The Devil’s Advocate

De fleste der kender The Devil’s Advocate gør det formentlig på grund af filmen af samme navn fra 1997, men faktisk er filmen baseret på en roman fra 1990 af den amerikanske forfatter Andrew Neiderman (f. 1940).

Har man set filmen og dernæst læser bogen – eller vice versa for den sags skyld – vil man blive overrasket over, hvor forskellige bogen og filmen er. Filmen er godt nok baseret over Neidermans roman, men med rigtig mange ændringer og tilføjelser.

Faktisk er det kun den grundlæggende præmis, der kan findes i både bog og film: en ung ambitiøs advokat bliver ansat i et stort New York-advokatfirma, hvor det går op for ham, at han arbejder for ingen mindre end Satan selv.

Enkelte detaljer og plotelementer, samt det overordnede tema omkring advokatbranchens etiske problemer, er naturligvis også båret med over i filmen, men bogens læsere vil opdage, at filmens manuskriptforfattere har taget sig store friheder med romanforlægget. Om man mener det er godt eller skidt må være op til den enkelte, men for mig er der ingen tvivl om, at filmen er langt, langt bedre end bogen.

Aggressiv forsvarsadvokat

Ved romanens begyndelse møder vi vores hovedperson, den unge advokat Kevin Taylor, mens han er i færd med at forsvare en lesbisk skolelærer, der er under anklage for at have befamlet en ung elev. Kevin Taylor vinder sagen ved at være særdeles hård over for offeret, som bryder sammen i vidneskranken.

Vi får at vide, at Kevins kone, den unge og smukke Miriam, ikke kan lide at Kevin har taget sagen, og stiller spørgsmålstegn ved det etisk korrekte i Kevins måde at håndtere den på. Med andre ord fremstilles Miriam ved romanens begyndelse som en moralsk kvinde, der fungerer som Kevins dårlige samvittighed. Det skal hun ikke blive ved med.

Efter at han har vundet sagen bliver Kevin nemlig opsøgt af Paul Scholefield, der arbejder for et stort advokatfirma i New York. Scholefield forklarer at firmaet – og i særdeleshed firmaets chef John Milton – har været imponerede over Kevins håndtering af skolelærersagen, og at de gerne vil tilbyde ham et job.

Kevin er på dette tidspunkt allerede træt af den småborgerlighed, der ifølge romanen stortrives på Long Island, og han længes efter at komme ind til New York og blive en stor hotshot-advokat. Miriam er mindre begejstret for udsigterne til at skulle flytte fra det trygge lille samfund Blithedale, men Kevin er stærkt opsat på idéen.

Efter at have været inde at møde John Milton beslutter Kevin sig for at tage jobbet, hvis han ellers kan lokke Miriam med til storbyen. Det lykkes da Miriam ser den lejlighed, John Milton vil installere dem i – den er kæmpestor og i øvrigt beliggende i samme bygning som Milton selv og firmaets øvrige advokater bor i. Desuden transporteres advokaterne hver dag til og fra arbejdet i firmaets egen limousine med privatchauffør.

Mystiske hændelser

Kevin er stærkt imponeret over advokatfirmet, der fremstår topmoderne og strømlinet sammenlignet med det firma, han kom fra. Tilmed får han med det samme en højtprofileret sag om en rig hotelejer, der er under anklage for at myrde sin kone. Allerede her begynder mystikken, for det virker faktisk som om at firmaet er begyndt at indsamle baggrundsinformation om sagens involverede allerede inden mordet blev begået! Kevin slår det hen som en dateringsfejl på dokumenterne, og giver sig i kast med sagen.

Samtidig sker der dog adskillige andre ting, der begynder at gå Kevin på. Miriam ændrer eksempelvis karakter. Fra at være skeptisk over for deres nye liv omfavner hun det helt, og fra at være ivrig efter at høre om Kevins sager, nægter hun nu at få noget at vide om dem. Hun bliver kynisk og hun begynder også at klæde sig anderledes og mere udfordrende, hvilket yderligere bestyrker Kevins fornemmelse af ubehag.

Vores hovedperson begynder også at få mystiske hallucinationer; flere gange tror han at han vågner midt om natten og har en slags ud-af-kroppen-oplevelse, hvor han ser sig selv elske med Miriam. Det viser sig selvfølgelig at det ikke er noget han tror, og her får Neiderman lige plagieret Rosemary’s Baby – da Miriam bliver gravid har vi en god grund til at tro, at det ikke er Kevin, der er faderen.

Jo flere mystiske ting, der sker, jo dårligere får Kevin det. En indledningsvist udefineret mistanke tager form, og da det lykkes John Milton at få et afgørende vidne i Kevins sag til pludseligt at ændre forklaring, beslutter han at foretage nogle undersøgelser, der leder ham frem mod den gruopvækkende konklusion. Hvordan romanen videre udvikler sig, skal ikke afsløres her.

Ikke nogen god bog

The Devil’s Advocate er ikke nogen god bog, hvilket der er mange årsager til. Den er skrevet af en erfaren forfatter. Neiderman var 50 år gammel da bogen udkom i 1990 og det var hans nittende roman. Det kan man ikke mærke. Da jeg læste den var der flere steder, hvor jeg faktisk følte mig overbevist om, at det var en debuterende eller i hvert fald meget ung, forfatter, der havde skrevet romanen.

