The Accountant

4 minutters læsetid

The AccountantNaturligvis var alt ikke bedre i gamle dage. Det er kun sure gamle nisser, der siger den slags. Men meget var. Så ja, jeg er en halvgammel sur nisse.

Actionfilmen som genre, og specielt den amerikanske actionfilm fra 1982-1993, er noget, der gør mig oprigtigt glad. Både med og uden de nostalgiske briller på.

Heltene, skurkene og den retfærdiggjorte vold. Der, hvor helten må træde i karakter, ofte på kant med loven, for at samfundsordenen eller retfærdigheden kan blive genoprettet.

Når mænd holder hvad de lover

Arnold, Sly, Jean-Claude, Dolph, Bruce, Chuck og mange andre. Mænd man kunne stole på. Eller som der står på den danske plakat til Rambo III: “Når mænd holder hvad de lover.”

Ja, der er også seje kvindelige helte, men actiongenren, og specielt perioden fra 1982-1993, stod i testosteronets tegn. Men hvorfor søber jeg rundt i den gamle actionpøl, når det handler om en film med Ben Affleck fra 2016?

Det korte svar er, at filmen leverer en type actionhelt, som jeg savner. Det længere svar følger om lidt.

I The Accountant møder vi Christian Wolff. På overfladen er han bare en meget, meget dygtig revisor.

Vi møder også en agent fra skattemyndighederne og en lejemorder.

For denne Christian Wolff tiltrækker sig en del opmærksomhed, specielt efter han hyres af et stort teknologifirma til at kigge deres regnskaber igennem.

Christian er autist, viser det sig, så han kan noget med tal. Men det viser sig også, at han kan noget med våben OG kampsport.

Men hvem arbejder han for? Hvem er lejemorderen, og hvordan hænger det hele sammen?

Hård træning og ensomhed

The Accountant er i første del fortalt som en klassisk 70’er- paranoia/konspirationsthriller. Enkelt, effektivt og meget spændende.

Der skrælles langsomt flere og flere lag af fortællingen, inden det hele eksploderer i action; inden actionhelten for alvor gør sin entré.

Og så er vi tilbage ved actionhelten. Christian Wolff er nemlig en spændende størrelse. Udover at han er autist, så er han også gjort af det stof, der skaber actionhelte: Hård træning og ensomhed.

Den hårde ensomme ulv – ja, bemærk bare vores helts efternavn! For i flashbacksekvenser finder vi ud af, at Christians far, der var en soldat, som var udstationeret mange steder, havde en speciel tilgang til at håndtere Christians autisme. Han gjorde det via hård træning, hård disciplin. Lyder det ikke bekendt?

Vi møder Christian, der får træning af en form for asiatisk mester. Vi møder Christian, der skal slås mod nogle bøller. For faderens filosofi er ikke at skærme den autistiske dreng. Nej, hårdhed og vold er vejen frem.

Han siger: “Aggression, correctly channeled, overcomes a lot of flaws. Tapping into that aggression requires peeling back several layers of yourself.”

Om det er den klassiske måde at behandle autisme og andre ting på, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men i denne kontekst virker det – altså hvis målet er at skabe en selvtægtsactionhelt, der beskytter de svage.

Her spiller Christians bror også en central rolle, altså i flashbacksekvenserne, og for ikke at afsløre en af filmens centrale “overraskelser”, vil jeg ikke dvæle mere ved den bror – men du ser den sikkert også komme på afstand.

Actionheltens fødsel

Wolff beskriver selv sin opvækst på følgende måde:

“My father was an officer in the army. Psychological operations. He was concerned that I might be taken advantage of somehow, so he arranged for me to train with a number of specialists throughout my childhood. We lived in 34 homes in 17 years.”

Tak for den actionkaffe, farmand Wolff!

Så Christian har udviklet sig til en autistisk actionhelt, ja, faktisk lidt af en supermand, da han både kan knække tal som Rain Man og slås som Rambo.

The Equalizer og John Wick, begge fra 2014, samt Wrath of Man og Nobody fra 2021. Man kunne også tilføje de to seneste Rambo-film. Og nogle få andre.

The Accountant tilhører dette lille fine selskab af actionfilm, hvor det lugter af de gode gamle dage, uden at det bare er pastiche og nostalgi. Det er stærke film på hver deres måde.

Velfungerende actionfilm, som ikke bare er endnu en Marvel-film eller en træt CGI-fest. Derfor vågner denne gamle actionkøter op en ekstra gang, strækker snuden i vejret og hyler mod fortidens grillbarer og videobutikker med stor glæde. Actionfilmen, og actionhelten, længe leve!

Velproduceret

The Accountant er en velproduceret, velspillet og strømlinet Hollywood-fortælling. Hverken mere eller mindre.

De “dybe” lag, jeg beskriver i forhold til actionhelten, er naturligvis ikke specielt dybe. De er enkelt og effektivt leveret. Grunden til, at jeg bruger tid på dem, er, at de er spændende i en filmhistorisk kontekst, da de netop peger bagud.

Der er også nogle fine små detaljer i forhold til nogle af de ejendele, som Christian Wolff har – detaljer som får nørder som mig til at slikke mig om munden; detaljer som viser, at filmens skabere tager sig godt af deres publikum. Se eksempelvis Star Wars– og Action Comics-referencerne. Herligt!

I hovedrollen som autisten/træmanden/actionfyren leverer all american-Ben Affleck en fin præstation. Sammenbidt og fysisk. Man tror på ham som actionhelt. Resten af skuespillerne gør det også fint.

Filmens problem

Filmens eneste problem er, at den vil lidt for meget, der er lidt for mange elementer, lidt for meget TV-seriedramaturgi i nogle af plotdelene (man kunne have overvejet at “dræbe” delen med skatteagenten, da hun glemmes i en stor del af filmen og først kommer rigtigt tilbage til sidst).

Det gør både, at spilletiden bliver en anelse oppustet og at filmen i visse scener taber en anelse momentum. For i sin kerne er der tale om en simpel og stærk fortælling. Hvis man havde skåret lidt fra, havde vi stået tilbage med decideret actionperle. Nu er det “bare” en rigtig fin film.

Heldigvis afsluttes filmen på tilfredsstillende vis (hvis man altså ønskede at filmen gik all-in på actiondelen), og en mulig efterfølger lurer i horisonten. Og jeg vil gerne se mere til autisten Christian Wolff som actionhelt.

4 stjerner

Titel: The Accountant
Instruktør: Gavin O’Connor
Manuskript: Bill Dubuque
Cast: Ben Affleck (Christian Wolff), Jon Bernthal (Braxton), J. K. Simmons (Raymond “Ray” King), Anna Kendrick (Dana Cummings), John Lithgow (Lamar Blackburn)
Foto: Seamus McGarvey
Klip: Richard Pearson
Musik: Mark Isham
Spilletid: 128 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016

Anmeldt i nr. 205 | 13/11/2022

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.