Svovlild

Den superproduktive Jonas Wilmann, der senest begejstrede mig med novellesamlingen Frygt-filerne (2012), er nu fløjet til fantasyland. Og det i selskab med et fantasyikon, dragen, som jeg ærlig talt ikke synes er noget specielt spændende væsen. Dungeons & Dragons, Dragonlance og The Hobbit. Ja, dragen er en vigtig del af den store fantasykanon og fred være med det, men når jeg læser om drager, er det ofte efterfulgt af et stort gab.

I fantasyland…

Vi er fantasyland. Ingen mennesker. Men masser af drager. Og omdrejningspunktet er de røde og de hvide drager. De onde og de gode, populært sagt. Der har i mange år hersket fred mellem racerne, men da de røde dragers leder, Kong Heirem, dør, tager hans psykopatiske søn, Nauser, over, og så er der ballade.

For Nauser er nærmest ondskaben selv, og han gider ikke freden med de hvide drager. Krigen bryder ud, og ondskaben kryber ind i paradis. Men heldigvis har de hvide drager Esmeree, en stærk kvindelig drage, der tvinges til at finde sine voldsomme sider frem i krigen mod de røde drager. Men hvad er ondskab? Og hvad sker der når de ”gode” laver ”onde” gerninger?

Heldigvis griber Wilmann både fantasygenren og dragemyten an på en forfriskende måde, og efter at have læst Svovlild, er jeg faktisk blevet lidt pjattet med drager.

… tilsat postapokalyptisk horror

Og lad os se på romanens bygningsdele: Drager. Tjek. En klassisk konflikt mellem det gode og det onde. Tjek. Store følelser og episke optrin. Tjek. Fokus på fantastiske elementer. Tjek. Fantasynavne. Tjek. Så langt så godt. Vi er fantasyland. Og så alligevel ikke. For læs blot denne passage fra Svovlild, og så kan det ellers godt være, du får dine fantasyboller galt i halsen:

”Dette var maddikerne og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stikkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler for knoglerne.”

Ja, det lyder mere som postapokalyptisk horror, ikke sandt? Og det er det sådan set også. Vi får endda også Lovecraftiansk ondskab og gamle guder. Mums. Bare også fantasy. For gemt bag ubehaget, ondskaben og horrorelementerne, fornægter Wilmann heldigvis aldrig, at hans hjerte også brænder for fantasygenren.

Så læs blot denne episke sætning, som på klassisk fantasymanér (det kunne være skrevet af R. A. Salvatore) får de små hår til at rejse sig på armene, altså ikke i frygt men i et episk rush:

”Jeg ved ikke, hvad det var, du fandt inde i de tågebanker,” sagde Marblett og rystede på hovedet, ”men du har lige overbevist en konge om at drage i krig og kæmpe for det, han elsker… Drager! Gør jer klar til kamp!”

Forfriskende pust til en tør genre

Sådan skal den ged barberes! Så det er i vekselvirkingen mellem fantasy og horror, at Svovlild brænder igennem som en meget underholdende roman. For nogle læsere, fantasypuritanere, fremstår den måske som en voldtægt af genren, men for mig er den et forfriskende pust ind i en ofte kønsløs genre. Og så er det en fornøjelse, at dragerne er gjort så menneskelige, som de er, samtidig med at de har nogle af de seje træk, som netop gør dragen til et ægte fantasyikon.

De 297 sider er læst med lynets hast, da Wilmann har skåret ind til benet i sit plot, og han klipper behændigt mellem handlingstrådene og lader ikke nogen dele få for meget plads. I en anden forfatters hånd kunne dette plot sikkert have fyldt en trilogi eller to.

Og så er den faktisk i flere passager ganske uhyggelig og decideret ubehagelig, så det er da heller ikke en roman for de helt unge og uskyldige fantasylæsere. Nej, Wilmann går ikke på kompromis, og han serverer sine klassiske varemærker i form af meget præcise og blodige beskrivelser af både kamp og forfald.

Svovlild er en bog, som Wilmann påbegyndte i 2008, hvor han skrev de første sider. Så lod han den ligge og fandt den frem i 2010, hvor den blev skrevet færdig, dog for at blive afvist ved et unavngivet forlag. Der var så lige et par andre udgivelser, der skulle skrives færdig, før Wilmann vendte tilbage til dragerne i 2012, hvor den fik det sidste fernis.

På sin egen blog udtaler Wilmann følgende: ”Slutresultatet er et storladent drageepos, en meget klassisk fortælling, der ikke lugter særligt meget af mig. Jo, det er apokalyptisk, der er blod, og der er ondskab, men der er også svulmende patos og store klassiske temaer som hævn, tab og tilgivelse; elementer, der er rimelig fremmede for mig, og det er lidt sjovt, at Svovlild bliver efterfølgeren til den kolde og nøgterne Frygt-filerne – de to er som nat og dag.”

Underholdende genrehybrid

Efter Smukke Anna (2011), der var et modigt men ikke helt vellykket genremix, udgav Wilmann den genretro, vellykkede og meget kyniske novellesamling Frygt-filerne. Og det næste, vi kan se frem til, er endnu en novellesamling, Udkantshistorier, som gerne skulle ramme os i 2013. Så på den front passer Svovlild ganske godt ind som et lille sidespring mellem horrornovellerne.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at Jonas Wilmann også er skribent på Planet Pulp, men at dette naturligvis ikke har indflydelse på denne positive anmeldelse. Hvis Svovlild stank havde den fået kniven, uanset om Jonas er tilknyttet Planet Pulp eller ej.

Svovlild er dog en meget underholdende genrehybrid, hvor Wilmann succesfuldt parrer horror med fantasy. Og det kan vi godt lide her på Planet Pulp!

Anmeldt i nr. 89 | 13/03/2013

Stikord: Drager, Fantasy