Stone Island

I sidste måned stiftede vi her på Planet Pulp bekendtskab med forfatteren Ian Edgintons pulpede piratfortælling The Red Seas, som var tilsat Steve Yeowells meget “børnevenlige” retro-tegnestil. Med Stone Island har Edginton leveret en blodig gyser, og Simon Davis har med sine ekstremt flotte illustrationer givet fortælling et præg, som man må betegne som alt andet end børnevenlig.

Nutidig horror når det er bedst

Stone Island er inddelt i to fortællinger, Stone Island som oprindeligt kørte fra prog 1500-1507 og Stone Island: The Harrowers, som var at finde i prog 1550-1559.

Historien foregår i nutiden eller en ikke så fjern fremtid i et mørkt og ubehageligt England. Så hvis du hører til dem, der får spasmer, når du tager fat i Judge Dredd-albums og andre af 2000 AD‘s fremtidsserier, kan du godt tage det helt roligt: Stone Island er nutidig horror, når det er bedst, og det er et album, du som horrorfan ikke skal snyde dig selv for.

Fortællingen indledes af et par brutale sider uden tekst. I varme og hyggelige farver ser vi gennem fire billeder en mand og kvinde dyrke en intim stund foran en kamin, mens en mand kigger på dem ind gennem et vindue. Det næste, der følger, er fire blodige billeder, hvor vi først ser blod på vinduet, så to billeder af de blodige lig af manden og kvinden og til sidst et totalbillede, hvor manden, der kiggede ind af vinduet, står med blod over hele kroppen foran de to lig, mens han stirrer tomt ud i luften. Meget smukt, enkelt og brutalt udført.

Fængselsklichéer

Så skifter scenen til en fangetransport, hvor David Sorrel, morderen fra indledningen, er på vej til det topsikrede fængsel Long Barrow. Gennem klassiske fængselsklichéer i stil med “Rise and shine you bastard. We are here. The last house you will ever live in.” leveret af fængselsbetjenten, introduceres David til stedet og bliver puttet i celle sammen med den ældre Rivers.

Der går heller ikke lang tid, før David kommer i problemer. Han lægger sig ud med den psykotiske medfange Gricey, som David dog gennemtæsker. Og så tror man ellers, at han har fået den nødvendige respekt, som vil gøre opholdet tåleligt. Men så begynder der at ske underlige ting. På infirmeriet forvandles Gricey til et monster, og snart bliver flere og flere fanger forvandlet, og helvede bryder løs.

David og Rivers sidder i deres celle, da nogen eller noget begynder at bryde døren ind. Heldigvis kender Rivers til fængslets konstruktion, så han har gjort en flugt klar. Her kommer en tydelig metakommentar, da Rivers siger: “I have watched that Shawshank movie. I have thought it out, picked this place purposeful.” Og da Rivers tager nogle mursten ud og der kommer et hul til syne, kan man ikke lade være med at tænke på scenen, hvor Andy Dufresne flygter fra fængslet i The Shawshank Redemption (1994).

Men væk kommer David og Rivers, og snart får de følge af to mænd og en kvinde. Hvad der videre sker, vil jeg ikke røbe her, men jeg kan dog komme med et par hints: David er ikke en helt almindelig mand, og forklaringen på, hvorfor han slog sin kone og hendes elsker ihjel, er ikke helt, som man kunne forvente det.

Fra rendyrket horror til sci-fi-elementer

Første del af albummet, Stone Island, er rendyrket horror. Man kan i historien trække paralleller til eksempelvis Alien 3 (1992) og tegneserien The Surgeon (2000). Der er den opbyggende fase, hvor vi bliver introduceret til stedet og personerne, og så går det ellers for alvor i gang med forfølgelsesscener, paranoia og en god portion blod.

Hen imod slutningen kommer der dog mere kød på historien, hvor der indgår Lovecraft-elementer til den helt store guldmedalje – underlige monstre og verdener, hvor vanviddet lurer bag hver eneste hjørne. Og det er ikke kun Lovecraft; også film som Hellraiser (1987) og Event Horizon (1997) er tydelige inspirationskilder. Så man kan nok godt regne ud, at der på den ene eller anden måde er blevet åbnet en portal til en verden, som ikke er noget sjovt sted. Mildest talt.

Anden del af albummet, Stone Island: The Harrowers, starter nogen tid efter handlingen i første del. Uden at røbe for meget kan jeg kort nævne, at der bliver sendt en ekspedition af sted til de fremmedes verden, hvor en grufuld sandhed går op for vores hovedpersoner – altså dem, der ikke døde i albummets første halvdel!

Her bevæger forfatteren sig væk fra det mere klassiske gys og går mere i retning af Lovecraft tilsat sci-fi-elementer, hvor vi både skal have en forklaring på, hvad de fremmede er, og et opgør. Men det er stadig letbenet underholdning, og de store filosofiske spørgsmål om menneskehedens eksistens og vores sjæl bliver besvaret på en overfladisk og underholdende måde. Simon Davis formår samtidig at gøre den fremmede verden ganske troværdig med sine fantastiske illustrationer og farvebrug.

Stående bifald herfra

Et billede fra den underlige verden, man møder i albummets anden del.

Når jeg ser på albummets meget lækre illustrationer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det næsten er som at skyde gråspurve med kanoner. Med det menes der, at illustrationerne så afgjort tilhører en helt anden liga end den noget klichéprægede historie. Så måske er det at fyre lidt for meget krudt af, men så alligevel ikke. For hvis man har mulighed for at få en klassisk gyserhistorie med så flotte illustrationer, er det noget af et scoop, og bestemt ikke noget, man skal brokke sig.

Det skal blot konstateres, at historien i Stone Island ikke helt fortjener de voldsomt flotte illustrationer. Det kunne så have resulteret i, at tegningerne havde taget alt fokus, men det er faktisk ikke tilfældet, og man fornemmer tydeligt, at Edginton og Davis har et ganske forrygende samarbejde.

Hvis man skal have en simpel og effektiv horrorhistorie på tegneserieform, så bliver det ikke meget bedre end her. Første del er enkel og ganske uhyggelig horror, hvor det er den håndgribelige spænding, der er i fokus, hvorimod anden halvdel mere åbner op for forklaringer og et kig ind i en mareridtsverden. Og så er det rent grafisk et hamrende smukt album, som viser, hvor stort et talent Simon Davis er. Stående bifald herfra – hvor er det dejligt at være vidne til, at stor kunst godt kan bruges til at fortælle en simpel genrehistorie.

Stone Island er venligst stillet til rådighed af Rebellion.