Ridder Aymar de Bois-Maury, hans væbner Olivier, adelssønnen William og den tvivlsomme ridder Hendrick drog i sidste bind, William, af sted som væbnet eskorte for en gruppe pilgrimme, der havde mål i Det hellige Land.
Aymar er den lille gruppes leder, og de har nu passeret Konstantinopel, og er nået langt ind i Anatoliens ørken. Tørst og sult er efterhånden begyndt at koste pilgrimmene og deres ledsagere dyrt, men var det ikke for deres byzantinske guide Miltiades, var de for længst omkommet under den stegende sols nådesløse hede.
Fanget på landevejen
Det land, Aymar har ført sit følge ind i, er farefuldt og overrendt af fjender. Det er et land, hvor man angriber først og spørger bagefter. Det må en af pilgrimmene i hvert fald sande, da han fra en klippetop giver sig til at kalde på sine venner. Resolut bliver han skudt ned med en pil, affyret af nogle korsriddere, der patruljerer området, i den tro, at han var en araber. Korsridderne er dog ikke de eneste, der er farlige i området. Seldsjukerne driver ligeledes omkring i store grupper, og ve den der skulle løbe ind i dem uden at være forberedt på kamp.
De korsriddere, Aymars følge møder, fraråder ham på det kraftigste at føre sin gruppe længere ind i ørkenen. I stedet råder de ham til at drage ud til kysten og rejse med skib det sidste stykke. Det ville pilgrimmene da også gerne, men de har ikke midler til at købe sig plads på en båd, og derfor hænger de på landvejen, koste hvad det vil.
Den vantro
Foruden den uheldige pilgrims død, formår mødet med korsridderne også at så splid i Aymars rækker, for de mere end antyder, at det næppe er muligt at stole på den byzantinske guide Miltiades. Pilgrimmene og den altid hidsige William begynder at se skævt til deres rejsefælle, men helt galt bliver det først, da gruppen pågriber en tyveknægt, der forsøger at stjæle en hest en sen nattetime.
Røveren, der viser sig at være en seldsjuk fra de øvre sociale lag, og næppe nogen helt almindelig tyv, er tydeligvis en vigtig person. Miltiades anbefaler derfor, at han ikke dræbes, da det muligvis vil vise sig at være en fordel at beholde ham som levende gidsel. Det indvilliger Aymar i, men snart har de mukkende pilgrimme set sig gale på den vantro, der drikker deres vand og æder deres mad.
Da selskabet når frem til et lille ortodokst kloster, er stemningen på lavpunktet, og der ulmer oprør i gruppen. Hvordan det hele spænder af, og hvilken betydning det får, at Aymar valgte at skåne seldsjukken, skal ikke afsløres. Det viser sig naturligvis, at der er en forræder i rejseselskabets rækker, men spørgsmålet er bare, hvem det er, og hvad denne ønsker at opnå.
Flyder ikke helt
I det ottende bind af Tårnene i Maury-Skoven er der ikke meget nyt under solen. Aymar og Olivier bliver mere eller mindre frivilligt tilskuere i en konflikt, der tager fart omkring dem, ene og alene på grund af menneskelighed dumhed. Stridens æble er naturligvis den tilfangetagne Sandjar, og som det skal vise sig, kommer det til at koste selskabet dyrt, at deres veje skulle krydses med denne seldsjuk.
Man kan måske mene, at historien i Sandjar, som det ottende bind hedder, er en smule mere kompliceret, end det er typisk for serien som helhed. Der er decideret storpolitik involveret i albummet, men Aymar bliver aldrig selv for alvor viklet ind i sagen. Han forbliver en tilskuer, som han stort set har været det fra seriens første bind. Det er imidlertid svært at komme uden om, at albummet aldrig flyder helt let, og handlingen bliver ikke for alvor spændende, til trods for endda ret meget action fra start til slut.
Konventionsbrud
Grafisk er Sandjar et glimrende bind, der nok en gang bekræfter, at Hermann kun bliver bedre og bedre. Den mellemøstlige stemning, han har fået lejlighed til at illustrere i albummet, er et godt eksempel på Hermanns store glæde ved eksotisk natur og kultur. Bind otte i Tårnene i Maury-Skoven er derfor en fornøjelse at gå på opdagelse i, men albummet er også flottere, end det er spændende.
Det skal i øvrigt nævnes, at dette bind er det første og eneste i hele serien, der på originalsproget ikke har et personnavn som titel. På fransk hedder albummet Le seldjouki, hvilket man ændrede på dansk. Hvorfor Hermann valgte at bryde med en af seriens konventioner på den måde, er et godt spørgsmål, men muligvis skyldes det, at han gerne ville illustrere den pointe, at Sandjar – fangen i selskabet – ikke for alvor er nogen person for pilgrimmene.
Han er en hedning og afgudsdyrker, der ikke fortjener at leve. Hvis det har været en pointe fra Hermanns side, er det lidt beklageligt, at man ikke har efterlevet dette i den danske oversættelse, men omvendt må man jo sige, at der ligger noget dejligt konsekvent i, at alle de danske albums har en karakteristisk, kort og kontant titel.
Kvalitetsdyk
Det korte af det lange er, at Sandjar er et dyk i seriens ellers støt stigende kvalitet. Albummet har, som altid, en stærkt episodisk karakter, men af en eller anden grund lykkes det ikke rigtigt for Hermann at få det kompakte plot til at falde i hak.
Når man sidder med alle seriens ti bind spiller det egentlig ikke nogen rolle, for Sandjar føles i langt højere grad som et kapitel i en større handling, end som selvstændigt album, og derfor kan man da også skyndsomt springe videre til seriens niende bind uden at hænge sig så meget i, at det ottende står svagere end så mange andre i serien. Det er naturligvis en luksus, vi har i dag, hvor serien er afsluttet, men da Sandjar udkom på dansk i 1992, var det desværre lidt af en skuffelse.
Originaltitel: Le seldjouki
Seriens titel: Tårnene i Marury-Skoven
Seriens originaltitel: Les Tours des Bois de Maury
Forfatter: Hermann
Tegner: Hermann
Farvelægning: Hermann
Albumlængde: 47 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom 1992 i Belgien og udkom på dansk i 1992 på Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008
Stikord: Middelalderen, Riddere