Indledningsvist skyldtes det især en række dybt trivielle beskrivelser og metaforer, men også en sært lummer stemning, hvor Neiderman gør meget ud af at beskrive Miriams og diverse andre kvindelige bipersoners udseende og påklædning på en ret kropsfikseret måde. Senere skyldes det især handlingens mange logiske brister, og den måde, hvorpå Kevin forandrer sig fra at være stjerneadvokat til pludselig at være hjælpeløst naiv.

Det kommer især til udtryk hen imod bogens slutning, hvor Kevin tror at han uden problemer vil kunne overbevise folk om, at John Milton er Djævelen. Afsnittene hvor Kevin forklarer sine mistanker til udenforstående bipersoner i bogen er simpelthen tåkrummende pinlige.

Neidermans symbolik er heller ikke just subtil. Ud over at Satan kalder sig John Milton, så hedder limousinechaufføren, der kører advokaterne til og fra arbejde hver dag, Charon, og én af firmaets klienter hedder Crowley. Førstnævnte er naturligvis også navnet på færgemanden, der i græsk mytologi sejler de døde over floden Styx til dødsriget Hades, og sidstnævnte er også efternavnet på én af det 20. århundredes mest berømte (selvudråbte) satanister.

Jævnt kedsommelig med tynde personer

Den ret gumpetunge navnesymbolik kunne man leve med, hvis bogen ellers i øvrigt var velskrevet og underholdende, men det er den bare ikke. På trods af at bogen ikke er særligt lang, kun lige over 300 sider, kommer handlingen faktisk først for alvor i gang omtrent midtvejs. De første 150 sider er jævnt kedsommelige. Her forklares alt om Kevins ambitioner, det lille kedelige bysamfund de bor i, hans forhold til Miriam og så videre.

Trods det, er det forbløffende hvor lidt kød der er på hovedpersonerne, og man kan ikke tale om nogen decideret personudvikling. Miriam skifter karakter på nul komma fem efter at de er flyttet til New York, og Kevins personudvikling er udelukkende knyttet til den stigende mistanke han får til John Milton. Det er ikke fordi Kevin som sådan har nogle moralske skrupler omkring at forsvare en tydeligvis skyldig mand – hvis alt i øvrigt havde været normalt, ville han ikke have haft et øjebliks dårlig samvittighed.

Ikke desto mindre er det først efter at Kevin starter på sin retssag, at der kommer fremdrift i handlingen i takt med, at der begynder at ske flere og flere mystiske ting. Her er det så, at historiens mange logiske brister begynder at blive tydelige, og at Kevin ændrer karakter til det latterligt naive.

Efterforskningsdelen i bogen er meget kort, og det, der kunne have været en nervepirrende del af historien reduceres til et kort intermezzo før Kevin manisk forsøger at overbevise Gud og hvermand om, at John Milton er Djævlen. Det er ganske enkelt helt og aldeles utroværdigt, og den spænding Neiderman kunne have opbygget her, når aldrig at opstå.

Mekanisk – med store mængder grus i tandhjulene

Intet sted i bogen finder man antydninger af den veloplagte satire, som spiller en stor rolle i filmen, for bogen tager sig selv helt og aldeles alvorligt. Hvad der er værre er dog, at heller ikke er nogle deciderede uhyggelige passager. Bogen har fremdrift som en regulær thriller fordi Neiderman ikke formår at anvende de overnaturlige elementer til at gøre historien den mindste grad skræmmende.

Problemet er, at bogen heller ikke fungerer som thriller for der er så uendeligt få thrills. Romanen arbejder sig mekanisk frem mod en twist-slutning, som man forestiller sig at Neiderman har haft i hovedet, før han er begyndt at skrive. ‘Mekanisk’ er generelt et godt ord at opsummere The Devil’s Advocate med, men det er mekanik med alvorlige mængder grus i tandhjulene.

Har man set filmen vil man nok i øvrigt også blive dybt skuffet over hvor lidt plads, der levnes John Milton i bogen. Hans lange monologer, der er med til at gøre filmen underholdende, og som tilføjer filmen temaet omkring den frie vilje, eksisterer ikke i bogen. Det skyldes formentlig at Neiderman i bogen gerne vil fremstille Milton som rigtig, rigtig ond, mens filmens manuskriptforfattere gerne ville fremstille ham som ond, men på en måde, der giver anledning til eftertanke i henhold til de overordnede tematikker om fri vilje og om etik og moral i advokatbranchen.

Selv om dette er en afgørende forskel, så er bogens problem, at Milton er så lidt med, at man aldrig får nogen rigtig årsag til at se ham som ond. Det er et alvorligt problem for en roman, hvor man skulle have sympati med en hovedperson, der er oppe mod overnaturlige og umenneskelige kræfter.

Fungerer ikke

Alt i alt fungerer The Devil’s Advocate bare ikke. Neiderman har haft en god idé, som han bare ikke har formået at udmønte i en velfungerende roman. Til gengæld har hans gode idé dannet forlæg for filmen, som man med fordel kan se samtidig med at man glemmer at bogen overhovedet eksisterer.

Som et absurd kuriosum kan det nævnes, at Neiderman ifølge sin officielle hjemmeside for øjeblikket arbejder på en musicalversion af The Devil’s Advocate sammen med en hollandsk komponist.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Filmatiseret, New York, Okkultisme, Paranoia, Satan