Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Tårnene i Maury-Skoven 6: Sigurd

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Som selvstændigt album er sjette bind i Hermanns middelalderepos glimrende, men med sin overnaturlige historie og stærke fokus på hovedpersonen Aymar føles det ikke som en organisk integreret del af serien.

Tårnene i Maury-Skoven 6: SigurdForrige bind i Hermanns melankolske middelalderepos Tårnene i Maury-Skoven var en form for best off-album, hvor en stribe af seriens tilbagevendende karakterer fik lov at krydse klinger på ny. Det kan man bestemt ikke sige om det sjette album i serien.

Albummet bærer navnet Sigurd, og på en eller anden måde er det svært at opfatte dette bind som en integreret del af seriens univers. Det skyldes den overnaturlige handling, og den meget persondrevne stil. Men mere om det senere. Lad os først kaste et blik på historien i Sigurd.

Turnering
Krigskarle.

Krigskarle.

Den jordløse ridder Aymar de Bois-Maury og hans væbner Olivier har forladt de sydfranske regioner, og er nu drevet mod nord. Hvor de præcis befinder sig i dette album, bliver aldrig eksplicit fortalt, men det er næppe helt forkert at antage, at de to omflakkende kammerater befinder sig et sted nær kysten i Normandiet. Det antyder albummets handling i hvert fald, og det samme gør Hermanns illustrationer.

Aymar er draget til egnen for at deltage i en stor turnering hos herremanden de Landri. Flere riddere har indfundet sig hos hr. Landri, og stemningen er på overfladen ganske munter, men intern jalousi ulmer.

Navnlig den pompøse pralhals Joucelin de Courcy er ude efter Aymar, da han tydeligvis ikke giver meget for den jordløse ridder. De Courcy har kæmpet i Det hellige Land, og det giver ham status, foruden en betragtelig rigdom, som han fik bjærget sig dernede. Det gør ham vigtigere end Aymar, men seriens hovedperson finder dog også sine støtter i gruppen. Navnlig den unge ridder William fra England har sympati for Aymar.

Spøgelse
Den hvide hingst.

Den hvide hingst.

Alt dette er dog kun et påskud for albummets egentlige handling, for noget sælsomt er på færde. Allerede da Sigurd begynder, ser Olivier en sær hvid hingst, som forsvinder sporløst i tågen. Snart hører vi også om en mystisk kæmpemæssig flagermus, der hænger på himmelen. Det lader til, at de Landris jorde er hjemsøgte, men hvorfor er ikke helt til at gennemskue.

Da Aymar fortæller om den hvide hingst, slår alle det hen i sjov. Men allerede samme nat begynder borgherren en eftersøgning, for tilsyneladende ved han udmærket, hvad det drejer sig om. De Landris bror Arnolphe har et eller andet med sagen at gøre, og det samme har det gyldne pandesmykke, som den hvide hingst var smykket med. Nu er det jo ikke blot et spørgsmål om, at man har set en hvid spøgelseshingst på egnen. Problemet er, at denne hest bringer døden med sig, og folk frygter den derfor som pesten selv.

De Landris, borgherren, forsøger at fravriste sin halvinvalide bror hestens hemmelighed, men det lykkes bestemt ikke. Arnolphe dør rent faktisk under dette forhør, og nu er gode råd dyre. Helt mystisk bliver det dog først, da liget af den døde bror forsvinder sporløst fra dødslejet.

Alt dette kender Aymar intet til. Han har på dette tidspunkt forladt de Landris borg for at søge efter en ridder, der ikke er vendt hjem efter en ridetur ud i tågen. Da Aymar møder Arnolphe, som ganske vist opfører sig lidt underligt, tænker han ikke nærmere over dette. Han følger derfor det, der kun kan være et spøgelse, og sammen begynder de et surrealistisk eventyr, der måske kan genoprette den balance, som Arnolphe i sin tid ødelagde.

Stærkt album, der ikke passer ind i serien
Gamle forbandelser begynder at gøre sig gældende.

Gamle forbandelser begynder at gøre sig gældende.

Hvad der stikker bag alt dette skal naturligvis ikke afsløres, men det korte af det lange er, at Sigurd handler om en hævnhistorie. Slægten de Landris er indvandret fra Norden i slutningen af 900-tallet, og her antog de det fransk-klingende navn, da de fik gård og jord. Helt har de dog aldrig sluppet deres gamle sædvaner, så Odin spøger i fortællingens baggrund, og det samme gør en flittig brug af romantiske vikingeforestillinger som hjelme med horn og besynderlige bronzerustninger.

Nuvel, Hermann har jo sin kunstneriske frihed, men det er nu lidt ærgerligt at se den ellers ganske stilrene serie forfalde til mindre vellykkede klichéer, der hører hjemme i Prins Valiant.

I albummet Reinhardt optrådte der en spøgelsesagtig pige, som muligvis var en form for repræsentation af Jomfru Maria. Det blev aldrig forklaret nærmere, men virkningen var særdeles effektiv og med til at understrege seriens mytologiske karakter. I Sigurd har det overnaturlige en helt anden virkning. Her får det albummet til at ligne en fantasyhistorie i stil med det, vi kender fra de tidlige Thorgal-albums.

Det er sådan set ret fedt, for albummets fortælling er kryptisk, men samtidig særdeles stemningsmættet. Som selvstændigt album er Sigurd derfor rigtig stærkt, men set i lyset af serien som helhed, virker det malplaceret. Tårnene i Maury-Skoven strækker sig over ti albums, men Sigurd er det eneste, som direkte implementerer det overnaturlige i handlingen.

Det får bindet til at stikke frem på en uheldig måde, og i sidste ende må man spørge sig, om det virkelig var nødvendigt? Kunne Hermann ikke bare have lavet et soloalbum? Det gjorde han ikke, og derfor hænger vi i dag på Sigurd. Samtidig spiller Aymar en meget direkte rolle i albummet, hvilket er ganske ukarakteristisk for serien.

Guf for fantasyfans
Den mærkværdige flagermus slår til.

Den mærkværdige flagermus slår til.

Det kan måske virke lidt paradoksalt at påpege albummets store svaghed, når man tager i betragtning, hvor velformuleret, dynamisk og spændende det er. Samtidig er Sigurd ekstremt veltegnet. Hermann har vitterligt overgået sig selv i de smukke illustrationer af de tågede kyster og skumle huler. Det er det rene guf for alle fantasyfans, og navnlig fans af førnævnte Thorgal må se at få købt Sigurd hjem til samlingen, for det er svært ikke at se nogle klare paralleller mellem Hermanns arbejde i dette bind og så Rosinski og Van Hammes serie.

Sigurd er således er fabelagtigt album, men set som en del af Tårnene i Maury-Skoven, falder albummet igennem med begge ben. Det hører ganske enkelt ikke hjemme i seriens univers. Vi kan ikke ændre på, at Hermann valgte at udsende bindet som en del af serien, men vi kan beklage det. I samme åndedrag kan vi så også klappe i hænderne over denne fine bastard af et fantasyalbum.

5 stjerner

Titel: Sigurd
Originaltitel: sigurd
Seriens titel: Tårnene i Maury-Skoven
Seriens originaltitel: Les Tours des Bois de Maury
Tegner: Hermann
Forfatter: Hermann
Farvelægning: Hermann
Albumlængde: 47 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som album i Belgien i 1990.
Udkom som album i Danmark i 1990 på forlaget Interpresse.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Fantasy, Middelalderen, Riddere, Spøgelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *