Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Afterblight Chronicles: Kill or Cure

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Rebecca Levenes indlæg i Abaddon Books’ Afterblight Chronicles er en ujævn sag, der hverken er god eller decideret dårlig. En klassisk lunken kop the.

The Afterblight Chronicles: Kill or CureSom mange der frekventerer Planet Pulp sikkert ved, har det lille engelske forlag Abaddon Books søsat en hel stribe serier, eller måske rettere universer, der beskrives i enkeltstående romaner. Det seneste skud på stammen i den postapokalyptiske serie The Afterblight Chronicles er Rebecca Levenes Kill or Cure.

Som sagt er settingen for denne serie henlagt til tiden efter den kendte samfundsordens kollaps. Hvor langt ude i fremtiden vi befinder os, bliver meget kløgtigt aldrig fortalt. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at det er en ganske nær fremtid, der skildres, for serien er fyldt med referencer til situationer, som er helt aktuelle på romanernes udgivelsestidspunkt.

Den første bog i serien hed The Culled og den blev skrevet af Simon Spurrier. Her blev universet beskrevet, og vi blev introduceret til den frygtelige epidemi, der kaldes The Cull, der ødelagde verden. Det er jo et klassisk tema for dommedagslitteratur, men konceptet bag The Afterblight Chronicles er endnu snedigere. Ved at lade de enkelte romaner udspille sig til forskellige tider i universet, bliver det nemlig muligt at spille på alle strenge indenfor de postapokalyptiske klichéer. Vi har således endnu ikke mødt Road Warriors i Mad Max-stilen, men det kommer der helt sikkert.

Junkie

Kill or Cure udspiller sig fem år efter, The Cull har hærget kloden. Sygdommen er ebbet ud, og besynderlige små samfund har rejst sig i ruinerne. Det har været voldsomme år, der har efterladt dybe sår på sjælen af alle, der overlevede, men alt dette har Jasmine ikke oplevet. Hun har nemlig været fanget i et underjordisk forskningscenter siden sygdommen spredtes. Hendes flugtveje blev afskåret på grund af en eksplosion, og den unge forsker har derfor ikke haft andre muligheder end at vente på, at nogen skulle komme og redde hende.

Nu må man ikke tro, at Jasmine er en helt uskyldig ung dame, for allerede da vi møder hende på romanens første side, er det åbenlyst, at hun er en håbløs junkie. Tiden i forskningscentret har hun fordrevet med at fixe de mange fine stoffer, der findes i laboratoriet, og da hun endelig bliver bjærget i det første kapitel, er Jasmine så dopet, at hun knap kender sit eget navn.

Det kunne jo måske være en meget naturlig reaktion fra hendes side. En behagelig eskapisme fra et fængsel, som hun ikke kunne ane, om hun nogensinde ville kunne forlade. Der stikker dog noget under, for Jasmine har en indre stemme, der taler til hende, og den var der åbenbart allerede før The Cull stoppede verden.

Samtidig antydes det på det kraftigste, at Jasmines forskningscenter måske kendte mere til sygdommen, end hvad godt er. Om de direkte producerede epidemien, eller om de blot analyserede den, finder vi først ud af, som historien folder sig ud, men et eller andet virker fordækt ved det hele. Så meget forstår vi som læsere allerede få sider inde i bogen.

Diktatorisk piratdronning

Jasmine bjærges fra sit fængsel af en enhed elitetropper, der står i tjeneste hos den selvudnævnte caribiske kaptajn og piratdronning Queen M; en intellektuel, der ved skæbnens spil har fået kommandoen over en mindre flåde. Queen M har oprettet et samfund, baseret på ekstrem kontrol, slavehandel og vold. Så længe man adlyder hendes ordrer, er alt fint, men lystrer man ikke dronningen, mister man hovedet.

Hvor absurd det end måtte lyde, har hun rent faktisk stor succes med dette regime, for folk vil hellere stå under dronningens diktatoriske beskyttelse, end at leve ubeskyttet i en verden uden nogen form for sikkerhed. Kernen i Queen M’s imperium er en gigantisk luksusliner, der krydser mellem de små øer, der udgør dronningens besiddelser.

Forskere er en efterspurgt vare, så Queen M tager sig godt af Jasmine. Hun bliver sendt til afvænning, og snart efter kan hun begynde at arbejde som læge ombord på dronningens skib. Jasmine har imidlertid store vanskeligheder med at acceptere den brutale styreform, og den frihedselskende forsker begynder derfor at planlægge en flugt. Det er bare lettere sagt end gjort, og første gang slipper Jasmine ikke bort.

Ny flugt

Efter den fejlslagne flugtaktion holdes hun i kort line, men snart byder der sig en ny mulighed. Da dronningens skib krydser op i nærheden af Cuba bliver en af Queen M’s mindre skibe angrebet af en flok syge mennesker, der mest af alt opfører sig som zombier. Da en af disse inficerede skabninger bringes ombord på luksuslineren, bliver det Jasmines opgave at undersøge, hvad det er for en sygdom, der har ramt den stakkels cubaner.

Mens dette arbejde står på, går det op for Jasmine, at hun kender fænomenet. Hun overvældes af flashbacks, og vi hører, at hun arbejdede på en vaccine mod The Cull i laboratoriet. Et arbejde hun udførte sammen med sin kollega Ash. Jasmine konkluderer, at det må være Ash, der har fortsat arbejdet og inficeret cubanerne med denne nye sygdom, men hvad det betyder og hvorfor, kan Jasmine ikke sige. Hun er dog sikker på en ting, og det er, at Ash må findes. Hun må have nogle svar, og det er kun hendes gamle kollega, der kan hjælpe hende.

En ny flugtaktion må planlægges. Denne gang står Jasmine imidlertid ikke alene. Hun får hjælp af den japanske manga-tegner Haru, mekanikeksperten Ingo og de to elitesoldater Kelis og Soren. Det er med andre ord en klassisk, hårdtslående ekspertgruppe, som slipper bort fra Queen M’s flagskib, og nu skal de finde Ash.

Det fører selskabet vidt omkring, og de skal meget igennem, før de to kolleger endelig kan genforenes. Vejen dertil er farefuld, fyldt med forræderi og tab. Det er derfor ikke helt let at forudsige hvad Kill or Cure slutter med.

Mister fokus

Først og fremmest skal det konstateres, at Kill or Cure er en af de mest kompromisløse romaner, jeg har læst i meget, meget lang tid. Hovedpersonerne tager stoffer, skyder gravide kvinder og børn, har lesbisk sex, og havner i det ene blodbad efter det andet. Der bliver vitterligt ikke lagt fingre imellem, og på den led ligger bogen i krydsfeltet mellem hårdtpumpet action og exploitation. Navnlig slutningen rummer beskrivelser, som får det til at krympe i læseren – i hvert fald de mandlige – for kastrationer på stribe er alt andet end rare at læse om!

Desværre er den kompromisløse stil ikke nok i sig selv. Handlingen er ujævn, og slingrer af sted på en måde, som afslører at Rebecca Levene først alt for sent fandt ud af, hvad plottet i hendes roman egentlig skulle være. Levene er ellers ikke nogen uerfaren forfatter. Hun har skrevet flere horror- og sci-fi-noveller, og tilmed været manuskriptforfatter på en hel del TV-serier.

Den store forskel er nok, at hun i Kill or Cure for første gang skulle skildre et længere narrativt forløb. Det er kun set alt for ofte at forfattere, der specialiserer sig i noveller, knækker nakken, når de har forsøgt sig med romaner, og Rebecca Levene er ingen undtagelse. Historien mister fokus, og læseren interessen.

Generende skrivestil

Et andet stort problem er, at hovedpersonen Jasmine er uholdbar som bærende karakter. Ganske vist forsøger Levene at give hende emotionel dybde, men det holder ikke. Jasmine er en klassisk helt, der med sine både maskuline og feminine karaktertræk er i stand til at løse alle problemer. Læge, kampsportsekspert og skarpskytte i én og samme person. Det lyder utroværdigt, og det er det bestemt også.

Dertil kommer, at Rebecca Levene har en lidt generende skrivestil. Hendes bog er fyldt med metareferencer til den postapokalyptiske genre som helhed, og flere gange kommenterer hendes karakterer mere eller mindre direkte på deres situation som del af en genre. Det er ikke fedt. Det minder en hel del om den jargon, som vi kender fra Jack Yeovils (aka Kim Newman) bubblegum-mythos. Personlig er jeg ikke begejstret for denne stil, men Levene er konsekvent, og derfor må man i sidste ende sige, at det er et temperamentsspørgsmål, som man enten køber eller ej.

Kill or Cure er som sådan ikke nogen dårlig bog. Den er hurtigt læst, og fyldt til randen med action. Den har desværre også så mange åbenlyse svagheder, at det er svært at give bogen et decideret positivt skudsmål. Det er et klassisk eksempel på en lunken kop the, hvor summen af gode og negative sider vejer hinanden op på en sådan måde, at resultatet bliver en smule ligegyldigt.

Læs Kill or Cure hvis du har brug for underholdning på sommerferien. Det er komplet uforpligtende, blodig action, men forvent ikke noget af bogen, for det endelige resultat er bestemt ikke elegant.

The Afterblight Chronicles: Kill or Cure er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

3 stjerner

Titel: Kill or Cure
Seriens titel: The Afterblight Chronicles
Forfatter: Rebecca Levene
Udgivet: 2007
Forlag: Abaddon Books
Format: Paperback
Sideantal: 272 sider

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Epidemi, Lesbianisme, Postapokalyptika, Sygdom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *