Troels Bording
Ingen kommentarer

The Afterblight Chronicles: School’s Out

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Plotproblemer og et overdrevet filmisk sprog gør den postapokalyptiske School's Out til en noget lunken oplevelse.

The Afterblight Chronicles: School's OutNyeste skud på stammen i Abaddon Books’ postapokalyptiske bogserie The Afterblight Chronicles er ungdomsromanen School’s Out. Eftersom den foregår i en postapokalyptisk setting er der naturligvis ikke tale om den typiske coming of age-roman, som vi kender dem fra folkeskolen, men snarere tale om en meget mere ekstrem version, hvor kampen for overlevelse erstatter kampen for selvrealisering, og den første kærlighed erstattes med det første mord.

For lige kort at ridse seriens præmis op, så er hele verden bukket under for en sygdom kaldet The Cull, der har dræbt alle, som ikke har en O Negativ blodtype. En af de få heldige med rette blodtype er den femtenårige Lee Keegan, og det er hans historie, vi får fortalt.

Kostskolen som lukket samfund

Lees mor omkom desværre under The Cull, men han har arvet sin blodtype fra sin far, som dog var udstationeret i Irak, da civilisationen bukkede under. Den sidste besked Lee fik fra sin far var, at han skulle tage tilbage til St. Marks kostskole for drenge for der at vente på, at faderen dukkede op. Som sagt, så gjort. Lee vender tilbage til den skole, han har tilbragt det mest af sine unge år på, men som alle andre steder i verden, viser den sig også at være blevet slemt påvirket af The Cull.

Cirka fyrre andre elever har fået samme idé som Lee, hovedsageligt fordi de fleste har mistet begge deres forældre, og sammen med to overlevende lærere, Hammond og Bates, samt noget af skolens forhenværende personale, danner de et lille aflukket samfund indenfor dens mure. Eller aflukket er måske så meget sagt, for Bates har nemlig nogle temmelig sindssyge idéer om, hvad det vil sige at leve i denne fagre nye verden.

Indenfor ganske kort tid har han hevet en gammel militæruniform frem, og tvunget alle til at tiltale ham Oberst Bates. Bates er bestemt ikke nogen frygtindgydende person, og det hele ville have været ret komisk, hvis det ikke lige var for skolens plageånd Sean Mackillick.

Stjernepsykopat

Hvad enten det skyldes en ulykkelig barndom, eller de ting, han foretog sig, mens The Cull hærgede, så har Sean forvandlet sig til en stjernepsykopat af helt olympiske dimensioner. Der går ikke lang tid, før han bliver Bates’ næstkommanderende, og her begynder det først for alvor at gå galt.

En ting er, at Bates giver skolens absolut værste bully en lederstatus, en anden ting er, at han giver ham et våben i hånden for at opretholde denne status. Sean bliver grebet af magtliderlighed, og langsomt men sikkert lykkes det ham at underminere Bates’ indflydelse på de andre drenge. Det hele fører til en uundgåelig konfrontation mellem lærerne og eleverne, hvor Sean griber magten og i en pompøs demonstration lader han de andre drenge korsfæste Bates.

Lee observerer det hele fra sidelinien, men selvom han virker passiv, så har han en plan. For at besejre Sean er han først nødt til at vinde hans gunst, og når det så er gjort, er han også nødt til at skaffe Sean af vejen uden at dræbe ham. Lee er nemlig fast besluttet på ikke at blive morder.

Det er selvfølgelig en meget nobel tanke, men nu hvor samfundet og alle dets love er brudt sammen, er al nobilitet og moral forsvundet som dug for solen. Lee må snart sande, at det ikke kun er inden for St. Marks’ mure, at anarkiet hersker; også udenfor er der blevet dannet små samfund, hvor magt er ret, og vold er en del af dagligdagen.

Dels er der den nærliggende landsby Hildenborough, som overhovedet ikke lægger skjul på sine planer om at indlemme St. Mark, og dels er der den fanatiske nyreligiøse orden, The Blood Hunters, som har konstateret, at vejen til evig frelse i det hinsides kræver, at man smører sig ind i så meget menneskeligt blod som muligt. Der går ikke lang tid, før Lees moralske skrupler bliver erstattet af overlevelsesinstinktet, og hans indre morder trænger op til overfladen, men hvad det hele medfører, vil jeg naturligvis ikke afsløre her.

Problemer med troværdigheden

Som det er typisk for Abaddon Books-udgivelserne er det en meget grafisk og voldelig roman. Langsomt men sikkert bliver vi vidne til, hvordan Lee vokser fra at være en lettere naiv grønskolling til en kynisk dræbermaskine, og jeg syntes faktisk, hans udvikling bliver beskrevet ret troværdigt. Problemet opstår, da vi skal købe Seans troværdighed. Forfatteren Scott Andrews vil nemlig åh-så-gerne fortælle os en pointe om, hvordan alle civilisationer bliver født af de mest voldelige samfund, men måden han leverer denne pointe på, ved at lade Sean være fortaler for den, virker desværre slet ikke.

I en lang samtale som Sean har med Lee, fortæller han, hvordan han har tænkt sig at bruge vold til at sørge for orden på kort sigt for derefter på længere sigt at danne et stærkt regime, og her knækker filmen altså. Det er nemlig umuligt at købe det faktum, at en så psykopatisk snothvalp som Sean skulle være i besiddelse af noget så raffineret som en ideologi.

Desuden har romanen også nogle plotmæssige problemer. Cirka halvvejs gennem bogen begynder plottet at gå i selvsving, og faktisk er den sidste halvdel blot en genfortælling af den første halvdel, dog med forskudte roller. Det er faktisk ret underligt at læse, men det skyldes nok, at det er forfatterens debutroman, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet, end at han løb tør for idéer halvvejs igennem.

Lunken oplevelse

I øvrigt kunne jeg læse om forfatteren, at han er anmelder og journalist, og her vil jeg gerne vædde en kvart million radiser på, at han er filmanmelder, for det vidner hans sprog i den grad om. Romanen er nemlig proppet med filmiske citater, henvisninger og en uendelig strøm af one-liners. Havde det været en film, så havde dette sprog sikkert virket, men for mig bliver det simpelthen for meget i længden. Dog vil det givetvis tiltale nogen, for det filmiske sprog gør, at romanen er hurtigt læst og hurtigt fordøjet.

I sidste ende er det dog en lidt lunken oplevelse. School’s Out har mange fede enkelte situationer, men de overordnede plotmæssige problemer gør, at jeg desværre kun kan give den en lunken anbefaling.

School’s Out er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

2 stjerner

Titel: School’s Out
Seriens titel: The Afterblight Chronicles
Forfatter: Scott Andrews
Udgivet: 2007
Forlag: Abaddon Books
Format: Paperback
Sideantal: 288

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Postapokalyptika, Sygdom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *