner, fremført af blæserne.

Sardos tema er som sådan ganske effektivt, især i samspil med det motiv, der i øvrigt udgør hovedparten af cuet, men på nær et par yderligere fremførelser i samme cue, dukker temaet først op igen i “Confrontation” (nr. 19).

“Sardo and the Child” er i øvrigt et temmelig godt eksempel på scoret som sådan. På den ene side har vi synth, elguitar, trommer og messingblæsere, der associeres med Sardo og hans folk. På den anden side har vi æteriske synthflader, fløjte og diverse syntheffekter, der associeres med det gyldne barn og hans magi.

Som sådan er “Sardo and the Child” ikke bare et godt eksempel på scorets generelle lyd; det er også et godt eksempel på, hvorfor Colombiers musik helt klart var mere “hipt” end Barrys traditionelle score.

Nogle vil måske også mene, at Colombiers musik er aldeles overgearet, især i anden del af cuet, hvor messingblæserne og elguitaren stedvist lyder som noget, der er hentet fra en pop- eller rocksang fra årtiet.

Undervejs får guitaren både lov til at skrige som en rockguitar og levere sprøde, funky riffs, mens messingblæserne lyder som om, nogen har taget blæserne fra et af Tower of Powers mest overproducerede 1980’er-albums og puttet dem i en stavblender sammen med Colombiers synthesizer-riffs.

Og “Sardo and the Child” er ikke det eneste cue, hvor funky guitarriffs og poprockede blæserarrangementer dukker op. Den funky guitar finder vej, selv til et ellers højdramatisk cue som “Confrontation” (nr. 19), mens de poppede blæsere bl.a. figurerer prominent i forbindelse med de mange variationer på Chandler Jarrells tema.

Kæk, streetwise og hip

Og Jarrells tema får vi da også at høre allerede i scorets andet cue, “Blood in Oatmeal”. Det er et kækt, streetwise og hipt tema, overvejende baseret på synthesizer, men som sagt med blæsere i blandingen, og perfekt skræddersyet til Eddie Murphys tilsvarende kække, streetwise og hippe hovedrolle.

Temaet er usandsynligt fængende, og hele tonen mere end antyder, at Colombier har forsøgt at gå Harold Faltermeyer i bedene. Ikke fordi Jarrells tema som sådan minder om “Axel F”, Faltermeyers tema fra Beverly Hills Cop, men de to temaer har helt klart den samme generelle stemning.

Jarrells tema er på samme tid scorets store styrke og svaghed. Det er en styrke, fordi det passer så perfekt til Murphys rolle og fordi, det er så ørehængende, som det er. Det er til gengæld en svaghed, fordi Colombier falder tilbage på temaet alt for ofte.

Det er selvfølgelig fint, at Jarrells tema dukker op, når Jarrell kører sin kække attitude. Problemet er, at Colombier også bruger det i scorets actionsekvenser, der dermed aldrig nogensinde for alvor bliver rigtig farlige. Så snart Jarrells tema dukker op i én af sine forskellige varianter, er man aldrig nogensinde i tvivl om, at Jarrell nok skal klare ærterne.

Her havde det klart været mere dramatisk effektivt, om Colombier havde skruet ned for brugen af temaet til fordel for lidt mere straight, dramatisk musik. Eventuelt kunne han havde bragt Sardos tema i spil eller for den sags skyld det effektive synthesizer-riff, der udgør en stor del af scorets første cue, og som deri synes at være associeret med Sardos håndlangere.

Sukkersødt kærlighedstema

Det tredje og sidste tema i scoret er kærlighedstemaet, der første gang dukker op i “Kee Nang Offers Herself” (nr. 10), her instrumenteret for flygel, strygere og afdæmpede blæsere i et sjældent eksempel på et cue, der er rent baseret på symfoniorkestret.

Kærlighedstemaet er på sin vis ganske fint, selvom det måske er lige en anelse for sukkersødt for min smag. Værre bliver det dog, når temaet høres i andre instrumenteringer, f.eks. den ækle synthesizer-version i “Golden Love” (nr. 16). Her bliver det ganske enkelt for meget, og temaet kommer til at lyde som noget, der kunne komme fra en billig TV-produktion.

Atmosfærisk underscore

Sardos tema, Jarrells tema og kærlighedstemaet er de eneste deciderede temaer – og Sardos tema er måske nærmere et motiv – men dertil kommer et par mindre, motiviske idéer, f.eks. et lille motiv på tre toner, der typisk bruges i forbindelse med det gyldne barn og hans magi. Det høres første gang i “Astral Projection” (nr. 4) ved 0:05.

Af de tre temaer er det som sagt Jarrells, der spiller så langt den største rolle, og der er ikke andre deciderede melodiske konstruktioner i spil i musikken.

Når ikke Jarrells tema, kærlighedstemaet eller Sardos tema er i brug, består musikken i store træk af atmosfærisk underscore, hovedsageligt baseret på synthesizerne, men stedvist iblandet dele af symfoniorkestret og andre akustiske instrumenter.

Stedvist bruger Colombier fløjten til at give musikken en asiatisk kulør, og når det ikke er nok, bringer han shakuhachi-fløjte i spil, som f.eks. i “Child in Warehouse” (nr. 3), hvor shakuhachien supplerer en lav synth-drone, en strygerflade og lidt percussion for at skabe en dyster og truende stemning.

Shakuhachien er, som mange vil vide, en japansk bambusfløjte og har som sådan intet at gøre med Tibet, som er den asiatiske komponent i The Golden Child, men shakuhachi-fløjtens øjeblikkeligt genkendelige lyd er blevet en af Hollywoods filmmusikalske signaturer for “Asien”.

De synthesizer-dominerede cues, som f.eks. “Child in Warehouse”, “Astral Projection”, “Demons” (nr. 7) og “The Corridor” (nr. 14) er, alt taget i betragtning, effektive nok som enkeltstående cues, men de bibringer ikke filmen andet end ren stemning.

Det kan selvfølgelig også være helt okay, men man finder intet, der bare minder om John Barrys omhyggeligt konstruerede musikalske arkitektur i Colombiers score. Her skal det til Colombiers forsvar siges, at han kun havde 14 dage til at komponere sit score, og derudover er det måske bare ikke helt rimeligt at sammenligne Michel Colombier med John Barry.

Finurlige effekter

Jeg mangler ordforrådet til at beskrive de mange forskellige finurlige effekter, Colombier vrider ud af sine synthesizere i de synthesizer-baserede dele scorets cues, men der er ganske mange. Nogle er effektive og stemningsskabende; andre er i bedste fald interessante.

Mest påfaldende er måske den effekt, der første gang dukker op i “Knife Retrieval” (nr. 15) ved ca. 0:51, og som lyder lidt som en blaster beam. Det er det helt sikkert ikke – der er helt klart tale om en synth-effekt – men ligheden er markant og uden tvivl tilsigtet.

Og nu vi er ved “Knife Retrieval”, så er cuet et ganske fornuftigt spændingscue, hvor symfoniorkestret for en gangs skyld også får lov til at skinne igennem.

Okay

Er Michel Colombiers score til The Golden Child så et godt score? Det kommer selvfølgelig an på flere ting. Men hvis vi lige prøver at se bort fra det faktum, at John Barry komponerede et score til et tidligere cut af filmen, så står vi tilbage med et score, der bedst kan beskrives som helt okay.

Som score til den film, The Golden Child endte med at blive, er Michel Colombiers score okay. Helt og aldeles gennemsnitligt okay.

Scoret giver på ingen måde filmen noget ekstra, som filmen ikke havde i forvejen, især fordi det bedste ved scoret – Jarrells tema – egentlig bare understøtter det, Eddie Murphy i forvejen gør for filmen.

I virkeligheden havde Colombier måske derfor gjort filmen en større tjeneste ved at lægge større vægt på nogle af de elementer, han springer mere let henover – Sardo, det gyldne barn og magien.

Mange af de synthesizede-dominerede, atmosfæreskabende cues er mere eller mindre ren lydtapet, og det er okay. Det er ikke vildt interessant at lytte til, især ikke løsrevet fra filmen, men det er heller ikke noget, der aktivt skader filmen. Det fungerer. Det er okay.

Som eksempel på et tidstypisk score, der lyder præcis som det, det er – et 1980’er-score til en Eddie Murphy-film – er Michel Colombiers The Golden Child-score charmerende, og det kan sagtens bringe et smil frem på læben.

Som filmmusik er det bare okay.

Og en gang imellem er det faktisk også helt… ja, okay.

3 stjerner

Nummerliste:
1. Sardo and the Child (5:29)
2. Blood in Oatmeal (1:51)
3. Child in Warehouse (1:23)
4. Astral Projection (1:58)
5. The Bikers (0:45)
6. We Sold Her (4:18)
7. Demons (2:01)
8. Kee’s Tied Up (0:35)
9. Dream Sequence (Last Part) (1:21)
10. Kee Nang Offers Herself (0:47)
11. Child in Truck / Chandler Follows Bird (2:09)
12. Take It (0:24)
13. The Mountain (1:18)
14. The Corridor (2:15)
15. The Knife Retrieval (3:37)
16. Golden Love (3:49)
17. Malibu / Battle at Malibu Beach House (4:48)
18. Looking for Sardo (3:07)
19. Confrontation (5:31)
20. Sardo is Back (1:04)
21. Kee Nang Lives (0:49)
22. The Chosen One (3:58)
23. Love Goes On (Theme from The Golden Child)* (4:52)

Total spilletid: 58:09

* Performed by Ashford & Simpson

Titel: The Golden Child
Komponeret af: Michel Colombier
Orkestreret af: Michel Colombier & Robbie Buchanan
Komponeret: 1986
Udgivet: 2011
Label: La-La Land Records

Anmeldt i nr. 192 | 13/10/2021

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.