The Black Spot

Sudden Death Records har, trods hårde odds, formået at holde D.O.A.-gryden kogende ved ganske taktfast at udsende ældre udgivelser, mens frontmanden i det hæderkronede punkband, Joey “Shithead” Keithley, tumler rundt med sit soloprojekt Band of Rebels.

Det er således ved at være nogle år siden, D.O.A. har udsendt noget nyt materiale, men at dømme efter Joe Kiethleys kreative output i Band of Rebels, kan det vist være godt det samme. Derfor er det da også des mere glædeligt, at pladeselskabet er begyndt at koncentrere sig om bagkataloget. Det har bl.a. ført til to glimrende opsamlinger af det tidligste materiale, og nu har de så også kigget frem i materialet og genudsendt The Black Spot.

Ny kemi

The Black Spot udkom oprindeligt hos Essential Noise tilbage i 1995, hvor albummet ramte et komplet uforberedt publikum. Sagen er nemlig den, at The Black Spot er blandt de bedste plader, D.O.A. har indspillet overhovedet, hvis man da lige ser bort fra de tidlige albums fra guldårene 1978-84.

Da slutfirserne satte ind, var Keithley og de andre gutter i gruppen færdige. De kunne ikke længere finde formen, og mange af deres politiske slagsange var i bedste fald blevet støvede og ude af trit med tiden. Så gik der to år, efter D.O.A. havde udsendt 13 Flavours of Doom i 1993, der med snotkedelig, retrospektivt punk, knap blev bemærket i grungebølgens storhedstid, før gruppen atter var på banen igen.

Denne gang var kemien imidlertid en anden. Sangene var blevet skrevet i slutningen af ’94 og indspilningerne skulle være begyndt i begyndelsen af ’95, men så omkom D.O.A.’s trommeslager Ken Jensen i en brandulykke, og gruppen stod pludselig og manglede en mand. Her trådte John Wright fra No Means No til, og indspilningerne kunne begynde.

Festfyrværkeri

Muligvis fik den tragiske udskiftning af et bandmedlem en positiv indvirkning på gruppen som helhed, for The Black Spot har en positiv energi og friskhed, der næsten virker uforklarlig, når man husker, at det er det gamle D.O.A., der står for albummet. Man må dog heller ikke være blind for, at tiderne var skiftet, da pladen udkom. Grupper som NOFX, Green Day og Bad Religion var i mellemtiden blevet superstjerner, og punken havde fået en ny lyd og et nyt ansigt.

Alt dette indvirkede utvivlsomt på The Black Spot, der som et festfyrværkeri af tidstypisk up-tempo punk leverer den ene sing-along-sang efter den anden. Modsat så mange af gruppens tidligere albums, fandt Keithley nemlig tilbage til sine rødder, og dyrkede de catchy omkvæd. Det var længe siden, man sidst havde hørt den slags på en D.O.A.-plade, og selv om han senere har forsøgt at gøre nummeret efter igen, er det ikke lykkes for ham. The Black Spot forbliver et sent højdepunkt i bandets lange karriere, der fortsat holder i dag.

16 solide skæringer

Ganske vist er det et album, der har svært ved at skjule, at det blev indspillet i 1995. Produktionen er lidt pæn, velfriseret og skarp. Garagerocken var endnu ikke vendt tilbage, og skatepunken har helt tydeligt ligget og simret hos Keithley, mens han skrev mange af numrene. Men hvorfor skulle albummet ikke være et barn af sin tid? Med The Black Spot demonstrerede D.O.A. i hvert fald, at de var i stand til at indfange tidens toner og gøre dem til deres egen.

Det blev til 16 særdeles solide numre, der tangerer fra fræsende skate-agtig punk over helt old school hardcore til vintage rock’n roll, som Keithley altid har sværmet for. De fleste af numrene har de for D.O.A. helt klassiske politiske tekster, der angriber alt etableret og konservativt. På den led er der ikke noget nyt under solen. Sådan har det altid været med gruppen, og den lille håndfuld fjollede eller eksperimenterende numre på albummet hører naturligvis også til på et typisk D.O.A.-album.

Blandt de mere kuriøse indslag kan man eksempelvis nævne bluegrass/folk-nummeret “Bound For Glory” eller metal-parodien “Unchained Melody”. Om de mere løsslupne numre stadig holder i dag, er nok tvivlsomt, men det kan ikke tage glæden fra pladens første syv fabelagtige 90’er-punksange.

En genudgivelse på høje tid

The Black Spot har været utilgængelig i flere år, og taget i betragtning at der ligger så mange små perler på pladen, har det været en stor fejl. Derfor er det kun al hæder og ære værd, at Sudden Death har fundet de gamle masterbånd frem fra gemmerne, og genudgivet albummet. Det var på høje tid, for nu kan alle, der missede pladen i første omgang, få chancen for at gøre et godt retrokøb og en D.O.A.-klassiker med hjem.

The Black Spot er venligst stillet til rådighed af Sudden Death Records.

Nummerliste:
1. Blind Men (Keithley) (2:38)
2. Kill Ya Later (Keithley) (2:30)
3. Order Pier (Pier) (2:50)
4. Marijuana Motherfucker (D.O.A., Peel) (1:19)
5. You’re Paying for Your Body Now (Jensen, Pier) (1:48)
6. Worries (Goble) (1:50)
7. Road Kill (Keithley) (2:55)
8. Get Away (Keithley, Pier) (2:29)
9. More (Goble) (2:52)
10. Je Declare (Keithley) (2:36)
11. Big Guys Like D.O.A. (Goble) (1:54)
12. I Know Who You Are (Keithley) (3:17)
13. The Nutwrencher Suite: Bound for Glory (Guthrie, Keithley) (1:26)
14. The Nutwrencher Suite: Unchained Melody (Keithley) (1:29)
15. The Nutwrencher Suite: Cut Time (Keithley) (2:37)
16. Running out of Time (Goble) (2:46)

Total spilletid: 37:20

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008