Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Exorcist

The Exorcist
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

William Petter Blattys The Exorcist er en mesterligt skrevet gyserroman, der jonglerer med store temaer og bl.a. spørger om, hvad ondskab egentlig er.

The ExorcistThe Exorcist er uden tvivl en af de mest kendte og mest sete horrorfilm overhovedet, men romanen bag filmen er mere eller mindre glemt i dag. Sådan har det ikke altid været. Da bogen The Exorcist udkom i 1971 blev den en kæmpesucces, og da Williem Friedkins filmatisering ramte biograferne i 1973, var bogens status som bestseller cementeret.

Romanen blev en af 70’ernes mest læste gysere, og den var på mange måder med til at kickstarte den nye bølge af amerikansk horrorlitteratur, der navnlig skulle blive anført Stephen King. Sjovt nok får The Exorcist ikke nogen særlig varm medfart i Kings Danse Macabre fra 1981, hvor bogen bliver afvist som det rene tidsspild.

Her kunne jeg ikke være mere uenig med King. William Peter Blattys The Exorcist er en af de væsentligste amerikanske horrorromaner fra 70’erne, og meget indenfor horrorlitteraturen, men så sandelig også indenfor gyserfilmen, ville se helt anderledes ud, hvis denne bog ikke var skrevet.

Komedieforfatter

Det lå ikke i kortene, at Blatty skulle give sig i kast med en horrorhistorie. Op gennem 60’erne havde han stort set kun skrevet komedier. Især havde han haft succes som manuskriptforfatter i Hollywood. Det er vel navnlig for tiden sammen med Blake Edwards, at Blatty skal huskes, og kulminationen på dette samarbejde kom med den forrykte A Shot in the Dark fra 1964.

Med udgangen af de glade 60’erne fandt Blatty det stadigt vanskeligere at få afsat sine komedier, og besluttede sig derfor for at prøve noget nyt. Blatty voksede op i Georgetown, og fra sin tidlige barndom huskede han en artikel i avisen om en dreng, der angiveligt skulle være blevet besat af dæmoniske kræfter, men reddet gennem en eksorcisme. Denne episode vendte Blatty tilbage til, og brugte den som skabelon for en roman, han arbejdede på igennem det meste af 1970.

Ved årets udgang var bogen afsluttet, og i 1971 kom The Exorcist på gaden. En historie der går lige i kødet på flere af troens, navnlig den katolske tros, store spørgsmål. Hvorfor kvier den kristne sig ved at acceptere Satans eksistens, når man kan tro på det gode i verden, og hvor langt kan troen føre mennesket? Mere basalt stiller Blatty det store spørgsmål, hvad ondskab egentligt er.

Mens vi i bogen læser om den lille pige, der tilsyneladende plages af djævelske kræfter, indledes de fleste af romanens kapitler med små faktuelle citater om eksempelvis grusomheder udført under Vietnamkrigen. Var disse mennesker også besatte af djævle da de gjorde deres ugerninger, eller er mennesket rent faktisk så ondt, at vi slet ikke har brug for Djævlen. Det er den slags ting Blatty tumler med, og det slipper han rigtig heldigt fra.

Mystiske hændelser

I bogen introduceres vi for den kendte filmstjerne Chris Macneil, der sammen med sin datter Regan og sekretæren Sharon opholder sig i Washington, hvor Chris er ved at indspille en film. Alt ånder fred ved bogens åbning, men ret hurtigt begynder der at ske sære ting; ting, der bedst lader sig beskrive som om, det hus de lejer på M Street er hjemsøgt. Der er tale om mystiske bankelyde, ting der forsvinder, og møbler der flytter sig, uden nogen vil tage ansvar for det.

Ikke længe før bogens handling begynder, er Chris blevet skilt fra sin mand – en skilsmisse der har taget hårdt på Regan. Det betyder, at da de mærkelige fænomener i huset tager til, og tilsyneladende koncentrerer sig om datteren, tolker Chris det som datterens ubevidste råb om hjælp.

Hvordan det hele hænger sammen, ved vi som læsere ikke, men vi hører flere gange, at Regan snakker med sin usynlige ven Captain Howdy gennem et ouijabræt. Det lader os formode, at noget andet og dybere stikker under, men Blatty leger med læseren og efterlader os med den nagende tvivl.

Med Regans tiltagende excentriske opførsel, bliver det til sidst nødvendigt at få hende undersøgt. En uendelige kæde af psykologer, specialister og læger tager den stakkels pige under behandling, mens hendes adfærd bliver mere og mere bizar. Regan er kun 12 år gammel, men som vi kommer frem gennem bogens første halvdel vokser hendes beskidte vokabular betydeligt. Lægerne overfuses med sjofelheder, og pigen begynder at blive voldelig. Uanset hvad lægerne stiller op, kan de ikke finde en forklaring på Regans adfærd, og hendes tilstand forværres hurtigt. Hun pumpes fuld af beroligende nervemedicin, og underkastes den ene undersøgelse efter den anden.

Intet hjælper det, og til sidst når lægerne til den erkendelse, at de intet kan gøre for pigen. Regan forfalder ganske enkelt for øjnene af dem, mens hun tilsyneladende udvikler flere personligheder, der tydeligt tilkendegiver, at Regan skal dræbes. Kulminationen kommer da Chris en dag finder sin datter i sengen, onanerende med et krucifiks. Her bliver det for meget for moderen, som beslutter sig for at opsøge en præst.

Psykisk syg eller besat?

Da præsten Damien Karras involveres, begynder bogens anden del. Fader Karras har til opgave at finde ud af, om Regan vitterligt er blevet besat, eller om hun er psykisk syg. Det er ikke en let ting at undersøge, og Blatty forsyner os med så mange røgslør, at vi som læsere umuligt kan bedømme, om Regan er det ene eller det andet. Vi er mindst lige så meget i tvivl som Karras, og det er en mesterlig bedrift fra forfatterens side. Han holder kortene så tæt ind til kroppen som muligt, og det skaber en intens læselyst – navnlig for os, der så filmen før vi læste bogen.

En meget stor del af bogens anden del udspiller sig i Regan soveværelse, hvor vi følger Karras’ tanker og arbejde. Det hele bygger gradvist op mod et stort klimaks, og selve eksorcismen synes uundgåelig til sidst. Her kommer vi ind i bogens sidste del, hvor endnu en præst træder over dørtærsklen i M Street.

Fader Lankester Merrin er den præst, som skal hjælpe Karras gennem den sidste del. Omend Merrin først dukker op i bogens slutning, er han en ganske central karakter, for det er også Merrin, der åbner handlingen. I en prolog følger vi Merrin under en arkæologisk udgravning i Mellemøsten. Her præsenteres den aldrende præst for et lille dæmonisk ansigt af sten, tilhørende djævlen Pazuzu. Da Merrin ser dette ansigt ved han, at noget stort ligger i vente.

Flere plottråde

Der skal ikke gøres et stort nummer ud af de videre begivenheder i bogen her, for de skal læses og nydes. På herlig grafisk måde beskriver Blatty Regans udskejelser, og bogen er dybt fascinerende læsning. Helt så enkel som handlingen beskrives ovenfor, er bogen imidlertid ikke. Blatty kobler tre mindre forløb til selve hovedhistorien. Det vigtigste sidespor for handlingen er mordet på Burk Dennings – den dybt alkoholiserede instruktør, der instruerer den film, som Chris spiller hovedrollen i.

Under et besøg hos familien Macneil i M Street dør Dennings efter at have forladt huset. Han styrter ned ad en trappe foran huset og dør af faldet. Det er i hvert fald sådan det umiddelbart ser ud, men da kriminalbetjent Kinderman begynder at undersøge sagen, er det nærmere som om Dennings først fik vredet halsen om og så blev smidt ned ad trappen. Faktisk tyder det på, at han er blevet kastet ud af Regans vindue – men det har en lille pige på 12 da ikke kræfter til, vel?

Denne plottråd er vigtig, da den knytter en verden omkring huset i M Street til romanen. Desværre har Blatty nok forelsket sig i Kinderman-karakteren, som bliver en smule for meget af det gode. Kinderman optræder præcis som Peter Falks Columbo, og det bliver trættende i længden.

Derudover får vi også et indblik i Karras’ plagede sind, hans tvivl og sorg over moderens død. Blatty bruger klart nok denne tvivl, så vi skal overveje hvorvidt Karras er i stand til at behandle Regans åndelige problemer. Endnu et snedigt fortælleteknisk kneb fra Blatty.

Mesterværk

William Peter Blattys baggrund som manuskriptforfatter lader sig ikke fornægte. The Exorcist er primært en dialogdreven roman, der understøttes af få, særdeles konkrete beskrivelser. Det giver bogen et nøgternt, foruroligende skær, som virker særdeles effektivt. Der er ikke nogen tvivl om, at Blatty er en dygtig håndværker, og at dømme ud fra de ting han skrev før og efter, må romanen her nok regnes som hans mesterværk.

The Exorcist er en ekstremt stramt fortalt beretning, der med en klaustrofobisk intensitet og realisme griber læseren. Blatty slipper ikke sit nådesløse greb, før den sidste side er vendt. Romanen kan på det varmeste anbefales, både til de, der ikke har set filmen, men så sandelig også til de, der har. Roman og film ligger så tæt op ad hinanden som det næsten er muligt, og dog adskiller de sig på flere punkter.

Romanen har den samme grundlæggende kyniske tone som Friedkins film, men samtidig rummer bogen en række meget smukke samtaler, navnlig mellem Karras og Merrin, der forlener en poetisk højtidelighed til den endelige kamp mod dæmonen i Regan. Først og fremmest er det dog fascinerende at forsøge at regne ud, om Regan rent faktisk er besat som i filmen, eller om hun er et ekstremt psykisk tilfælde. Blattys mesterværk fra 1971 bør kunne findes i alle horrorfans’ bogsamlinger. Det er et grundlæggende værk i den moderne gyserlitteratur, og man må ikke snyde sig for det.

The Exorcist udkom på dansk i 1974 under titlen Exorcisten: djævleuddriveren, oversat af Arne Hørlev Petersen. Bogen er ikke svær at opdrive antikvarisk på nettet, hvor den ligger til omkring 100 kr. Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg vil anbefale den danske oversættelse, da udsagn som “Your mother sucks cocks in Hell Karras!” klinger en hel del mere hårdtslående på originalsproget.

6 stjerner

Titel: The Exorcist
Forfatter: William Peter Blatty
Udgivet: 1971
Forlag: Harper & Row
Format: Hardcover
Sideantal: 340 sider

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Dæmonbesættelse, Dæmoner, Filmatiseret, Præster

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *