Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Tårnene i Maury-Skoven 5: Alda

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bind fem i Hermanns serie om den jordløse ridder Aymar er et af seriens bedste, hvor genintroduktionen af personer fra tidligere bind giver historien intimitet samtidig med, at underholdningsværdien er i top.

Tårnene i Maury-Skoven 5: AldaAlda er det femte bind i Hermanns storslåede saga om den jordløse ridder Aymar de Bois-Maury, der sammen med sin trofaste væbner Olivier driver omkring i 1100-tallets Europa. Verden er i forfald omkring ridderen og det Frankrig, der udgør seriens kerne, er langsomt ved at blive opløst i interne magtkampe mellem landets lavadel. Aymar mistede selv sin jord, før serien begyndte, men det er drømmen om en dag at genvinde de fædrene agre, der holder ham i live.

En dårlig idé
Liv og glade dage.

Liv og glade dage.

Da vi forlod Aymar og Olivier sidst, havde de netop krydset Pyrenæerne fra Spanien efter at have ledsaget en købmand på pilgrimsfærd til den hellige Jacobs grav i Santiago de Compostela. På hjemvejen blev Aymar og Olivier involveret i en grim arvestrid, men det kan man læse mere om i Reinhardt.

I sidste bind var vinteren langsomt ved at trække sig tilbage og nu, i seriens femte album, er det blevet forår. De to følgesvende er kommet til Tours, hvor Aymar beslutter sig for at besøge en gammel ven – lensmanden Yvon de Portel, der har jord ikke langt fra storbyen. Det skulle Aymar imidlertid aldrig have fundet på, for på ingen tid befinder de to sig på ny i suppedasen, og denne gang lader det til at blive dyrt.

Sporene krydses påny
Ridder Aymar og væbneren Olivier.

Ridder Aymar og væbneren Olivier.

Læsere der kender lidt til serien vil vide, at de enkelte albums er opkaldt efter centrale karakterer, og det femte bind hedder Alda. Det er et navn, vi kender godt, for Alda var en af de tatere og strubesnittere, der drev omkring på landevejene i det sydligste Frankrig tidligere i serien.

Alda og hendes bande mødte aldrig direkte Aymar og Olivier, men deres veje krydsedes næsten flere gange og på sin vis kan man sige, at deres skæbner for længe siden blev knyttet sammen. I Germain, seriens tredje bind, blev Alda tvunget til at forråde sine røverkammerater for derved selv at overleve. Derefter hørte vi ikke mere til hende, men det er åbenbart gået Alda godt. Vi møder hende nemlig nu som kromutter på en løssluppen badstue i Tours.

Sagen bliver imidlertid først rigtig interessant, da vi hører at en bande, anført af en mand der kaldes Mureren, gør vejene usikre. Der kan næppe være så meget tvivl om, at denne Murer må være Germain – den stakkels unge murersvend, som i seriens første bind, Babette, blev tvunget ud i en tilværelse som røver på grund af skæbnens tilfældige spil.

En snedig plan
Aymar i kamp.

Aymar i kamp.

Da Alda hører at Germain måske er i live, bliver hun grebet af glæde og frygt. Hun må have syn for sagn, og derfor forlader hun sin bopæl i Tours for at finde banden. Ganske rigtigt viser det sig da også, at den bande, der har slået sig ned i området, er de sørgelige rester af hendes gamle tatervenner. De eneste to gamle kendinge som stadig holder ved, er Germain og den utiltalende slyngel Marcus. Resten er nye folk, men opskriften hedder stadig vold og drab.

Men hvad har alt dette med Aymar og Olivier at gøre? Ganske meget må man sige, for Germain og Marcus har smedet en plan, hvor en af bandens rakkerpiger har indyndet sig hos Aymars ven Yvon de Portel, som nu er ganske forblændet af hendes ungdommelige skønhed. Det betyder at røverne kan bruge den gamle Yvons borg som base for deres ugerninger, og rent faktisk går planen videre endnu.

Guillaumette, som pigebarnet hedder, skal nemlig gifte sig med Yvon, der kort derefter desværre vil omkomme ved et uheld. Den nærmeste arving vil så være Guillaumette, som frit kan gifte sig med Marcus og på den led gøre røveren til borgherre. For så vidt går planen efter hensigten, men så er det, at Aymar de Bois-Maury og hans væbner beslutter sig for at kigge forbi. Det sætter en kæp i hjulet på det hele, og ret hurtigt må bandens ledere begynde at improvisere.

Alda hvirvles også ind i alt dette, men kan hendes gamle kumpaner tilgive hende det forræderi, som næsten kostede dem alle livet? Ydermere må man huske på, at det var Aymar, der var skyld i, at Germain i det hele taget stadig er i live. Har det nogen betydning for slynglen, nu da han efter noget der ligner to år, genser den omstrejfende ridder?

Intimitet og karakterudvikling
Yvon de Portels fæstning.

Yvon de Portels fæstning.

Alda er et forbistret godt album, som blev til i en tid, hvor Hermanns produktivitet var hvidglødende. Han spyttede det ene storslåede album ud efter det andet, og dette er bestemt et af dem. Reinhardt var også fabelagtigt, men Alda er endnu bedre. Foruden at fortælle en historie, der med vanlig brutalitet og bittersøde heltegerninger er underholdende fra ende til anden, får vi genintroduceret Germain og Alda, hvilket giver hele historien en fornemmelse af intimitet og fortrolighed.

Tilmed er det rørende at se, hvordan Hermann har ladet sine bipersoner udvikle sig og ændre karakter, mens handlingen flyttede sit fokus til andre steder. Alda er således næsten blevet en smule blødsøden, mens Germain har udviklet sig til en ægte lovløs. Da han i første bind blev drevet ud på landevejen, var han en frygtsom ung mand, men livet har lært ham en ting eller to, og nu begår han mord i koldt blod.

Selve historien er måske lidt mere traditionelt fortalt i forhold til flere af de tidligere bind, og sandt at sige genbruger Hermann tematisk nogle idéer, som han allerede afprøvede i Eloise, men det gør slet ikke noget. Han er blevet en stærkere og mere dynamisk tegner siden da, og han formår at levere hele albummet med så stor sikkerhed, at han stort set kunne fortælle det samme en tredje gang og stadig få topkarakter.

Svært ved ansigter
Skumle hændelser i nattens mulm og mørke.

Skumle hændelser i nattens mulm og mørke.

Skal der kritiseres lidt, må det være, at man i Alda for alvor ser, hvor Hermanns svagheder som tegner ligger. Hans stil har i dette bind efterhånden udviklet sig til det udtryk, han stadig benytter sig af i dag. Ganske vist er han nu gået over til at farvelægge med akvarel, men selve tegningernes udtryk har ikke forandret sig. Det betyder, at han er blevet en uovertruffen tegner, som navnlig udmærker sig ved de stemningsfulde landskabsbilleder.

Ansigter har han imidlertid svært ved, og man kan ikke undgå at bemærke, at Hermann stort set kun benytter sig af fem-seks forskellige ansigtstyper. Følger man med i Jeremiah-serien, vil man også genfinde ansigterne her, og det vil man sådan set også i alt andet, Hermann har lavet. Det er lidt synd, han aldrig har opdyrket et lidt større repertoire på det område, men man kan jo ikke få det hele.

Blandt seriens bedste

Alda er en eminent fortsættelse af fortællingen om ridder Aymar. Det er et album som må regnes blandt seriens bedste og absolut noget, man bør se frem til, hvis man endnu har serien til gode. Albummet vil endda fungere som enkeltstående bind, og da man kan købe det for ret få penge i de fleste tegneseriebutikker – endda i splinterny stand – er det bare med at få fedtet sig ned i butikken og slæbt dette lille mesterværk med hjem til hulen.

6 stjerner

Titel: Alda
Originaltitel: Alda
Seriens titel: Tårnene i Maury-Skoven
Seriens originaltitel: Les Tours des Bois de Maury
Tegner: Hermann
Forfatter: Hermann
Farvelægning: Hermann
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som album i Belgien i 1989.
Udkom som album i Danmark i 1989 på forlaget Interpresse.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Middelalderen, Riddere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *